Bolivia har ligesom resten af Latinamerika været præget af fattigdom og enorm ustabilitet igennem det 20. århundrede. I 1985 gennemførte den nye regering et nyliberalistisk strukturtilpasningsprogram. Siden dengang er alle offentlige foretagender blevet privatiseret (elektricitet, flyselskaber, jernbaner, olie, telefonselskaber osv.). Arbejdere og bønder i Bolivia har organiseret mange generalstrejker og massemobiliseringer imod privatisering, næsten på en årlig basis, men her vil vi se på nogen af de vigtige begivenheder der har udspillet sig i år.
Optøjerne 2002
2001 besluttede regeringen at privatisere vandforsyningen i Cochacamba (landets 3. største by, med 500.000 indbyggere), efter pres fra verdensbanken. Beslutningen trådte i kraft den 1. januar 2002, hvor en multinational virksomhed (Aguas del Tunari) overtog gesjæften. Dette førte til en prisstigning på helt op til 140 kroner om måneden – og det i en by hvor minimumslønnen er mindre en 700 kroner. Dette resulterede i en 4 dages generalstrejke, der igen tvang præsidenten til, at love en fuldstændig forandring. Men i begyndelsen af februar blev det klart at han ikke kunne holde sit løfte og ”koordinationsgruppen til forsvar for vandforsyningen” indkaldte til et massemøde i Cochacampbas bymidte. Præsidenten svarede igen ved at sende tusinder af fuldt udrustede anti-oprørs politifolk, hvilket førte til et kæmpe sammenstød der varede i over 2 døgn og efterladte 175 sårede. Men den folkelige vrede tvang regeringen og vandfirmaet til at annullere prisforhøjelsen. Opmuntret af denne sejr, krævede Cochacambas befolkning, at kontrakten med ”Aguas del Tunari” blev annulleret og hele privatiseringsprocessen trukket tilbage. I en rundspørge, baseret på 60.000 husstande, fra slutningen af marts stemte 90% imod privatisering. Senere finder man ud af at firmaet kun havde betalt 20.000$ for en kontrakt der var mindst 200.000.000$ værd og at en leder fra MIR var ejer af et af de andre firmaer, der også var involveret i privatiseringsprocessen. Bægeret flød endnu en gang over og tirsdag den 4. april var Cochabambas befolkning endnu en gang på gaden med massedemonstrationer og generalstrejke. Dagen efter fik de opbakning fra bønderne der nu begyndte at arrangere vejspærringer i hele landet. Senere gik det slag i slag, flere og flere sektorer støttede op og på trods af, at regeringen øgede undertrykkelsen, blev de til sidst tvunget til at bryde vandkontrakten. Gennem generalstrejker, vejblokader og massemobiliseringer 10 dage i april, lykkedes det at få brudt kontrakten om privatisering af vandet (det manglede også bare, hvornår får et multinationalt firma retten over den luft vi indånder?).
Bevægelsen i Cochabamba og den hastighed den spredte sig til andre sektorer (bønder, lærere, studenter) viste os, at masserne er forberedte på kamp. Og det har helt sikkert styrket selvtilliden enormt, at de for første gang i mange år så, at en fælles massemobilisering mellem arbejdere og bønder kan opnå vigtige indrømmelser.
September/Oktober
De kæmpemæssige kampe vi så i september/oktober i år tog til at starte med, udgangspunkt i Regeringens nye kulbrintelov, der i korte træk gik ud på, at Boliviansk naturgas skulle transporteres gennem rør fra Bolivia igennem Chile, hvor det skulle lastes med skibe til Mexico for til sidst at ende i Californien. Bag denne aftale stod først og fremmest British Petroleum og den bolivianske regering, der helt og aldeles er i lommen på imperialisterne. Aftalen ville indbringe US$1.300.000.000 årligt, mens den bolivianske stat kun ville blive betalt US$40.000.000 – US$70.000.000 årligt. Arbejderne, bønderne og de folkelige organisationer i Bolivia kræver at kulbrinteloven bliver tilbagetrukket og at gassen og petroleumen bliver nationaliseret og underlagt en industriel plan for udnyttelse af gas og hvordan dette kunne være med til at genindustrialisere landet, levere billig energi til folket og industrien, og ved at sælge raffinerede produkter til udlandet – i stedet for bare at pumpe olien ud af landet og lige ned i British Petroleums olietankere.
