I denne artikel fra juni 1929 opridser Leon Trotskij de opgaver, der ligger forude for den kinesiske Venstreopposition efter den kinesiske revolutions nederlag i 1927. Dokumentet blev vedtaget af den kinesiske sektion af Venstreoppositionen som deres politiske grundlag. Det er første gang, artiklen findes i dansk oversættelse.

Artiklen er oversat fra "Writings of Leon Trotsky", og den blev første gang offentliggjort under navnet
"Den politiske situation i Kina og den bolsjevik-leninistiske oppositions opgaver".



På plenarmødet for Kommunistisk Internationales eksekutivkomité i februar [1928] og på Kominterns sjette kongres blev der foretaget en grundlæggende forkert evaluering af situationen i Kina. For at dække over de forfærdelige nederlag blev det erklæret, at den revolutionære situation stadig eksisterer (”mellem to bølger”), og at kursen som før går i retning af væbnet opstand og sovjetter.

I virkeligheden sluttede den kinesiske revolution i 1925-27 med en række knusende nederlag uden at have udført sine opgaver. Nu har vi en mellem-revolutionstid, der er domineret af borgerlig kontrarevolution og med en styrkelse af den udenlandske imperialismes stilling.

Det er umuligt at forudsige, hvor længe, mellem-revolutionstiden vil vare, da det afhænger af mange faktorer, interne og internationale. Men fremkomsten af en tredje revolution er uundgåelig; det er absolut og aldeles funderet i betingelserne for nederlaget til den anden revolution.

Leon Trotskij
Opgaven for de kinesiske oppositionelle kommunister, dvs. bolsjevik-leninisterne, er at forstå årsagerne til nederlaget klart, korrekt at evaluere den nuværende situation, at omgruppere de mest stovte, modigste og bedst prøvede elementer i den proletariske fortrop, igen at søge en vej til masserne på grundlag af overgangskrav, og i alle det sociale livs aspekter at forberede arbejderklassen til den tredje kinesiske revolution.

Den anden kinesiske revolution blev besejret i tre stadier i løbet af 1927: i Shanghai, Wuhan og Kanton [1]. Alle tre nederlag var en direkte og umiddelbar konsekvens af den grundlæggende forkerte politik, der blev ført af den Kommunistiske Internationale og centralkomiteen i Kinas Kommunistiske Parti.

Kominterns helt igennem opportunistiske linje fandt sit udtryk i de fire spørgsmål, der afgjorde den kinesiske revolutions skæbne:

1. Spørgsmålet om partiet. Kinas Kommunistiske Parti gik ind i et borgerligt parti, Kuomintang, imens dette partis borgerlige karakter blev skjult af en charlatan-filosofi om et ”arbejder- og bondeparti” og endda om et parti for ”fire klasser” (Stalin-Martinov). Proletariatet blev dermed berøvet sit eget parti på det mest kritiske tidspunkt. Værre endnu: det pseudo-kommunistiske parti blev omdannet til endnu et af borgerskabets værktøjer til at bedrage arbejderne med. Der er intet i hele verdens revolutionære bevægelses historie, der kan måle sig med denne forbrydelse. Ansvaret hviler alene på Kommunistisk Internationales eksekutivkomité og Stalin, der inspirerede til dette.

Siden der selv nu i Indien, Korea og andre lande bliver oprettet ”arbejder- og bondepartier”, dvs. nye Kuomintang’er, anser den kinesiske kommunistiske opposition det for nødvendigt, på grundlag af erfaringerne med den anden kinesiske revolution, at erklære:

Aldrig og under ingen omstændigheder må proletariatets parti gå ind i en anden klasses parti eller fusionere med det organisatorisk. Et fuldstændig uafhængigt proletarisk parti er den første og afgørende betingelse for kommunistisk politik.

2. Spørgsmålet om imperialisme. Kominterns forkerte kurs var baseret på udsagnet om, at den internationale imperialismes åg tvinger alle ”progressive” klasser til at gå sammen. Med andre ord, ifølge Kominterns stalinistiske teori, ville imperialismens åg ændre klassekampens love. Faktisk førte imperialismens økonomiske, politiske og militære indtrængen i Kinas liv til en ekstrem skarphed i den interne klassekamp.

Wang Ching-Wei (1884-1944) var leder af Kuomintangs venstrefløj og regeringen i det industrielle Wuhan, som stalinisterne støttede efter deres fiasko med Chiang Kai-Shek
På bunden, i den kinesiske økonomis landbrugsmæssige grundlag, er det kinesiske borgerskab organisk og ubrydeligt forbundet til de feudale former for udbytning, på toppen er det lige så organisk og ubrydeligt forbundet med verdens finanskapital. Det kinesiske borgerskab kan ikke på egen hånd bryde fri fra hverken feudalisme på landet eller udenlandsk imperialisme.

