Se også første del af dette dokument.

31) Chavez og hans støtter læner sig op af massernes støtte for at slå slag imod oligarkiet og imperialismen. De havde ikke et socialistisk perspektiv fra starten, men kun en ide om at udrydde korruption og modernisere Venezuela. De ønskede et mere rimeligt, mere retfærdigt og mere lige samfund, men troede at det var muligt uden at bryde kapitalismens rammer. Men dette bragte dem øjeblikkeligt i konflikt med borgerskabet og imperialismen. Masserne gik på gaderne og gav processen en fuldstændig anden dynamik. Massebevægelsen har ageret som en drivfjeder til Chavez og omvendt har han opmuntret bevægelsen i en revolutionær retning.

32) Da Hugo Chavez grundlagde den bolivariske bevægelse, sørgede han for at rense augiasstalden som udgjorde det politiske liv i Venezuela. Dette var et begrænset og meget beskedent mål – men det blev mødt med vild modstand fra det herskende oligarki og dets undersåtter. På den måde opnåede han de rige og magtfuldes evige had, og massernes loyalitet og kærlighed. Hugo Chavez gav for første gang de fattige og undertrykte en stemme og lidt håb. Det er hemmeligheden bag den ekstraordinære hengivenhed og loyalitet de har udvist overfor ham. Han vækkede dem til live og de ser sig selv i ham.

33) Det forklarer ligeledes det ekstraordinære had som den herskende klasse har udvist overfor Chavez. Det er de riges had til de fattige, undertrykkerens had til den undertrykte. Bag dette had er frygt – Frygt for at tabe deres rigdom, magt og privilegier. Dette er en splittelse som ikke kan blive forsonet gennem formaninger. Det er den grundlæggende klassesplittelse i samfundet.

34) Revolutionen står for demokrati. Men en konsekvent kamp for demokrati bringer uundgåeligt revolutionen i konflikt med landejerne, bankejerne, kapitalisterne og imperialisternes interesser. Det vil sige, at hvis det revolutionære demokrati skal opnå sine mål, må det være parat til at gå ud over kapitalismens rammer. Det må gå gang med at nedbryde oligarkiets økonomiske magt. Gøres dette ikke vil resultatet uundgåeligt blive nederlag, kontrarevolutionens sejr og demokratiets fuldstændige udryddelse i Venezuela.

35) Selvom de sværger ved demokratiet i hver anden sætning, er det venezuelanske oligarki og imperialismen fjender af demokratiet. De ønsker et ”demokrati” hvor alle kan sige hvad de vil, så længe den lille velhavende minoritet træffer beslutningerne. Den eneste klasse der er oprigtigt interesseret i demokrati er arbejderklassen og dens naturlige allierede, de fattige bønder og de fattige i byerne. Ægte demokrati er først opnået når oligarkiets magt er nedbrudt permanent og magten er i hænderne på det arbejdende folk. Hvad der er brug for, er ikke den hule fiktion af formelt borgerligt demokrati, hvor den virkelige magt er i hænderne på bankejerne og kapitalisterne, men ægte arbejderdemokrati baseret på nationalisering af land, banker og store industrier og en demokratisk plan for produktionen.

36) Det presserende program må være:
a) Sammenslutning af bankerne og nationaliseringen af banksystemet
b) Sammenslutningen af forsikringsselskaberne og nationalisering af finanssektoren
c) Afskaffelse af virksomhedshemmeligheder: Åben regnskabsbøgerne!
d) Arbejderkontrol med PDVSA og alle andre store virksomheder og nationalisering af alle andre sektorer af den petrokemisk industri, gas og energi.
e) Organisering af befolkning i forbrugerråd og kooperativer for at kontrollere priserne og distribuering af mad og andre produkter, som kan blive gennemført gennem nationalisering af monopoler som kontrollerer fødevaredistributionskæden.
f) Nationalisering af land, ekspropriering af de store landejendomme og organisering af bondekooperativer til at styre landbruget.
g) Nationalisering af alle store transportselskaber og opstart af et nyt stort, forenet transport system.
h) Et statsmonopol på udenlandshandel

37) USA Imperialismen spiller katten mod musen med Venezuela. Efter at have tabt to direkte overfald, tager den nu tilflugt i nye metoder. Den ligger pres på andre regeringer i Latinamerika for at de skal hjælpe med at isolere den venezuelanske revolution, som den anser som et farligt reference-punkt for masserne på hele kontinentet. Den truer for at få Venezuela ned på knæ, igennem sine økonomiske sanktioner. Samtidig forbereder den en kampagne med terrorisme og ødelæggelser.

