Efter en pause fra maj 2003 nummeret af Socialistisk Standpunkt genoptager vi nu serien om arbejderbevægelsens historie. De tidligere dele kan læses på www.marxist.dk.
Påskekrisen – Kongehuset afsætter regeringen
Stauning var i 1916 gået med i den radikale Zahle regering som kontrolminister. Dette havde vakt stor opstand fra den revolutionære fløj i Socialdemokratiet. Men det havde også vakt en del røre blandt den danske herskende klasse. Samtidig var perioden fra 1917 til 1919 fulgt af den ene arbejderopstand efter den anden tit ledt af de syndikalistiske revolutionære, der nu var gået sammen i Danmarks Venstresocialistiske Parti (DVP) det senere Danmarks Kommunistiske Parti.
Med andre ord var Danmark i en meget turbulent periode ikke mindst forstærket af afslutningen på 1. verdenskrig, som var fulgt af revolutionære opstande over hele Europa.
Dette var medvirkende til at Kongen (Christian X) presset af de danske godsejere og kapitalister afsatte Zahle regeringen og indsatte sin egen regering med sin sagfører Otto Liebe som statsminister. Denne regering skulle så sørge for at genoprette ro og orden i Danmark. Dette skete den 29. marts 1920.
Baggrunden for statskuppet
I 1920 begyndte det at blive sværere for de danske kapitalister at konkurrere. De havde ellers nydt godt af 1. verdenskrig, men efter dens afslutning kunne de andre lande pludselig konkurrere igen. På den baggrund mente man ikke, at man havde råd til arbejdernes krav blandt andet den nyindførte 8 timers arbejdsdag.
Spørgsmålet om Sønderjylland spillede også en rolle. Her havde Zahle regeringen godkendt, at de tre zoner i Sønderjyllandsregionen selv kunne bestemme om de ville tilhøre Danmark eller Tyskland ved en afstemning. Det var kun den nordligste zone, der stemte for at blive i Danmark, og dette var en torn i øjet for de danske kapitalister, der så muligheden for et større dansk marked for deres vare.
Samtidig prøvede den nye sovjet regering at få Danmark til at bryde den verdensomspændende blokade mod Sovjetunionen ved at love alle konfiskerede danske værdier udleveret mod, at man kunne bruge danske havne til at aflæsse sine vare.
Derudover prøvede regeringen at indføre to nye love. Den ene lov skulle gøre det nemmere for staten at gennemskue virksomhedernes regnskaber, så man kunne modvirke spekulation. Og den anden lov skulle gøre valgsystemet mere retfærdigt, hvilket ville fjerne Venstre fordel ved det gamle valgsystem.
På samme tid havde arbejdsgiverne udsendt lockout varsel netop den 29. marts 1920. Dette skete efter at arbejdsgiverne havde rejst krav om, at overenskomsterne skulle forlænges uden genforhandling eller med nedgang i lønnen. Dette var selvfølgelig blevet afvist af fagbevægelsen, og derfor havde arbejdsgiverne udsendt lockout varsel.
Alle disse ting gjorde, at de danske kapitalister var blevet godt og grundigt trætte af regeringen, som ifølge dem var alt for venstreorienteret. Det danske monarki og det danske erhvervsliv har altid været tæt tilknyttet hinanden, og derfor brugte man kongens ret til at godkende og afvise folkevalgte regeringer.
Arbejderne slår igen
Havde Kongen og kapitalisterne troet at dette kunne ske i fred og fordragelighed, så blev de slemt overraskede. Både Socialdemokratiet og DVP havde på ingen måde tænkt sig at acceptere dette. De Samvirkende Forbund, DSF (staten på det nuværende LO) erklærede, at en generalstrejke ville bryde ud den 6. april, hvis ikke den folkevalgte regering blev genindsat. Men inden det gik typograferne i strejke, så ingen af de borgerlige aviser kunne udkomme. Den 30. marts demonstrerede 100.000 mennesker i fælledparken, og dagene efter var der kæmpe demonstrationer på Amalienborg Slotsplads, udenfor kongens vinduer. Disse strejker var især ledet af de revolutionære socialister, som krævede rådsrepublikken indført og monarkiet nedlagt. Orlogsskibet Olfert Fischer blev beordret til at beskytte havneanlægget frihavnen mod de strejkende sømænd og havnearbejdere. Gardere fra Rosenborg, Korporalsskolen ved Sølvgades kaserne og Holmens landgangskompagni blev beordret til at forsvare Amalienborg, og kongen kunne på den måde sesig selv fanget på sit slot af vrede revolutionære arbejdere. Ledelsen af politiet var i tvivl om politimændenes pålidelighed. Selv antikvitetsforretninger blev tømt for våben.
Revolutionen afblæst
Dette var helt klart en revolutionær situation. Dette blev Christian X og hans rige allierede da også klar over. Derfor indvilligede de i at forhandle om en løsning på konflikten med repræsentanter fra Socialdemokratiet, DSF og Københavns borgerrepræsentation. Dette resulterede i et forlig den 4 april. Her blev Liebe regeringen afsat og et nyt forretningsministerium indsat i tre uger, hvorefter der skulle være valg til en ny regering. Samtidig anerkendte DSF et forslag fra mæglingsmanden, så generalstrejken kunne aflyses. Med andre ord afværgede man ved dette kompromis det direkte opgør mellem arbejderklassen og kapitalisterne. Socialdemokratiet kunne have brugt denne lejlighed til at afsløre kapitalisternes sande demokratiske intentioner: Arbejderne kan stemme på dem de vil – bare de fører den rigtige politik. Ellers bliver de afsat. Dette var virkelig en mulighed for at skabe en demokratisk arbejdermagt i alliance med det revolutionære Rusland. I stedet reddede Socialdemokraterne den herskende klasse. Det efterfølgende valg gav da også en absolut sejr til de borgerlige partier.
Monarki
Det danske kongehus lærte også af denne begivenhed. Det lærte, at det godt kan svare sig at være på god fod med den almindelige arbejder til trods for, at man har al sin sympati hos overklassen. Dette kan blandt andet stadig ses ved kongehusets konstante trang til at arbejde for velgørenhed, besøge døve og lammede til trods for, at det nok ikke er alle i kongehuset, der synes, at det er lige sjovt. Til trods for denne lidt ydmyg rolle er det stadigvæk kongehuset, der godkender alle folketingets love og de folkevalgte regeringer.
