Denne artikel er tredje del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 1 | Del 2 | Del 4

”For at undgaa dette [besættelse af Grønland af en krigsførende magt] og for at sikre Grønland og det øvrige amerikanske Kontinent og Grønlands Bevarelse under dansk Suverænitet tilbød USA henvisende til sine principielle Forpligtelser efter Havannaakten at overtage Ansvaret for Grønlands Forsvar og at indgaa en Overenskomst herom.”
Henrik Kauffmann, dansk ambassadør i USA, 1941

I slutningen af 1800-tallet begyndte sælbestanden i Grønland at gå kraftigt tilbage grundet canadisk rovdrift. Samtidig blev den grønlandske befolkning ved med at vokse på baggrund af det program for befolkningsplanlægning, der var blevet udtænkt i København i 1850’erne, hvilket skærpede problemet med det faldende antal af sæler. Den grønlandske befolkning mistede deres levegrundlag, og kapitalisterne i Danmark mistede også profit, da sæltran begyndte at blive udkonkurreret af petroleum og olie som brændselsmateriale. Det var på tide at tage koloniherredømmet i Grønland i en ny retning.

I 1908 blev der gennemført en række reformer og omstruktureringer i Grønland. Grønlænderne skulle nu opgive sælfangsten og sættes til at fange torsk, som fandtes i rigelige mængder og kunne indbringe en god profit på det europæiske marked. Den danske regering begyndte nu at investere i Grønland, i modsætning til at de tidligere blot havde trukket profit og ressourcer ud af kolonien.

Der blev investeret i større fiskerbåde til torskefangsten, samt i anlæg i land, hvor fiskene kunne renses og pakkes ned, før de skulle sejles til København. For at betjene den voksende fiskeindustri blev der skabt en grønlandsk arbejderklasse. De lån, der blev givet til indkøb af store fiskebåde, havnede ofte hos medlemmer af den herskende kaste blandt grønlænderne, mens de resterende grønlændere måtte arbejde for dem.

Før 1908 var levegrundlaget for den grønlandske familie den individuelle fangst, men nu med det drastiske fald i sælernes antal, kunne de ikke længere forsørge sig selv gennem fangst. De tidligere fanger blev tvunget til at flytte til de større bebyggelser, hvor de kunne arbejde som ufaglært arbejdskraft i fiskeindustrien. Mændene var ude på bådene, mens kvinder og børn blev i land ved anlæggene. Det styrkede den herskende kaste på Grønlænd, at de nu også fik økonomisk magt gennem ejerskab over fiskebådene.

Med overgangen til kapitalisme i 1908 fulgte også politiske reformer. Forstanderskaberne blev afskaffet, og der blev indført kommunelignende strukturer efter dansk forbillede. Lederne i bygderne skulle nu vælges demokratisk af alle erhvervsduelige mænd (kvinder fik først stemmeret i Grønland i 1948). Grundet den ledende kastes økonomiske position i samfundet, samt det gode forhold til den danske koloniadministration, var valgene i realiteten blot gummistempler af dansk kolonipolitik. Danskerne beholdt den virkelige magt, da de to embeder som landsformænd for henholdsvis nord og syd Grønland kun kunne varetages af en dansker, udpeget i København.

Kryolitminen Ivgtut, sommeren 1945Forandringerne i 1908 var et direkte brud med den hidtil førte kolonipolitik, da Grønland gik fra at være en indtægt til at blive en udgift, men dette kursskifte havde sine grunde. Fundet af kryolit i 1850erne havde virkelig fået det danske borgerskabs øjne op for nye udnyttelsesmuligheder af koloniimperiet, men endnu vigtigere den geopolitiske betydning af kolonibesiddelserne.

I starten af 1900’tallet begyndte fremkomsten af en ny stormagt; USA. USA fik større og større interesse i Nordatlanten og det arktiske område. Samtidig fik andenrangsmagten i Nordamerika, Canada, også blod på tanden med hensyn til at få kontrol over sin egen inuit-befolkning og dens områder. Som svar på større arktiske ambitioner i Canada og USA valgte borgerskabet i København at udvide den grønlandske koloni. Hidtil havde danskerne kun koloniseret vestkysten, men nu blev kontrollen udvidet til de meget små inuit-samfund i nord omkring Thule og til den endnu mindre østgrønlandske befolkning omkring Ammassalik.

Den danske koloni blev voldsomt forøget i kvadratkilometer. Yderligere blev det besluttet i København, at der nu kun skulle fokuseres på de nordatlantiske kolonier. Heldigvis for det danske borgerskab var amerikanerne mere interesseret i en anden dansk koloni i starten af 1900-tallet. Under Første Verdenskrig tilbød amerikanerne at købe de gamle danske slaveøer i Vestindien.

