Den 3. december er der landstingsvalg i Grønland. Det falder sammen med omfattende uro i Siumut, der er det socialdemokratiske parti.


Allerede i august fremlagde Jørgen Wæver Johansen og Ole Aggo Mortensen et "fornyelsesoplæg" med titlen "Det nye Siumut – en klar og realistisk politik". Med "realistisk" skal der selvfølgelig forstås kapitalismens realiteter, fremgår det af oplægget. D'herrer Johansen og Mortensens problem er blot, at de sidste årtiers kapitalistiske virkelighed ikke har været særlig sund for det grønlandske samfund.


Grønlænderne har de sidste 60 år udvist et mod og en styrke, der er mere end almindelig beundringsværdig. Det grønlandske samfund har bevæget sig fra et klansystem, baseret på absolut selvforsyning, primitive fangstredskaber og dårlig uddannelse til et land med en stor produktion og kulturreserve. Og hele tiden har de, trods formelt selvstyre fra 1979, været underlagt den danske kolonimagt.


De grønlandske arbejdere har lært sig arbejderklassens kamptraditioner på rekordtid. I 70'erne var der voldsomme arbejdskampe ved minedrifterne, der blev ejet af danske og tyske kapitalister. Under strejkerne viste de grønlandske minearbejdere et kæmpepotentiale og en dristighed, der fortjener stor ydmyghed. Arbejdsnedlæggelse er ikke den sjoveste ting i verden, når minegiganterne slukker for elektriciteten i 35 graders frost og truer med tvangsforflyttelse af alle arbejdernes familier. Men arbejderne kæmpede til den bitre ende. Og enden blev bitter - et nederlag, der har sat sit præg på stemningen i den grønlandske arbejderklasse i mange år frem. Først nu er stemningen ved at vende.


I mange år har den almindelige holdning blandt grønlandske arbejdere været opgivende, "Vi kan jo ikke stille noget op mod det danske politi". Og grønlænderne har da heller aldrig oplevet én eneste sejr over det danske politi.


Men tidligere i år så vi, hvordan de ufaglærte arbejdere var villige til en landsdækkende strejke. Dette markerer et stemningsskift blandt arbejderne. Man vil ikke længere finde sig i usle lønninger og arbejdsvilkår, man vil ikke finde sig i at blive trådt på.


Dette afspejler sig i valgkampen. Desværre har mange, i mangel på et socialistisk perspektiv, taget nationalistisk demagogi til sig. Det venstrereformistiske parti IA har i mange år sagt, at Grønland burde have selvstændighed. Det har Siumut indtil nu afslået. Marxisterne har altid støttet koloniernes ret til selvstændighed og støtter fuldt og helt Grønlands selvbestemmelsesret. Men marxisterne har også altid forklaret, at "selvstændighed" på kapitalistisk basis er en illusion.


Er løsrivelse vejen frem?

Siumut og IA har regeret landstinget siden sidste valg. Og det har ikke været nogen utvetydig succes. Der har været et fald i arbejdsløsheden, som nu er nede på 7,1%. Men for de unge er den stadig oppe på 9%. Derudover har de sidste år budt på privatisering og indførelse af brugerbetaling på en række områder, som f.eks. børnepasning. Dertil kommer, at lønudviklingen ikke er imponerende. Pensionister har mellem 1985 og 1998 generelt opnået gode stigninger i realindkomsten. Derimod har stort set alle andre kun opnået yderst beskedne (eller slet ingen) lønstigninger. Mange har oplevet direkte reallønsnedgang. For eksempel har en familie med to ufaglærte arbejdere og to børn fået 11% mindre at leve for mellem 1985 og 1998.


Siumut og IA har prøvet at administrere kapitalismen i Grønland efter bedste evne. De har uden tvivl lavet en smule færre privatiseringer og nedskæringer, end de borgerlige ville have gjort. Men kapitalismen dikterer nedskæringer, og så længe de ikke vil bryde med kapitalismen, vil grønlænderne opleve flere nederlag.


Der har i adskillige år været en hård kamp om priserne på forbrugsvarer i Grønland. Yderområderne er blevet favoriseret gennem politisk fastsatte priser i det offentlige handelsfirma KNI. Nu er KNI blevet privatiseret (sammen med teleselskabet og Royal Greenland), og de private vil i fremtiden kræve større og større forskelle på priserne i Nuuk og i afsides bygder i Nordgrønland. Det kan løsrivelse fra Danmark ikke hjælpe på. Et "selvstændigt" kapitalistisk Grønland vil være underkastet præcis de samme markedskræfter som Danmark og resten af verden.


Under fraværet af socialistiske idéer og perspektiver er mange grønlændere nu blevet tilhængere af løsrivelse fra Danmark. De mener, at de ved at kaste kolonimagten på porten kan skabe en bedre tilværelse. Et fromt håb. Men desværre et håb, der savner bare et gram seriøs analyse af de faktiske forhold.


Grønland er underlagt Danmark. Men derudover er Grønland også underlagt verdensmarkedet og imperialismens tidsalder. Og desværre har historien vist, at grønlænderne, hvor tapre og selvopofrende de end har været, ikke har været i stand til at vinde over de store kapitalistiske virksomheder alene.


Arbejderbevægelsen er bygget på solidaritet og internationalisme. Hvis den grønlandske arbejderklasse skal gøre sig håb om virkelige forbedringer, må de knytte stærke bånd til den internationale arbejderklasse, først og fremmest den danske. På fælles grund, med fælles fodslag, er arbejderklassen meget stærkere stillet i kampen mod forringelser, for velfærd og for socialisme. Så derfor må ledelsen for den danske arbejderbevægelse stå last og brast med de grønlandske klassefæller. Og derfor må Siumut mobilisere den grønlandske arbejderklasse til fælles, internationalistisk kamp for en socialistisk, nordatlantisk føderation.