Efter Lenins sygdomsudbrud (omkring 1923) udbrød der magtkamp i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP). Lenin havde hidtil været den mand, centralkomiteen kunne samles om, trods interne uenigheder.

Umiddelbart ville man tro, at den nye leder af Sovjetunionen var Leon Trotskij. Trotskij havde lige siden Lenins ankomst til revolutionen, omkring april 1917, været Lenins nære allierede. Trotskij var vellidt blandt befolkningen, og efter Lenin kan man med rette kalde ham for den russiske revolutions næstvigtigste personlighed. Efter revolutionen ledede han den Røde hær til sejr mod "De hvide" – en sammensværgelse af russiske kontrarevolutionære og udenlandske kapitalistiske stater.

Marie Nielsen - dansk revolutionær, der flere gange blev ekskluderet af Kommunistpartiet (for tredje og sidste gang i 1936), læs mere på www.leksikon.org - har som deltager på 3. Internationales 2. kongres i Moskva 1920, skrevet følgende iagttagelser af Trotskij:

"For enhver Iagttager sprang det meget tydeligt i Øjne, hvilken umaadelig Betydning de russiske Arbejdere tillagde Trotzki. Overalt paa alle Gader, Pladser og Møder saas hans Billede Side om Side med Lenins. Ogsaa de andre Føreres Billeder saas, men under ingen Omstændighed i samme overvældende Grad som Lenin-Trotzki - Trotzki-Lenin."

Senere fortsætter hun:

"Paa Vej fra Murmansk til Petrograd talte jeg lidt med en rød Officer, der gjorde Rejsen med. Han fortalte mig, at der endnu tre Aar efter Revolutionen herskede de frygteligste Forhold i Transportvæsenet, det var i Øjeblikket blevet til den største Fare for Revolutionen, men, tilføjede han: Nu har Trotzki faaet Transportvæsenet under sig, saa skal det nok komme i Orden. Jeg svarede: ja, men han har jo den røde Armé, der er et lige saa stort Spørgsmaal og lige saa vigtigt, desuden er han jo nu ved den polske Front? Men han svarede fortrøstningsfuldt: Han kan overkomme saa meget. Han bringer det i Orden."

Disse kendsgerninger, samt udtalelserne siger noget om den selvfølge, der lå i, at Trotskij skulle træde i Lenins fodspor og blive landets nye leder. Men sådan gik det ikke.

En magtkamp kom til at udspille sig, med Trotskij på den ene side, og Josef Stalin på den anden som repræsentant for det fremvoksende bureaukrati, der udviklede sig i den isolerede arbejderstat. Stalin havde ikke spillet nogen større rolle for den russiske revolution, end ikke i partiet var han en af de ledende skikkelser, som fx Lenin, Trotskij og Bukharin.

Stalin havde fået den relativt uvigtige post som generalsekretær, men med tiden lykkedes det ham at få tiltusket sig mere og mere magt, i takt med at bureaukratiseringen skred frem (se artiklen om Trotskijs liv og værk). Stalin var så heldig, at Lenin var alvorlig syg de sidste måneder af sit liv. Havde det ikke været for sygdom havde Lenin sat en stopper for Stalins frembrusen i partiet. I sit testamente anbefalede han nemlig, at man afsatte Stalin som generalsekretær. Testamentet blev senere forbudt af Stalin, og blev først offentliggjort efter partikongressen i 1956, tre år efter Stalins død.

Lenin gik meget drastisk til værks, da han først indså problemet med Stalin. På partiets kongres i april 1923 foreslog han en konkret alliance med Trotskij for at få gjort noget ved den fremvoksende Stalin-fraktion. Først kort tid før Lenins død gik det op for ham, at "Stalin var blandt dem, som snarere holdt fast ved magten end ved drømmen".

Stalin var altså ikke populær hos Lenin, og under Oktoberrevolutionen havde han været blandt dem, der tøvede med revolutionen og støttede den midlertidige borgerlige regering. Alligevel lykkedes det ham at få tilkæmpet sig den fulde diktatoriske magt over Sovjetunionen. Ikke så meget på grund af hans evner, som fordi revolutionen slog fejl i udlandet og derved skabte grobund for nederlagsstemning og udskiftning af den revolutionære linje med et bureaukrati, som Stalin stod i spidsen for. Stalin kunne ikke så godt lade det fremstå, som om Lenin ikke brød sig om ham, derfor forbød han bl.a. Lenins testamente, som talte imod Stalin.

Magtkampen var langt mere end praktisk. Det vigtigste var det teoretiske som lå bag, disse modstridende teorier – Stalins "Socialisme i ét land" og Trotskijs marxistiske internationalisme og "Den permanente revolution". Stalins fordrejning af marxismen har ført til enorm splittelse blandt socialister verden over. Kort og godt handler det om nødvendigheden af at revolutionen bliver verdensomspændende, eller om muligheden for socialismens sejr i ét land.

