Torsdag den 8. november. Dagen gryede over en by i vild ophidselse og forvirring, en hel nation i bølgegang under voldsomme stormstød. På overfladen var alt ro­ligt, hundredtusinder af mennesker var gået tidligt i seng, stod tidligt op og gik på arbejde. I Petrograd kørte sporvognene stadig, butikkerne og restauranterne var alene, teatrene spillede, en maleriudstilling skulle have fernisering ... Alle dagliglivets mangeartede gøremål, en vis trummerum fandtes selv i krigstid. Intet er så forunderligt som en samfundsorganismes vitalitet - hvordan den fungerer videre, skaffer sig mad og klæder og morer sig, med de værste farer lige foran sig .. .
Det svirrede af rygter om Kerenskij, som man sagde havde fået fronten med sig, således at han kunne føre en stor hær mod hovedstaden. Folkets Vilje offentlig­gjorde en dagsbefaling, han havde udstedt i Pskov.

»De uroligheder, der er forårsaget af bolsjevikkernes sinds­syge fremfærd, har bragt landet til afgrundens rand og kræ­ver, at hver af os præsterer den yderste viljeanspændelse, at hver af os viser mod og uselviskhed for at bestå den forfærde­lige prøvelse, som fædrelandet er underkastet .. .
Indtil der fremkommer meddelelse om sammensætningen af den nye regering - hvis en sådan dannes - må hver enkelt forblive på sin post og gøre sin pligt over for det blødende Rusland. Husk, at den ringeste indblanding i eksisterende hærorganisationer kan bringe uoprettelig skade ved at åbne fron­ten for fjenden. Derfor er det nødvendigt for enhver pris at opretholde troppernes moral ved at sørge for fuldstændig orden og bevare hæren fra nye rystelser og opretholde fuld­kommen tillid mellem officererne og deres undergivne. Jeg befaler alle chefer og kommissærer af hensyn til landets frelse at forblive på deres post, ligesom jeg selv bevarer posten som øverstkommanderende, indtil republikkens provisoriske rege­ring udtaler sin vilje ...«

Som svar dukkede følgende plakat op på murene:
»Fra sovjetternes landskongres.
Eks-ministrene Konovalov, Kisjkin, Terestjenko, Maljanto­vitj, Nikitin o. a. er blevet arresteret af den militære revolu­tionskomite. Kerenskij er flygtet. Alle hærorganisationer skal tage ethvert skridt til øjeblikkelig at arrestere Kerenskij og bringe ham til Petrograd. Enhver bistand til Kerenskij vil blive straffet som en alvorlig forbrydelse mod staten.»

Med alle bremser slået fra var den militære revolu­tionskomite i fart fremad, ordrer, appeller, dekreterl spredtes som fængende gnister omkring den...
Kornilov skulle bringes til Petrograd. De medlemmer af bøndernes jordkomiteer, der var fængslet af den pro­visoriske regering, skulle løslades. Døddsstraf i hæren blev afskaffet. Regeringstjenestemænd fik befaling til at fortsætte deres arbejde og truedes med svære straffe, hvis de afslog det. Plyndring, udskejelser og spekulation blev under dødsstraf forbudt. Midlertidige kommissærer blev udnævnt til forskellige ministerier: til udenrigs­ministeriet Uritskij og Trotskij, til indenrigs- og justits- Rykov, til arbejdsministeriet Sjljapnikov, til finans- Mensjinskij, til socialministeriet madame Kollontaj, til handel og trafik Rjazanov, til flåden matros Korbir, til post og telegraf Spiro, til teatre Muravjov, til statstryk­kerierne Gerbysjev, til Petrograd-dumaen 1øjtnant Ne­sterov, til nordfronten Pozern .. .
Til hæren: appel om oprettelse af militære revolu­tionskomiteer. Til jernbanefolkene: appel om oprethol­delse af ordenen, især ikke forhale fødevaretransporter til byerne og fronton ... Til gengæld fik de løfte om repræsentation i trafikministeriet.
”Kosakbrødre! (sagde en proklamation). I bliver drevet mod Petrograd. De ønsker at tvinge jer i kamp mod hovedstadens revolutionære arbejdere og soldater. Tro ikke et ord af, hvad vore fælles fjender, godsejerne og kapitalisterne, siger.
På vor kongres er alle bevidste arbejder-, soldater- og bonde-organisationer i Rusland repræsenteret. Kongressen øn­sker følgelig at byde de arbejdende kosakker velkommen i sin midte. Vore fjender er generalerne i godsejernes og Nikolaj den Grusommes terrorbander.
De fortæller jer, at sovjetterne vil konfiskere kosakkernes jord. Det er løgn. Det er kun jorden hos de store kosak-gods­ejere, revolutionen vil konfiskere og derpå give til folket.
Organiser sovjetter af kosakrepræsentanter! Slut jer til ar­bejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter!
Vis de sorte terrorgrupper, at I ikke er forrædere mod fol­ket, og at I ikke vil forbandes af hele det revolutionære Rus­land!
Kosakbrødre, udfør ikke nogen ordre, der kommer fra fol­kets fjender. Send jeres delegerede til Petrograd for at tale mod os ... Kosakkerne i Petrograds garnison har gjort sig fortjent ved at skuffe folkefjendernes forhåbninger .. .
Kosakbrødre! Sovjetternes landskongres rækker jer en bro­derhånd. Længe leve kosakkernes broderskab med soldaterne, arbejderne og bønderne i hele Rusland”


Fra den anden side kom en byge af proklamationer og løbesedler, der spredtes og klistredes op alle vegne, og aviser - alle skrålende og forbandende og spående ondt.
Nu f¢rtes kampen fra trykkerierne - alle andre våben var jo i sovjetternes hånd.
Først kom et opråb fra Komiteen til Landets og Re­volutionens Frelse, det blev udsendt pr. radio over Rus­land og Europa:
Til den russiske republiks borgere!
Imod de revolutionære massers vilje har bolsjevikkerne i Petrograd den 7. november på forbryderisk vis arresteret en del af den provisoriske regering, splittet Republikkens Råd og proklameret en ulovlig statsmagt. Denne voldsfærd imod det revolutionære Ruslands regering i et øjeblik, hvor landet er i den største fare udefra, er en ubeskrivelig forbrydelse mod fædrelandet.
Bolsjevikkernes oprør leverer et dødeligt slag mod del ra­tionale forsvar og udskyder den længselsfuldt ventede freds komme i det uvisse.
Borgerkrigen, som bolsjevikkerne har indledt, truer med at udlevere landet til anarkiets og kontrarevolutionens rædsler og at umuliggøre den Konstituerende Forsamling, som må stadfæste det republikanske styre og overdrage folket dets ret til jorden for bestandig.
Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse besidder kon­tinuiteten som den eneste lovlige statsmagt. Komiteen er dannet natten til den 7. november og har taget initiativ til at danne en ny provisorisk regering, som med støtte af demo­kratiets kræfter vil føre landet i tiden indtil den Konstitue­rende Forsamling og redde det fra anarki og kontrarevolution. Komiteen opfordrer jer, borgere, til ikke at anerkende volds­magten. Adlyd ikke dens ordrer!
Rejs jer til forsvar af landet og revolutionen!
Støt Frelse-komiteen!
Undertegnet af den Russiske Republiks Rad, Petrograds byduma, TsIK (den gamle fra 1. kongres), Bondesovjetternes landsledelse, og fra sovjetkongressen selv: frontgruppen, de socialrevolutionære, mensjevikkerne, folkesocialisterne, de for­enede socialdemokrater og gruppen Jedinstvo.


Så kom der plakater fra det socialrevolutionære parti, de mensjevikiske krigsfortsættere, og igen fra bonde­sovjetternes landsledelse, fra den centrale hærkomite, fra den centrale flådekomite.. .

Sulten vil knuse Petrograd (skreg de). De tyske hære vil trampe vor frihed i støvet. Terroristiske pogromer vil brede sig over Rusland, hvis vi ikke forener os, de bevidste arbej­dere, soldaterne, borgerne...
Tro ikke på bolsjevikkernes løfter! Løftet om øjeblikkelig fred er en løgn! Løftet: om brød er en snare! Løftet om jord en fabel!«

I den stil var de allesammen.

Kammerater! I er blevet bedraget på det mest gemene! Magterobringen er alene bolsjevikkernes værk... De skjulte deres komplot for de andre socialistiske partier i sovjetten...
I har faet løfter om jord og frihed, men kontrarevolutionen vil profitere af anarkiet, som bolsjevikkerne har forårsaget, og vil berøve jer jorden og friheden...«

Bladene var lige så voldsomme.

