Arbejder- og soldaterråd i Sønderjylland. Den danske hær i total opløsning og gadekampe i København. For 100 år siden, i november 1918, nåede den tyske revolution Danmark.
I efteråret 1918 befandt Tyskland sig på randen af et militært, socialt og politisk sammenbrud. Første Verdenskrig havde raset i fire år, hvor unge tyske mænd måtte dø i millionvis, mens deres familier sultede i de tyske storbyer. Alle disse ofre var blevet ydet for den tyske kejser og borgerskabets stormagtsambitioner. For dem var målet, at Tyskland skulle tilkæmpe sig et koloniimperium, der kunne måle sig med det franske og britiske. Det tyske borgerskab satsede alt, men tabte. Nu var der en pris at betale.
I slutningen af oktober 1918 var den tyske front i Frankrig få dage væk fra det totale kollaps. Men admiralitetet i den tyske flåde, hvis skibe for en stor dels vedkommende havde ligget uvirksomme i havn det meste af krigen, havde tænkt sig at gå ud med et brag. Dette skulle vise sig at blive den berømte dråbe, der fik bægret til at flyde over.
Den tyske flådes officerskorps i Wilhelmenshaven og Kiel i det nordlige Tyskland ville tage den tyske storflåde ud i et sidste desperat selvmordsangreb på briterne i Nordsøen. Officererne ville hellere ofre sig selv og deres skibe (og ikke mindst deres matroser) end at acceptere nederlaget. Men de tyske matroser og marinesoldater var færdige med at være slagtefår, der skulle dø for et illusorisk koloniimperium, der aldrig ville komme dem selv til gode. Matroserne og marinesoldaterne i Wilhelmenshaven og Kiel begik mytteri og anholdt deres officerer. Snart var der arbejder- og soldaterråd i alle større tyske byer. Den tyske revolution var begyndt.
Revolutionen kravler nordpå
I den første halvdel af november spredte revolutionen sig som en løbeild udover Tyskland. Det daværende Nordslesvig (Sønderjylland) var ingen undtagelse. I de 54 år, der var gået siden den katastrofale krig i 1864, havde Sønderjylland med omkring 200.000 danskere været en del af Tyskland. De havde deltaget i verdenskrigen på tysk side, og nu oplevede de revolutionen på nært hold. Men de kom ikke til at spille nogen aktiv rolle i den.
De, der ledte revolutionen i Sønderjylland og dannede soldater- og arbejderråd, var alle tyskere. Grundet krigen summede Sønderjylland af tyske soldater. I Sønderborg var der en stor flådebase, og i Tønder var der Zeppeliner-hangarer med masser af soldater tilknyttet. Og det var her, revolutionen udgik fra. I samtlige sønderjyske provinsbyer blev officererne anholdt, og den røde fane hejst over militærkaserner og rådhuse.
I Sønderjylland var arbejderklassen overvejende tysktalende, og borgerskabet og bønderne dansktalende. De mere velstillede dansksindede var generelt set rædselsslagne over revolutionen og ønskede blot at komme tilbage til Danmark. I 54 år havde det nationale spørgsmål forpestet den dansktalende del af befolkningen og lagt et nationalistisk slør over klassemodsætningerne. Holdningen til revolutionen blandt de velstående danske blev udmærket repræsenteret af Anders Lebeck, der var redaktør på en dansksproget, højreorienteret og nationalistisk avis i Haderslev:
”Bolchevismen er i fuld udvikling i Tyskland, efter Kiel har Hamborg i går fået sit arbejder- og soldaterråd. (…) Ulykken for Tyskland er stor nok med det militære nederlag, kom der indre kaos til, ville rædslen være grænseløs. (…) Godt, at vi har udsigt til at slippe ud af fængslet, blot vi kan komme i havn, inden bolchevik-bølge-slaget også får fat i os.”
Under den røde fane
Arbejder – og soldaterrådene havde magten i Sønderjylland, hvor de kontrollerede infrastruktur og fødevaredistribution. De danske bønder måtte indlevere fødevarer til de sultne i byerne. Selvom de gjorde det uden entusiasme, valgte de klogeligt at holde lav profil. Men de tyske soldater havde ingen større interesse i at sprede revolutionen videre ud i Sønderjylland. De ville nemlig hjem.
