Gud bad mig om at slå til mod al-Qaida, og jeg slog til mod dem, derefter beordrede han mig at slå til mod Saddam, hvilket jeg gjorde, og nu er jeg fast besluttet på at løse problemet i Mellemøsten.
George W. Bush, USA’s præsident, juni 2003

Bag ved al den propaganda der strømmer ud fra det Hvide hus, gemmer sig USA-regimets meget mere uhæmmede stræben efter at kontrollere verden fuldstændig. Erobringen af Irak har i mange år været en væsentlig del af strategien. USA-imperialismens mål udtrykkes tydeligt af den nykonservative tænketank ”Project for the New American Century” (PNAC). Flere af dens grundlæggere er nu blandt USAs ledere;
vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og assisterende forsvarsminister Paul Wolfowitz. Jeb Bush, præsidentens bror, er også med.

PNACs Statement of Principles (grundprincipper) fra 3. juni 1997 er et dokument som vil fastlægge en tydelig vej for USA efter Sovjetunionens fald. Der kan man læse: ”Nu når 1900- tallet går mod enden står USA som verdens ledende magt. [Det vi behøver nu] er en hær der er stærk og parat til at møde nutidige og fremtidige udfordringer; en udenrigspolitik som offensivt og resultatorienteret fremmer amerikanske principper i udlandet; og en national ledelse som accepterer USA’s globale ansvar.”
I PNAC: s rapport ”Rebuilding America’s Defences” - som publiceredes i september år 2000 - betones vægten af at udskifte regimet i Irak (uanset om Saddam eller en anden skulle sidde ved magten) for at få kontrol over hele regionen. Tanken om at Mellemøsten må domineres af USA havde slået rod hos blandt andre Donald Rumsfeld og Dick Cheney allerede under oliekrisen i 1973- 74. Begge to arbejdede da i præsident Fords administration som mistede magten som følge af den økonomiske krise. PNAC- rapporten er med journalisten John Pilgers ord, en ”guide til verdensherredømme”. Den handler om at øge USA's magt overalt - inklusiv ude i rummet - og forberede for intervention i en række lande. Interessant nok betones også behovet for at vedholde amerikanske tropper i det nordlige og centrale Europa, trods den erkender, at der er stor stabilitet der. Man er urolig for at et alternativ til amerikanske tropper skulle opbygges og efterlade ”USA uden stemme i Europas sikkerhedsanliggender”.

11. september og Afghanistan
Planerne om en intervention i Irak fandtes altså allerede inden den 11. september 2001. Terroristangrebet gav USA’s styrende klike en undskyldning til at begynde at føre ”krigen mod terrorismen” i stor skala. 2752 mennesker mistede livet da tre fly blev kapret og piloterne blev tvunget til at flyve ind i World Trade Centers tvillingtårne og militærhovedkvarteret Pentagon. Tragedien sendte en chokbølge gennem USA. Det siger sig næsten sig selv at islamistiske terroristgrupper ikke kan udryddes ved, at stormagter i vest bomber muslimske lande. Straks efter angrebet kom der også flere indsigtsfulde kommentarer i nogle aviser. ”En verden hvor 2800 millioner mennesker overlever på mindre end to dollar om dagen, kan aldrig blive en tryg verden” skrev El Pais (Spanien). ”Om USA, rimeligt nok, tyr til at være hårde mod terrorismen, må landet også være hårde mod årsagerne til terrorismen – og den udfordring har USA aldrig villet tage imod” mente Observer (Storbritannien). ”Hvis bin Laden er, som de amerikanske myndigheder synes at mene han er, den som beordrede 11. september, hvorfor så ikke påminde om at han blev uddannet af CIA, at han var en del af den politik, rettet mod Sovjet, som USA troede var klog”, påpegede Le Monde (Frankrig). Men at bombe, det blev Bushadministrationens svar på den 11. september. Eftersom netværket al-Qaida og dens leder Osama bin Laden blev udpeget som skyldige for angrebet, og bin Laden levede i Afghanistan, så blev Afghanistan det første land, der havnede i skudlinjen. Da talebaneregeringen tøvede med at udlevere bin Laden, gik USA til angreb.
Krigen blev allerede indledt den 7. oktober. Inden da var den pakistanske regering under general Pervez Musharraf blevet overbevist om at bryde venskabsbåndene med talebanerne og slutte op om supermagten USA, hvilket gjorde det muligt for USA at flyve over pakistansk territorium. Saudiarabien og De Forenede Arabiske Emirater brød også sine forbindelser med talebanerne. FN deltog ikke i krigen, men forklarede at det, USA (i koalition med andre lande) var i gang med på den anden side af jordkloden var ”selvforsvar”. Det var altså helt OK.