”Det er vor pligt (sagde Folkets Sag) at rive masken af disse forrædere mod arbejderklassen. Det er vor pligt at mobilisere tale vore kræfter og holde vagt for revolutionens sag!”
Izvestija, der for sidste gang repræsenterede den gamle TsIK, truede med skrækkelig gengældelse.

Hvad sovjetkongressen angår, erklærer vi højtideligt, at der ingen sovjetkongres har været! Vi bekræfter, at det kun drejede sig om en privat konference af den bolsjevikiske frak­tion! Og af den grund har de ingen ret til at afsætte den gamle TsIK ...«
Nyt Liv ønskede ganske vist en ny regering, der skulk forene alle socialistiske partier, men kritiserede alvor­ligt de socialrevolutionæres og mensjevikkernes udvan­dring fra kongressen og påpegede, at den bolsjevikiske opstand havde en meget klar betydning: at alle illusio­ner om koalition med bourgeoisiet fremefter ville være håbløse .. .
Arbejderens Vej (Rabotjij Putj) genopstod over dem alle som Sandheden, Pravda, Lenins blad, der var blevet forbudt i juli. Det dundrede tillidsfuldt:

”Arbejdere, soldater, Wilder! I marts slog I den adelige klikes tyranni til jorden. I går slog I det borgerlige gængs tyranni til jorden...
Den første opgave er nu at bevogte udgangsvejene til Pe­trograd.
Den anden er resolut at afvæbne de kontrarevolutionære elementer i Petrograd.
Den tredje er resolut at organisere den revo1utionære magt og at sørge for gennemførelsen af folkets program....”


De få liberalkonservative (kadettiske) blade, der var, udkom stadig, og bourgeoisiet indtog i almindelighed en vis ligeglad, ironisk holdning over for den hele historie, en slags foragtende ”vi sagde det jo over for de andre partier.” Indflydelsesrige konservative (kadetter) sås ofte i bydumaens nabolag og i nærheden af Komiteen til Fædrelandets og Revolutionens Frelse. Ellers for­holdt bourgeoisiet sig afventende - dets time måtte snart komme. At bolsjevikkerne kunne holde sig ved magten længere end tre dage, faldt ingen ind - und­tagen måske Lenin, Trotskij, Petrograds arbejdere og de mere enkelt tænkende soldater .. .
I den højloftede, amfiteaterbyggede Nikolaj-sal så jeg, den eftermiddag dumaen holde møde, stormende, sam­lende alle oppositionelle grupper om sig. Den gamle borgmester Schreider, majestætisk udseende med sit hvide hår og skæg, var ved at berette om sit besøg i Smolnyj aftenen før for at protestere på bystyrets vegne, ”Da dumaen er den eneste eksisterende lovlige regering” i byen og er valgt ved lige, direkte og hemmelig valgret, vil dumaen ikke anerkende den nye magt, havde han sagt til Trotskij. Og Trotskij havde svaret: »Det er der en forfatningsmæssig medicin for. Dumaen kan opløses og nyvælges...« Det vakte voldsom tumult.

»Hvis man vil anerkende en regering, der sidder på bajonetter«, fortsatte den gamle mand i sin beretning til dumaen, »godt, så har vi en, men jeg finder, at kun den regering er legitim, der er anerkendt af folket, af flertallet, og ikke en regering, der skyldes et mindretals magtmisbrug! « Vild applaus fra alle bænke undtagen bolsjevikkernes. Midt i den fornyede tumult meddelte borgmesteren, at bolsjevikkerne allerede gjorde vold mod byens selvstyre ved at udnævne kommissærer i mange magistratsafdelinger.
Den bolsjevikiske ordfører forsøgte at skaffe sig øren­lyd og råbte, at sovjetkongressens beslutning betød støtte fra hele Rusland til bolsjevikkernes aktion.
”I her!” råbte han, »I her er ikke de virkelige repræsentanter for folket i Petrograd!« Hy1: ”Fornærmelser! Fornærmelser! « Den gamle borgmester mindede ham med værdighed om, at dumaen var blevet valgt ved den friest mulige folkelige afstemning. ”Ja”, svarede han, men det skete for længe siden - ligesom TsIK - lige­som hærkomiteen.,
”Der har ikke været nogen ny sovjetkongres!” hylede man op til ham.
”Den bolsjevikiske fraktion nægter at blive længere i denne kontrarevolutionære rede...” Stort spektakel, ”...og vi forlanger nyvalg af dumaen...« Hvorpå bolsjevikkerne forlod salen, fulgt af råb som: ”Tyske agenter! Ned med forræderne!”
Sjingarjov, konservativ kadet, forlangte så, at alle kommunalansatte; som havde rettet sig efter kommis­særer fra den militære revolutionskomite, skulle afske­diges og anklages. Schreider sprang op og foreslog, at dumaen skulle protestere mod bolsjevikkernes opløsningstrussel og erklære, at den som lovlig repræsentant for befolkningen skulle afslå at forlade sin post.

Udenfor var Aleksander-salon stopfuld til Frelse­komiteens møde, og det var igen Skobelev, der talte. »Aldrig før har revolutionens skæbne været så truet; aldrig før har tanken på den russiske stats eksistens voldt så megen bekymring, aldrig før stillede historien så nøgent og kategorisk det spørgsmål, om Rusland skal være eller ikke være! Den store time, hvor revolutionen skal reddes, er kommet, og i bevidsthed derom vager vi over det nære sammenhold mellem det revolutionære demokratis levende kræfter, ved hvis organiserede vilje der allerede er skabt et centrum for landets og revolu­tionens frelse ... « Og meget af samme skuffe. ”Vi vil alle dø, hellere end at forlade var post!"

Midt under det voldsomme bifald blev det meddelt, at Jernbanefolkenes Forbund havde sluttet sig til Frelse­komiteen. Et øjeblik efter kom post- og telegraffunk­tionærerne ind og derpå nogle mensjevikiske interna­tionalister, stærkt hyldet. Jernbanefolkene sagde, at de ikke anerkendte bolsjevikkerne og havde taget hele jernbanevæsenet i deres egen hånd, idet de afslog at betro det til nogen ukaldet magt. Telegraffolkenes dele­gerede erklærede, at telegrafisterne kategorisk nægtede at røre apparaterne, så lange den bolsjevikiske kommis­sær var i lokalet. Postbudene ville ikke hente eller bringe post til Smolnyj ... Alle Smolnyjs telefoner var afskåret. Det vakte star morskab, da det fortaltes, at Ilritskij var gået til udenrigsministeriet for at forlange de hemmelige traktater udleveret, og hvordan Neratov havde sat ham på porten. Tjenestemændene i regerings­kontorerne var alle ved at nedlægge arbejdet.
Det var krig - krig, planlagt med overlæg, på russisk vis, krig med strejke og sabotage. Som vi sad der, læste dirigenten en liste med navne og hverv: den og den skulle opsøge ministerialkontorerne, en anden bankerne, en halv snes stykker skulle arbejde i kasernerne og overtale soldaterne til at forblive neutrale - ”Russiske soldater, udgyd ikke jeres brødres blod!” - en komite skulle rejse ud til konference med Kerenskij, andre blev sendt til provinsbyer for at oprette filialer af Frelse­komiteen og skabe kontakt mellem de anti-bolsjevikiske elementer.
Skaren var i højt humør. »De bolsjevikker vil diktere intelligensenl Vi skal vise dem noget andet! « ...

Intet kunne være mere slående end kontrasten mellem denne forsamling og sovjetkongressen. På kongressen var samlet store masser af afrakkede soldater, bitre arbejdere, bønder, fattigfolk, bøjede og arrede i den hårde kamp for tilværelsen. I forsamlingen her sad der mensjeviki­ske og socialrevolutionære ledere, folk som Avksentjev, Dan, Lieber, de tidligere socialistiske ministre, folk som Skobelev, Tjernov, side om side med konservative ka­detter som den olieglatte Sjatskij, den slanke Vinaver,
og journalister, studenter, intellektuelle fra næsten alle lejre. Denne duma-skare var godt i stand, godt klædt, jeg så kun et par proletarer iblandt dem ..