Amerikanerne ville gerne styrke deres maritime position i Caribien, og efter slaveriets ophævelse havde dansk Vestindien ikke givet det samme overskud som tidligere. Da amerikanerne tilbød at købe øerne i 1917 for 25 millioner dollars, slog de danske politikere til. Men endnu vigtigere end de kolde kontanter var, at USA accepterede danskernes dominans over Grønland, som en del af salget af dansk Vestindien. Det fik Canada til at trække følehornene til sig, selvom der stadig bestod grænseuenigheder mellem Danmark og Canada, som har varet ved helt til i dag. Amerikanernes accept af dansk dominans over Grønland kom på det rette tidspunkt, da det danske borgerskab havde fået sig en ny konkurrent i kontrollen med Grønland.

Et spøgelse fra fortiden

I 1905 rev Norge sig fri fra Sverige. Det norske borgerskab var kommet sent ind på den europæiske scene. Indtil 1814 havde de været domineret af København og indtil 1905 var de domineret fra Stockholm, men nu var de blevet herre i eget hus, og hvad de var bagud i tid, gjorde de op for i aggressiv ekspansion.

Det norske borgerskab ønskede at dominere Nordatlanten. Problemet var bare, at de gamle norske bilande; Island, Færøerne og Grønland alle tilhørte Danmark efter Norges afståelse til Sverige i 1814. Island og Færøerne, med deres hvide befolkninger og i høj grad selvkørende økonomier, baseret på fiskeri, var lukket land.

Island og Færøerne var også domineret af København, men levede slet ikke i det samme niveau af fattigdom og tilbageståenhed som grønlænderne. Yderligere havde både Island og Færøerne sit eget miniborgerskab af de ledende fiskerfamilier, som var de facto lokale magthavere. De anså norsk fiskeri som en farlig konkurrent i Nordatlanten, der kunne skade deres profitter. I et valg mellem norsk kapitalisme eller underkastelse under det danske bureaukrati valgte de det sidste, da danskerne ingen interesse havde i at fratage borgerskabet i bilandene deres profitter.

Island og Færøerne var derfor udelukket for det norske borgerskab, men det var noget andet med Grønland, hvor nordmændene var de oprindelige initiativtagere til grundlæggelsen af de grønlandske kolonier (se del. 1.). Størstedelen af den grønlandske østkyst er ubeboet. Der er flere hundrede kilometer mellem menneskene, og helt oppe mod nord er der slet ingen. Så da nordmændene begyndte at drive sælfangst i dette ingenmandsland, var der ingen til at stoppe dem. Kredse i det norske borgerskab begyndte at presse på for, at Norge skulle grundlægge kolonier og indlemme store dele af Østgrønland. Der gik ikke længe før, at de norske politikere var med på idéen. Argumentet var, at de nordboere, der boede i Grønland indtil cirka år 1500, var nordmænd, og at Grønland var blevet underlagt Norge i 1261 (se del 1.).

Det danske borgerskab blev efterhånden nervøse over den aggressive norske politik. Det førte til, at en del grønlændere fra Ammassalik på privat initiativ blev flyttet til en ny koloni kaldet Scorebysund højt mod nord i 1925. Denne nye bygd styrkede Danmarks kontrol over Østgrønland, og de danske politikere var da også hurtige til anerkende den nye boplads. Men nordmændene var ikke sådan at slå ud. I sommeren 1931 landede 5 nordmænd i Østgrønland og erklærede et enormt område for en del af Norge og kaldte det Erik den rødes land (efter vikingen). Den norske regeringen anerkendte omgående den nye norske koloni.

De danske politikere svarede igen ved at tage sagen op i Folkenes Forbund (en mellemkrigs-forløber for FN). Her blev Danmarks overherredømme over Grønland anerkendt. Vigtigere var, at selvom USA ikke var medlem af Folkenes Forbund, så støttede USA Danmark grundet den aftale, der var blevet indgået i 1917. Mod USA havde Norge ikke meget at skulle have sagt, og i 1933 var Norges kolonieventyr i Østgrønland afsluttet. Hele den norske ballade førte bl.a. til, at den danske koloniadministration begyndte at sende slædehundepatruljer ud i de store ubeboede områder for at sikre Danmark overherredømme over Grønland. Det blev forløberen til den moderne Sirius-patrulje. Det danske borgerskabs gode forhold til amerikanerne havde sikrede dem eneretten over Grønland.