38) Da de frygter at intervenere selv, konspirerer Washington med de ledende kredse i Colombia, ikke bare for at isolere Venezuela og ligge pres på landet, men ligefrem til at forberede en direkte intervention imod den venezuelanske revolution. Den laver konstant intriger i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) for at blande sig i Venezuelas interne anliggender. OAS’ rolle er ligesom den ”venlige nabo” som råder en mand der bliver overfaldt af banditter til at stå stille og ikke skrige så højt, fordi det vil provokere røverne og forstyrre nabolaget. Med sådanne venner har Venezuelas folk jo slet ikke behov for fjender!

39) Det er selvfølgelig nødvendigt at gøre brug af diplomati, at tage alle mulige midler i brug for at forhindre isolation af Venezuela, at udvikle venlige relationer, handel, etc. med Argentina, Brasilien og selvfølgelig med Cuba. Men det vil være ufatteligt kortsigtet kun at basere sig på dette. Regeringer kan skifte og komme under pres fra imperialismen. Der er ingen garanti for at det ikke vil ske i tilfældene Brasilien og Argentina.

40) I den sidste analyse, er det venezuelanske folks eneste rigtige allierede, de undertrykte arbejdere og bønder i Latinamerika. Dem kan man altid regne med i kampen for at forsvare den venezuelanske revolution, det samme gælder ikke deres regeringer. I sidste instans består det virkelige forsvar af den venezuelanske revolution ikke i diplomati, men i en konsekvent revolutionær og internationalistisk politik med det formål at sprede revolutionen udover Latinamerika og videre.

41) Præsident Chavez har modigt rejst sig op imod imperialisterne. Han har sagt: ”hvis der kommer en imperialistisk intervention, vil vi kæmpe imod dem i 100 år”. Masserne er uden tvivl parat til at bringe de største ofre for revolutionen. De er blevet involveret i politisk liv og er blevet givet et nyt håb og en fornemmelse af deres egen menneskelige værdighed. Derfor har masserne kolossale reserver af revolutionær energi. Det er noget som imperialisterne og de kontrarevolutionære er ude af stand til at forstå. Men udelukkende at støtte sig op af massernes villighed til at bringe ofre, er en fejl. Masserne kan kun ofre deres ”i dag” for deres ”i morgen”, op til en hvis grad. Dette skal man altid huske på.

42) I den sidste analyse er det økonomiske spørgsmål afgørende. I 2003 alene faldt venezuelansk BNP med 18 %, på trods af olieprisens høje stigning. Ifølge nogle beregninger er levestandarden faldet til 1950’ernes niveau. Igennem disse midler forsøger kontra-revolutionen at underminere regeringens støtte, som den beskylder for resultaterne af dens egen sabotage. Indtil videre er kontra-revolutionens planer ikke lykkedes. Masserne forbliver loyale imod revolutionen og præsident Chavez. Men sådan en situation kan ikke vare for evigt.

43) Indtil videre er den venezuelanske økonomi blevet hjulpet af stigningen i oliepriser. I 2003 var prisen på en tønde venezuelansk olie ($25.65) omkring 17 % højere end prisen et år før. Præsident Chavez har forsøgt at lindre krisens effekt, ved at introducere pris- og vekselrestriktioner. En del af indkomsten fra PDVSA er blevet brugt til social- og husbygningsprogrammer. Strænge vekselrestriktioner har forstærket BCV’s interne indtægter fra 13 $ milliarder i januar til 22 $ milliarder nu. Devaluering af den officielle dollarrate fra 1,600 til 1,920 bolivarer har også hjulpet. Vækstraten er drastisk stigende, men dette er delvist en refleksion af en naturlig bedring efter et brat fald der var forårsaget af arbejdsgivernes lockout.

44) Med sådanne midler er det delvist lykkedes at lindre massernes forhold. De har tjent det formål at vinde tid. Men det vil koste en pris. Under kapitalisme har sådanne midler en tendens til at skabe inflation. Bolivaren er drastisk faldende på det sorte marked. Inflationen stiger 27 % årligt – den højeste stigningsrate i hele regionen. I det lange løb er det uholdbart. Før eller siden vil det blive reflekteret ved nye, omfattende, økonomiske kriser, vareknaphed og arbejdsløshed. Således forbliver det grundlæggende problem uløst.

