I arbejderbevægelsens historie del 15 tager vi afstand fra modstandsbevægelsens sabotageaktioner under besættelsen. Disse aktioner ses i dag som en del af det danske folks samlede modstand mod den fascistiske besættelsesmagt. Selvom det er over 60 år siden ser mange arbejdere, unge og venstreorienterede med stor beundring på modstandsbevægelsens aktiviteter og ikke mindst DKP's rolle i disse. Af denne grund vil de fleste også forlange en seriøs forklaring på hvorfor vi ikke mener sabotageaktionerne spillede nogen gavnlig rolle. Dette kunne vi ikke tilbyde på den begrænsede plads i avisen i det seneste nummer. Derfor må vi henvise vore læsere til denne artikel, der skal ses som et tillæg til arbejderbevægelsens historie del 15.

I løbet af 1942 og 1943 opstod der overalt i Danmark lokale modstandsgrupper. Fra DKP's side havde man i februar 1942 besluttet at begynde sabotagen mod den tyske besættelsesmagt og det var da også fra dette tidspunkt at sabotagegrupperne for alvor voksede og udbredte sig til hele landet. Selv de mindste landsbyer i Danmark havde deres egen sabotagegruppe. For at illustrere dette, eksisterede der i Bredebro i Sønderjylland, en velorganiseret gruppe der bl.a. sprang jernbanesporene i stykker. I dag bor der omkring 2000 mennesker i Bredebro og man må formode at byen var væsentlig mindre i 1940'erne.

Sabotagebevægelsen gav arbejderne og nogen småborgers frustrationer et udtryk de kunne se sig selv i. Endelig var der nogen der gjorde noget og endelig var der mulighed for at involvere sig aktivt i kampen mod besættelsesmagten.

Den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var organiseret i sabotagegruppen BOPA. Fra 1942 - 1945 gennemførte de flere tusinde sabotager mod primært jernbanenettet, men også hele fabrikker blev sprunget i luften. De mest kendte sabotageaktioner blev rettet mod Globus, Torotor, B&W og Riffelsyndikatet. Da sabotagen var på sit højeste i foråret 1944 blev der alene fra April-Juni udløst over 21 millioner kroner i erstatning til sabotageramte fabriksejere. 20% af sabotørerne organiseret i BOPA døde under krigen. BOPA var langt den mest effektive sabotageaktion, da flere af organisationens pionerer havde flere års våbentræning som frivillige i den spanske borgerkrig.

Nu udførte modstandsbevægelsen også andre opgaver, end udelukkende sabotageaktioner. Man mener at der under besættelsen blev udgivet mere end 552 forskellige illegale blade eller aviser. I alt blev der udgivet næsten 23 millioner eksemplarer af illegale aviser under besættelsen. Disse tal illustrerer modstandsbevægelsens enorme omfang og udbredelse i Danmark. Denne artikel vil dog kun kigge nærmere på sabotagen som metode i klassekampen og ikke beskæftige sig med andre aspekter af modstandsbevægelsen.

Den danske modstandsbevægelses kamp og metoder er i dag anerkendt, accepteret og tiljublet blandt både borgerskabet og arbejderklassen i Danmark. Borgerlige politikere og har efter 2. verdenskrigs afslutning stået i kø for at lovprise modstandsbevægelsens helte og deres sabotageaktioner. Efter at det danske borgerskab indså at USA gik styrket ud af 2. verdenskrig som den store sejrherre, har man knyttet sig til modstandsbevægelsens kamp, for at tilslutte sig den allierede sejrsblok.

Sandheden er dog, at det danske borgerskab var alt andet end kede af det nazistiske Tysklands eksempel. Derfor hilste de besættelsen velkommen den 9. april 1940, samarbejde og profiterede på handlen med nazisterne. De brugte den fascistiske besættelsesmagt som et redskab til at sætte den danske arbejderklasse på plads (Se arbejderbevægelsens historie del 14). Borgerskabet vil til enhver tid tage de midler i brug, der er nødvendige for at opretholde deres rolle som herskende klasse. Derfor ønskede borgerskabet i størstedelen af Europa også at ty til fascisme for at knuse arbejderbevægelsen (Se Tyskland: baggrunden for fascismens sejr.). I dag er borgerskabets tiljubling af modstandskampen således ikke andet end et forsøg på at skjule egne forbrydelser under besættelsen.

Den måde borgerskabet i dag hylder modstandsbevægelsen på er altså helt igennem falsk og har absolut intet tilfælles med den beundring som arbejdere og unge ser på modstandsbevægelsen på.

Hvorfor marxister er imod sabotageaktionerne
Når marxister derfor går imod sabotageaktionerne skyldes det ikke at vi mener det er synd for de kapitalister, der fik deres virksomheder sprunget i luften. Tværtimod. Den regning vi ønsker at servere for dem, er alt for stor til at den kan blive betalt med industrisabotage og ødelagte fabrikshaller. Det skyldes heller ikke, at vi ønsker at distancere os fra tidligere frihedskæmpere i modstandsbevægelsen. Tværtimod. Vi anerkender et undertrykt folks ret til befrielseskamp og ser ligesom alle andre arbejdere og unge med begejstring og beundring på de titusinder af aktive i den danske modstandsbevægelse. Den massive sabotagebevægelse og organiseringen af det illegale modstandsapparat viser at der var kræfter og mod nok til at gennemføre mere end en revolution i Danmark. Desværre er det bare ikke altid nok at være modig eller have mange kræfter. En revolution kræver også timing, ledelse og ikke mindst aktiv deltagelse fra de arbejdende masser.