Friske nyheder - Kornilovs trofaste Tehiner-soldater havde slagtet hans vogtere ved Byhov, og han var und­sluppet. Kaledin var på march mod nord ... Moskvas sovjet havde oprettet en militær revolutionskomite og forhandlede med byens kommandant om arsenalet, så­ledes at arbejderne kunne blive bevæbnet.
Til disse kendsgerninger føjedes en forbavsende blan­ding af rygter, fordrejninger og rene løgne. F. eks. trak en intelligent ung konservativ, der havde været privat­sekretaer hos Miljukov og derefter hos Terestsjenko, os til side og fortalte os alt om Vinterpaladsets indtagelse.
”Bolsjevikkerne blev anført af tyske og østrigske of­ficerer”, påstod han.
”Virkelig?” sagde vi høfligt. »Hvor ved De det fra?«
”En af mine venner var der og så det.”
”Hvordan kunne han se, at de var tyske officerer?” '
”Jo, de bar tyske uniformer!”
Der var hundreder af den slags absurde historier, og de blev ikke alene i fuldt alvor trykt af de anti-bolsjevi­kiske blade, men også truet af de mest usandsynlige per­soner - socialrevolutionære og mensjevikker, der ellers altid havde været meget omhyggelige med kendsger­ninger...
Mere alvorlige var imidlertid historierne om bolsje­vikisk vold og terrorisme. Det blev f. eks. sagt og trykt, at de røde garder ikke alene havde plyndret Vinter­paladset, men at de også havde massakreret officers­eleverne efter at have afvæbnet dem og med koldt blod havde dræbt nogle af ministrene, og hvad kvindesolda­terne angik, var de fleste af dem blevet voldtaget, og mange havde begået selvmord på grund af den tortur, de havde gennemgået ... Alle disse historier blev slugt med hud og hår af skaren i dumaen. Og næsten værre var, at mødre og fædre til officerse leverne og kvinderne læste disse grufulde detaljer, der ofte var bilagt med en navneliste, og ved aftenstid var dumaen belejret af fortvivlede borgere...

Et typisk eksempel var fyrst Tumanov, hvis lig ifølge bladmeddelelser var blevet fundet drivende i Mojka­kanalen. Nogle få timer senere blev det dementeret af fyrstens familie, som tilføjede, at fyrsten var under ar­rest, og derpå identificerede pressen den døde mand som general Demisov. Da også generalen dukkede lyslevende op, foretog vi en undersøgelse, og vi fandt overhovedet intet spor af, at noget lig var fundet .. .
Da vi forlod duma-bygningen, var to spejderdrenge ved at fordele 1øbesedler til den enorme skare, der blo­kerede Nevskij-boulevarden foran døren - en skare sammensat næsten udelukkende af forretningsfolk, butikshandlende, kuske og kontorfolk. En af 1øbesedlerne lød:

'Fra by-dumaen.
I betragtning af dagens begivenheder har by-dumaen på sit møde den 26. oktober (7. november efter ny tidsregning) dekreteret: Privatboliger er ukrænkelige. Gennem huskomi­teerne opfordrer den befolkningen i Petrograd til energisk at afvise alle forsøg på med magt at trænge ind i privatlejlig­heder, om fornødent at gøre brug af våben, af hensyn til bor­gernes selvforsvar.


Oppe på hjørnet af Litejnyj-boulevarden havde fem-­seks rødgarder og et par matroser omringet en avis­mand og forlangte, at han skulle aflevere sine eksempla­rer af det mensjevikiske Arbejderbladet. Han råbte vredt og fægtede med armene, da en af matroserne rev bladene bort fra hans stand. En ildevarslende klynge havde samlet sig om dem og skældte ud. En Lille arbej­der blev stædigt ved at forklare de omkringstående og avismanden, ”at den har trykt Kerenskijs proklamation”.
”Den siger, at vi har slået russere ihjel. Den vil have blodbad...”

Smolnyj var om muligt mere ladet med spænding end nogen sinde. De samme hastende mænd i mørke korri­dorer, troppe af arbejdere med rifler, ledere med stop-
fulde dokumentmapper, diskuterende, forklarende, ud­delende ordrer, mens de skyndte sig af sted, omgivet af venner og medhjælpere. Mænd bogstavelig talt ude af sig selv, levende monstrer af søvnløshed og slid - mænd ubarberede, uvaskede, med brændende øjne, mænd, som pressede sig frem mod deres fastsatte mål med nervernes maskineri gående på højeste gear. Der var så meget at udrette, så alt for meget!

Tage rege­ringsmagten, organisere byen, holde garnisonen i loyal stemning, bekæmpe dumaen og Frelse-komiteen, holde tyskerne borte, forberede sig på kamp mod Kerenskij, informere provinserne om, hvad der var sket, propa­gandere fra Arkangelsk til Vladivostok... Alt imens regerings- og kommunaltjenestemænd afslog at adlyde deres kommissærer, post og telegraf afslog at skaffe dem forbindelser, jernbanerne lagde det døve øre til deres appeller om vognmateriel. Kerenskij var måske ved at komme, garnisonen var ikke helt at lide på, kosakkerne ventede på at gå til aktion ... Modstanderen var ikke alene det organiserede bourgeoisi, men alle de andre socialistiske partier undtagen de venstre-socialrevolu­tionære, nogle få mensjevikiske internationalister og de socialdemokratiske internationalister, og heller ikke de var vis på, om de skulle gå med eller lade være. Som medkæmpere var der, det er sandt, arbejderne og sol­datermasserne - bønderne var en ubekendt størrelse - men nar alt kom til alt var bolsjevikkerne en politisk gruppe uden overflod på erfarne og uddannede folk...

Rjazanov var på vej op ad fortrappen og forklarede i en slags galgenhumoristisk stemning, at han, handels­kommissæren, ikke kendte noget som helst til handel. I kantinen længere oppe ad trappen sad en mand alene i et hjørne i en fareskindskappe og tøj, som var - jeg ville sige: »sovet til«, men naturligvis havde han ikke haft tid at sove - og et tre dage gammelt skæg. Han regnede ivrigt på en snavset konvolut og bed af og til i sin blyant. Det var Mensjinskij, finanskommissæren, hvis kvalifikationer var, at han engang havde været kontorist i en fransk bank... Og de fire mænd, der småløb gennem hallen fra den militære revolutions­komites kontor og skrev på, små lapper i forbifarten, de var kommissærer, der skulle ud til Ruslands fire hjørner for at informere, overbevise eller kæmpe med de argumenter eller våben, der var forhånden.
Kongressen skulle holde møde kl. et, og den store mødesal havde længe været fyldt, men ved syv-tiden var der endnu ikke kommet nogen for at præsidere. Bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære holdt møde hver for sig. Hele eftermiddagen igennem havde Lenin og Trotskij kæmpet imod forslag om kompromis. En betydelig del af bolsjevikkerne var stemt for at give indrømmelser så vidt, at der kunne dannes en altom­fattende socialistisk regering. ”Vi kan ikke bevare grebet”, råbte de. »Der er for meget imod os. Vi har ikke folkene. Vi vil blive isoleret, og det hele vil falde sammen”. Sådan sagde Kaznenev, Rjazanov og andre.
Men Lenin, med Trotskij ved siden af sig, stod fast som en klippe. »Lad kompromismagerne acceptere vort program, så kan de komme med! Vi vil ikke vige en tomme. Hvis der er kammerater her, som ikke har mod eller vilje til at turde, hvad vi tør, så lad dem gå sam­men med resten af kujoner og forsonere! Med arbejder­ne og soldaterne bag os vil vi fortsætte.”
Fem minutter over syv kom der besked fra de ven­stre-socialrevolutionære om, at de ville forblive i den militære revolutionskomite.
”Der kan I se”, sagde Lenin. ”De følger os”.