45) Hvis revolutionen ikke går fremad, hvis ikke den overtager toppunkterne i økonomien, kan fremvæksten af arbejdsløshed og fattigdom underminere massernes kampmoral. Indtil nu, ser dette ikke ud til at være tilfældet. Den økonomiske bedring har skabt et pusterum. Masserne er fortsat loyale overfor Chavez. Styrkeforholdet imellem klasserne er fortsat til revolutionens fordel og ufavorabelt for kontrarevolutionen. Men dette kan ændre sig. Hvis masserne ikke ser nogle grundlæggende forandringer, og vigtigst af alt, hvis de ikke ser beslutsom handling imod de kontrarevolutionære, kan frustration og skuffelse få et indtog.

46) Begyndende med de mindre bevidste, uorganiserede lag, kan en stemning af apati få et indtog iblandt masserne. Ser de ingen virkelig fremgang, kan arbejderne blive trætte og skuffede. For hvert skridt tilbage, vil de kontrarevolutionære tage et skridt fremad og gå i offensiven. De vaklende elementer kan gå med kontra-revolutionen. Nogle af revolutionens ”venner” i de øvre lag af bureaukratiet, hæren og politiet, kan forråde præsidenten og gå over til kontrarevolutionen, ved at proklamere at revolutionen er blevet overtaget af ”ekstremister”, og ikke bringer andet end kaos. Den vanærede presse vil intensivere sin kampagne med bagvaskelse og sladder. Scenen vil så blive sat for et kontra-revolutionært kup for at genskabe ”ro og orden”.

47) Masserne har brugt enorm energi på at tage revolutionen dertil hvor den er i dag. Den er kommet langt, men det afgørende punkt er endnu ikke passeret og der er stadig en reel fare for at hele processen kan blive rullet tilbage. Iblandt de menige i bevægelsen er der en voksende bevidsthed om dette. Frustration er allerede ved at vokse frem iblandt aktivisterne. Dette er en advarsel. Denne frustration, kan føre til at utålmodighed og ultravenstre-vovestykker får et indtog iblandt et lag af aktivisterne, som er langt foran resten af klassen. Dette kan have negative konsekvenser for revolutionen.

48) Reaktionen er blevet besejret, men den er ikke forsvundet. Den afventer en mere favorabel situation til at gå i aktion igen. Ideen om at det er muligt at berolige kontrarevolutionen ved at udvise ”mådehold” er ekstremt tåbelig og vil give komplet bagslag. Kontrarevolutionen og imperialismen kan ikke tilfredsstilles igennem søde ord. Det viser skandalen med de colombianske paramilitære tydeligt. Det er ikke ”mådehold”, men beslutsom handling som der er brug for.

49) Revolutionen har tiltrukket mange venner. De fleste er oprigtige og ærlige. Men nogle af disse ”venner” handler ikke i revolutionens interesse. De er slet ikke revolutionære, men reformister. Og det er reformismens historiske skæbne altid at opnå resultater som er diametralt modsatte af det som var hensigten. De er, selvfølgelig, ledt af gode intentioner. Men vejen til helvede er brolagt af sådanne gode intentioner.

50) Reformisterne siger at vi ikke må gøre noget som vil provokere imperialisterne, at vi må være forsigtige, diplomatiske, etc., etc. Men argumentet om at undgå at ”provokere” imperialisterne er komplet falskt. Imperialisterne behøver ikke at blive provokeret. De har været fjendtligt indstillet overfor revolutionen lige fra dens første dag. De har ikke misset én chance for at angribe den. De har allerede organiseret to kupforsøg, og er ved at forberede et tredje under tilbagekaldelsesafstemningens banner. Det er ikke den ene eller den anden tale, det er ikke den ene eller den anden handling som provokerer dem – de anser selve eksistensen af revolutionen for at være en provokation. De vil ikke være tilfredse før den er tilintetgjort.

51) Revolutionens falske ”venner” og pseudo-marxisterne argumenterer med, at siden den venezuelanske revolution er demokratisk og folkelig, ikke socialistisk, kan den ikke gå imod privat ejendom. Dette er ren sofisteri. Den amerikanske revolution i det 18. århundrede var en borgerlig demokratisk revolution, men det afholdt ikke de revolutionære af 1776 fra at konfiskere støtterne af den engelske krones ejendom. Efter den amerikanske borgerkrig tøvede USA's regering ikke med at konfiskere slaveejerne fra sydstaternes ejendom, som var milliarder af dollar værd i vore dages penge. Disse eksempler fra amerikansk historie viser klart at revolutionens krav fortrænger den såkaldt hellige ret til ejendom.