Hertil skal tilføjes, at gennem 1930’erne var Danmark ledet af socialdemokratiske regeringer under Stauning. De socialdemokratiske ledere var mere end villige til agere skødehund, når det kom til det danske borgerskabs imperialistisk interesser i Nordatlanten. En politik de har forsat indtil i dag.

Tyske og amerikanske besættelser

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Nazityskland. Det fik vidtrækkende konsekvenser for Grønland. Med besættelsen af Danmark og derfra følgende slag om Norge kom Nordatlanten med i Anden Verdenskrig. Island og Færøerne blev besat af englænderne, der brugte dem som fly- og flådebaser i krigen mod Tyskland. Englænderne havde også kig på Grønland, men amerikanerne afviste dem. Grønland var deres interesseområde.

Med den tyske besættelse af Danmark forsvandt skibskontakten mellem Grønland og København. Forsøgte danskerne at sende skibe derop, ville de blive sænket af tyskerne. Kolonien var isoleret. Uden kontakt med omverdenen og de vigtige handelsvarer, som fastholdt grønlænderne i kolonierne, var der en risiko for, at kolonien kunne kollapse, som det var tæt på at ske i 1807-1814. Hvis danskerne ikke kunne fremskaffe kaffe og alkohol og andre produkter som grønlænderne ikke selv kunne producere, hvorfor skulle de så blive ved med at arbejde for danskerne? Det eneste grønlænderne ville kunne få, var de grønlandske penge, som kun kunne bruges hos det danske handelsmonopol, og hvis handelsmonopolet ikke havde varer, var de værdiløse.

Yderligere ville de danske kolonibyer indenfor et års tid begynde at sulte, da den danske koloniadministration, den ledende kaste og deres familier, ikke var produktive, men levede af grønlændernes arbejde og forsyninger fra København. I tilfælde af sult ville grønlænderne forlade byerne og søge ud i tundraen for at finde føde, hvilket ville betyde det totale kollaps for de dansk kontrollede byer.

Heldigvis for de danske koloniherrer i Grønland var amerikanerne og canadierne voldsomt interesseret i kryolitminen ved Ivigtut (se del 2.). Med en verdensomspændende krig steg efterspørgslen på aluminium, som udvindes af kryolit, voldsomt. Aluminium blev især anvendt til fly, og det eneste sted i verden, hvor der var fundet kryolit, var på daværende tidspunkt i Grønland. Englænderne var voldsomt interesseret i kryolitminen og igennem deres stedfortræder i Nordamerika, den canadiske regering, blev de mere og aggressive og ønskede tydeligvis at besætte Grønland og bemægtige sig kryolitminen. Englænderne havde med et snuptag taget Island og Færøerne, men i Grønland kom de på koalitionskurs med amerikanske interesser.

USA var i 1940 endnu ikke gået med i krigen, men var i alt andet end ord på englændernes side mod tyskerne. De ville dog ikke tillade, at kolonimagten over alle kolonimagter, England, blev totalt dominerende i Nordatlanten på amerikanernes bekostning. Den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, udnyttede denne splittelse blandt de vestlige magter til at fastholde den grønlandske koloni i Danmarks besiddelse efter krigens afslutning.

Amerikanerne havde accepteret dansk herredømme i Grønland med deres aftale fra 1917. I april 1941 indgik koloniadministrationen i Grønland og amerikanerne en aftale, med Kauffmann som mellemled. Amerikanerne holdt liv i kolonien og anerkendte Danmarks herredømme over Grønland, mens amerikanerne tilgengæld fik kryolitminen og retten til at oprette en række militærbaser og flyvepladser langs kysten.

Aftalen blev fordømt af politikerne i København, men de danske politikere og borgerskab var splittet på spørgsmålet. På den ene side havde dansk kapitalisme og samarbejdsregering besluttet sig for aktivt at tilpasse sig den nazistiske kontrol over Europa. På den anden side var det nødvendigt at indgå en aftale med amerikanerne, hvis dansk herredømme i Nordatlanten skulle bevares. Under pres fra besættelsesmagten trak den pro-tyske fløj i regeringen det længste strå. Amerikanernes besættelse af Grønland blev fordømt, og Kauffmann blev stemplet som landsforræder.

USA havde i praksis støttet England i krigen fra dag et, men havde officielt været neutral. I december 1941 ændrede dette sig, da USA indtrådte i krigen mod Tyskland, og her kom Grønland til at spille en vigtig rolle i slaget om Atlanten. Udover at amerikanerne brugte Grønland som pit stop, når de skulle flyve krigsfly over Atlanten til England, spillede Grønland også en central rolle, når flyverbåde skulle patruljere Nordatlanten for tyske ubåde.

