Her bringer vi en kortere artikel som giver et kort oprids af bevægelsen. Artiklen blev bragt første gang i bladet Socialisten, nr. 10, april-juni 1987, under titlen "Læren af Spanien".
Bølgen af skoleelevernes strejker og massedemonstrationer, der har rystet Spanien i de sidste to og en halv måned, udgør en milepæl i efterkrigstidens historie i Europa. Massemedierne uden for Spanien har været tavse om begivenhederne, og kun omtalt dem sporadisk. Vægten i de referater, der har været bragt, er lagt på voldelige episoder, der var sjældne.
Bevægelsen i Spanien var langt mere omfattende end de franske studenters strejker og demonstrationer, der var startet nogle uger før. Bevægelsen i Spanien blev imidlertid ledet af Marxisterne i Spanien, der fra starten i deres krav henvendte sig til arbejderklassen, og til sidst via en fælles aktion imellem skoleelever og arbejdere tvang regeringen til at trække nedskæringerne på uddannelsessystemet tilbage.
Den succes som herved var opnået ved en bevidst marxistisk ledelse af ungdommens bevægelse, og arbejdernes aktive deltagelse var så sprængfarlig en begivenhed, at den borgerlige dominerede verdenspresse valgte at fortie den. Nedenfor gør Alan Woods (støtter af Militant, marxisternes avis i Storbritannien) status over denne historiske kamp.
I den urolige periode fra 1975-77, der fulgte efter general Francos død, gennemlevede Spanien en førrevolutionær situation med generalstrejke på generalstrejke. Magten stod på dagsordenen. Men arbejdernes ledere, især lederne af ”kommunist”-partiet, som i den fase havde et afgørende flertal, afsporede bevægelsen, ved at give magten til tilbage til kapitalisterne og Juan Carlos ”demokratiske” kongedømme.
Forrædderiet førte til en periode af dybtgående desillusionering og modløshed. En hel generation droppede ud af politik. Socialistpartiets (PSOE) og Kommunistpartiets (PCE) ungdomsorganisationer blev decimeret af eksklusioner. De voksne partier blev reduceret til skygger af sig selv. Kommunistpartiet blev splittet i 4 fraktioner. Voksende arbejdsløshed og den klassesamarbejdspolitik, der førtes af lederne af de to største fagforeninger – den prosocialistiske UGT og den prokommunistiske CCOO – førte til et drastisk fald i fagforeningernes medlemstal. Kun 10% af arbejdsstyrken er i øjeblikket organiseret i fagforeningerne.
Thatcherisme
Valget af Philippe Gonzales’ socialistiske regering i 1982 med 10 millioner stemmer, markerede begyndelsen på en ny periode. Arbejderne stemte for en ”ændring”. Men PSOE’s ledelse, der havde ekskluderet marxisterne fra partiet, førte en højreorienteret politik, der viste sig at være næsten identisk med Thatchers politik i Storbritannien: en bølge af virksomhedslukninger og fyringer, brutale angreb på lønninger og levestandard, rå politiundertrykkelse og kampagnen om at forblive i NATO.
Der var strejker blandt stålarbejderne, skibsværftsarbejdere og inden for andre fag, men én efter én blev de besejret.
Efter PSOE’s anden valgsejr syntes Philippe Gonzales position uovervindelig. Spanien så for alle ud til at være et af de mest stabile lande i Vesteuropa. Med fagforeningernes tilsyneladende ”tæmmede” og ungdommen tilsyneladende sovende, besluttede højrefløjs-ministre at tiden var inde til at gå videre ad vejen med nedskæringer og besparelser. Ikke mærkeligt at Neil Kinnock (formand for Labour i Storbritannien) tog på pilgrimsrejse til Madrid for at knæle ved Philippe Gonzales fødder og finde råd for, hvorledes han skulle klare ”the Militants” (marxisterne i Labour) og vinde valget.
Så kom jordskælvet som ingen andre end Marxisterne havde forudset. Den 4. december 1986 gik 100.000 skoleelever, hovedsagelig fra arbejderklassen, på gaderne i Madrid og startede dermed en bevægelse, der skulle komme til at ændre Spaniens sociale og politiske landkort.