Den 19. september blev Bolivia halvlammet af en national protestdag mod Sánchez de Lozada (Gringo Goni i folkemunde) regeringen. Over 150.000 deltog og krævede kulbrinteloven tilbagerullet og nationalisering og industrialisering af gassen. De gav præsidenten 1 måned til at opfylde disse krav. Dagen efter gennemførte regeringen den blodige Warisata-massakre, hvilket totalt forandrede situationen. Mellem den 20. og 24. september pressede de menige medlemmer af MAS (bevægelse for socialisme), COB (svarende til LO) og CSUTCB (bøndernes fagforeninger) lederne til at tage effektive skridt i retning mod at accelerere kampplanerne. Den 24. september blev COB presset til at indkalde til et nationalt møde, med fagforeningsledere, repræsentanter og delegerede fra minearbejderne, bønderne, lærerne, fabriksarbejdere og de sociale organisationer. Her vedtog man, at indkalde til generalstrejke kombineret med nationale blokader af veje og motorveje ind til præsidenten gik af.
Generalstrejken fik opbakning fra alle fattige, bønder og arbejdere i Bolivia. Al indgang til hovedstaden var blokeret af de demonstrerende og regeringen var virkelig langt ude i tovene. Hvad skulle de stille op? På den ene side havde de deres egne klasseinteresser at tage, og det er klart at de ikke kan tillade at folket rejser sig med så voldsom kraft, som vi har set i april, september og oktober. Regeringen planlagde naturligvis, at give de demonstrerende en blodig lærerstreg, i håb om at dette kunne sætte en stopper for bevægelsen.
Dette skete også…
Lørdag den 11. oktober besluttede regeringen at slippe hæren løs på folket i El Alto, som var et af hovedcentrene for oprøret. Hæren skød løs mod den ubevæbnede befolkning og efter 48 timers intense kampe stod det klart at hæren ikke var i stand til at knække El Altos modstand. Mere end 26 blev dræbt og flere hundrede sårende, alene søndag. Mandag stod det klart, at selv den mest brutale undertrykkelse ikke kunne stoppe bevægelsen. Derfor udstedte regeringen et dekret, der udskød salget af naturgassen indtil december og en grundig debat med alle sociale kræfter inden salget, men uheldigvis for dem, kom denne ”indrømmelse” en lille smule for sent.
Bevægelsens svar var klart: ”Alle i El Alto, i alle kvarterer og alle organisationer, har allerede sagt deres sidste ord. Vi vil ha Goni til at træde tilbage og smidt i fængsel. Til helvede med hans dekret!”, sagde en af hovedlederne fra oprøret i El Alto og tilføjede: ”Befolkningen rejser sig for at vælte denne morder og for at tage gassen og olien tilbage til det bolivianske folk”.
Under kampråb som fx ”Gevær og kugler vil ikke lukke munden på folket”, marcherede hele El Alto om mandagen ind i hovedstaden La Paz, hvor de fik opbakning af arbejdere, studenter, arbejdsløse, minearbejdere og andre almindelige mennesker. De gik hen til præsidentpaladset for at presse præsidenten til at gå af. De havde kun et formål: at presse Lozada til at gå af. Som demonstranterne sagde: ”Vi har besluttet at han må træde af, og hvis han ikke vil, så hænger vi ham”. Igen kom der til store sammenstød mellem politi og demonstranter. Politiet på den ene side med ammunition, tåregas og knipler og folket på den anden side med sten, kæppe og dynamit som minearbejderne havde bragt med sig. Til slut gik politiet over på folkets side, da det eneste der skilte dem fra folket, var deres uniformer. Præsidenten flygtede fra præsidentpaladset og var klar til at forlade landet med fly, hvis det kom så langt.