Talebanernes støtte var ikke stærkt i Afghanistan. Deres regime indebar en meget hård undertrykkelse, ikke mindst for kvinderne. De massive bombardementer og anden militær opbakning gjorde at USA’s allierede (og talebanernes konkurrenter om magten) i den såkaldte Nordlige Alliance kunne rykke frem. Den 13. november flygtede talebanerne fra hovedstaden Kabul. Selv om USA ganske hurtigt kunne styrte regeringen i et af verdens mest uudviklede lande, så var resultatet i øvrigt ikke specielt vellykket. Både Osama bin Laden og talebanlederen Mullah Omar slap ud af nettet og talebanerne drev man bare ud af byerne. De – og andre islamistiske krigsherrer – har fortsat med at slide landet i stykker i sin kamp om området. Den USA-støttede provisoriske regering under Hamid Karzai har praktisk taget ingen kontrol udenfor Kabul. Selv stoler Karzai overhovedet ikke på de andre regeringsmedlemmer, og amerikanske livvagter følger ham derfor overalt.

I maj 2003 truede Karzai med at gå af, hvis provinslederne ikke begyndte at samarbejde bedre med regeringen. Ifølge det afghanske finansministeriums vurdering fik de tolv provinser ca. fire milliarder ind i toldafgift forrige år, men gav kun omkring 630 millioner til regeringen. Regeringen mangler penge og har ikke fået en brøkdel af den nødvendige bistand for at begynde at genopbygge landet. Ifølge en rapport fra bistandsorganisationen Care i september 2003, var kun ca. 200 millioner dollar i bistand blevet omsat i konkrete projekter, selvom behovet er blevet sat til 20 milliarder dollar. Enige rapporter siger, at mængder af privatmilitser chikanerer folk i landsbyerne, og at beskyttelsen af kvinderne stadig er dårlig. De udsættes for såvel voldtægter og mishandling som mord. Dyrkningen af opium har igen nået et rekordniveau. Ifølge en rapport fra FN- programmet UNODC stod Afghanistan i 2003 for 75 procent af verdensproduktionen af opium, 3.600 ton.
Terroristangrebet den 11. september og den hurtige ”sejr” i Afghanistan skabte et psykologisk klima i USA, der gjorde det muligt for regimet at gå i offensiven selv mod Irak. Siden nederlaget i Vietnam-krigen i 1975 har USA’s ledere været tvunget til at holde sig lidt i ro. De har af frygt for stemningen i hjemlandet ikke vovet at gå i gang med nogen militære eventyr, som har kunnet koste amerikanske soldaters liv. Nu mente regimet åbenbart, at det kunne starte en krig hvor der var risiko for at mange soldater skulle dø. Det handlede om at udnytte chancen. Men sådan kunne præsidenten og hans mænd selvfølgelig ikke udtrykke sig offentligt. I stedet for blev Irak udpeget som et af regimerne i ”ondskabens akse” og samme Saddam Hussein som i 1980’erne var USA’s mand i området, blev nu omtalt som verdens mest brutale diktator. Han blev anklaget for at true USA og verdens sikkerhed med sine ”masseødelæggelsesvåben” og kontakter med terrorister. Det var sandt, at Saddam Hussein var en grum diktator med afskyelige forbrydelser på samvittigheden. Men resten var noget de selv fandt på. Den 11. september gav USA-regimet en undskyldning for at starte krigen, men der findes flere årsager, som talte for at man skulle gøre det så hurtigt som muligt.

