Redaktøren for den asiatiske marxistiske avis Asian Marxist Review og international sekretær for kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger, Pakistan Trade Union Defence Campaign, Lal Khan, blev 25. maj interviewet på tv-stationen GEO TV. Interviewet blev givet til programmet ”Capital talk”, som bliver set af 60 millioner over hele verden hver uge. Programmet blev genudsendt den 26. og 27. maj.

Hamid Mir, en berømt journalist i Pakistan, stod for interviewet. De andre gæster i programmet var formanden for Pakistans overhus og tidligere informationsminister Mushahid Hussain Sved, redaktør Murli Dhur Rady fra The Hindu (en indisk avis med stort oplag) og tidligere højkommisær for Pakistan i Indien Jamil ud Deen.

Journalistens spørgsmål og Lal Khans svar var som følger:

GEO: Mr. Lal Khan. Du har arbejdet i Indien som analytiker i mere end syv eller otte år. Hvorfor ville Sonja Gandhi alligevel ikke være premierminister i Indien?

Lal Khan: Som jeg ser det, vandt Kongrespartiet ikke valget. Det var snarere et nederlag for BJP og dets politik, baseret på og bakket op af de multinationale, IMF og Verdensbanken, som er baseret på det kapitalistiske system. Og på grund af denne sørgelige politik har Indiens folk lidt meget. Angående Sonja Gandhi vil jeg citere et ledende medlem af Indiens kommunistparti, der sagde ”vi vil afskaffe privatiseringsministeriet”. Så presset fra vælgerne og andre radikale elementer var en trussel mod verdensimperialismen og andre kapitalister, der har en interesse i Indien. De mener ikke, at Sonja Gandhi vil være i stand til at modstå presset fra masserne. Så de hentede Manmohan Singh frem. Han er en teknokrat og vil hjælpe dem med at gennemføre alle de kapitalistiske love.

GEO: Du har beskæftiget dig meget med Indien, og du har også skrevet flere bøger om Indien. Hvad mener du er løsningen på Kashmir-problemet?

Lal Khan: Hvis Kashmir-spørgsmålet bliver løst vil den herskende klasse i begge lande ikke have nogen grund til at regere disse folk i det indiske subkontinent med al elendigheden, fattigdommen og problemerne. På den ene side presser de multinationale på for at fredsprocessen skal gå fremad, og på den anden side presser de interne konflikter igen magthaverne til at gå i krig. En tysk general sagde engang, at ”krig er blot fortsættelsen af indenrigspolitik med andre midler”.

GEO: Så du siger, at en ny krig mellem Indien og Pakistan er mulig?

Lal Khan: Selvfølgelig! En ny krig kan ikke udelukkes. Når krisen intensiveres kan bevægelser og revolutioner bryde ud. For at aflede disse bevægelser tyr de herskende klasser nogle gange til reformer og valg, og andre gange blæser de i krigstrompeterne. Under disse forhold vil regeringen med Kongrespartiet være under intenst pres, og de kan bruge Kashmir-spørgsmålet igen. Hvis vi ser på mandatet er det antikapitalistisk og antiimperialistisk. Magthaverne i Indien og Pakistan sidder på samfund, der er befængt med fattigdom, arbejdsløshed og elendighed. Hvordan kan der være fred og ro under sådanne forhold?

GEO: Kan Indien og Pakistan nå til enighed om en løsning i den nærmeste fremtid?

Lal Khan: Magthaverne ønsker ikke en virkelig løsning. Der er ingen løsning under kapitalisme. Der er kun en vej frem. Før resten af subkontinentet er frit, hvorledes kan Kashmir få sin egen frihed? Med mindre kampene for national befrielse i subkontinentet forbindes med klassekampen, kan virkelig frihed ikke opnås. Med klassekampens sejr kan det løses.

GEO: Hvad vil Manmohan Singhs prioriteringer være?

Lal Khan: Hvis vi ser på den tidligere periode, ser vi at den ”Nehruianske socialisme” i virkeligheden var statskapitalisme og ikke havde noget at gøre med socialisme. De nationaliserede 74% af økonomien og gav fuld støtte til Tata, Birla og andre kapitalister. Men dette udviklede ikke Indien, og en dyb økonomisk krise indtrådte. I Nursima Raos (tidligere indisk premierminister) regering var Manmohan Singh finansminister og åbnede det indiske marked for imperialistiske monopoler. Begge metoder er slået fejl og folk har forkastet denne politik. Ved at stemme imod det har masserne taget det første skridt, ikke det sidste. Hvis deres mandat ikke bliver respekteret vil der komme masseopstand af revolutionære bevægelser.

Ved interviewets slutning talte Lal Khan om fattigdomsstatistikkerne, som redaktøren for ”The Hindu” fejlfortolkede. Lal Khan sagde, at 420 millioner mennesker i Indien lever under fattigdomsgrænsen.

Se billeder fra udsendelsen her!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.