Men regeringen indsatte sidst på dagen 8 kampvogne for at gøre en ende på optøjerne, hvilket til sidst fik demonstranterne til at trække sig tilbage. Men dette var kun et taktisk tilbagetog, som demonstranterne selv sagde. Efter 10 timers modstandskamp trak folket sig tilbage til barrikaderne der forsvarer de fattige kvarterer mod regeringens dødstanks.
Tilbagetoget betød imidlertid ikke et stop for kampen. Faktisk var bønder og minearbejdere fra alle provinser i Bolivia om Tirsdagen undervejs ind til hovedstaden, på gåben. De marcherede fra alle dele af landet for at komme de kæmpende i El Alto og La Paz til hjælp. Fra alle dele af landet kom der rapporter om massesamlinger af arbejdere, minearbejdere, bønder og lokale mennesker der marcherede mod hovedstaden for at tvinge præsidenten til at gå af. Selvom man siger, at der var nogenlunde ro om tirsdagen, var der alligevel store demonstrationer i Hovedstaden, hvor man begravede de døde efter mandagens uroligheder.
Split i hæren og i politiet
Generalsekretæren for COB opfordrede i en tale om tirsdagen, fagforeningerne og de folkelige organisationer til at opsætte selvforsvarskomiteer. Selv hæren begyndte at splitte, og der var rapporter om soldater der nægtede at skyde, en gruppe af lavere officerer har truet med ikke fortsat at ville støtte regeringen ligesom en lavere officer har udtalt til radioen, at ikke alle inden for hæren støttede regeringen. I de forskellige sammenstød der har fundet sted, har der været flere eksempler på at politiet er gået over på folkets side. Dette er meget vigtige udviklinger og det viser, at der er grænser for hvor meget en ekstrem liberal regering kan forvente af sine væbnede styrker. I revolutionære situationer sker der som regel altid split i hæren og politiet omkring den samme klasselinie der i det civile liv deler borgerskabet og arbejderklassen. Der er stor forskel på almindelige politibetjente og soldater og så mellem de øverst befalende politidirektører, højere officerer og generaler.
Dobbeltmagt
Dette år har vist, at arbejderklassen med opbakning fra folket, er dem der i virkeligheden har magten. Arbejderklassen beviste sin egen styrke i april ved at tvinge vandprivatiseringen af bordet. Under optøjerne i september/oktober blev det endda endnu mere klart, at folket kan køre landet uden regeringen og dens institutioner. Folket havde magten i deres hænder og havde der eksisteret en bevidst socialistisk ledelse, kunne man have erobret den politiske magt så let som ingenting. Flere steder opstod der elementer med dobbeltmagt. Fx i millionbyen El Alto der fredag d. 17. oktober i 9 dage havde været styret af en gruppe på 20 ledere med forskellige ansvarsområder for de ni distrikter i byen. De ni distrikter havde hver en distriktsrepræsentant, der igen samarbejdede med de almindelige ”juntaer” (form for komite) i de enkelte kvarterer. I alt var der 562 juntaer, med hver deres præsident. Hvilket mønstereksempel på et arbejderdemokrati.
Fortsatte demonstrationer
Torsdag d. 16. oktober samlede den største demonstration sig hidtil. Over 250.000 mødte op i La Paz. Kravene var langt mere radikale end dagen før. Arbejderne og bønderne var klar til hvad som helst. ”Nu er tiden inde! Borgerkrig! råbte tusinder af mænd, kvinder, ældre og børn”, skrev Econoticiasbolivia.com.
I mere end 8 timer besatte masserne bymidten og den ene taler efter den anden krævede præsidentens afgang. Men blandt demonstranterne var bevidstheden endnu højere. Flere ønskede at storme præsidentpaladset nu, men lederne af COB manede til tålmodighed.
I virkeligheden havde vi en situation hvor COB var i spidsen for et kæmpe folkeligt oprør, generalstrejken havde hevet middelklassen med over på sin side, hæren og politiet var splittet - folket kunne have taget magten. Men ingen af lederne fra COB havde i virkeligheden den fjerneste ide om, hvad man skulle gøre med denne magt. Spørgsmålet der lå og lurede var ”Og hvad så bagefter?”.