Det saudiske kongehus på falderebet
Den tiltagende ustabilitet i Saudi Arabien var en af hovedårsagerne til at USA havde travlt. 66 procent af alle kendte oliereserver, som er mulige at udvinde med nuværende teknik og til nuværende omkostningsniveau, findes i Mellemøsten. Det kan sammenlignes med 9 procent i Latinamerika og 6 procent i Nordamerika. De største reserver findes i Saudi Arabien, de næststørste i Irak. Ifølge et studie udgivet af World Energy Outlook kommer efterspørgslen på olie til at stige med 40 - 50 procent i verden frem til 2025. Uanset om prognosen holder eller ej, er olien en afgørende råvare i verdensøkonomien og Saudi Arabien spiller en nøglerolle på oliemarkedet. Landet har fungeret som en ”kran” der, afhængig af om den skrues på eller af, har sænket eller forhøjet priserne for alle olieimportører. Saudi Arabien er et diktatur. Partier er forbudte, pressen censureret, der har aldrig været gennemført nogle valg. Der kommer hele tiden rapporter om tortur, oppositionsfolk bliver sat i fængsel eller afstraffes. Den som anklages for tyveri kan få hænderne hugget af. Kvinder har ikke engang lov til at køre bil. Men Det Hvide Hus har ikke haft noget at indvende. Det amerikanske regime har længe haft udmærkede kontakter med det saudiske kongehus.
De seneste år har udviklingen dog givet både saudiske og nordamerikanske herskere søvnløse nætter af andre årsager end bristen på menneskerettigheder.
I årtier har det saudiarabiske regime virket yderst solidt. De store olieindkomster forhøjede levestandarden for hele befolkningen, selv om kongefamilien og deres nærmeste skrabede en helt grotesk andel til sig. I det svenske udenrigsinstituts skrift Lande i lommeformat: Saudi Arabien fra 1999 kan man læse, at uddannelse og sygehusvæsen er gratis. Der er ingen statsskat på enkeltpersoners indkomster. Der er et socialforsikringssystem og benzin, el, vand, gas og flybilletter støttes kraftigt af staten. Landet har også lokket skarer af gæstearbejdere fra fattige lande i Asien til.
Men nu peger de økonomiske kurver nedad og den officielle arbejdsløshed var i 2002 oppe på 25 procent. Vel og mærke blandt mænd, for kvinders arbejdsløshed regnes knap nok med. Job som for nogle år siden kun blev udført af indvandret arbejdskraft, som receptionist eller vægter, er de indfødte nu tvunget til at slås om. Indkomsterne regnet i BNP per indbygger sank fra 16 650 dollar i 1981 til bundrekorden på 6527 dollar i 1998. Det betyder at BNP per person, som for 20 år siden lå på samme niveau som USA, i 1998 var nede på en fjerdedel af USA’s. I 1999 udgjorde statsgælden 120 procent af nationalindkomsten.
Utilfredsheden med forringelserne har vist sig ved oprør og mytterier i hæren. Kritikken er så udbredt, at regimet ikke længere helt kan dæmpe ”urostifterne”. I stedet er urolighederne kommet op til overfladen i forskellige kongeliges taler og blottet en politisk kløft internt i den kongelige familie. Regimet har desuden forsøgt at formindske antallet af immigranter ved at indføre en ekstra skat på 10 procent af deres lønninger.