I den første fase af den tyske revolution havde soldaterne og arbejderne blot to krav: 1. de ville af med Kejseren og have en demokratisk republik. 2. Krigen skulle afsluttes, så der kunne komme fødevarer fra udlandet til det sultne Tyskland, og alle soldaterne kunne vende hjem til deres familier. De tyske soldater i Sønderjylland kom fra hele Tyskland og havde ingen interesse i at blive hængende længere end absolut nødvendigt.
Den 9. november abdicerede den tyske kejser under pres fra en generalstrejke, og den 11. november blev der indgået en våbenhvile mellem Tyskland og de allierede. Første Verdenskrig var afsluttet. De tyske soldater begyndte at vende hjem, og med dem forsvandt revolutionen fra Sønderjylland. I løbet af januar 1919 blev alle arbejderrådene nedlagt på initiativ af de tyske socialdemokrater, der hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden til den borgerlige stats normale magtstruktur i form af kommuner og parlament. Men hvis den tyske revolution i Sønderjylland blev en fredelig affære, så var historien en helt anden på den anden side af den dansk-tyske grænse.
Den danske hær i opløsning
Ved nyheden om den tyske revolution handlede den danske Radikale Venstre-regering prompte. Den danske hær blev sat i alarmberedskab og grænsen i Jylland blev totalt blokeret. Den danske regering var hunderæd for at den tyske revolution skulle sprede sig videre nordpå i Skandinavien. I særdeleshed var de bange for, at den skulle nå arbejderklassen i København, hvor året 1918 havde været præget af ugentlige gadekampe mellem arbejdere og politi på Nørrebro og Vesterbro. Regeringen indså fra start, at den tyske revolution kunne være gnisten, der satte bålet i brand, og derfor skulle grænsen lukkes hermetisk.
Der var blot ét problem: De danske officerer kunne ikke stole på sine soldater. Fraternisering mellem tyske revolutionærer og danske soldater var en meget reel fare, set fra de danske officerers synspunkt. Så alle danske soldater fra København, som blev anset for at være særligt modtagelige for den røde smitte, blev sendt til andre enheder i Danmark. Dette viste sig dog ikke at være nok. Bundstykkerne på soldaternes geværer blev fjernet, og de blev frataget deres ammunition. Grænsen blev således bevogtet af en hær uden våben.
I sidste ende, da den værste trussel fra revolutionen i København og Tyskland havde lagt sig (læs videre om den revolutionære bevægelse blandt arbejdere og soldater i Danmark i 1918 på marxist.dk) blev den danske hær med lynets hast demobiliseret og sendt hjem. Men for en god ordens skyld fik den britiske flåde en base i København, så den kunne slå ned på den danske arbejderklasse med hård hånd og sikre, at den tyske revolution ikke spredte sig.
Arven fra den tyske revolution i Sønderjylland
Den tyske revolution i Sønderjylland var en relativ udramatisk affære i forhold til mange andre steder i Tyskland. Men da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920, skulle landsdelen blive en af de mest radikaliserede landsdele i hele mellemkrigstidens Danmark. Da det nationale spørgsmål var blevet løst med etablering af den nuværende grænse, kom klassekampen nemlig tilbage på dagsordenen. Den tyske revolution havde på den ene side vist det danske borgerskab i Sønderjylland, hvad arbejderklassen var i stand til. På den anden side var den en inspirationskilde til arbejderne, der havde set en flig af, hvad arbejderklassen kan præstere, når den først bevæger sig. I mellemkrigstiden trak borgerskabet altså voldsomt til højre og vendte sig i retning mod nazisme og fascisme, og Sønderjylland blev en højborg for det danske Naziparti, med Frits Clausen i spidsen, helt indtil nazismens ultimative nederlag i 1945.
På den anden side bevægede de sønderjyske arbejdere og landarbejdere sig i retning mod kommunisme. Da Danmarks Kommunistiske Parti for første gang kom i Folketinget i 1932 med to mandater, så kom det ene mandat, ikke overraskende, fra Nørrebro. Det andet fra Sønderborg.