I alle revolutioner er der forskellige lag. Der er nogle, der driver revolutionen kraftigt fremad, og der er nogle, der holder mere tilbage og er nervøse. Når de fremskredne lag oplever, at revolutionen er i fare, begynder nogle at blive utålmodige og ønsker at genvinde initiativet. I januar 1919 viste det sig konkret i Tyskland.

Tyskland var i dyb politisk krise. De tre ministre fra det uafhængige socialistparti (USPD) havde lige trukket sig fra koalitionsregeringen med socialdemokratiet (SPD). Det nydannede kommunistparti (KPD) førte en intens kampagne imod socialdemokratiet, og den ekstreme højrefløj forberedte sig på at smadre kommunisterne og de uafhængige socialister for at genoprette den gamle orden.

Højrefløjen fremprovokerer opstanden
I slutningen af december havde højrefløjen sat en pris på 10.000 mark på Karl Radeks hoved. Radek var bolsjevikkernes repræsentant i Tyskland. Samtidig blev der rejst falske anklager mod Emil Eichhorn, der var leder af Berlins politi og medlem af USPD. Han havde organiseret en revolutionær styrke med 2000 politifolk og bevæbnede arbejdere. Eichhorn fik ordre fra indenrigsministeriet om at træde tilbage, hvilket han ikke ville. Han blev støttet af de revolutionære tillidsmænd, som sammen med KPD indkaldte til demonstration 5. januar. Det førte til, at hundredetusinder af arbejdere marcherede til politiets hovedkvarter. Den "revolutionære komité", som de kaldte samarbejdet mellem USPD, KPD og de revolutionære tillidsmænd, fik støtte fra soldaterne i Berlin, Spandau og Frankfurt, og troede derfor, at deres støtte var større end den i virkeligheden var. De besluttede før situationen var tilstrækkelig moden at forsøge at vælte den socialdemokratiske regering, som havde Noske, Ebert og Scheidemann i spidsen.

Kommunistpartiets officielle politik var på dette tidspunkt, at man ikke skulle forsøge en opstand, fordi klassernes balance ikke var til fordel for en opstand, og det derfor ville være dødsdømt. Alligevel var partiets avis Rote Fahne fyldt med opfordringer til, at arbejderne tog sagen i egne hænder. KPD's to repræsentanter i Berlins revolutionære komité, Karl Liebknecht og Wilhelm Pieck, valgte uden om partiets ledelse at støtte op om opstanden. Liebknecht var en modig arbejderleder, en handlingens mand i spidsen for massebevægelsen. Men han var ingen teoretiker. For ham var revolution en selvfølge. Han var ingen teoretiker. Men han manglede tilstrækkelig forståelse for strategi og taktik, som er nødvendigt for at gennemføre en revolution.

Rosa Luxemburg (1871-1919) er en af verdenshistoriens
største revolutionære kæmpere. Læs mere om
hendeog se hendes værker på www.marxister.dk

Den hvide terror
10. januar slog de reaktionære tilbage mod Berlin. De halvfascistiske frikorps blev sluppet løs mod de revolutionære arbejdere. Ifølge officielle tal myrdede de 156 arbejdere. En af SPD's ledere, Gustav Noske, gik ind i Berlin sammen med en gruppe monarkistiske officerer for at knuse opstanden. Det skulle blive kendt som "den hvide terror".

Frikorpsene blev oprettet af reaktionære overklasseofficerer i december 1918. De tiltrak skrupelløse lejesoldater, som havde bekæmpet bolsjevikkerne i de baltiske stater. Da de vendte tilbage til Tyskland, bar disse banditter fra "jerndivisionen" stadig hagekorsemblemet fra de baltiske frikorps på deres hjelme. Det var disse mænd, Gustav Noske støttede sig til i sit forsøg på at genoprette "lov og orden".

Kontrarevolutionen handlede hurtigt. To ledende KPD-medlemmer Leo Jogiches og Hugo Eberlein blev arresteret. Den socialdemokratiske minister Philipp Scheidemann udlovede en uofficiel dusør på 100.000 mark for Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts hoveder.

Rosa og Karl bliver myrdet
15. Januar blev Tysklands to største revolutionære ledere, Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, arresteret af frikorpsofficerer. Liebknecht var den første, der blev ført ud. Han blev skudt, angiveligt under et flugtforsøg. Derefter blev Rosa Luxemburg ført ud. Hendes kranie blev knust med en geværkolbe. Derefter blev hendes lig smidt i Ladwehr-kanalen, hvor det først blev fundet 31. maj. Den tyske arbejderklasse havde mistet to af sine bedste ledere.

I 1919 udråbes der i Bayern en rådsrepublik. På grund af
dens isolation kunne arbejderrepublikken dog ikke holde
stand og led nederlag til de monarkistiske tropper.

I løbet af februar fik frikorpsene overtaget. 1500 delegerede fra arbejderne mødtes for at diskutere, hvad man skulle gøre. 90 procent stemte for generalstrejke. Da de strejkende arbejdere blev angrebet af frikorpsene, blev der lavet barrikader, og der udbrød kampe. Gustav Noske sendte 30.000 frikorpsmænd ind. 2-3.000 arbejdere blev dræbt. Formanden for KPD, Leo Jogiches, blev likvideret på politistationen.

Arbejderrepublikken i Bayern
I løbet af foråret blev der flere gange udråbt en rådsrepublik i Bayern. En oberst skrev skræmt i marts, at "bolsjevismen vinder overalt". 7. november 1918 blev USPD-manden Kurt Eisner, der lige var kommet ud af fængslet, udnævnt til republikkens leder. Arbejderrepublikken var et ektremt ustabilt styre, og Eisner forsøgte at manøvrere mellem SPD på den ene side og arbejderrådene på den anden. Situationen blev endnu mere urolig, da Eisner blev snigmyrdet 21. februar 1919. Der udbrød generalstrejke, og i en kort periode dannede SPD regering, men regeringen måtte flygte ud af München, væk fra de bevæbnede arbejdere.
Men arbejderrepublikken i Bayern blev ikke spredt, og monarkistiske tropper omringede München og blokerede for forsyninger af mad og brændstof. Over 1000 arbejdere blev dræbt, da tropperne rykkede ind 1. maj. Den kommunistiske leder Eugen Levin holdt en revolutionær tale før sin henrettelse, der sluttede med ordene:

"Jeg har længe vidst, at vi kommunister er døde mænd på orlov. Det er op til jer, mine herrer, at bestemme, om min orlov skal forlænges, eller om jeg skal forenes med Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. I kan dræbe mig – men mine ideer vil leve videre."t var få revolutionære ledere, der overlevede den hvide terror. Borgerskabets næste skridt var, at forsøge et statskup. Det kan du læse om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.