Hvad angår den herskende klasse, er der opstået en revne i kongefamiliens ansigt. En stor gruppe mener at det parasitiske regime må afskaffes for at forhindre et oprør nedefra, som ingen ved hvor slutter. Tilhængerne af monarkiet frygter derimod, at et regimeskifte kan åbne sluserne, og at bevægelsen kan fjerne betydeligt mere end kongefamilien.
I skyggen af konflikten i samfundets top trives den fundamentalistiske Wahabi-bevægelse. Den ultraortodokse sekt er ikke noget nyt fænomen i Saudi Arabien. I 250 år har den haft en tæt alliance med kongehuset al- Saud. Wahabi-bevægelsen har givet kongefamilien en religiøs legitimitet som gengæld for at den har fået frie hænder til at bedrive sin hellige krig, jihad. De har også kontrol over uddannelser, massemedier, sædelighedspolitiet og meget andet. Wahabi- manifestet som fortæller, at man ”aldrig skal støtte vantro” er obligatorisk læsning i skolen. En anden sætning som indoktrineres er ”Jeg skal rense den arabiske halvø for jøder og kristne”.
Det er i det miljø, Osama bin Laden og hans tilhængere skabes. Under den kolde krig, da den saudiarabiske variant af islam vendte sit jihad mod Sovjetunionen og dens allierede, var USA tilfredse med tingenes tilstand. Fundamentalisternes fremgang i Nassers Egypten, Afghanistan, Balkan og Centralasien blev støttet af USA.
Når de samme fundamentalister vender sig mod deres tidligere allierede er det ikke lige så roligt. Wahabi- bevægelsen udnytter folks dybe utilfredshed ved at rette kritik mod den herskende klikes korruption, amerikanske interesser i oliefelterne og ved at puste til hadet mod USA-troppernes tilstedeværelse i ”det hellige land”. Hvis kongehuset holder fast ved sin loyalitet til USA, provokerer de deres stødtropper indenfor egne grænser. Hvis de derimod knytter tættere bånd til de hjemlige fundamentalister, provokerer de USA-regimet.

Dertil kommer, at det der blev lækket nogle oplysninger om et ”saudisk spor” i 11. september- dramaet. Oplysningerne skal findes i et hemmeligstemplet afsnit i det Hvide Hus’ tykke rapport om 11. september. I New York Times er det blevet rapporteret, at to saudier, som har haft kontakt med flere af kaprerne på flyene d. 11. september, menes at have været agenter i Saudi Arabiens efterretningstjeneste. En anonym kilde siger desuden, at den saudiske regering har været indblandet, og indenrigsministeren mistænkes for at være finansiel bagmand for terroristgrupper.
USA- regimet har endnu ikke offentligt kommenteret, at dens forbundsfælle i verdens vigtigste olieland helt er ved at miste kontrollen. Men i tidsskriftet The Economist kan man læse om en rapport til Pentagons forsvarspolitiske udvalg (en slags rådgivende forsamling med prominente deltagere som Henry Kissinger og tidl. vicepræsident Dan Quayle), der er blevet lækket. Her beskrives Saudi Arabien lige ud som USA’s fjende og ”ondskabens kerne”. ”Saudierne er aktive på alle niveauer i terrorkæden, fra planlæggere til finansielle bagmænd, fra kadrer til soldater, fra ideologer til heppekor”, hedder det. Rapporten slutter med en anbefaling om, at USA’s repræsentanter bør stille al-Saud huset overfor et ultimatum: Stop med at bakke op om terrorismen, eller jeres oliefelter og jeres finansielle forbindelser i USA vil blive afskåret!
Bush-administrationen tog forståeligt nok afstand fra dette, men rapporten viser, hvilke diskussioner, der føres bag lukkede døre i USA’s ledende kredse. Den forklarer også, hvorfor kontrollen over Irak og landets olie nu er blevet så vigtig for Det Hvide Hus. Det saudiske regime kan fejes bort til hver en tid af mindre USA-venlige kræfter, og USA har ikke tænkt sig at stå med armene over kors og se på, at amerikanske interesser mister indflydelse over den strategisk og økonomisk vigtige region. Målet har derfor hele tiden været at indsætte en USA-loyal marionetregering i det olierige Irak. Vel forankret i Irak skulle det også, ifølge dem, blive lettere at håndtere en krise i Saudi Arabien. Hjemlige aviser, som hævder at det skulle være i USA’s interesse at opmuntre en opsplitning af Saudi Arabien er også blevet refereret i The Economist. Det kunne blive særlig interessant, hvis de olierige shiamuslimske provinser på kystlinjen tættest ved Irak brød sig løs. Det ville selvfølgelig være en stor provokation mod hele den muslimske verden, hvis USA begyndte på nogen sådanne operationer, men hvis der opstår en tilpas presset situation, vil det for alvor blive diskuteret.