Dagen efter, fredag d. 17. oktober, gik den hadede præsident af, efter hans præsidentpalads havde været omringet i flere timer. Politiet havde for længst flyttet sig fra sin barrikade. Det eneste der skilte folket og præsidentpaladset var de tanks der stod i mellem. Havde præsidenten ikke gået af på dette tidspunkt er det ikke til at sige, havde situationen helt sikkert kogt over og paladset var blevet stormet.
Fredag aften var præget af sejrsglæde og triumf. Stemningen var enorm høj. Dynamitten blev nu ikke længere brugt til at forsvare sig mod overgreb, men til at fejre præsidentens flugt.
Bolivias folk har nu bevist hvem der i virkeligheden har magten. Først tvang man vandprivatiseringen tilbage og nu lykkedes det at vælte præsidenten. Der kan ikke længere være nogen tvivl om at magten i virkeligheden ligger hos arbejderklassen og resten af folket, hvis blot de slev er bevidste om det.
Carlos Mesa og hans regering – Ingen løsning!
Det er nu vicepræsidenten der har overtaget præsidentembedet i Bolivia, men det er naturligvis ingen løsning. Præsidenten har lovet en folkeafstemning om salget af landets naturgas, men der kan naturligvis ingen tvivl være om at folket er imod. Derudover har han lovet et kommende valg, men alt dette er blot undskyldninger for, at USA-imperialisterne og det nationale borgerskab i Bolivia kan få tid til at sunde sig og opretholde deres regime, hvor over 80 er døde i kampen mod naturgas-salget. Hvis nogen skulle være i tvivl, så tilhører Carlos Mesa samme parti som Gringo Goni og har nøjagtig de samme klasseinteresser – kun facaden er blevet skiftet, interesserne er de samme.
Lørdag d. 18. oktober erklærede COB, at generalstrejken fortsatte indtil regeringen tog naturgassalget af bordet. Yderligere har de udviklet flere krav de vil have opfyldt, bl.a. tilbagetrækning af en række love som underminerer arbejdernes rettigheder, samt uddeling af jord til bønderne og respekt for indianernes ejendom. Det bliver spændende, at følge hvordan kampen videre vil forløbe.
De enorme kampe vi har været vidne til her skyldes naturligvis ikke kun, at man vil sælge landets naturgas, men det er snarer lang tids ophobet vrede og magtesløshed over for kapitalismen og regeringens fallit overfor IMF og de multinationale, der fører til at en kamp som denne eskalerer fuldstændig og ender med at kræve hovedet af præsidenten.
Det der er brug for i Bolivia er opbygningen af et bevidst lederskab for disse kampe, der har uddannet sig selv i fortidens erfaringer og forstår nødvendigheden af, at vælte det kapitalistiske system i Bolivia, såvel som i resten af verden. Mens arbejderklassen, bønderne, studenterne og de fattige kæmper og dør i gaderne, tør lederskabet for COB ikke gribe magten. I revolutionære situationer er der ikke plads til vaklen, det er i sådanne situationer at reformistiske ledere spiller allermest fallit.
Det der er brug for er et andet samfund. Under disse revolutionære begivenheder har vi set hvordan arbejdere og bønder selv er begyndt at organisere deres egen råd, strejke-komiteer og militser. I byen El Alto er magten reelt set i hænderne på naboskabs-komiteer som demokratisk styres af befolkningen selv. Det er ud fra denne magt, arbejdermagt, at et nyt samfund kan udspringe.
Demokratiske strejke-komitéer må organiseres i alle fabrikker, miner, bonde distrikter og landsbyer. De må koordineres på et regionalt og nationalt plan med valgte delegerede. Udfra sådan en organisering kan overtagelsen af magten igangsættes og en total ændring af samfundet iværksættes.
Gennem demokratisk planlægning og nationalisering af industrien, er det muligt for Bolivias arbejdere og bønder at opnå et samfund hvor fattigdommen kan udryddes og ressourcerne kan bruges til alles bedste, i stedet for til at øge de rige kapitalisters dominans.
Dette ville være et inspirerende eksempel for arbejdere og undertrykte i hele verden. I sær ville alle arbejdere i Latinamerika blive inspireret af socialismen og revolutionen ville komme på dagsordenen i hele kontinentet.