I starten forsøgte de kapitalistiske ”eksperter” at bortforklare massemobiliseringen af skoleelever, som blot og bare ”efterligner” af begivenhederne i Frankrig. Denne vurdering er overdreven. Bevægelsen i Spanien var ikke et spontant oprør, men resultatet af måneders lang agitation og propaganda, som var gennemført af støtterne af den Marxistiske tendens i Spanien, Jovenes Por el Socialismo (unge for socialisme), der som offentligt talerør har avisen Nuevo Claridad.
Så langt tilbage som i september og oktober havde de advaret om at en eksplosiv stemning var ved at udvikle sig blandt den spanske ungdom. Den 4. december var længe før begivenhederne i Frankrig blevet fastsat som dagen for generalstrejke på skolerne.
Kapitalisterne og deres højrefløjs socialistiske kammersjukker var overbeviste om at ungdommen var for passiv. De såkaldte ”venstreorienterede” partier – de forskellige ”kommunistpartier” og de sekteriske smågrupper – havde kun hån til overs for forslagene om en skolestrejke.
Marxisterne der et år tidligere havde dannet skoleelevernes fagforening (Sindicato de Estudiantes, SE), var tvunget til alene at kalde til strejke. Ingen andre grupper på ”venstrefløjen”, ville støtte den. Og faktisk gjorde de hvad de kunne for at sabotere den.
Men organisatorerne var overbeviste om succes. Men selv de mest optimistiske, havde kun ventet at 10-20.000 ville deltage. I begivenhedernes forløb blev de overvældede af demonstrationernes størrelse, ikke bare i Madrid, men i Barcelona, Sevilla og andre provinser. Men strejkerne og demonstrationerne den 4. december foregik kun i de provinser hvor den marxistiske tendens fandtes. Det var i omkring 16 på det tidspunkt.
Virkningen af bevægelsen var som af en tung sten kastet i en sø. Bølgerne nåede ud i hele landet og ned til den mindste landsby. Næste dag var pressen fuld af artikler om denne bevægelse, som så pludselig var brudt ud. Og alle spurgte: ”Hvem står bag”?
Sammensværgelse
For den tykpandede ”politi”-mentalitet er enhver bevægelse en ”sammensværgelse”. Men denne mobilisering af unge internationalt, er en afspejling af kapitalismens krise. Millioner af unge, der er berøvet en fremtid, føler instinktivt at samfundet er i en blindgyde. På et tidspunkt tilstod den spanske undervisningsminister Maraval, at dette ikke så meget var en bevidst bevægelse, med klare krav, som det var en ”sindstilstand” blandt ungdommen. ”og,” tilføjede han bedrøveligt, ”Det er svært at forhandle med en sindstilstand”.
I Spanien mødtes den ophobede frustration og vrede, der langsomt havde modnet sig i massernes sind, med en marxistisk ledelse, der var i stand til denne tavse fortvivlelse stemme. Det var en kombination der viste sig ikke at være til at bremse.
Imidlertidig var SE ikke forud for den 4. december og heller ikke et godt stykke tid efter, antalmæssig stærk. Men som Marx engang forklarede det, en ide bliver til en legemlig kraft, når den griber massernes bevidsthed. SE’s ideer, dens slogans, program og taktik slog en modtagelig streng an i sindene på hundrede af tusinde unge, vækket for første gang politisk til live.
At dette i sit væsen for alvor var en politisk bevægelse kan ikke for alvor drages i tvivl. Hvorfor ellers skulle millioner af unge fra arbejderklassen hvoraf de fleste ikke havde tænkt sig nogensinde at gå på universitetet, strejke og demonstrere for en kampagne der på sine bannere skrev: ”Arbejdernes børn på universitetet”? Maravel havde ret – ikke så meget en forening, mere en ”sindstilstand”. Og en sindstilstand, som erkender, at samfundet ikke med sin nuværende indretning tilbyder unge nogen fremtidog at de er nød til at udfordre selve det grundlag, som det hviler på.