Bushs upopulære indenrigspolitik
En anden faktor var indenrigspolitisk. Da krigen begyndte, tav en del kritikere i USA (eller de kom ikke frem i medierne) og tilslutningen omkring præsidenten øgedes. Det var præcis det Bush regnede med og havde brug for, da hans popularitet ikke var specielt stor inden han fandt en ydre fjende, han kunne samle folket mod. Statsbudgetterne gav et stort underskud i 2003, og de sociale programmer blev yderligere skåret ned eller øgedes kun i takt med inflationen. Ikke engang hans store skattelettelser går hjem hos vælgerne. På CBS News hjemmeside kan man se flere opinionsundersøgelser, der viser hvor upopulær Bush-administrationens politik var blandt amerikanerne lige inden krigsudbruddet. Cifrene er hentet fra to meningsmålinger i januar 2003.
Den 23. januar 2003 mente hele 63 procent at økonomien var i dårligere stand end for fem år siden og de fleste så ingen bedring på vej. Indenrigspolitisk ville de fleste, 46 procent, have at regeringen skulle satse på at skabe jobs. At reformere sundhedstjenesten havnede på en andenplads med 36 procent, mens skattelettelser kun blev set som det vigtigste af 14 procent. At skattelettelser ikke er det som ligger højest på amerikanernes dagsorden vises også af, at hele 85 procent foretrækker satsninger på at redde sociale programmer og sundhedstjenesten frem for skattelettelser. Men da det kun er skattelettelser som Bush satser på, er det ikke overraskende at 59 procent mener, at Bushadministrationen gavner de rige. 64 procent er af den opfattelse, at Bushadministrationen er alt for knyttet til store selskaber, et tal som har ligget meget fast siden Enron-skandalen i 2002.
Hvis Bush vil vinde næste præsidentvalg må han for enhver pris få det amerikanske folket til at vende sit blik væk fra klasseskel, budgetunderskud, arbejdsløshed, krisen i sundhedstjenesten og de store virksomheders svindlerier. Han håbede antageligt at en lille krig ville være det bedste til det formål. I januar 2004 ser den idé ikke helt så lysende ud. Bush havde også andre indenrigske grunde til at fuldføre krigsplanerne. Bush selv ville have virket svag for sine nykonservative tilhængere hvis han havde bakket ud. I The Economist får man et indblik i hvordan det nykonservative verdensbillede ser ud. Der skildres et stort møde i Virginia med 4000 af USA’s nykonservative. Reporteren følte sig nærmest skræmt af stemningen. Han beskriver hvordan forsamlingen syder af had mod det ”liberale etablissement”, mod professorer som indoktrinerer ungdommen med ”sort marxisme” og lærer dem ”at blive bøger”. Synspunkter som at indkomstskatten helt burde afskaffes og at Ariel Sharon burde få frie tøjler er hverdagskost. Arabere og muslimer har taget kommunisternes plads som nationens hovedfjender. På bannere kan man læse: ”Giv krigen en chance: fred gennem overlegen våbenmagt.” Badges sælges med teksten: ”Bekæmp kriminalitet – skyd tilbage”, og klistermærker med budskabet ”Ingen muslimer = Ingen terrorisme”. Mødet viste tydeligt at det ekstreme højre uden forbehold har taget Bush til sit hjerte. T-shirts med teksten ”Bed for ham” er et udryk for det. Vicepræsident Dick Cheney var en af talerne på mødet.