52) Siden hvornår har ejendomsretten for et udbyttende og undertrykkende mindretal vejet tungere end det overvældende flertals behov? Demokrati betyder flertallets styre. Og vi står for ægte demokrati. Den venezuelanske revolution, følgende den amerikanske revolutions eksempel, bør ikke tøve med at tage forholdsregler for at eliminere det kontra-revolutionære mindretals økonomiske magt.

53) Et argument der ofte bruges af reformisterne, er at det er nødvendigt at vinde middelklassen og derfor må vi ikke gå for langt med at angribe kapitalismen. Den første halvdel af dette udsagn er korrekt, men den modsiger direkte påstandens anden halvdel. Det er både muligt og nødvendigt at vinde en stor del af middelklassen over, men det vil ikke lykkes os hvis vi accepterer reformisternes politik, som kun kan fremmedgøre massen af småborgerskabet og skubbe dem ind i armene på kontrarevolutionen.

54) De udbyttende klasser er et lille mindretal I samfundet. De kan ikke regere uden hjælp fra et stort antal under-udbyttere og under-under-udbyttere. Ved hjælp af deres økonomiske magt og deres kontrol med massemedierne har de mobiliseret massen af middelklasse-venezuelanere til at gå imod revolutionen. Under deres falske slogan om ”demokrati”, har de organiseret gadeoptøjer og sammenstød. Deres stormtropper er rigmændenes sønner - “sifrinos” – rige parasitter, som masserne beslutsomt går imod. Det ophidsede småborgerskab harmes over de indrømmelser der er givet til de fattige, som de ser som en trussel imod deres egne privilegier. De laver en masse larm når det bliver efterspurgt, men de er i virkeligheden ikke andet end menneskeligt støv, som let spredes med vinden når de bliver konfronteret med massebevægelsen.

55) Men småborgerskabet er ikke en homogen klasse. Der er modsætninger indenfor middelklassen som kan give udtryk i splittelser i oppositionen. Middelklassens øvre lag udgøres af de privilegerede elementer – succesfulde advokater, universitetsprofessorer, bankbestyrere og politikere – som alle står tæt på oligarkiet og er dets villige tjenestemænd. De lavere lag – den mindre butiksejer, småbonden, den bankfuldmægtige, etc. – står tættere på arbejderklassen og kan vindes. Men måden hvorpå de lavere lag af småborgerskabet kan vindes på, er ikke at give nogle indrømmelser til deres ledere (som i virkeligheden er deres politiske udbyttere), men derimod at gå i offensiven imod de store bank-ejere og kapitalister, ved at udvise en beslutsom og fast attitude.

56) En sektion af oppositionen består af folk som er blevet snydt af de kontra-revolutionære. De kan vindes over til revolutionens lejr. Men måden hvorpå de kan vindes er ved at ekspropriere de store kapitalister og tage midler i brug som er i den mindre butiksejers og den mindre handlendes interesse. De må overbevises om at revolutionen er uovervindelig og at deres interesser tjenes bedst ved, at de slår sig sammen arbejderklassen imod de store bank-ejere og monopoler.

57) Det såkaldte borgerlige ”demokrati” er et kolossalt bedrageri og bagved det ligger i virkeligheden STORKAPITALENS DIKTATUR. Dette diktatur undertrykker ikke bare arbejderne men også middelklassen. Det der er brug for er ikke det formelle borgerlige demokratis falske bedrageri, hvor den virkelige magt ligger i de store bank-ejere og monopolers hænder – men et ægte demokrati – et demokrati af og for arbejdende mennesker, baseret på kollektivt ejerskab af land, banker og industri.

58) Det må gøres klart at disse nationaliseringer kun er beregnet på de store kapitalister, bank-ejere og land-ejere. Vi har ingen intentioner om at nationalisere små forretningsdrivene, farmere eller butikker. Disse spiller ingen selvstændig rolle i økonomien, fordi de er fuldstændig afhængige af de store banker, supermarkeder, etc. Vi vil appellere til de mindre butiksindehavere, etc. for at støtte programmet med nationaliseringer, som også er i deres interesse.

59) Nationaliseringen af bankerne vil gøre det muligt for regeringen at give små virksomheder billig og let kredit. Nationalisering af de store kunstgødningsanlæg vil gøre det muligt at sælge billig kunstgødning til bønderne. Og ved at eliminere mellemmanden og nationalisere de store supermarkeder, fordelings- og transportselskaberne, kan vi give bønderne et garanteret marked og en rimelig pris for deres produkter, alt imens vi reducerer prisen for forbrugerne.

