På landets arbejdspladser var der stor utilfredshed med at det var arbejderne der skulle betale krigens pris.
Den 28. juli 1943 havde en modstandsmand på skibsværftet i Odense placeret en bombe på et tysk krigsskibs skrog der senere på dagen sprang hul på skibet og placerede det på havnens bund. Da tyskerne reagerede ved at indsætte skarpt bevæbnede sabotagevagter den følgende dag, svarede arbejderne på skibsværftet igen og gik i strejke. Strejken spredte sig hurtigt til andre arbejdspladser i byen og den 6. august måtte besættelsesmagten bøje sig og få den tyske marine til at fjerne det sabotageramte skib fra havnen i Odense.
Strejkerne spredte sig nu ukoordineret til Esbjerg, hvor en kommunistisk modstandsgruppe havde sørget for at pakhuse på havnen gik op i flammer. Da tyskerne dagen efter indførte undtagelsestilstand, og forbød befolkningen af færdes ude efter kl. 21, reagerede esbjergenserne med strejker over hele byen. Vreden fik frit spil og alt hvad der kunne relateres til besættelsesmagten eller danske kapitalister, der handlede med fascisterne, forsøgte man at ødelægge og smadre. I gaderne fik de danske politibetjente ordre på at holde ro over befolkningen, men ofte nægtede de at gribe ind og støttede indirekte oprøret. Dette resulterede i at det tyske militær selv måtte gå ind imod befolkningen, hvilket kulminerede i gadekampe og skyderier i gaderne. Bureaukraterne i ledelsen for fagforeningerne kunne ikke længere styre arbejderne og den socialdemokratiske viceborgmester blev mødt med tilråb og nød bestemt ikke nogen opbakning. På gaderne i Esbjerg stimlede folk sammen hver dag i 5 dage og lavede barrikader på gaderne. De små butiksindehavere lukkede snart deres butikker og gik med på arbejdernes side. Man ville ikke finde sig i undtagelsestilstanden og selvom der ikke var nogen reel ledelse for bevægelsen var det tydeligt at størstedelen af arbejderne havde i sinde at kæmpe helt til enden imod besættelsen. Til sidst måtte tyskerne indse, at der ikke blev ro, før de ophævede undtagelsestilstanden. Arbejderne havde vundet en vigtig sejr over besættelsesmagten.
Efter generalstrejkens sejr i Esbjerg udbrød der igen uroligheder i Odense. Den 18. august var der generalstrejke i hele byen. Strejken blev fremprovokeret af sammenstød mellem befolkningen og besættelsesmagten dagene forinden. I de følgende dage blev Odense rystet af generalstrejke, og der var masseslagsmål mellem tyske soldater og danske arbejdere på gaderne. Den 23. august gik arbejderne i Odense igen i arbejde efter der blev truffet en aftale om, at de tyske soldater skulle forblive på kasernerne i de kommende dage. I mellemtiden havde der været strejke på B&W’s maskinfabrik i København, som også blev genoptaget. Der havde på dette tidspunkt været strejke i Nyborg, Middelfart, Frederikshavn, Svendborg, Fåborg og Bogense.
Den 24. august rystedes Aalborg til gengæld af generalstrejke. Dagen forinden var modstandsmanden Erik Vangsted, blevet begravet. Han var blevet fulgt til graven af en enorm menneskemængde. Den tyske general von Hanneken havde i den forbindelse sendt tyske tropper på gaden, der havde skudt ind i menneskemængden. Konsekvensen var generalstrejken. De blodige sammenstød fortsatte. Den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best forsøgte at indføre undtagelsestilstand i Aalborg, men det fastlåste bare situationen yderligere. I København var situationen også spændt. Strejken på B&W var sprængfarlig og truede med at sprede sig til resten af byen. Men socialdemokratiet satte alle sejl ind på at slå det ulmende oprør i hovedstaden ned. På et møde for 400 københavnske tillidsmænd den 24. august lykkedes det toppen af socialdemokratiet at undgå generalstrejke i København. Dagen efter blev en modstandsmand dømt til døden. Dette førte til en række sammenstød i København, og i Århus udbrød der generalstrejke.
Formelt startede generalstrejkerne som en kamp for at få afblæst udgangsforbudet, men reelt var det en kamp imod alt hvad besættelsen havde ført med sig. Socialdemokratiet forsøgte så godt de kunne, at bekæmpe strejkerne og få dem afblæst, men arbejderne lænede sig nu i højere grad op af DKP end af Socialdemokratiet. DKP agiterede for at fortsætte strejkerne.
Det karakteristiske ved generalstrejkerne i august 1943 var, at de udbrød uden noget varsel. Det var spontane strejker på én virksomhed, som i løbet af en formiddag spredte sig til en hel bys virksomheder. Socialdemokratiets autoritet indskrænkedes af strejkerne. I de fleste byer mistede masserne al tiltro til lederne af arbejderbevægelsen og fulgte nu DKP’s linie.
I sidste ende førte augustoprøret til den danske samlingsregerings fald. Fascisterne havde krævet at den skulle indføre dødsstraf for sabotagehandlinger, men dette turde Scavenius og de andre hyklere alligevel ikke at stå model til, og de blev tvunget til at gå af. En del af grunden var formentlig også, at de kunne se, hvad vej krigen gik. På østfronten var den nazistiske hær på flugt fra den Røde hær. Den ene division efter den anden faldt. De danske politikere havde indtil da gjort alt de kunne for at tilfredsstille de nye herrer, men da krigslykken vendte, sprang de fra som kujoner, fordi de frygtede for deres liv, frihed og karrierer ved befrielsen.
Den 30. August var alle igen i arbejde og den danske regering trådt tilbage.
I besættelsens begyndelse havde tyskerne håbet på, at kunne styre Danmark gennem dansk administration. På den måde sparede de en masse ressourcer, samtidig med at de alligevel havde fuld kontrol over landet. Men da masserne gik i samlet aktion imod besættelsen og de danske kollaboratører kunne man ikke længere regere Danmark med de samme midler som tidligere. Der var brug for hårdere undertrykkelse for at knuse arbejderbevægelsen og modstanden.
Derfor gik man over til åbent fascistisk militærdiktatur. Dette forværrede naturligvis situationen for arbejderklassen. Men uanset hvor meget fascisterne forsøgte at stramme grebet om Danmark, lykkedes det dem aldrig at knuse arbejderbevægelsen, modstandsgrupperne, cirkulationen af de illegale blade eller gøre det af med sabotagen.
Augustoprøret demonstrerede massernes enorme styrke i samlet kamp. Det viste massekampens store styrke, som er langt større end tusindvis af individuelle sabotageaktioner. Det overbeviste arbejderne om deres egen styrke og skabte uro blandt borgerskabet i Danmark og Tyskland. Det borgerlige Danmark frygtede for en kommunistisk revolution. DKP stod stærkere end nogensinde før i Danmark. Selv langt ind i den borgerlige del af modstandsbevægelsen var man bange for hvad kommunisterne ville bruge deres nye styrke til.