Lidt senere, mens vi sad ved pressebordet i den store sal, var der en anarkist, korrespondent til borgerlige blade, der foreslog mig, at vi skulle ga ud for at finde ud af, hvad der var blevet af kongressens præsidium. Der var ingen i TsIKs kontor, heller ikke i Petrograd­sovjettens kontor. Vi vandrede fra rum til rum i det vældige Smolnyj. Ingen syntes at have den ringeste anelse om, hvor man kunne finde kongressens styrende organ. Mens vi gk, beskrev min ledsager sin tidligere revolutionære virksomhed, sin lange og bekvemme landflygtighed i Frankrig... Bolsjevikkerne, betroede han mig, var banale, grove og uvidende personer uden æstetisk følsomhed. Han var et rigtigt eksemplar af den russiske intelligens ... Sluttelig kom han til rum 17, den militære revolutionskomites kontor, og stod der midt i den hæsblæsende kommen og gåen. Døren gik op, og ud skød en lavstammet, fladansigtet mand i en uniform uden insignier, med antydninger af et smil - et smil som man et øjeblik efter opdagede var en stivnet grimasse, der skyldtes komplet udmattelse. Det var Krylenko.
Min ven, en smart udseende ung mand, kom med et udbrud af fornøjethed og tog nogle skridt fremad.
”Nikolaj Vasi1jevitja”, sagde han og rakte hånden frem. ”Kender du mig ikke, kammerat? Vi sad i fængsel sammen”.
Krylenko anstrengte sig åbenbart for at få samling på tanker og syn. ”Javist”, svarede han endelig og så op og ned ad den anden med et udtryk af stor venlighed. ”Du er S-. God dag!” De kyssede hinanden på russisk vis. ”Hvad laver du i alt dette her?” Han pegede rundt om sig.
»Ah, jeg ser bare til ... Du har nok held med dig.«
»Ja,« svarede Krylenko, med et stædigt udtryk, »den proletariske revolution er en stor sejr.« Han lo. ”Måske, måske vil vi også mødes i fængsel igen!”
Da vi kom ud i korridoren igen, fortsatte min ven med sine forklaringer. »I ser, jeg er tilhænger af Kro­potkin. For os er revolutionen en stor fiasko, den har ikke vakt massernes patriotisme. Naturligvis beviser det kun, at folket ikke er modent til revolution....”
Klokken var netop 8,40, da en torden af hurraråb forkyndte, at præsidiet kom ind - med Lenin, den store Lenin, iblandt sig. En lavstammet figur med et stort hoved på en kort hals, skaldet og kuplet. Små øjne, kort næse, en bred og venlig mund og en kraftig hage, i øjeblikket barberet, men allerede med synlig begyndelse til det overskæg, han var kendt for i fortid og fremtid. Tøjet sad dårligt, bukserne var alt for lange. For lidt repræsentativ til at blive en folkemasses afgud var han elsket og tilbedt som måske få ledere i histo­rien har været det. En mærkelig folkefører - en leder alene ved sin forstand: farveløs, uden vittigheder, uden kompromisser, uden fordomme, uden maleriske mærkværdigheder - men med kraft til at forklare dybe ideer med enkle ord, til at analysere en konkret situa­tion. Og i forening med kløgt den største intellektuelle dristighed.
Kamenev var ved at oplæse en beretning om den mi­litære revolutionskomites virksomhed, afskaffelse af dødsstraf i hæren, genoprettelse af fri ret til propagan­da, løsladelse af officerer og soldater, der var arresteret for politiske forbrydelser, ordrer til at arrestere Keren­skij og konfiskation af fødevarelagre i private lager­bygninger ... Vældigt bifald.

På ny talte en repræsentant for den jødiske gruppe ”Bund”. Bolsjevikkernes stive holdning ville fibre til revolutionens nederlag, derfor måtte Bunds delegerede opgive at blive i kongressen længere.
Råb fra tilhørerne: ”Vi troede, I var gaet i aftes? Hvor mange gange til vil I udvandre? ”
Så talte en repræsentant for de mensjevikiske inter­nationalister. ”Hyl: Hvad for noget? Er I her endnu?” Taleren forklarede, at kun en del af de mensjevikiske internationalister havde forladt kongressen, resten ville blive...
»Vi anser det for farligt og maske dræbende for re­volutionen, hvis magten lægges i sovjetternes hånd. ” - afbrydelser - ”men vi føler, at det er vor pligt at blive på kongressen og stemme imod her! ”

Andre talere fulgte, øjensynlig planløst. En delegeret fra minearbejderne i Donetzbækkenet opfordrede kon­gressen til at træffe foranstaltninger mod Kaledin, som kunne afskære hovedstaden fra kul og fødemidler. Adskillige soldater var lige kommet fra fronten og bragte begejstrede hilsener fra deres regimenter... Nu stod Lenin på talerstolen og greb med hånden om dens kant, hans små gnistrende øjne vandrede ud over skaren, mens han stod og ventede, tilsyneladende heft ligegyldig over for den lange, rullende ovation, der varede flere minutter. Da den var endt, sagde han blot: »Vi vil nu tage fat på at opbygge det socialistiske samfund!« På ny dette overvældende menneskelige bifaldsbrøl.
»Det første er vedtagelsen af. Praktiske skridt til at opnå fred. Vi vil foreslå alle krigsførende nationer og deres regeringer fred - en sadan fred må efter rege­ringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden annek­sioner, uden voldelig indlemmelse af fremmede natio­naliteter og uden erstatningsbetalinger. Samtidig vil vi holde vort 1øfte og opsige og offentliggøre de hemmelige traktater... Spørgsmålet om krig og fred er så klart, at jeg tror, at jeg uden indledning kan oplæse udkastet til en proklamation til folkene i alle krigsførende lande.«
Hans brede mund syntes at smile, den åbnedes vidt, når han talte, hans røst var hæs - ikke ubehageligt hæs, men med en vis hærdning efter års taler og atter taler - og han: fortsatte monotone, han kunne fortsætte i det uendelige ... Ville han understrege noget, bøjede han sig let fremover. Ingen gestus. Og foran ham - tusind enkle ansigter stirrende i spændt beundring:

Til folkene og regeringerne i alle krigsførende nationer!
Arbejder- og bonderegeringen, der er skabt af revolutio­nen den 24.-25. oktober og støtter sig til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, foreslår alle krigsførende nationer og deres regeringer ufortøvet at påbegynde forhandlinger om en retfærdig demokratisk fred.
En retfærdig eller demokratisk fred, som det overvældende flertal af de af krigen udmattede, pinte og plagede arbejdere og arbejdende klasser i alle de krigsførende lande tørster efter - en fred, som de russiske arbejdere og bønder på den allerskarpeste og udtrykkeligste made har krævet efter om­styrtelsen af det tsaristiske monarki - en sådan fred må efter regeringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden anneksioner (d.v.s. uden erobring af fremmed territorium, uden voldelig indlemmelse af fremmede nationaliteter) og uden erstatningsbetalinger.
Ruslands regering foreslår alle krigsførende nationer ufor­tøvet at slutte en sådan fred og erklærer sig rede til uden mindste tøven med det samme at foretage altafgørende skridt, indtil alle betingelser for en sådan fred definitivt er bekræftet af alle nationers befuldmægtigede folkerepræsen­tationer.
Ved anneksioner eller erobring af fremmed territorium forstår regeringen i overensstemmelse med demokratiets rets­opfattelse i almindelighed og de arbejdende klassers retsop­fattelse i særdeleshed enhver indlemmelse af en lille eller svag nationalitet i en stor eller stærk stat, uden at denne nationa­litet tydeligt, klart og frivilligt har givet udtryk for sit sam­tykke hertil og sit ønske herom, uden hensyn til, hvornår den­ne voldelige indlemmelse er sket, og ligeledes uden hensyn til, hvor udviklet eller tilbagestående den nation er, der med magt er blevet indlemmet eller med magt holdes indenfor en given stats grænser. Endelig uden hensyn til, om denne na­tion lever i Europa eller i fjerne oversøiske lande.
Hvis en eller anden nation med magt holdes indenfor en given stats grænser, hvis den, til trods for at have udtrykt ønske herom' - ligegyldigt om dette ønske er kommet til udtryk i pressen, i folkeforsamlinger, i partibeslutninger eller i forbitrelse og oprør mod det nationale åg ikke får ret til uden mindste tvang at træffe beslutning om formerne for sin statslige eksistens ved fri afstemning og under fuldstændig tilbagetrækning af den indlemmende eller overhovedet stærkere nations trapper, da er denne nations indlemmelse en anneksion, dvs. erobring og vold.
Regeringen anser det for en kæmpeforbrydelse mod men­neskeheden at fortsætte denne krig for at afgøre, hvorledes de stærke og store nationer skal fordele de af dem under­trykte svage nationaliteter mellem sig, og erklærer højtide­ligt, at den er villig til øjeblikkeligt at underskrive fredsbe­tingelser, der standser denne krig på de angivne vilkår, der er lige retfærdige for alle nationaliteter uden undtagelse.
Samtidig erklærer regeringen, at den aldeles ikke betragter ovenstående fredsbetingelser som ultimative, dvs. den går ind på også at overveje alle mulige andre fredsbetingelser og står kun fast ved, at de skal foreslås så hurtigt som muligt af et­hvert krigsførende land, og at fredsbetingelserne skal frem­sættes med største tydelighed, under ubetinget udelukkelse af enhver form for tvetydighed og hemmeligt diplomati.
Regeringen afskaffer det hemmelige diplomati, idet den for
sit vedkommende giver udtryk for den faste hensigt at føre alle forhandlinger fuldstændig åbenlyst for hele folket og ufortøvet påbegynde en fuldstændig offentliggørelse af de hemmelige traktater, der er blevet godkendt eller afsluttet af godsejernes og kapitalisternes regering fra februar til 25. oktober 1917. Regeringen erklærer hele indholdet af disse hemmelige traktater for ubetinget og øjeblikkelig ophævet, for så vidt de, som det for det meste er tilfæ1det, går ud på at skaffe de russiske godsejere og kapitalister fordele og pri­vilegier og at opretholde eller forøge storrussernes an­neksioner.
Idet regeringen henvender sig til alle landets regeringer og folk med forslag om øjeblikkelig at indlede offentlige freds­forhandlinger, erklærer den sig for sit vedkommende rede til at føre disse forhandlinger såvel skriftligt, telegrafisk, som gennem forhandlinger mellem repræsentanter for de forskel­lige lande eller på en konference af sådanne repræsentanter. For at lette sådanne forhandlinger udnævner regeringen sin befuldmægtigede repræsentant i de neutrale lande.
Regeringen foreslår alle krigsførende landes regeringer og folk at afslutte en øjeblikkelig våbenstilstand, idet den for sit vedkommende anser det for ønskeligt, at denne våbenstil­stand afsluttes for mindst tre måneder, dvs. et tidsrum, der fuldt ud vil gøre det muligt bade at afslutte fredsforhandlin­gerne med deltagelse af repræsentanter for alle nationaliteter eller nationer uden undtagelse, hvad enten de er inddraget i krigen eller tvunget til at deltage i den, og at indkalde be­fuldmægtigede folkerepræsentationer i alle lande til endelig godkendelse af fredsbetingelserne.
Idet Ruslands provisoriske arbejder- og bonderegering ret­ter dette fredsforslag til alle de krigsførende landes regerin­ger og folk, henvender den sig i særdeleshed til de klassebe­vidste arbejdere i menneskehedens tre mest fremskredne na­tioner og større stater, der deltager i den nuværende krig: England, Frankrig og Tyskland. Arbejderne i disse lande har gjort fremskridtets og socialismens sag de største tjenester: store forbilleder som chartistbevægelsen i England, en række revolutioner af verdenshistorisk betydning, som det franske proletariat har gennemført, og endelig den heltemodige kamp mod undtagelsesloven i Tyskland og det langvarige, hårdnak­kede, disciplinerede arbejde for at skabe Tysklands proleta­riske masseorganisationer, et arbejde, der er et eksempel for arbejderne i hele verden. Alle disse forbilleder på proletarisk heltemod og historisk skaberkraft er os en garanti for, at arbejderne i de nævnte lande vil forstå de opgaver, der nu påhviler dem - at befri menneskeheden fra krigens rædsler og dens følger; thi disse arbejdere vil med deres alsidige, be­slutsomme og opofrende energiske virksomhed hjælpe os med at føre fredens sag til sejr og med at befri de arbejdende og udbyttede befolkningsmasser for alt slaveri og al udbytning.

