Den tyske arbejder bevægelse stod nu med to arbejderpartier, et socialdemokratisk (SPD) og et socialistisk (USPD). Skønt fremgangsmåderne var forskellige, lagde begge partier pres på kejseren for at stoppe blodsudgydelserne efter at det russiske zarstyre var væltet, og konsekvenserne af borgfreden, der havde medført dårligere vilkår for arbejderklassen, gik op for dem.

Kejseren valgte, stærkt presset, at overlade regeringsmagten til en liberal regering, bl.a. støttet af SPD. Ved dette havde SPD nu opnået et af deres mål: Parlamentarisme og borgerligt demokrati. Dette var klart at foretrække frem for det kejserlige enevælde, fordi det gav bedre mulighed for at organisere arbejderne i fagforeninger og partier, og dermed lettede kampen for et nyt samfund. Men SPD havde nu en klar reformistisk linie, og partiets ledelse havde ikke til sinde at føre an i en revolution imod kapitalismen.

Men for arbejderne var revolutionen ikke et teoretisk spørgsmål, men et spørgsmål om overlevelse. Krigen havde gjort en social eksplosion uundgåelig, og begivenhederne viste klart, at den borgerlige stat, selv under "demokratisk" dække, ikke kunne i arbejdernes interesse. SPD valgte fejlagtigt at bibeholde det reaktionære statsapparat som kejseren fortsat sad på, frem for at kræve total arbejderkontrol og -demokrati.



Tyske kommunister i kamp i Berlins gader
under den tyske revolution 1918-1919.

Som nævnt i sidste afsnit var anden internationale brudt sammen ved første verdenskrigs udbrud. De socialdemokratiske ledere i næsten hele Europa havde stemt for at give krigsbevillinger og sluttet op om, at arbejderne skulle ud at slås for at kapitalisterne kunne sikre sig kolonier, interesseområder og nye markeder. Det revolutionære mindretal i anden internationale, internationalisterne, mødtes i 1915 i Zimmerwald i Schweiz. Blandt dem var Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Luxemburg og Liebknecht stod dengang i spidsen for venstrefløjen i SPD, men fra 1917 var de ledere af venstrefløjen i USPD, den såkaldte spartakistgruppe.

Den russiske revolution
I november 1917 (oktober efter gammel russisk tidsregning) brød revolutionen ud i Rusland. Arbejder- og soldaterrådene, sovjetterne, tog magten efter at bolsjevikkerne med Lenin og Trotskij i spidsen havde vundet flertal for den revolutionære linje på en kongres med delegerede fra sovjetter fra hele Rusland. Revolutionen gav genlyd over hele Europa. Kongerne, fyrsterne og kapitalisterne var forfærdede. Men for mange arbejdere gav revolutionen løfte om et samfund uden udbytning og krig, et socialistisk samfund. En massiv revolutionær bølge rullede over det europæiske kontinent. 54 divisioner af den franske hær begik mytteri, i Østrig-Ungarn strejkede 700.000 arbejdere til støtte for bolsjevikkernes fredsforslag, og der var massemytteri i flåden. En overgang kontrollerede matroserne halvdelen af kejserdømmets flåde.

Mytteri i flåden
Tyskland blev naturligvis også påvirket. I januar 1918 strejkede over en million arbejdere i våbenindustrien. Militæret var i opløsning. I 1918 deserterede over 4000 soldater. I desperation forsøgte militærets ledelse 28. oktober at satse alt for at redde flådens ære i Nordsøen med en åbenlys selvmordsmission, der satte 80.000 matrosers liv på spil. Matroserne svarede ved at begå mytteri. I Kiel tog matroserne kontrol med skibet "Thüringen", kastede anker og afvæbnede officererne. Matroserne på slagskibet "Helgoland" fulgte hurtigt trop. Flåden vendte hjem til havnene. Matroserne kørte gennem Bremens gader i lastbiler med røde flag og maskingeværer. Tusinder strømmede ud på gaden for at hylde dem.

En ung socialist beskrev begivenhederne i Bremen således:
"Mange af arbejderne var bevæbnede med geværer, bajonetter og hamre. Jeg følte da, og senere, at synet af bevæbnede arbejdere satte gang i blodet hos de, der sympatiserede med demonstranterne. En broget skare af fanger, der var blevet løsladt af matroser, sang energisk, og de fleste af dem bar grå frakker over deres fangedragter. Men revolutionens sande symbol var hverken de bevæbnede arbejdere eller syngende fanger – men mytteristerne fra flåden... "

SPD i regering
I Berlin kontrollerede bevæbnede arbejdere og røde soldater gaderne. Kejseren ønskede at knuse arbejderne og mytteristerne med "røgbomber, gas, bombeeskadroner og flammekastere." General Gröner svarede ham ærligt: "Herre, De har ikke længere en hær."