Socialisme i ét land

Påstanden om muligheden for opbyggelsen af socialisme i ét land har rødder tilbage til slutningen af 1924. Tesen blev udformet af Stalin, som i magtkampen prøvede at gøre sig til talsmand for den "rette leninistiske lære". Påstanden, der i øvrigt var modsagt af ham selv nogle måneder forinden, var hovedsagligt en kritik af Trotskijs teori om "Den permanente revolution". Den bunder i revolutionens nederlag i andre lande og bureaukratiets behov for at opbygge deres egne positioner i Sovjetunionen og undgå revolutioner i andre lande, så de kunne opretholde roen og deres egen magt og privilegier.

I februar 1924 havde Stalin skrevet: "Kan socialismens endelige sejr opnås i ét land, uden fælles indsats fra arbejdere i adskillige fremskredne lande? Nej, det er umuligt." I november samme år skrev han: "Partiet har altid haft socialismens sejr i dette land som udgangspunkt, og den opgave kan løses med ét eneste lands kræfter." Man har et standpunkt, til man tager et nyt – eller til udviklingen i samfundet gør det belejligt for én at tage det.

For at erobre rollen som talsmand for "den rette leninistiske lære" blev Stalin nødt til at fordreje div. Lenin-citater. Med citatforfalskning finder Stalin "belæg" for, at Lenin aldrig har været enig med Trotskijs teori, og at han fandt den socialistiske sejr isoleret i Sovjetunionen alene fuldt muligt.

Den permanente revolution

Teorien om Den permanente revolution er udarbejdet af Trotskij. Den er betegnelsen på en teori om virkeliggørelsen af den socialistiske revolution i økonomiske tilbagestående lande, som Rusland var det.

Efter 1905-revolutionen blev Trotskij fængslet og under hans fængselsophold udarbejdede han teorien. I 1929 skrev Trotskij skriftet "Hvad er den permanente revolution". Grunden til han skrev den var pga. stalinisterne, der ikke helt havde forstået - eller ville forstå -den.

Han skriver:

"I lande med en sen borgerlig udvikling - især de koloniale og halvkoloniale lande - betyder teorien om den permanente revolution, at den fuldstændige og virkelige løsning af deres opgaver med at opnå demokrati og national frigørelse, kun kan ske gennem proletariatets diktatur, som leder den undertrykte nation - frem for alt dets bondemasser."

Industrialisering/borgerlig udvikling fjerner bønderne fra landet. I lande med sen borgerlig udvikling er det derfor nødvendigt at alliere sig med bønderne, hvis revolutionen skal sejre. Bønderne i Rusland var ligesom arbejderklassen enormt undertrykte, derfor allierede man sig også med dem.

Han afslutter:

"Kominterns (3. internationales) program, skrevet af Bukharin, er helt og holdent eklektisk [sammensstykket af andres forskelligartede synspunkter]. Det gør et håbløst forsøg på at forsone teorien om socialisme i ét land med marxistisk internationalisme, som er uløseligt forbundet med verdensrevolutionens permanente karakter. Den kommunistiske Venstreoppositions kamp for en korrekt politik og en sund ledelse i Den kommunistiske Internationale er uadskilleligt knyttet til kampen for det marxistiske program. Spørgsmålet om programmet er igen uadskilleligt fra spørgsmålet om to teorier, som gensidigt udelukker hinanden: Teorien om den permanente revolution og teorien om socialisme i ét land. Problemet med den permanente revolution er for længst vokset ud over de episodiske meningsforskelle mellem Lenin og Trotskij, som er fuldstændig historisk udtømte. Kampen står mellem Marx' og Lenins grundlæggende ideer på den ene side og centristernes eklekticisme på den anden side."

Trotskij mener, at Stalins "Socialisme i ét land" er i direkte modsætning til marxistisk internationalisme, da socialismens sejr netop afhænger af dens internationalhed. Socialismen har nemlig ikke sejret, bare fordi revolutionen har sejret – da skal man først i gang med at udvikle socialismen. Den socialistiske revolution kan sagtens sejre i et tilbagestående land, hvilket Oktoberrevolutionen beviste, men skal man udvikle et socialistisk samfund med velfærd for alle, kræver det spredning på verdensplan og samarbejde mellem mange lande, hvor den socialistiske revolution har sejret, og udnyttelse af disse landes samlede ressourcer.

Stalin udryddede alle sine trotskijstiske fjender i Rusland under Moskva-processerne mellem 1936-38. Vha. falske papirer og dokumenter dømtes alle disse politiske fjender til døden. Efter dette var Stalin den eneste, der var tilbage fra den gamle centralkomite under Lenin.

Trotskij dannede i 1938 4. Internationale. På det tidspunkt mente han ikke, at den gamle Komintern (3. Internationale) kunne bruges til en dyt længere. Den var gennemsyret af stalinisternes forsvar af Sovjetbureaukratiet, og greb endda ikke ind, da Hitler kom til magten i Tyskland.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.