Skræmmer andre til at lystre
En udvikling som er meget mere truende for USA’s magthavere end Saddam Husseins regime nogen sinde har været, er de oprør, protester og revolutionære bevægelser der spreder sig fra land til land i Latinamerika. I Argentina, Venezuela, Brasilien, Bolivia og Ecuador findes der stærke venstrestrømninger og en åbent og sydende utilfredshed med kapitalisme og imperialisme. Der kan USA umuligt invadere som sagerne står nu. Ved at slå til med maksimal kraft mod Irak ville de statuere et eksempel. Avisen The Economist udtrykker det sådan her: ”En massiv opvisning af styrke vil hjælpe med til at fremkalde en hurtig irakisk kapitulation og demonstrere Amerikas magt for andre potentielle modstandere.”
USA ville vise resten af verden hvem der bestemmer – og hvad der venter de oprørere, der kunne tænkes at ville stille spørgsmålstegn ved USA's nye verdensorden. Altså håber de at budskabet fra Irak kommer frem til politikere som f.eks. Venezuelas præsident Hugo Chavez og Brasiliens præsident Lula, så de holder sig på måtten.
Modsat hvad høgene i USA påstår så var det lige præcis det faktum at Saddam Husseins regime allerede var afvæbnet, der gjorde at de satsede på krig og invasion i Irak. Iraks militære styrke havde ifølge The Economist blevet halveret siden 1991.
Bushs strateger regnede med, at den militære overlegenhed skulle give en kort og, for USA, smertefri krig i Irak. Tanken var hele tiden, at efter en overvældende sejr skulle urostifterne over hele verden falde til ro og vi ville få en Pax Amerikana, altså en fred helt på USAs vilkår.

Olieselskaberne og krigsindustrien
Tidligere har den amerikanske præsident og hans regering holdt en passende distance til storvirksomhederne. Det amerikanske folk har aldrig brudt sig om ”big business”, uanset om man har stået til højre eller venstre. Men med et overmod, som kun kan opstå når man hersker over størstedelen af verden, har USA’s magthavere nu kastet masken. Bushadministrationen er formentlig den amerikanske regering, som mere åbent end noget andet regime, har stået på storvirksomhedernes, og især de store olieselskabers og krigsindustriens, side. For selskaberne handlede krigen om at få fede kontrakter og milliardgevinster. The Wall Street Journal Europe redegjorde en leder den 13. januar 2003 for hemmelige møder mellem vicepræsident Cheneys stab og ledende repræsentanter for olieselskaberne ExxonMobil, ChevronTexaco og ConocoPhillips. Verdens største leverandør af tjenester til olieindustrien, Halliburton, som Dick Cheney selv har været leder af, deltog også. Halliburton kunne regne med fine kontrakter for at reparere og modernisere oliekilder, rørledninger og udslidt produktionsudstyr. Cheney er desuden indblandet i Unocal (som har store interesser i Afghanistan), ExxonMobil, Shell og ChevronTexaco. Andre fremtrædende personer i regeringen med tilknytning til olieindustrien er præsident George W Bush selv, som både er søn til oliemagnaten George Bush den ældre, og grundlægger af olieselskabet Arbusto (” bush” oversat til spansk). Han er tidligere bestyrelsesformand i Spectrum 7 Energy og tidligere rådgivere i Harken Energy Corporation. Condoleezza Rice har også en baggrund som tidligere bestyrelsesmedlem i ChevronTexaco.
At våbenproducenterne tjener på krig er åbenlyst. Hvordan båndene mellem regeringen og krigsindustrien ser ud, kan man få en anelse om når man ser nærmere på Carlyle Group, et investeringsfirma som forvalter tæt på 14 milliarder dollar og placerer enorme summer i forsvarsindustrien. De har meget gode relationer til de politiske magthavere. Den tidligere bestyrelsesformand i Carlyle Group var Frank Carlucci, tidligere CIA-chef og forsvarsminister under Ronald Reagan. Carlucci er stadigvæk bestyrelsesformand emeritus og han kender nuværende forsvarsminister Rumsfeld godt, da begge studerede ved samme universitet. George Bush den ældre har indtil for nylig arbejdet som seniorrådgiver ved virksomheden, sammen med sin tidligere udenrigsminister James Baker. I virksomhedens ledelse sidder en hel række af Bush den ældres medarbejdere, bland andet Richard Darman (tidligere budgetchef). Colin Powell har været brugt som foredragsholder og den europæiske gren af virksomheden ledes af den konservative britiske tidligere premierminister John Major.
Selvfølgelig har de nære og stærke bånd mellem disse dele af industrien og ledende politikere spillet en vigtig rolle for krigsplanerne. Krigen havde kun været i gang i få dage da kampen om genopbygningskontrakterne startede. USA-ledelsens holdning var at amerikanske selskaber skulle have førsteprioritet. Det var store summer der stod på spil. Vurderingerne landede et sted mellem 25 og 100 milliarder dollar når man forsøgte at fastsætte kontrakternes værdi. Det handlede om at opbygge olieindustrien og infrastrukturen. El, vend, veje, el-ledninger, skoler, sygehuse og kommunikation skulle komme til at fungere igen. Jo mere der blev ødelagt i krigen, desto mere ville der blive at restaurere bagefter. I Dagens Nyheter den 26. marts 2003 kunne man læse, at myndigheder der stod under USA’s forsvarsministerium og Pentagon allerede var i starthullerne for en at sætte opgaverne i licitation. Igen nævntes Halliburton, dens datterselskab Kellogg Brown & Root (der byggede fangelejren på Guantanamo Bay på Cuba) og desuden byggegiganten Bechtel (i hvis ledelse blandt andre Reagans forsvarsminister Caspar Weinberger sidder), Schlumberger, Flour m.f.. Selvfølgelig alle sammen Amerikanske..