Da bifaldsstormen var døet hen, talte Lenin på ny:

Vi foreslår kongressen at ratificere denne deklara­tion. Vi henvender os både til regeringerne og folkene. Vi kan ikke ignorere regeringerne, thi så forhales den mulige fredsslutning. Fredsbetingelserne som opstilles under en våbenstilstand, vil komme til debat i den Kon­stituerende Forsamling. Vi foreslår en våbenstilstand på tre måneder, men forkaster heller ikke et kortere tids­rum, for at den udmattede hær i det mindste kan puste ud i nogen tid, og desuden er det nødvendigt at indkalde folkeforsamlinger i alle kulturlande for at drøfte betingelserne. Regeringer og bourgeoisi vil gøre sig alle mulige anstrengelser for at slutte sig sammen og druk­ne arbejder- og bonderevolutionen i blod. Men vi håber, at der snart vil udbryde revolution i alle krigsførende lande, det er grunden til, at vi især henvender os til arbejderne i Frankrig, England og Tyskland ... Revolutionen den 6. og 7. november«, sluttede han, har indledt den sociale revolutions æra ... Arbejder­bevægelsen vil få overtaget og bane vej for freden og socialismen.«

Der var noget roligt og stærkt i alt dette, som rørte menneskenes Sind. Det var let at forstå, hvorfor folk troede på Lenin, når han talte ...
Det blev ved håndsoprækning hurtigt vedtaget, at kun en repræsentant for hver politisk gruppe skulle tale om forslaget, og at talerne fik hver femten minut­ter.
Først kom Karelin fra de venstre-socialrevolutionære. ”Hvor gruppe har ikke haft lejlighed til at fremsætte ændringsforslag til proklamationens tekst, det er et pri­vat dokument fra bolsjevikkerne. Men vi vil stemme for det, fordi vi billiger dets ånd ...”

For de socialdemokratiske internationalister talte Kramarov, en høj, ludende mand, nærsynet - han skulle få en vis berømmelse som oppositionens klovn. ”Kun en regering sammensat af alle socialistiske par-tier, sagde han, kunne have autoritet til at tage et så vigtigt skridt. Hvis en socialistisk koalition blev dannet, ville hans gruppe støtte hele programmet, hvis ikke, ville man kun støtte en del af det. Hvad proklamationen angik var internationalisterne ganske enige i dets hovedpunkter …

Taler fulgte efter taler, under stigende begejstring. Ukrainske socialdemokrati, støtte. Litauiske socialde­mokrati, støtte, Folkesocialisterne, støtte. Polske social­demokrati, støtte - men ville foretrække en socialistisk koalition. Lettiske socialdemokrati, støtte ... En gnist var tændt i disse mænd. En talte om den ”kommende verdensrevolution, i hvilken vi er avantgarden”, en anden om ”broderskabets nye æra, hvor alle nationer vil blive en stor familie”.

En individuel taler forlangte ordet. ”Der er en modsigelse her«, sagde han. Først tilbyder I fred uden anneksioner og skadeserstatninger, og så siger I, at I vil overveje alle fredstilbud. At over­veje betyder at gå ind på ...«
Lenin sprang op. ”Vi ønsker en retfærdig fred, men vi er ikke bange for en revolutionær krig ... Sandsyn­ligvis vil de imperialistiske regeringer ikke besvare vor appel - men vi vil ikke udstede et ultimatum, som let kan besvares med et nej ... Hvis det tyske proletariat indser, at vi er rede til at overveje alle fredstilbud, vil det måske være den sidste dråbe, der får bægeret til at flyde over - og revolution vil udbryde i Tyskland ... «
”Vi er villige til at undersøge alle fredsbetingelser, men det betyder ikke, at vi ubetinget accepterer dem.. . For nogle af vore betingelser vil vi slås til det yderste - men for andre vil vi maske finde det umuligt at fortsætte krigen ... først og fremmest ønsker vi at få ende på krigen.«