Netop den aktive deltagelse fra arbejderklassen var en af de største svagheder ved sabotageaktionerne. Arbejderklassen er den eneste progressive klasse i samfundet der er i stand til at kæmpe, ved at sætte magt bag sine ord gennem en strejke, fabriksbesættelse, demonstration eller åbent oprør. Igennem en strejke demonstreres klassens enorme styrke. En strejke giver arbejderne et fingerpeg om deres egen styrke, mens en sabotageaktion - uanset hvor meget sympati der er for den blandt folket - højst medfører et midlertidigt stop i produktionen.

Mere end 30 år før den tyske besættelse af Danmark forklarede Leon Trotskij i artiklen "Hvorfor marxister er imod individuel terrorisme" at:

"En strejke, selv af mindre størrelse, har sociale konsekvenser: den styrker arbejdernes selvtillid, styrker fagforeningen og medfører ikke sjældent en forbedring af produktionsteknologien. Mordet på en fabriksejer medfører kun politi-relaterede effekter, eller en ny fabriksejer, hvilket ikke har nogen social betydning."

Dette var også tilfældet under besættelsen. De første strejker i begyndelsen af 1943 og augustoprøret der førte til den danske regerings fald, var med til at vende den nedadgående realløn og gav arbejderne en enorm selvtillid og tro på egen styrke. Både augustoprøret og folkestrejken startede indirekte pga. at sabotagen medførte en øget grad af undertrykkelse. Begge gange lykkedes det at tvinge undtagelsestilstanden tilbage, men dette var ikke pga. sabotagen, men på trods af den.

Trotskij fortsætter:

"Om en terroristisk handling, selv en "succesfuld" en, kaster den herskende klasse ud i forvirring, afhænger af de konkrete politiske betingelser. I hvert tilfælde kan forvirringen kun blive kort; den kapitalistiske stat baserer ikke sig selv på regeringens ministre og kan ikke elimineres med dem. Klasserne, den tjener, vil altid finde nye folk; mekanismen forbliver intakt og fortsætter med at fungere."

Når man bruger begrebet terror i dag leder det automatisk tankerne hen på vandvittige massakrer på civile. Dette var dog ikke tilfældet i begyndelsen af det 20. århundrede. Narodnikkernes aktioner i Rusland blev af nogen set som progressive og "et skridt i den rigtige retning". Det er disse aktioners metode, som Trotskij kritiserer i sin artikel.

Under besættelsen i Danmark medførte sabotagen en del kvaler for regeringen, nazisterne og ikke mindst deres håndlangere inden for den danske industri. Men disse kvaler forhindrede hverken kapitalisterne i at score store krigsprofitter, ligesom de heller ikke fik afgørende indflydelse på krigens udvikling. Mekanismen forblev intakt og fortsatte med at fungere.

Hvad kæmpede sabotørerne for?
Der er mange mennesker, selv folk på venstrefløjen, der mener at modstandskampen kun kunne være en kamp imod nazismen. Men hvis det kun var en kamp imod nazismen, hvad var det så en kamp for? Nogen vil svare, at det var en kamp for tilbagevenden til det borgerlige demokrati, som man havde kendt det i 30'erne. Men nazismen udsprang jo netop af det borgerlige demokrati. Det borgerlige demokrati viste sig at være helt igennem hult. En teaterforestilling for at holde masserne for nar. Borgerskabet brugte nazismen til at smadre arbejderbevægelsen og dens organisationer, fordi det ikke var i stand til længere at opretholde deres rolle som herskende klasse inden for det borgerlige demokrati. Derfor tyede de til nazisme. Kun at kæmpe for tilbagevenden til borgerligt demokrati ville svare til at en brandmand bekæmpede en ildebrand uden at bekæmpe brandens kilde. Derfor giver det ikke meget mening udelukkende at kæmpe for at vende tilbage til det borgerlige demokrati.

