Revolutionen i Venezuela har sat spørgsmålet om staten på dagsordenen. Andreas Bülow i Venezuela forklarer her, hvilken rolle staten spiller i den aktuelle situation, og viser, at den marxistiske analyse af staten er mere aktuel end nogensinde.

Der har været fagforeningsvalg på aluminiumsfabrikken ALCASA i Venezuela. Forskellige tendenser kæmper for positioner i fagforeningen. Den Revolutionære Marxistiske Strømning, CMR, har været kativt involveret. Her er en øjenvidnerapport, skrevet kort før valget. Den viser, hvordan revolution og kontrarevolution er stillet over for hinanden, selv på dette niveau.

To medlemmer af Socialistisk Standpunkt opholder sig for tiden i Latinamerika, og vi har modtaget dette rejsebrev. Som de skriver er det svært ikke at lægge mærke til, at der foregår store ting på dette kontinent, også selv om man ikke har noget politisk formål med sin rejse.

Revolutionen befinder sig nu på et kritisk punkt. Igennem en række folkeafstemninger og valg er Chavez’ mandat blevet slået fast og oppositionen har været handlingslammet. I stedet er processen nu begyndt at koncentrere sig om de indre modsætninger i bevægelsen og ikke mindst om hvad vejen frem for at fuldføre revolutionen.

Juletid er forbrugstid. Og det plejer økonomerne at være glade for. Indkøb af forbrugsvarer plejer at hjælpe på økonomien, fordi det giver ordrer til virksomhederne, der til gengæld vil ansætte flere arbejdere. Og så kører det ellers derudaf. Men i år er der noget, der ligesom er anderledes. De borgerlige økonomer er ikke glade. Faktisk er de hamrende nervøse, i hvert fald de ædru og ærlige af slagsen. Som vi skal se, skyldes det, at der er ophobet så mange modsætninger på verdensplan, at store rystelser og krak er uundgåelige. En alvorlig krise og endda depression er ikke længere noget, der er uvirkeligt og fjernt, men noget, som økonomerne taler om med stor alvor.

Saddam Hussein brugte tidligere kemiske våben mod sit eget folk. Han var ingen engel. Men nu bomber de såkaldte ”befriere” det irakiske folk med kemiske våben. Vi fik at vide, at Saddam Hussein kunne bruge kemiske våben, men nu er det ”demokratiets styrker”, der har brugt dem.

Banlieues’er som Bobigny, Aulnay-sous-Bois og Clichy-sous-Bois har i starten af november været præget af brændende biler og utæmmet vrede, der længe har luret under overfladen, men nu har fundet et udtryk. Desperationen, som de unge føler, viser sig i benzineksplosionerne.

Dette oprør viser, hvad der sker i den franske arbejderklasse under overfladen. Det er en udfordring for fagbevægelsen, for Socialistpartiet og Kommunistpartiet, som ikke må ignorere sådan en vigtig bevægelse. Hvis vi skal vælge mellem disse modige, kampvillige og beslutsomme oprørske unge – på trods af alle deres fejl på grund af deres politiske uerfarenhed og manglende organisation – og de hærdede repræsentanter for kapitalismen, som har sendt det paramilitære CRS imod dem, har vi ikke svært ved at vælge, hvor vi står.

Irak har fået en ny forfatning. Mange talte for et ”ja” i håb om at det vil kunne stabilisere landet, fordi de forskellige grupper antageligt ”bliver nødt til at følge loven”. Men et kig på forfatningen og en analyse af dens baggrund vil gøre det muligt at forstå hvor meget (eller hvor lidt) dette stykke papir vil ændre på situationen i Irak.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.