Klokken var 10,35, da Kamenev bad alle tilhængere i proklamationen om at stemme for den med deres mandatkort. En delegeret rakte hånden op imod, men de omgående skarpe mishagsytringer omkring ham fik ham til at tage hånden ned i en fart ... Enstemmigt vedtaget.
Med eet fandt vi efter fælles indskydelse os selv stå­ende, syngende Internationale med stigende kraft. En gammel gråsprængt soldat hulkede som et barn. Aleksandra Kollontaj viskede hurtigt en tåre bort. De vældige toner rullede gennem salen og hørtes langt bore. »Krigen er slut! Krigen er slut! t< sagde en ung ar­bejder nær ved mig med strålende ansigt. Og da san­gen var endt, og vi stod der i en genert stilhed, råbte en bagest i salen: »Kammerater! Lad os mindes dem, der døde for friheden!” Så begyndte vi at synge sørge­marchen, den langsomme, melankolske og dog sejrs­visse hymne, så russisk og bevægende. Internationale var trods alt en udenlandsk melodi. Sørgemarchen fore­kom at være selve sjælen i disse mørke masser, hvis delegerede sad i sovjettens sal og ud fra dunkle visio­ner begyndte at bygge et nyt Rusland - og måske mere end det.
Som ofre I segned’ i klassernes strid,
I ofrede livet for folket,
det folk, som I elsked i hellig id,
hvis længsel mod frihed i tolked'.
I fængslernes mørke på bødlernes bud
I bar jeres lidelser mandigt ...
Tyrannerne fester i borg og palæ,
af rædsel og angst er de grebne,
thi nu taler folket, de knuged' i knæ:
”På væggen står skrevet jer skæbne!”
Der kommer en tid, da vor klasse blir vakt,
mod friheden fremad vi stræber ...
Det var for dette, martyrerne fra martskampene lå i deres kolde brodergrave på Marsmarken, det var for dette, tusinder og titusinder var døde i fængsler, i land­flygtighed, i sibiriske miner. Det var ikke kommet, som de havde ventet det ville komme, eller som de intel­lektuelle ønskede det, men det var kommet - groft, stærkt, utålmodigt over for formler, med foragt for sen­timentalitet, reelt ...
Lenin stod nu og læste dekretet om jorden:
Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkelig uden nogen erstatning.
Godsejernes godser, såvel som al tsarfamiliens, klostre­nes og kirkernes jord med alt levende og dødt inventar, byg­ninger og alt tilbehør stilles indtil den konstituerende forsam­lings sammentræden til rådighed for jordkomiteerne i land­distrikterne og bonderepræsentanternes kredssovjetter.
Enhver beskadigelse af den konfiskerede ejendom, der fra nu af tilhører hele folket, erklæres for en alvorlig for­brydelse, der straffes af revolutionsdomstolen. Bonderepræ­sentanternes kredssovjetter træffer alle nødvendige forholds­regler til at opretholde den strengeste orden ved konfiskatio­nen af godsejernes godser, at fastsætte, hvilken jord der skal konfiskeres og i hvilket omfang, at opstille en nøjagtig liste over al den ejendom, der skal konfiskeres, og gennemføre den strengeste revolutionære bevogtning af hele bedriften med alle bygninger, redskaber, kvæg, varelagre osv., der overgår til folket.
Som retningslinje ved gennemførelsen af de store jord­reformer - indtil deres endelige afgørelse i den Konstitueren­de Forsamling - skal følgende bondeinstruktion tjene, der er sammenstillet på grundlag af 242 lokale bondeinstruktioner af redaktionen af ”Meddelelser fra Bonderepræsentanternes alrussiske Sovjet og offentliggjort i nummer 88 af disse Med­delelser« (Petrograd, nr. 88, 19. august 1917).
Jord, der tilhører bønder og kosakker, som tjener i hæren, skal ikke konfiskeres.
”Dette er ikke”, forklarede Lenin, ”det udkast, den tidligere minister Tjernov lavede, han talte om at »ska­be en ramme« og forsøgte at fastsætte reformer ovenfra. Fra neden, på stedet, der er det, spørgsmålet om jordens fordeling vil ske. Den jordlod, hver bonde får, vil va­riere efter stedet ... Under den provisoriske regering nægtede godsejerne blankt at rette sig efter jordkomi­teernes ordrer - de jordkomiteer, der var foreslået af fyrst Lvov, realiseret af Sjingarjov og administreret af Kerenskij ! ”

Før debatten kunne begynde, masede en mand sig med voldsomhed gennem skaren i sidegangen og entrede op på tribunen. Det var Pjanih, medlem af bondesovjet­ternes landsledelse, og han var rasende.
»Landsledelsen for de alrussiske sovjetter af bonde­repræsentanter protesterer mod arrestationen af vore kammerater, ministrene Salaskin og Maslov!”, slyngede han bittert ud imod forsamlingen, ”vi forlanger dem 1øs­ladt med det samme! De sidder nu i Peter-Pauls-fæst­ningen. Vi må have det gjort straks. Der er ikke et øje­blik at spilde!
Så kom en anden, en soldat med uredt slag og flam­mende øjne. »I sidder her og taler om at give jorden til bønderne, og I begår en handling, som er tyranner og voldsmænd værdige, imod bøndernes valgte repræsen­tanter! ”Jeg siger jer” - han 1¢ftede sin mave - »hvis der krummes et hår på deres hoved, vil revolten mod jer komme over jeres eget hoved!« Forsamlingen rørte usikkert på sig.

Da rejste Trotskij sig, rolig og giftig, magtbevidst, hilst med et brøl. »I går vedtog den militære revolu­tionskomite at løslade de socialrevolutionære og men­sjevikiske ministre, Maslov, Salaskin, Gvosdov og Mal­jantovitj - i princippet. At de stadig sidder i Peter-Paul, skyldes travlheden siden ... De vil imidlertid få husarrest i deres hjem, indtil vi har undersøgt deres medskyld i Kerenskijs forræderiske handlinger under Kornilovs kupforsøg!
”Aldrig”, skreg Pjanih, ”aldrig i nogen revolution er der sket ting som dem, vi oplever her!”
”De tager fejl”, svarede Trotskij. ”Sådanne ting har man oplevet også i de tidligere måneder af denne revo­lution. Hundreder af vore kammerater blev arresteret i juli-dagene... Da kammerat Kollontaj blev 1øsladt, ef­ter krav fra 1ægen, anbragte Avksentjev foran hendes indgangsdør to tidligere agenter for tsarens hemmelige politi!” Bønderne trak sig tilbage, svagt protesterende, fulgt af ironisk piben.
Repræsentanterne for de venstre-socialrevolutionære talte om jord-dekretet. De var ganske vist enige i prin­cippet, men gruppen kunne ikke stemme om sagen, før den havde drøftet den. Man burde rådføre sig med bon­desovjetternes landsledelse ...
De mensjevikiske internationalister forlangte også drøftelser i gruppen.
Dernæst lederen for maksimalisterne, bøndernes anar­kistiske fløj: ”Vi må respektere et politisk parti, som tager et så praktisk skridt allerede den første dag, uden at holde nogen lang snak om det!”
En typisk bonde gik op på talerstolen, langhåret, i store støvler og fareskindskappe, bukkende mod alle hjørner af salen. ”Jeg ønsker jer alt godt, kammerater og borgere”, sagde han.. ”Der går nogen konservative rundt udenfor. I har arresteret vore socialistiske bønder - hvorfor ikke arrestere dem?”

Dette var signalet til en ophidset diskussion mellem bønderne. Det var nøjagtigt som diskussionerne mellem soldaterne natten før. Her kom de virkelige proletarer fra landet .. .
”De medlemmer af vor landsledelse, Avksentjev og resten, som vi troede var bøndernes beskyttere - de er konservative også! De logrer kun med halen!”
Forsamlingen tog dem til sig, her følte man, at det var brødre, der talte!
De venstre-socialrevolutionære foreslog en halv times afbrydelse. Mens de delegerede strømmede ud, rejste Lenin sig fra sin plads.
”Vi ma ikke spilde tiden, kammerater! Sa vigtige ny­heder for Rusland må stå i bladene i morgen tidlig. In­gen forhaling!”
Og oven over den ivrige diskussion, ordstriden, skram­len af fødder kunne man høre den militære revolutions­komites udsending råbe: ”Femten agitatorer skal made i værelse 17 med det samme! Til fronten!”
Der var næsten gået toenhalv time, før de delegerede kom slentrende tilbage, præsidiet indtog sine pladser på tribunen, og mødet åbnedes på ny, med oplæsning af telegrammer fra regiment efter regiment, om tilslutning til den militære revolutionskomite.

Lidt efter lidt fik forsamlingen igen tempo på. En delegeret fra de russiske tropper på den makedonske front talte med bitterhed om deres situation. »Vi må lide mere derude under vore allierede's venskab end under vore fjenders handlinger,« sagde han. Repræsen­tanter for 10. og 12. arme korn farende lige fra toget: ”Vi støtter jer med hele vor styrke!” En bondesoldat protesterede imod løsladelsen af »de forræderiske so­cialister Maslov og Salaskin« og foreslog, at bonde­sovjetternes landsledelse blev arresteret, hele bundtet! Her hørtes virkelig revolutionær tale ... En udsending fra den russiske hær i Persien udtalte, at han havde pålæg om at forlange magten overdraget til sovjetterne... En ukrainsk officer talte sit modersmål: »Der er in­gen nationalisme i denne krise ... Leve proletariatets diktatur i alle lande! « Det var en sådan syndflod af høje og varme tanker, at Rusland næppe ville falde til ro mere!

Kamenev bemærkede, at anti-bolsjevikiske kræfter forsøgte at anstifte uroligheder alle 'vegne, og læste en appel fra kongressen til alle sovjetter i Rusland:

Landskongressen af sovjetter af arbejder- og soldater­repræsentanter samt en række bonderepræsentanter opfor­drer de lokale sovjetter til at tage hurtige og energiske skridt til at imødegå alle kontrarevolutionere, antijødiske handlin­ger og alle pogromer, af hvad art de end er. Arbejder-, bonde- ­og soldater-revolutionens ære kræver, at ingen pogrom tolereres.
Den Røde Garde i Petrograd, den revolutionære garnison og matroserne har opretholdt fuldstændig orden i hovedstaden.
Arbejdere, soldater og bønder, I må alle vegne følge arbej­dernes og soldaternes eksempel i Petrograd.
Kammerater soldater og kosakker, det er os, der har pligt til at holde virkelig revolutionær orden.
Hele det revolutionære Rusland og hele verden har blikket rettet på os! ...