Total strejke
Den anden én dags generalstrejke, som SE kaldte til den 17. december var til forskel fra den første, total over hele Spanien. To millioner skoleelever besvarede SE’s strejkeopfordring. Selv skolen for hærens underofficerer i Calatayud og det spanske sproginstitut i Lissabon deltog. Der var massedemonstrationer overalt i landet med over 100.000, der demonstrerede i Madrid.
Fra første færd talte den marxistiske ledelse for SE for, at skoleelevbevægelsen blev drejet henimod arbejderne. Der var blevet taget kontakt til UGT og CCOO med henblik på fælles aktion. I starten blev de mødt med ikke særlig varme svar. Ufortrødent fortsatte SE med at søge fælles front på alle niveauer.
I fire-dagsstrejken fra den 20.-23. januar kom der fra de menige arbejdere en opmuntrende reaktion. Havnearbejderne gik i 24-timers generalstrejke for deres egne krav, og inviterede skoleelevrepræsentanter med til deres massemøder og gav dem penge. Transportarbejderne i Zaragoza skaffede gratis busture for medlemmer af SE.
Vendepunkt
Nedskydningen af en 14-årig pige under den store demonstration i Madrid d. 23. januar, var vendepunktet i kampen. Opinions undersøgelser viste at 67% var enige med skoleeleverne og kun 13% vare enige med regeringen.
Pres nedefra på arbejdernes ledere var under opbygning. Skoleelevbevægelsen fungerede som en ”katalysator”, der var nok til at vække al arbejdernes opdæmmede utilfredshed.
UGTs leder Nicolas Redondo afbrød for første gang i mange år overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne og krævede en lønfremgang på 7% eller mere, mens regeringen kræver en grænse på 5%.
Synet af SE’s ledere, der afslog det første, tilsyneladende ”generøse” tilbud fra ministeren, må have inspireret millioner af spanske arbejdere, der var vant til at se deres ledere underskrive bedrøvelige lønaftaler.
Imidlertid var der på dette tidspunkt tegn på træthed blandt ungdommen. Men SE havde havde forkastet regeringens tilbud, så et nyt slag var uundgåeligt. Ville eleverne reagere? Skoleelevforsamlingerne i Madrid – de egentlige centre for stormen – stemte for strejkeaktioner, men ofte kun med små flertal.
I mange områder blev der indgået lokale aftaler. Pressen spillede på voldstemaet og ”hooliganisme” og fortiede al information om SE’s nye strejkeopfordring. Heri modtaog de uvurderlig hjælp fra sekternes Madrid ”Koordinerende kommité”, som kaldte til to uautoriserede demonstrationer på en uge – en udenfor parlamentet, den anden udenfor Moncloa (ministerpræsidentens bopæl). Dette var eventyrpolitik af værste karat. Alle skoleelever der mødte op, risikerede at få deres hjerneskal knust eller det der var værre. Der var ikke nogen organisering, ingen beskyttelsesvagter og heldigvis heller ingen skoleelever! Sølle 400 mødte op til den første og 1000 til den anden.
Arbejdernes aktioner
Aktionsugen fra d. 9-13. februar var det sidste ”puf”. Herefter ville det blive mere og mere vanskeligt at holde gang i bevægelsen. Men nøjagtig på dette tidspunkt gav SE’s strategi endelig bonus. Under pres fra de menige medlemmer, henvendte lederne af Arbejdernes befuldmægtigede (CCOO) sig til SE for at arrangere fælles demonstrationer med både arbejdere og skoleelever over alt i Spanien om aftenen den 11. Februar. De var fortsat undvigende med hensyn til strejkeaktioner. Men de tilbød fælles aktioner mellem skoleelever, lærere og landarbejdere, der for begge gruppers vedkommende var i kamp.
Den uge viste at alle betingelserne for en generalstrejke med deltagelse af alle spanske arbejdere var til stede, på trods af arbejdernes lederes skepsis.