I Storbritannien vækkede informationen om de amerikanske virksomheders forrang bitterhed. Eftersom britiske soldater deltog i krigen burde britiske virksomheder få kontrakter – sådan lød logikken. At det ikke var de samme briter som risikerede livet som skulle tjene pengene blev forbigået i stilhed. Det som specielt fik følelserne til at komme i kog var, at det amerikanske bistandsorgan USAID, som skulle finansiere opbygningen af veje, broer, havne osv., ifølge amerikanske regler giver det i første omgang alle kontrakter til amerikanske virksomheder. Britisk bistand derimod går via FN og EU, som ikke favoriserer briterne. Det britiske P&O Ports blev derfor snydt for genopbygningen af havnen i Umm Qasr.
Efter pres kontaktede den britiske handels- og industriminister Patricia Hewitt dog USAID og fremhævede britiske firmaers evner og erfaring. Håbet tændtes på ny om at få lov til at i det mindste blive underleverandører og måske få nogle opgaver selv.
Men det var selvfølgelig ikke meningen, at bistandsorganisationen skulle stå for hoveddelen af omkostningerne. USA-regimet havde fundet på en meget smartere måde til at finansiere genopbygningen på, som ikke skulle tynge amerikanske skattebetalere. I forbindelse med at den britiske bistandsminister Clare Short gik ud af regeringen i protest mod krigen, afslørede hun at USA havde krævet at Iraks oliepenge skulle placeres i en fond som den USA- ledte koalition, ikke FN, skulle bestemme over.

Man kan sige, at der fandtes flere faktorer der talte for at USA’s regering skulle gå ind i Irakkrigen. Men hvad de amerikanske ledere ikke tog med i beregningen var alle de faktorer som talte mod en invasion. At se bort fra problemerne er en handling der kendetegner politiske ledere, som har mistet kontakt med virkeligheden, og kun agerer kortsigtet. Hvis de havde været i stand til at lave en mere nøgtern vurdering, havde de måske afstået fra at invadere. En ting er sikker – krigen i Irak indebærer meget store udfordringer for USA’s regime, både i Irak og i forhold til resten af verden.