Kl. to blev jord-dekretet sat til afstemning, kun en stemme imod, bøndernes delegerede vilde af henryk­kelse... Sådan tumlede bolsjevikkerne fremad, uimod­ståelige, hen over tøven og modstand - de eneste men­nesker i Rusland, der havde et bestemt aktionsprogram, mens de andre havde talt og talt i otte måneder .. .
Nu rejste en soldat sig, mager, pjaltet og veltalende, for at protestere imod den bestemmelse i dekretet, der talte om at berøve desertører fra hæren en andel i lands­byjorden. I begyndelsen blev der hylet og pebet, men sluttelig skaffede han sig ved sin enkle bevægende tale ørenlyd:
”Desertøren blev mod sin vilje tvunget ind i slagte­riet i skyttegravene”, råbte han, »det slagteri, I selv i dekretet om freden har kaldt meningsløst og forfær­dende, og han hilste revolutionen med forventning om fred og frihed. Fred? Kerenskijs regering tvang ham på ny til at storme fremad ind i Galicien for at slagte og blive slagtet, Terestjenko lo simpelt hen ad hans bøn om fred ... Frihed? Under Kerenskij så han sine komi­teer blive undertrykt, sine aviser standset, sit partis talere sat i fængsel ... Hjemme i landsbyen lod gods­ejerne hånt om hans jordkomite og spærrede hans kam­merater inde ... I Petrograd gav bourgeoisiet sig til i kompagni med tyskerne at sabotere fødevare- og ammu­nitionsleverancerne til hæren . .. Han havde ingen støv­ler, ingen tøj ... Hvem har tvunget ham til at desertere? Kerenskijs regering, som I har styrtet! « Til slut lød der bifald.
Men en anden soldat gik voldsomt imod:
”Kerenskijs regering er ikke en skærm, der kan bruges til at dække over beskidt arbejde som desertering! Desertører er slyngler, som 1øber hjem og lader deres kammerater om at dø alene i skyttegravene! Enhver desertør er en for­ræder og skal straffes ...« Tumult, tilråb: »Hold op! Sæt dig ned! «
Kamenev foreslog i en fart at overlade sagen til regeringens afgørelse.

Kl.2,30 om natten opstod der en spændt stilhed. Kamenev var i færd med at oplæse dekretet om regerin­gens sammensætning:

Indtil den Konstituerende Forsamling træder sammen, op­rettes en provisorisk arbejder- og bonderegering, som bærer navnet Folkekommissærernes Råd. Førelsen af de enkelte om­råder af statslivet overdrages til kornmissioner, hvis sammensætning skal sikre gennemførelsen af det program, kongressen har forkyndt, i nær kontakt med arbejdernes, arbejderkvin­dernes, matrosernes, soldaternes, bøndernes og funktionærer­nes masseorganisationer. Regeringsmagten ligger hos et kol­legium, bestående af disse kommissioners formænd, dvs. Fol­kekommisærernes Råd.
Kontrol med folkekommissærernes virksomhed og ret til at afsatte dem tilkommer landskongressen af arbejder-, bonde ­og soldaterrepræsentanternes sovjetter og dens landsledelse.


Stadig tavshed; mens han læste listen over kommis­særer bifaldsudbrud efter hvert navn, især efter Lenins og Trotskijs.

Rådets præsident: Vladimir Uljanov (Lenin).
Indre anliggender: A. I. Rskov.
Landbrug: V. P. iVliljutin.
Arbejde: A. G. Sljepnilcov.
Hær og flade - en komite:
V. A. Ovsejenlco (Antonov), N. V. Krylenko og P. S. Dybenko.
Handel og industri: V. P. Nogin.
Folkeopdragelse: A. V. Lunatjarslcij.
Finanser: I. I. Skvortsov (Stepanov).
Udenrigske anliggender: L. D. Bronstein (Trotskij).
Justits: G. I. Oppokov (Lomov).
Forsyninger: I. A. Teodorovitj.
Post og telegraf: N. P. Avilov (Glebov).
Nationalitetsspørgsmål: J. V. Djugesjvili (Stalin).
Posten som folkekommissær for jernbanerne besættes foreløbig ikke.

Der sås bajonetter i udkanten af salen, bajonetter stak op blandt de delegerede, den militære revolutionskomite var ved at bevæbne alle, bolsjevismen rustede sig til den afgørende kamp mod Kerenskij, hvis trompeter ma­ske snart kunne høres med sydvestvinden... I mellem­tiden forblev alle i bygningen, og hundreder af ny­ankomne sluttede sig til og fyldte den store sal med al­vorlige ansigter - soldater og arbejdere, der lyttede time efter time, utrætteligt opmærksomme. Luften var tyk af cigaretrøg og menneskers åndedræt og lugten af groft, gennemsvedt tøj.
Avilov fra redaktionen af Nyt Liv talte for de social­demokratiske internationalister og resten af de mensje­vikiske internationalister. Han havde et ungt, intelligent ansigt, men var klædt i en smart diplomatfrakke og så noget afstikkende ud.

”Vi må spørge os selv, hvorhen vi bevæger os ... Den lethed, hvormed koalitionsregeringen blev styrtet, kan ikke forklares med, at demokratiets venstrefløj var stærk, men kun med, at regeringen ikke evnede at give folket fred og brød. Og venstrefløj kan ikke holde sig ved magten uden at løse disse problemer ...”
»Kan denne fløj skaffe folket brød? Korn er der mangel på. Flertallet af bønderne vil ikke slutte sig til jer, for I kan ikke give dem det maskineri, de har brag for. Brændsel og andre livsfornødenheder er næsten umu­ligt at skaffe ...«

”Hvad angår freden, så vil det blive endnu vanske­ligere. De allierede nægtede at tale med Skobelev. De vil aldrig accepters forslag om en fredskonference, når det kommer fra jer. I vil aldrig blive anerkendt hverken i London og Paris eller i Berlin.«

»I kan ikke regne med effektiv hjælp fra proletariatet i de allierede lande, fordi det i de fleste lande er langt fra revolutionært indstillet; husk, at demokratiet i de allierede lande ikke engang formåede at arrangere kon­ferencen i Stockholm. Angående de tyske socialdemo­krater har jeg nylig talt med kammerat Goldenberg, en af vore delegerede i Stockholm, og han fik af repræsen­tanterne for yderste venstre den besked, at revolution i Tyskland var umulig under krigen.... « Her begyndte afbrydelserne at komme tæt på hinanden, men Avilov fortsatte.
»Ruslands isolation vil uvægerligt resultere enten i den russiske armes nederlag over for tyskerne og en studehandel mellem den østrigsk-tyske koalition og den fransk-britiske koalition på bekostning af Rusland - eller i en separatfred med Tyskland.«

”Jeg har netop hørt, at de allierede ambassadører er klar til afrejse, og at Komiteen til Landets og Revolu­tionens Frelse er under dannelse i alle byer i Rusland.”

Intet parti kan besejre disse enorme vanskeligheder. Kun folkets flertal kan, når det støtter en socialistisk koalitionsregering, fuldbyrde revolutionen....
Han oplæste så en resolution fra de to grupper:

I betragtning af, at det for at redde revolutionens erobrin­ger er uomgængeligt straks at danne en regering baseret på det revolutionære demokrati organiseret i Arbejdernes, Sol­daternes og Bøndernes Sovjetter, i betragtning endvidere af, at denne regerings opgave er at opnå fred så hurtigt som muligt, at overdrage jorden til jordkomiteerne, at organisere kontrol med industriproduktionen og at indkalde den Konstituerende Forsamling på den fastsatte dag, - udpeger kongressen et for­retningsudvalg, der skal udgøre en sådan regering efter over­enskomst mellem de demokratiske grupper, der er deltagere i kongressen.
Hvor revolutionært begejstret den triumfbesjælede forsamling end var, havde Avilovs kølige, alsidige ræ­sonnement rystet dem. Henimod slutningen var råbene og pibekoncerterne døet hen, og da han sluttede, var der endda nogle, der klappede.

Karelin talte efter ham, også en ung, frygtesløs mand, hvis oprigtighed ingen tvivlede på, for de venstresocial­revolutionære, Maria Spiridonovas parti, det parti, der næsten alene fulgte bolsjevikkerne, og som repræsente­rede de revolutionære bønder.