Dets konflikter med de mest reaktionære militarister og dets kollisioner med de internationale imperialister indtager altid andenpladsen i afgørende øjeblikke i forhold til dets uforsonlige modsætningsforhold til de fattige arbejdere og bønder.

Da det altid har verdens imperialisters assistance imod de kinesiske arbejdere og bønder, hæver det såkaldte nationale borgerskab klassekampen til borgerkrig hurtigere og mere nådesløst end noget andet borgerskab i verden og drukner arbejderne og bønderne i blod.

Det er en kæmpemæssig og historisk forbrydelse, at Kominterns ledelse hjalp det kinesiske nationale borgerskab op på arbejderne og bøndernes rygge, mens de beskyttede det imod bolsjevikkernes kritik. Aldrig i alle revolutioners historie har borgerskabet haft et sådant dække, som den stalinistiske ledelse skabte for det kinesiske borgerskab.

Oppositionen minder de kinesiske arbejdere, og arbejderne i hele verden, om, at blot få dage før Chiang Kai-Sheks kup i Shanghai, opfordrede Stalin ikke blot til tillid og støtte til Chiang Kai-Shek, men underkastede også bolsjevik-leninisterne (”trotskisterne”), der i tide havde advaret om, at der ventede nederlag til revolutionen, for hård undertrykkelse.

Den kinesiske opposition erklærer, at alle, der støtter eller spreder den myte i forhold til fortiden om, at det ”nationale” borgerskab er i stand til at lede masserne i en revolutionær kamp, er forrædere. Den kinesiske revolutions opgaver kan virkelig kun løses på den betingelse, at det kinesiske proletariat, i spidsen for de undertrykte masser, kaster al borgerlig politisk ledelse af sig og tager magten. Der er ingen anden vej.

3. Spørgsmålet om småborgerskabet og bønderne. Også på dette spørgsmål, der har afgørende betydning for Kina ligesom alle andre lande i Østen, udgør Kominterns politik en mensjevikisk forfalskning af marxismen. Da vi, oppositionen, talte om nødvendigheden af en revolutionær alliance mellem proletariatet og småborgerskabet, tænkte vi på de undertrykte masser, de hundredvis af millioner fattige i byerne og på landet. Kominterns ledelse forstod og forstår ved småborgerskabet de småborgerlige forsamlinger, altovervejende intellektuelle, der i form af demokratiske partier og organisationer udbytter de fattige på landet og i byerne og i det afgørende øjeblik sælger dem til storborgerskabet. For os er det ikke et spørgsmål om en alliance med Wang Ching-Wei [2] imod Chiang Kai-Shek, men en alliance med de arbejdende masser imod Wang Ching-Wei og Chiang Kai-Shek.

4. Spørgsmålet om sovjetter. Den bolsjevikiske teori om sovjetter blev erstattet af en opportunistisk forfalskning og efterfølgende suppleret af en praksis med eventyr-politik.

For landene i Østen, ligesom for landene i Vesten, er sovjetter den form for organisation, der kan og må dannes fra det første stadie i en bred, revolutionær bølge. Sovjetter opstår som regel som revolutionære strejke-organisationer, og dernæst udvider de deres funktion og øger deres autoritet i massernes øjne. På næste stadie bliver de organisationer for en revolutionær opstand. Til sidst, efter opstandens sejr, bliver de omdannet til organer for revolutionær magt.

Chiang-Kai-Shek var den borgerligt-nationalistiske leder, som stalinisterneallierede sig med i Kina. Chiang og hans parti, Koumintang, blev - under protest fra Trotskij og Venstreoppositionen - endda optaget som
Ved at forhindre, at de kinesiske arbejdere og bønder skabte sovjetter, afvæbnede og svækkede den stalinistiske ledelse for Komintern kunstigt de arbejdende masser over for borgerskabet og gav det mulighed for at knuse revolutionen. Det efterfølgende forsøg i december 1927 på at oprette en sovjet i Kanton på 24 timer var intet andet end et kriminelt eventyr, og det banede kun vejen for Kantons heroiske arbejderes endelige nederlag til det ubeherskede militær.