Andre vil svare, at det først og fremmest var en national befrielseskamp, fordi Danmark var besat af et andet land. Dette er helt korrekt. Tyskerne havde besat Danmark og brugte de ondeste repressalier for at holde befolkningen i skak. Sabotageaktionerne var et middel der blev brugt af et undertrykt folk i kampen imod en militærmagt. Der er ingen tvivl om at sabotagen var 100% retfærdig. Men man kan ikke altid dømme aktioner ud fra om de er retfærdige eller ej. Det er først og fremmest hvilken rolle de spillede i klassekampen. Og selvom der har været mere end 10.000 aktive i den danske modstandsbevægelse, kan man ikke sige, at det spillede nogen progressiv rolle i klassekampen. I en national befrielseskamp er arbejderklassens afgørende rolle mindst lige så vigtig som under "normale omstændigheder". Hvis ikke arbejderne tager magten både herhjemme og i Tyskland, vil man ikke løse nogen problemer. I løbet af de næsten 60 år der er gået siden Danmarks befrielse, har det borgerlige demokrati ikke løst nogen problemer for masserne. Til gengæld har både Danske og Tyske kapitalister brugt "truslen fra nabolandende", som undskyldning for at effektivisere og skære ned, for ikke at "miste markedsandele i den internationale konkurrence". I dag har Tyskland den højeste arbejdsløshed siden 30'erne og i Danmark lukker man slagterier for at flytte produktionen til billig polsk arbejdskraft i Tyskland. Selvom Tyskland ikke længere har besat Danmark, må man spørge de arbejdsløse i Tyskland og de fyrede Danish Crown arbejdere, hvad "normale" omstændigheder under kapitalismen, har betydet for dem.


Individuel terrorisme igen
Hvis man ser på hvilken virkning sabotageaktionerne havde på modstanden mod tyskerne må man være ærlig og indrømme, at den ikke spillede nogen afgørende rolle for krigens udfald. Det var først og fremmest krigen på østfronten som førte til nazisternes fald i Tyskland. Om tyskerne havde modtaget de norske våbentransporter, der kørte gennem Danmark tidligere, havde næppe givet krigen på østfronten en anden udvikling. Omkring 800 fabrikker blev ramt af sabotage, pga. handel eller samarbejde med tyskerne, omkring 400 tyske militære installationer blev ramt og jernbanesprængninger forsinkede tyske transporttog omkring 2200 gange fra 1940-45.

Hvis sabotagen har forvirret den herskende klasse, må den have medført langt mere forvirring i arbejdernes selvopfattelse. Hvis det var tilstrækkeligt at springe jernbaner og fabrikker i luften, hvorfor så døje med klassekamp? Hvis sprængstoffer og stenguns er tilstrækkeligt for at bekæmpe fjenden, hvilket behov er der så for at organisere klassen? Hvis man kan skræmme nazisterne og det danske borgerskab med eksplosioner og sabotager, hvilket behov er der så for et parti? Hvorfor involvere masserne i kampen, når det ordner sig gennem en lille gruppe modige sabotører?

Trotskij skriver i sin artikel at:

"I vore øjne er individuel terror utilladeligt fordi det nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, overlader dem til deres magtesløshed og retter deres øjne mod en stor helt og befrier, der en dag vil komme og udføre missionen."

Nogen vil måske indvende at sabotagerne stod som et eksempel for masserne, der havde en stimulerende og opløftende effekt på dem og indbød til aktion fra deres egen side. Til det svarer Trotskij, at:

"Teoretiske overvejelser og politisk erfaring viser det modsatte. Des mere "effektive", terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati."

Selvom antallet af arbejdskonflikter voksede fra 7 til 91 fra 1942-43 og at der i 1944 var 62 arbejdskonflikter, var det kun augustoprøret og folkestrejken der var direkte rettet mod besættelsesmagten. Der kan være mange årsager til at arbejdskonflikterne tog til i styrke og der er ingen tvivl om at augustoprøret i 1943 gav en enorm selvtillid hos masserne.

De almindelige vilkår for arbejderne tvang dem til at gå ind og forsvare deres økonomiske levevilkår. I kampen mod den nazistiske besættelsesmagt, overlod man kampen til modstandsgrupperne.

Det er korrekt at arbejderne støttede op omkring sabotageaktionerne og modstandsbevægelsen. Det er også korrekt, at masserne trådte selvstændigt i aktion under både augustoprøret og under folkestrejken. Men det var først og fremmest fordi at sabotagen havde medført så stor undertrykkelse i kraft af militær undtagelsestilstand, at livet ville blive helt uudholdeligt for den almindelige arbejder, hvis ikke undtagelsestilstanden ophørte.
På den måde forblev den direkte modstandskamp et privilegium for et meget lille modigt mindretal, mens masserne var nogen der rykkede ind, når statsundertrykkelsen blev for stor.

DKP
At det udviklede sig på denne måde skyldes i høj grad DKP's taktik. På den ene side indikerede den individuelle terrorisme manglende tillid til masserne og på den anden side, var det arbejdermasserne der rykkede ind, når der for alvor skulle kæmpes, dvs. under augustoprøret og folkestrejken.

Hvis DKP havde været i stand til at organisere modstandsbevægelsen ud fra et klasseperspektiv, hvor sabotageaktionerne var et supplement til masseaktionerne, når arbejderne trådte i aktion, ville arbejderne have kunnet tage magten i dagene efter befrielsen.

Men DKP havde så meget fokus på sabotagen og den "samlede brede nationale modstandskamp", at da besættelsen endelig ophørte, spillede partiledelsen en decideret kontrarevolutionær rolle ved de kommende masseaktioner fra arbejderklassens side. Læs mere om den revolutionære storm der blæste ind over Danmark i de kommende numre af arbejderbevægelsens historie.