»Vort parti har afslået at indtræde i Folkekommissæ­rernes Råd, fordi vi ikke ønsker for bestandig at bryde med den del af den revolutionære arme, der forlod kon­gressen, et brud, der ville gøre det umuligt for os at tjene som formidlere mellem bolsjevikkerne og de øv­rige grupper inden for demokratiet.... Og det er vor principielle pligt i dette øjeblik. Vi kan ikke gå med i nogen regering, som ikke er en socialistisk koalitions­regering....

»Vi protesterer endvidere mod bolsjevikkernes tyran­niske optræden. Vore kommissærer er blevet fordrevet fra deres poster. Vort eneste blad, Arbejdets Banner, blev forbudt i går....
»Den centrale duma er ved at danne en stærk Komite til Revolutionens og Landets Frelse for at bekæmpe jer. I er allerede isolerede, og jeres regering har ikke støtte fra nogen anden demokratisk gruppe.... «
Nu stod Trotskij på den høje talerstol, selvbevidst og dominerende, med det sarkastiske udtryk om munden, der næsten virkede som vrængende grimasse. Han talte med en fuldtonende stemme, og den store forsamling bøjede sig frem, lyttende.

”Disse betragtninger omkring farerne for, at vort part isoleres, er ikke nye. Lige før opstanden blev det også spået, at vi ville lide et skæbnesvangert nederlag. Alle og enhver var imod os, kun en gruppe socialrevolutio­nære til venstre gik sammen med os i den militære re­volutionskomite. Hvordan kan det være, at vi var i stand til at vælte regeringen næsten uden blodsudgydelse? .... Den kendsgerning er det mest slående Bevis for, at vi ikke var isolerede. Faktisk var den provisoriske rege­ring isoleret, de demokratiske partier, som vender sig imod os, var isolerede, er isolerede, og er for bestandig afskåret fra proletariatet!«
»Man taler om nødvendigheden af en koalition. Der er kun en koalition mulig - koalitionen af arbejderne, sol­daterne og de fattigste bønder, og det er vort partis hæder, at det har hidført denne koalition.... Hvad slags koalition mener Avilov? En koalition med dem, der støt­tede forræderiets regering? En koalition vil ikke altid betyde større styrke. For eksempel, kunne vi have orga­niseret opstanden, hvis vi havde haft Dan og Avksen­tjev i vore rækker?« Brø1 af latter.
”Avksentjev gav ikke meget brød. Vil en koalition med krigsfortsætterne give mere? Vi har valgt mellem bønderne og Avksentjev, der beordrede jordkomiteerne arresteret, og vi har valgt bønderne! Vor revolution vil
komme til at stå som den klassiske revolution i histo­rien..:.”

”Man anklager os for at tilbagevise en overenskomst med de øvrige demokratiske partier. Men er det os, der har skylden derfor? Eller skal vi som Karelin sagde kaste skylden på en misforståelse? Nej, kammerater. Når et parti midt i en revolutionstid, stadig omgivet af krudtrøg, kommer og siger: ”Her er magten, tag den!” - og de, der får den tilbudt, går over til fjenden, så er det ikke nogen misforståelse.... det er en erklæring om nådeløs krig. Og det er ikke os, der har erklæret den krig”

”Avilov truer os med, at vore fredsbestræbelser vil slå fejl - hvis vi forbliver » isolerede«. Jeg gentager, at jeg ikke kan se, hvordan en koalition med Skobelev eller så­gar med Terestjenko kan hjælpe os med at få fred. Avi­lov forsøger at skramme os med truslen om en fred på vor bekostning. Og jeg svarer, at i hvert tilfælde, hvis Europa fortsat skal regeres af det imperialistiske bour­geoisi, vil det revolutionære Rusland uvægerligt være fortabt....«
”Der er kun to alternativer: Enten kommer den russi­ske revolution til at skabe en revolutionær bevaegelse i Europa, eller de europæiske magter vil ødelægge den russiske revolution!”

De hyldede ham med vældigt korsfarerbifald, opflam­met over den dristige tanke: at gå i spidsen for menne­skeheden. Og fra det øjeblik var der noget bevidst og besluttet over de revolutionære masser, i alle deres ak­tioner, noget der ikke forlod dem.
Men også på den anden side var kampen ved at tage form. Kamenev måtte give ordet til en delegeret fra Jernbanefolkenes Forbund, en undersætsig mand med et hårdt, fjendtligt ansigt. Han kastede en bombe:
”Som talsmand for den stærkeste organisation i Rus­land forlanger jeg ret til at tale, og jeg siger jer: vort forbund har pålagt mig at gøre jer bekendt med sin be­slutning vedrørende regeringsdannelsen. Vor hovedbestyrelse afslår absolut at støtte bolsjevikkerne, hvis de fremturer og isolerer sig fra hele demokratiet i Rus­land!”. Voldsom tumult i hele salen.
”I 1905, og under Kornilovs kupforsøg, var jernbane­folkene de bedste forsvarere af revolutionen. Men I in­viterede os ikke til jeres kongres.... o Tilråb: ”Det var den gamle ledelse, der ikke inviterede jer”

Taleren æn­sede ikke tilråbet. »Vi anerkender ikke denne kongres som lovligt indkaldt; siden mensjevikkerne og de social­revolutionæres udvandring er den ikke beslutningsdyg­tig.... Forbundet støtter den gamle ledelse og erklærer, at kongressen ikke har ret til at vælge en ny ledelse....
»Regeringen skal være socialistisk og revolutionær, ansvarlig over for det samlede revolutionære demokratis kompetente organer. Indtil der dannes en sådan rege­ring, taper Jernbanefolkenes Forbund den stilling, at det nægter at transportere kontrarevolutionære tropper til Petrograd, men samtidig forbyder at udføre nogen ordre, medmindre forbundet har billiget den. Forbundet overtager altså alene den samlede administration af jernbanerne i Rusland.«

Henimod slutningen kunne han knap høres gennem den rasende storm af skældsord, der slyngedes imod ham. Men det var et hårdt slag - det kunne læses i den alvor, der var over præsidiemedlemmernes ansigter. Ka­menev svarede imidlertid blot, at der ikke kunne være nogen tvivl om kongressens lovlighed, eftersom den var endog mere repræsentativ, end den gamle ledelse havde forlangt - på trods af, at mensjevikkerne og de social­revolutionære havde forladt den....
Så kom afstemningen om regeringens sammensæt­ning, og Folkekommissærernes Råd blev med enormt flertal indsat i sit embede... .
Valget af den nye ledelse (TsIK), det nye parlament for den russiske republik, tog knap et kvarter. Trotskij meddelte dens sammensætning: 100 medlemmer, deraf 70 bolsjevikker. Til b¢nderne og til de udvandrede grup­per skulle der reserveres pladser. ”Vi vil byde alle partier og grupper, der godkender vort program, velkom­men i regeringen,” sluttede Trotskij.
Og derpå blev den 2. landkongres af sovjetter sluttet og opløst, således at medlemmerne kunne skynde sig til deres hjem i alle egne af Rusland og fortælle om de sto­re begivenheder....

Klokken var næsten syv om morgenen, da vi vækkede de sovende vognstyrere og konduktører i de sporvogne, som Sporvejsfolkenes Forbund altid holdt parat ved Smolnyj for at køre sovjettens delegerede til deres bo­pæl. I den overfyldte vogn var der mindre ubunden ly­stighed end natten for, tænkte jeg. Mange så ængste­lige ud, maske sagde de til sig selv: »Nu er vi herrer, hvordan kan vi føre vor vilje igennem?«

Ved vor karre blev vi standset i mørket af en væbnet patrulje af borgere og omhyggeligt visiteret. Dumaens proklamation var ved at sætte sit spor....
Værtinden hørte os og kom sjokkende ud i en blegrød morgenkåbe. »Huskomiteen har igen forlangt, at De skal tage Deres tørn i vagttjenesten sammen med de andre mand,” sagde hun.
”Hvad er grunden til denne vagttjeneste?”
”Den skal beskytte huset og kvinderne og børnene.” ”Mod hvem?”
”Mod røvere og mordere.”
”Men sæt nu der kom en kommissær fra den militære revolutionskomite for at søge efter våben?”
”Ah, de vil alle sammen sige, de er kommissærer. Og hvad er for resten forskellen?”
Jeg forsikrede højtideligt, at den amerikanske konsul havde forbudt alle amerikanske borgere at bare våben - især i nabolaget af russiske intellektuelle....

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.