Dette er den stalinistiske Komintern-ledelses grundlæggende forbrydelser i Kina. Tilsammen peger de på, at bolsjevismen er blevet byttet ud med mensjevisme, der er forfinet og videreudviklet. Smadringen af den anden kinesiske revolution er frem for alt et nederlag til mensjevismens strategi, som denne gang optrådte bag en bolsjevikisk maske. Det er ikke en tilfældighed, at hele det internationale socialdemokrati i alt dette stod solidarisk med Stalin og Bukharin.

Uden at forstå de store lærdomme, som den kinesiske arbejderklasse har betalt så dyrt for, kan der ikke være en bevægelse fremad. Den kinesiske venstreopposition baserer sig fuldt og helt på disse lærdomme. Det kinesiske borgerskab var tvunget til, efter nederlaget til folkets masser, at tåle militærets diktatur. Dette er i den nuværende periode den eneste mulige form for statsmagt, hvilket er en følge af borgerskabets uforsonlige modsætningsforhold til folkets masser på den ene side, og på den anden side borgerskabets afhængighed af udenlandsk imperialisme. Enkelte lag og provinsielle grupper indenfor borgerskabet er ikke tilfredse med at sværdet råder, men storborgerskabet som hele kan ikke holde sig ved magten på anden vis end med sværdet.

Det ”nationale” borgerskabs manglende evne til at stå i spidsen for en revolutionær nation gør demokratisk parlamentarisme uacceptabelt for det. Under navnet et midlertidigt styre til ”beskyttelse af folket,” etablerer det ”nationale” borgerskab et styre under de militære kliker. Disse afspejler de særlige og lokale interesser hos forskellige grupper indenfor borgerskabet, og den ene efter den anden kommer i konflikt med hinanden, dette er belønningen for en knust revolution.

Det ville være skammeligt og foragteligt nu at forsøge at afgøre, hvilken af generalerne, der er ”progressiv” for igen at binde den revolutionære kamps skæbne til hans sværd.

Oppositionens opgave er at stille arbejderne og de fattige i modsætning til alle det kontrarevolutionære borgerskabs sociale mekanismer. Det er ikke den stalinistiske politik med samarbejde og alliancer med lederne, men bolsjevismens uforsonlige klassepolitik, der vil være oppositionens linje.

Fra slutningen af 1927 blev den kinesiske revolution erstattet af en kontrarevolution, som fortsat bliver dybere. Det klareste udtryk for dette er det kinesiske partis skæbne. På den sjette kongres blev det pralende sagt, at medlemstallet i det kinesiske kommunistparti var 100.000. Oppositionen sagde da, at efter 1927 ville partiet næppe være i stand til at omfatte 10.000 medlemmer. Men i dag kan partiet ikke mønstre mere end tre til fire tusinde, og nedgangen fortsætter. Den forkerte politiske orientering, der på hvert trin står i uforsonlig modsætning til kendsgerningerne, ødelægger Kinas Kommunistiske Parti, og det vil uundgåeligt føre til dens undergang, hvis ikke den kommunistiske opposition sikrer en grundlæggende ændring af politikken og hele partiets styreform.

Ved fortsat at dække over sine fejl baner den nuværende ledelse for Komintern vejen i den kinesiske arbejderbevægelse for socialdemokratisme og anarkisme. Den revolutionære bevægelse kan kun beskyttes imod disse modsatrettede farer af den kommunistiske opposition, som fører en uforsonlig kamp imod både opportunismen og eventyr-politikken, der uundgåeligt er en følge af den stalinistiske ledelse af Komintern.

Chen Duixu (1879-1942 var en af det kinesiske kommunistpartis stiftere. Han var stærkt imod alliancen med Koumintang, og senere blev han leder af Venstreoppositionen. Chen blev ekskluderet af partiet i 1929
Der er på nuværende tidspunkt ingen revolutionær bevægelse i Kina. Alt, der kan gøres, er at forberede sig på det. Forberedelsen må bestå i at tiltrække stadigt bredere kredse af arbejdere til landets politiske liv på grundlag af, at der nu er en epoke med triumferende kontrarevolution.

Parolen om sovjetter, som en parole til den nuværende periode, er nu enten eventyr-politik eller tom snak.

Kampen imod militærdiktaturet vil uundgåeligt antage form af revolutionær-demokratiske overgangskrav, hvilket fører til kravet om en kinesisk grundlovsgivende forsamling på grundlag af universel, direkte, lige og hemmelig stemmeafgivelse, for løsning af de vigtigste problemer, landet står over for: indførelse af ottetimers arbejdsdag, konfiskation af jorden, sikring af Kinas nationale uafhængighed.

