I Enhedslistens medlemsblad Rød-Grønne Linjer fra 1. februar 2002 præsenterer Keld Albrechtsen et debatoplæg om "Venstrefløjen og EU". I dagene efter blev dette slået stort op i adskillige medier: "Venstrefløj i historisk EU-opgør" var en af overskrifterne, og det blev nærmest fremstillet som om, at Enhedslisten nu var blevet begejstrede EU-tilhængere. Efterfølgende kom Enhedslistens Arbejdsudvalg med en udtalelse, der gjorde det klart, at "hvis nogen på baggrund af den debat, der i dag har været i medierne, har fået det indtryk, at Enhedslisten skulle være ved at opgive sin EU-modstand, vil vi understrege, at dette intet har på sig."


Der er da heller ikke noget synderligt "historisk" og "skelsættende" ved Keld Albrechtsens oplæg. Det indeholder den samme vage tilgang til emnet, som traditionelt har kendetegnet venstrefløjens EU-modstand, og mangler fuldstændigt et socialistisk perspektiv.


I oplægget skriver Albrechtsen, at "en række problemer kræver internationale løsninger også på europæisk plan. Det gælder først og fremmest konfliktforebyggelse, sikring af social velfærd og stop for social dumping samt økologi og miljø, hvor grænseoverskridende problemer kræver internationale løsninger". Men han tilføjer: "Den eksisterende europæiske union er på afgørende punkter uegnet til at løse disse problemer og er faktisk selv en del af problemet."


"Røde konvergenskrav"

Ifølge Albrechtsen er "vores mål et socialt, grønt, udelt og demokratisk Europa". For at opnå dette skal man fremføre et alternativ, der består af "en række konkrete forslag om hovedprincipperne til et solidarisk og grønt Europa". Det centrale af Albrechtsens forslag er såkaldte "røde konvergenskrav": at medlemslandene forpligtes til at sikre fuld beskæftigelse, en høj grad af lighed og andre gode ting.


Det er interessant, at ordene socialisme eller socialistisk slet ikke nævnes i oplægget. Det siges godt nok, at man ikke støtter en europæisk kapitalistisk føderation – men alternativet gives intet navn. Der gives blot en masse positive ord: socialt, grønt, udelt, et menneskenes Europa osv. osv. Hvad der skal være grundlaget for at opbygge dette dejlige samfund, gives der ikke noget bud på.


De "røde konvergenskrav" – at afskaffe fattigdom, få fuld beskæftigelse osv. - kan ikke gennemføres i den nuværende europæiske union. De kan slet ikke gennemføres under et kapitalistisk system. At give folk illusioner om sådanne krav, uden at gøre opmærksom på, at det kræver en socialistisk revolution at gennemføre dem, er ikke særlig smart.


Som marxister må man opstille det, der kaldes "overgangskrav", dvs. krav, der peger ud over det kapitalistiske system. Men hvis man begrænser dem, fordi man slet ikke omtaler det socialistiske alternativ, og hvis man ikke viser, at disse retfærdige krav må løses ved, at arbejderklassen overtager kontrollen over økonomi og samfund, så gør sådanne krav ikke andet end at skabe reformistiske illusioner.


Det er kapitalismen, der er problemet

Albrechtsen skriver selv, at EU er "en del af problemet". Dette er absolut rigtigt. EU er et værktøj, som de europæiske kapitalister har udviklet imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU, konvergenskrav, harmonisering osv. som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år.


Det samme finder sted i andre verdensdele – det er ikke et særligt europæisk fænomen, men noget, der skyldes selve kapitalismen. At skrive om EU, og ikke klart gøre opmærksom på dette, er heller ikke særlig smart, hvis man er socialist. Albrectsen skriver, at der er mange problemer, der kræver internationale løsninger, men han gør ikke opmærksom på, at det er internationale socialistiske løsninger, der er brug for.


De danske EU-undtagelser

Også på et andet område viser Albrechtsens oplæg illusioner til kapitalismen. Han skriver, at nogle af de danske forbehold over for EU må revideres, f.eks. forsvarsundtagelsen, fordi den forhindrer Danmark i at deltage i fredsbevarende missioner. Men at tro at den imperialistiske magt EU nogensinde vil involvere sig i noget, der reelt er en fredsbevarende eller humanitær mission, er næppe særligt realistisk.


Det socialistiske alternativ

Albrechtsen skriver, at det er ret usandsynligt, at hans "røde konvergenskrav" bliver gennemført, og at vi må forberede os på en situation, hvor vi får en unionsforfatning, der er et tilbageskridt for både de sociale rettigheder, miljøet og demokratiet. Derfor , skriver han, vil det være en nærliggende mulighed, at et eller flere lande ved folkeafstemning siger nej tak til EU-medlemskab. Og hvad så? Ifølge Albrechtsen skal de pågældende lande så have mulighed for at tilslutte sig "en demokratiseret EØS-aftale", som så kan "danne udgangspunkt for en debat om et alternativ til kernelandenes unionsprojekt". Endnu engang ikke et eneste ord om arbejderklassen, socialisme eller det der bare ligner.


I avisen Urban har Albrechtsen udtalt, at "hvis man med modstand forstår, at man er modstander af et overstatsligt samarbejde, så er vi ikke et modstanderparti længere". Men socialister har til alle tider været internationalister. Vi går ind for en europæisk union, Europas forenede socialistiske stater. Grunden til at vi er imod EU, er ikke det, at det er en union eller et overstatsligt samarbejde. Det er, fordi EU er en kapitalistisk konstruktion, som de europæiske kapitalister har skabt imod de europæiske arbejdere. Når man slet ikke har den ide med i sin fremstilling, så er det dybest set ligegyldigt, om man er et modstanderparti eller ej. Pointen er, om man er et socialistisk parti. Med Keld Albrechtsens oplæg har vi fået endnu et bevis på, at i hvert fald dele af Enhedslistens ledelse ikke repræsenterer andet end de sørgeligste traditioner inden for venstrereformismen.