60) Der er ingen der er så blinde, som de der ikke vil se. På trods af alt, er der stadig nogen der fortsætter med at tale for at dæmpe revolutionens fremdrift, for at berolige kontra-revolutionen og imperialismen. De er måske oprigtige i deres synspunkter, men de giver et forkert og farligt råd. Det er ikke muligt at lave en halv revolution. Enten må revolutionen fuldføres, eller også må den gå til grunde.

61) Reformisterne anser sig selv for at være de store realister. I virkeligheden er de de blindeste utopister. De ønsker en ”mere human” kapitalisme. At kræve at kapitalismen skal være human, er det samme som at forlange at tigeren skal spise græs i stedet for kød. Det er ikke uden grund at de venezuelanske kapitalister er den bolivariske revolutions bitreste fjender. Ikke uden grund stræber de efter at smadre den og vælte Chavez. De kan aldrig blive forsonet med revolutionen. Fine ord vil ikke overbevise dem. De må besejres og afvæbnes. Deres økonomiske magt må ophæves. Der er ingen anden vej.

62) På det nuværende tidspunkt ligner den venezuelanske revolution, som Chavez selv har sagt det, Sisyphus, den figur i græsk mytologi, som skubber en tung rullesten op til toppen af et stejlt bjerg, blot for at se den rulle tilbage igen. Med en lille anstrengelse kan stenen skubbes over toppen af bjerget, og problemet vil være løst. Men hvis vi stopper, vil stenen glide tilbage og smadre mange mennesker i processen.

63) Kun massernes revolutionære bevægelse fra neden forhindrede kontra-revolutionen i at sejre i tiden omkring kuppet i april 2002. Masserne besejrede de reaktionære og imperialisterne. På det tidspunkt havde det været let at påføre de reaktionære, som var splittede og demoraliserede, et afgørende nederlag. Hvis præsidenten havde løftet sin lillefinger, havde det hele været ovre. Arbejderklassen kunne fredeligt have taget magten uden blodsudgydelser og borgerkrig. Desværre blev denne mulighed forbigået. Revolutionen viste sig at være moderat og forsigtig.

64) Hvad var resultatet? Imponerede denne forsigtighed og mådehold de kontrarevolutionære? Beroligede det dem? Det gjorde det ikke. Det opmuntrede dem. De kontra-revolutionære omgrupperede sig og forberedte en ny offensiv, den såkaldte ”strejke”, som havde til formål at paralysere økonomien. Alle ved at denne ”strejke” var organiseret og planlagt af CIA med hjælp fra de venezuelanske arbejdsgivere og korrupte fagforeningsbureaukrater. Igen blev dette forsøg besejret af de venezuelanske arbejderes revolutionære bevægelse.

65) Efter det første kupforsøg prøvede Hugo Chavez at mægle med de reaktionære. Han prøvede at forhandle med dem og genindsatte sågar de gamle bestyrere i PDVSA. De belønnede ham med at organisere arbejdsgivernes lockout som påførte venezuelansk økonomi stor skade. Hvilke konklusioner kan drages af dette? Konkluderer vi at en mæglende attitude er den eneste vej til at afvæbne kontra-revolutionen og imperialismen? Kun et fjols ville sige sådan noget. Den virkelige konklusion som må drages er at svaghed indbyder til aggression.

66) Erfaring har vist at den eneste rigtige støtte som revolutionen har, er masserne, og i massernes forreste led, arbejderklassen. Masserne ønsker at forsvare Chavez. Hvordan kan de gøre det? Kun ved at optrappe bevægelsen fra neden, opstarte aktionskomiteer og lære at bruge våben. Vejen til at hjælpe Chavez er at føre en uforsonlig kamp imod revolutionens fjender, jage dem væk fra de magtpositioner som de besidder og forberede en radikal reorganisering af samfundet.

67) Med andre ord så er nøglen til succes at udvikle og styrke arbejderklassens uafhængige og frem for alt den revolutionære marxistiske fløj af bevægelsen. Vores råd til Venezuelas arbejdere er: Stol kun på jeres egen styrke og jeres egne kræfter! Stol kun i massernes revolutionære bevægelse! Dette er den eneste kræft der kan fjerne alle forhindringerne, besejre kontrarevolutionen og begynde og tage magten i sine egne hænder. Det er den eneste garanti for succes.