Da den sjette kongres afviste revolutionær-demokratiske overgangskrav, efterlod den det kinesiske kommunistparti uden paroler og nægtede det dermed mulighed for at nærme sig opgaven med at mobilisere masserne under forhold med kontrarevolution.

Den kinesiske opposition fordømmer den livløse irrelevans i sådan en politik. Den kinesiske opposition forudser, at så snart, arbejderne begynder at komme sig over deres lammelse, vil de uundgåeligt rejse demokratiske krav. Hvis kommunisterne står tilbage vil den politiske kamps tilbagevenden gavne de småborgerlige demokrater, og det er muligt på forhånd at sige, at de nuværende kinesiske stalinister vil følge i halen på dem og fortolke parolerne på en ikke-revolutionær, forsonlig facon.

Oppositionen anser det derfor for nødvendigt på forhånd at gøre det klart, at den virkelige vej til at løse problemerne med national uafhængighed og vejen til at hæve massernes levestandard er en grundlæggende ændring i hele den sociale struktur gennem en tredje kinesisk revolution.

På nuværende tidspunkt er det stadig vanskeligt at forudsige, hvordan og på hvilke måder den revolutionære tilbagekomst i landet vil begynde. Der er imidlertid tegn, der tillader en konklusion om, at et politisk opsving vil følge efter en vis økonomisk bedring med større eller mindre deltagelse af udenlandsk kapital.

Et økonomisk opsving, selv svagt og kortvarigt, vil igen samle arbejderne på fabrikkerne, hæve deres selvtillid som klasse og dermed skabe betingelserne for oprettelse af fagforeninger og en ny udstrækning af kommunistpartiets indflydelse. Et økonomisk opsving vil i intet tilfælde likvidere revolutionen. Tværtimod vil det i sidste ende styrke og skærpe alle de uløste problemer og alle de klasse- og inter-klassemodsætninger (mellem militæret, borgerskabet og ”demokraterne”, mellem det ”nationale” borgerskab og imperilismen, og endelig mellem proletariatet og borgerskabet som helhed), som nu holdes nede. Opsvinget vil føre de kinesiske folkemasser ud af undertrykkelse og passivitet. Den uundgåelige nye krise herefter kunne tjene som en ny revolutionær impuls.

Naturligvis kan faktorer af international karakter bremse eller muligvis accelerere denne proces.

Oppositionen binder sig derfor ikke til en færdig plan. Det er dens pligt at følge den faktiske udvikling af landets interne liv og hele verdenssituationen. Alle taktiske vendinger i vores politik må indpasses efter den virkelige situation på hvert nyt stadie. Og vores generelle strategiske linje må føre til overtagelse af magten.

Det kinesiske proletariats diktatur må inkludere den kinesiske revolution i den internationale socialistiske revolution. Socialismens sejr i Kina, ligesom i USSR, er kun tænkelig på grundlag af en sejrende international revolution. Oppositionen afviser kategorisk den reaktionære stalinistiske teori om socialisme i et land.

Oppositionens umiddelbare opgaver er:
a) at udgive bolsjevik-leninisternes (oppositionens) vigtigste dokumenter;
b) snarest muligt at begynde udgivelsen af et ugentligt politisk og teoretisk organ for oppositionen;
c) på grundlag af en klar opfattelse at udvælge de bedste, mest pålidelige kommunistiske elementer, der er i stand til at modstå kontrarevolutionens pres, og skabe en centraliseret fraktion af bolsjevik-leninister (oppositionen) og forberede sig på en ny bølge;
d) at fastholde konstant aktiv kontakt med Venstreoppositionen i andre lande for i løbet af kortest mulig tid at opbygge en stærk, ideologisk forenet international fraktion af bolsjevik-leninister (oppositionsfolk).
Kun sådan en fraktion, der åbent og dristigt træder frem under eget banner, både i og udenfor kommunistpartierne, er i stand til at redde den Kommunistiske Internationale fra forfald og degeneration og vende den tilbage til Marx og Lenin.

Noter:
[1] I de tre stadier i den kinesiske revolution i 1927, henviser Shanghai til Chiang Kai-Sheks nedslagtning af de revolutionære krafter i april, Wuhan til Kuomintangs venstrefløjs blok med Chiang Kai-Shek og deres undertrykkelse af Kommunistpartiet i juni og juli, og Kanton henviser til kup-eventyret, der blev knust i december.


[2] Wang Ching-Wei (1884-1944) var leder af Kuomintangs venstrefløj og regeringen i det industrielle Wuhan, som stalinisterne støttede efter deres fiasko med Chiang Kai-Shek

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.