Truslen fra ubådene var meget reel, og hvis det lykkedes tyskerne at sænke nok allierede skibe, kunne det føre til hungersnød på de britiske øer. Grønland var den nordligste base i forsvaret mod ubådene. Yderligere var metrologiske målinger fra Grønland livsvigtige for de allierede konvojer, der besejlede Atlanten. De metrologiske målinger var også essentielle for Nazityskland. Fra 1942 til krigens slutning steg tyskernes militære interesse i Grønland. De landsatte små grupper af soldater på Grønlands ubeboede østkyst, der satte vejrstationer op, hvorfra de gav ubådene i atlanten vejrmeldinger.

Tysk vejrstation overgiver sig 4. oktober 1944Amerikanerne prøvede selvfølgelig at forhindre det og raidede østkysten konstant, men de amerikanske krigsskibe kunne ikke nå ind alle steder i dette enorme område, så de begyndte at inddrage den danske koloniadministration. Danskernes erfaring fra slædehundepatruljerne mod Norge i 1930erne kunne rigtig komme til sin ret mod tyskerne. Danskere og grønlændere blev sendt ud på patruljering, og hvis de fandt tyske baser, skulle de melde tilbage til amerikanerne, som så sendte bombefly eller krigsskibe. Dette førte til en række træfninger i Østgrønland mellem amerikanere, danskere og grønlændere på den ene side og tyskerne på den anden. Mest intenst i 1943.

Den amerikanske besættelse af Grønland var massiv, og den danske koloniadministration forsøgte med al magt at forhindre kontakt mellem grønlænderne og de amerikanske soldater. Udover en generel frygt for smitsomme sygdomme (især kønssygdomme) kunne den menige amerikanske soldat undergrave dansk økonomisk kontrol over grønlænderne. Amerikanske soldater havde adgang til chokolade, kaffe og cigaretter i rigelige mængder, hvilket betød, at det danske handelsmonopol var blevet brudt. Grønlænderne havde nu mulighed for at handle med amerikanerne.

Det var blevet forbudt grønlænderne at have kontakt med andre europæere end danskerne i 1775. Det var svært at opretholde et totalt forbud i praksis, men der er ingen tvivl om, at før Anden Verdenskrig var grønlænderne meget isolerede, og de eneste hvide mænd, som de fleste nogensinde mødte, var danskere. Men nu gjorde de amerikanske soldater deres indtog. Danskerne forlangte, at amerikanerne anlagde deres baser fjernt fra grønlandske bosættelser. Selvom amerikanerne fulgte det danske ønske, fandt grønlænderne vej til baserne alligevel.

Danskernes koloniherredømme i Grønland holdt store dele af befolkningen i absolut fattigdom. Det er sigende for koloniherredømmet, at når grønlænderne opsøgte amerikanerne, var det ofte for at plyndre det amerikanske køkkenaffald. Selvom en del blev syge at spise affaldet, var meget af det amerikanske affald af bedre kvalitet end det, de danske købmænd tilbød grønlænderne. Køkkenaffaldet skabte en del problemer for danskerne. Når grønlænderne kunne dække deres fødevarebehov fra jagt og køkkenaffald, så de ingen grund til at arbejde i den dansk kontrollerede torskeindustri. Under krigen var der superprofitter på kryolitten og torskefangsten, så danskerne havde behov for den grønlandske arbejdskraft. Det endte med, at de fik amerikanerne til at brænde deres køkkenaffald, så det ikke faldt i hænderne på grønlænderne, og de dermed blev tvunget til at komme på arbejde.

I maj 1945 overgav Nazityskland sig, og Danmark blev atter frit til at blive styret af sit eget nationale borgerskab. Kontakten til den grønlandske koloni blev genetableret. De danske ledere i Grønland og i Washington, som under krigen var blevet kaldt landsforrædere i København, blev nu hyldet som helte, der havde frelst det grønlandske folk og sikret Danmarks venskab med USA, på trods af at Danmark havde været officiel allieret med Nazityskland fra 1941. Kauffmann tjente gode penge og blev minister i den danske befrielsesregering. Dog gik der skår i befrielsesglæden.

Amerikanerne havde anerkendt Danmarks herredømme over Grønland i 1917, men i 1945 havde de skiftet mening. De kunne godt tænke sig at blive i Grønland, og faktisk kunne de godt tænke sig at overtage landet permanent.

Denne artikel er tredje del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 1 | Del 2 | Del 4

Har du kommentarer, ris eller ros, så kontakt os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.