Prins Max von Baden, lederen af den liberale regering indså, at slaget var tabt. Revolutionen kunne ikke holdes tilbage, men den kunne afledes: "Revolutionen er ved at vinde. Vi kan ikke knuse den, men måske kan vi kvæle den... hvis Ebert bliver præsenteret for mig fra gaden som folkets leder, så får vi en republik, hvis det er Liebknecht, så får vi bolsjevisme. Men hvis kejseren udpeger Ebert som rigskansler, er der stadig håb for monarkiet. "

Socialdemokratiet fik pga. sin reformistiske politik og det borgerlige statsapparat partiet fik tildelt, store problemer med den rolle partiet næsten automatisk syntes at skulle spille under revolutionen. Ledelsen ønskede ikke at bryde med det borgerlige statsapparat og oprette en arbejderrepublik, som man havde gjort i Rusland. I Berlin oprettedes en ny regeringsmagt med SPD-formanden Friedrich Ebert som reel leder. Tysklands borgerskab kunne kun redde det kapitalistiske system ved at basere sig på de borgerlige elementer i arbejderbevægelsen. Idet Ebert valgtes som 'bestyrer' af den begyndende revolution var løbet kørt. Ebert havde intet ønske om hverken republik eller revolution, da han både var fortaler for monarkiet og samtidig en inderlig bekæmper af enhver form for udenomsparlamentarisk arbejde. Efter Prins Max von Baden appellerede til ham om samarbejde mod revolutionen svarede han: 'Hvis kejseren ikke abdicerer, er den sociale revolution uundgåelig. Jeg ønsker det ikke – faktisk hader jeg det som synden."

Holdninger og udtalelser som disse desillusionerede mange af partiets medlemmer, og skabte stor uro i både USPD og på SPD's venstrefløj. Alligevel valgte begge partier at indgå i 'folkekommissærernes råd', den regering, der nu – ad forfatningsmæssig som revolutionær vej - havde fået magten i Tyskland.

Selv om der var arbejder- og soldaterråd (A.S.-råd) over alt, var det stadig SPD, der havde den afgørende indflydelse blandt arbejderne. Det var deres traditionelle parti, og de gjorde ingen forskel på de forskellige grupper af socialister på trods af, at SPD's ledelse gjorde alt hvad de kunne for at forhindre revolutionen. A.S.-rådene kunne nemt have taget magten. Der var blevet valgt delegerede på alle arbejdspladser, kaserner og skibe. Men i stedet overlod de magten i hænderne på koalitionsregeringen med SPD og USPD.

Regeringskoalitionen, det såkaldte "folkekommissærernes råd", bestod af tre repræsentanter fra SPD og tre fra USPD. Selv om de var blevet udpeget af arbejderne og soldaterne i Berlin, søgte de at forsone sig med militærets ledelse og det gamle kejserlige statsapparat.

En socialistisk revolution med reaktionære hærførere
'Folkekommissærernes råd' blev dog ingen succes. Både da deres rolle var uklar idet SPD ønskede dem som midlertidige, indtil situationen var "stabiliseret", hvorefter landet igen skulle gå tilbage til borgerlig parlamentarisme, og da de revolutionære ønskede dem efterfulgt af arbejder- og soldaterråd. Men i mindst lige så høj grad fordi SPD i sit ønske om kontrarevolution ikke turde satse på arbejdernes støtte, men i stedet lænede sig op ad kejserens gamle reaktionære statsapparat. Konsekvensen af ikke at foretage hverken udskiftninger eller omrokeringer af de borgerlige og konservative embedsmænd var fatal. Hæren og SPD indgik samarbejde, hvori begge parter ville kæmpe sammen for et forsvar af det borgerlige samfund mod den socialistiske revolution.

De mest revolutionære elementer blandt arbejderne og soldaterne så med afsky på socialdemokraternes samarbejde med de kejserlige generaler. Spartakisterne fordømte lederne for SPD og USPD som "borgerskabets agenter", fordi de støttede indkaldelsen af en grundlovsgivende forsamling i stedet for spartakisternes "al magt til A.S.-rådene". Selv om spartakisterne var modige revolutionære, havde de ingen forståelse for taktik. De havde en ultra-venstre attitude over for arbejdernes store organisationer, og de trak sig endda fra A.S.-rådet i Dresden, fordi de ikke ville være der sammen med de "kontrarevolutionære elementer i SPD". I stedet for at argumentere for de revolutionære synspunkter i arbejdernes egne organisationer, overlod spartakisterne i mange tilfælde arbejderne under indflydelse fra de socialdemokratiske ledere.

Blandt mange bevidste tyske arbejdere var kravet om en grundlovsgivende forsamling stadig forbundet med revolutionen. Og Lenin rådede i december 1918 de tyske revolutionære til at støtte op om dette krav og til at deltage i parlamentsvalg samtidig med, at man fastholdt, at A.S.-rådsdemokrati er en højere form for demokrati end borgerlig parlamentarisme. Lenin forklarede, at de revolutionæres største opgave var tålmodigt at forklare, ikke komme med højlydte fordømmelser. Da spartakisterne mødtes omkring nytår 1918-19 for at omdanne sig til Tysklands Kommunistiske Parti, KPD, argumenterede Rosa Luxemburg for, at man skulle deltage i parlamentsvalg og bruge det til at øge partiets indflydelse blandt arbejderne. Alligevel valgte flertallet på kongressen at boykotte valget.

Luxemburg og Liebknecht var dygtige revolutionære, men de fik ikke trænet de spartakistiske kadrer i strategi og taktik. Derfor fik de utålmodige ultra-venstre tendenser overtaget i det unge kommunistiske parti. Det skulle få alvorlige følger siden hen.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.