Massegæring
Mandag kaldte UGT og CCOO til 48-timers generalstrejke for kulminearbejderne i Asturien. Kobberminearbejderne i Rio Tinto iværksatte en fire dages strejke. Lærerne i den private sektor strejkede i 3 dage. SEAT-bilarbejderne strejkede og demonstrerede sammen med skoleelevernes fagforening (SE). Renault arbejderne var ude. Det samme gjaldt havnearbejderne og en stor del af landarbejderne i Andalusien og Extremadura. Her oven i var der massegæring blandt den undertrykte arabiske minoritet i Den Spanske Nordafrikanske koloni, Melilla.
Kulminationen var to massive demonstrationer, der blev arrangeret af SE. Om onsdagen marcherede 150.000 skoleelever og arbejdere igennem Madrids gader . Andre fælles demonstrationer holdtes over hele Spanien. I løbet af 48 timer sammenkaldte SE til en ”March mod Madrid”, fredag den 13. februar, ved at få skoleelever fra hele Spanien transporteret til Madrid og kalde alle skoleelever i Madrid ud til støtte. 200.000 mødte op med flag fra alle regioner, for at marchere bag ved SE’s, den Marxistiske Tendens’, ”Unge For Socialisme”s, og Nuevo Claridad’s bannere. Marchdeltagerne var ført an af en ”motoriseret afdeling” bestående af 300 bude på motorcykler og i rækkerne deltog 3000 tillidsmænd fra CCOO.
Synet af en forenet aktion mellem arbejdere og skoleelever gjorde at regeringen blev grebet af panik. Dagen efter sendte SE en opfordring om ”at vende tilbage til klasseværelserne og afvente forhandlingsresultaterne”. Inden om sig selv var lederne klar over, at bevægelsen ikke kunne gå længere. Men var regeringen også klar over det?
I løbet af et par dage blev et nyt tilbud udarbejdet som virkeligt betød et historisk gennembrud. SE’s forhandlere insisterede på at der kun kunne blive tale om en ”betinget aftale”, der skulle være genstand for godkendelse af fagforeningens nationale delegerede og skoleelevernes forsamlinger. I det overvældende flertal af skoler blev aftalen accepteret med begejstring.
Dette betyder et kæmpe fremskridt, ikke bare for ungdommen, men for hele arbejderklassen. Umiddelbart efter underskrivelsen af aftalen udbrød der generalstrejke blandt minearbejderne i Asturia med fremkomst af barrikader i alle minebyerne. Der er rapporteret om kampe mellem politi og skibsværftsarbejdere i Cadiz.
Spanien går ind i en ny og stormfuld periode, der på mange punkter ligner 1930’erne. Men som også har vigtige forskelle. Arbejderklassen er mange gange stærkere og kapitalistklassen meget svagere. Men den afgørende forskel udgøres af den kendsgerning, at en sand Marxistisk Tendens for første gang i Spaniens historie har ledet en bevægelse med 3 millioner unge og ført den til sejr.
De skeptikere og kynikere der troede at den succes som Militants idéer har, kun var et ”britisk” fænomen har vist sig at være forkert. De marxistiske ideer kender ingen grænser. De er ved at finde en stadig bredere lydhørhed blandt arbejdere og unge i alle lande, fordi de alene forklarer grundene til kapitalismens krise og tilbyder et sandt alternativ. Ledelsen for alle de gamle arbejderklassepartier er forvirrede. De kan ikke forstå den nye periode som vi lever i og har ikke noget at tilbyde den nye generation.
Eksklusioner
Ligesom Neil Kinnock, troede Philippe Gonzales at han kunne ”løse” problemet ved masseeksklusioner af socialister fra PSOE for 10 år siden. Nu står hans ministre over for selv samme mennesker ved forhandlingsbordet og er tvunget til at anerkende dem som en magtfaktor, da det ”officielle” Unge Socialister, tømt for alle bortset fra bureaukater og karrieremagere, er en offentlig vittighed. Kun marxisme, i Storbritannien repræsenteret af Militant, i Spanien af Nuevo Claridad [I dag El Militante] og i Danmark af Socialisten [I dag Socialistisk Standpunkt], kan tilbyde arbejdere og unge en udvej.
(Billederne er fra forskellige demonstrationer arrangeret af SE i 90'erne og 2000'erne).
