Københavns Universitet. Billede: Wikipedia CommonsSom alle andre steder i det offentlige er også det tekniske og administrative personale (TAP) på universiteterne gennem en årrække blevet udsat for besparelser. Det har haft store konsekvenser for de ansatte, hvis arbejdsforhold efterhånden minder mere om forholdene ved samlebåndet på en pølsefabrik end ved en læringsinstitution med faglighed i fokus. Men presset på TAP’erne har også konsekvenser for kvaliteten af den service, de yder for de studerende, for det faglige indhold og for sammenhængen på universiteterne.
Det nyeste skud på stammen af besparelser på de videregående uddannelser er regeringens såkaldte regionaliseringsreform. De studerende har sat foden ned og taget kampen op mod forringelserne på de danske universiteter. Maria, som er HK’er og ansat i en studieadministration på Københavns Universitet, understreger, at de studerendes kamp for at redde universiteterne er udtryk for de samme frustrationer og interesser som de ansatte på KU har og at de derfor bør stå sammen for at redde, hvad der også er hendes arbejdsplads.
Koncern KU
Maria har været ansat på Københavns Universitet i 16 år og har oplevet den udvikling, der er sket på KU, og som i stigende grad har gjort universitetet til “koncern KU” i årene efter universitetsreformen i 2003. Hun fortæller, at det er blevet en meget anderledes arbejdsplads:
“Der er sket store forandringer, også i TAP-gruppen. Vi er ikke blevet sparet helt væk, men der er kommet mange, mange flere studerende eller “omsætning”, som de studerende kaldes i koncern KU. Der er også en anderledes sammensætning af TAP’ere.Tidligere var der rigtig mange af min slags, altså almindelige administrative medarbejdere, som drev den administrative del af universitetet. Nu er der i højere grad kommunikationsmedarbejdere, økonomimedarbejdere, ledelse og IT medarbejdere”.
Udviklingen er ifølge Maria drevet af et forandret fokus på universitet, som bruger mere og mere tid på at indhente eksterne midler og til gengæld bruger mindre tid på fagligheden og forskningen. “Det presser alle TAP’er, at KU er blevet en afspejling af en hvilken som helst international, kapitalistisk virksomhed” fortæller Maria, “men det presser især den nederste del af hierarkiet af TAP’ere”.
Pølsefabrik
Ligesom andre steder i det offentlige er der krav om effektiviseringer på universitetet, uddyber hun:
“Der er krav om at vi skal løbe stærkere og lave mere på områder, der er målbare. Det faglige indhold af det vi laver er ikke vigtigt. Dét har den faglige stolthed lidt under”.
De besparelser og effektiviseringer, som er blevet hverdag for de ansatte på universiteterne har haft stor indflydelse på arbejdet som Maria og hendes kollegaer i TAP gruppen udfører: “Arbejdsopgaverne er blevet ensformige i et forsøg på at få administrationen til at fungere mere som en pølsefabrik og på den måde effektivisere. Vi er blevet specialiserede. Vi er gået fra at have et generelt overblik og fra at have indflydelse til kun at udføre én slags opgave og kun den og så til gengæld dobbelt så meget. Det er en del af besparelserne. Det er blevet ligesom at stå ved et samlebånd.”
Store konsekvenser
De besparelser og effektiviseringer, som er blevet hverdag for de ansatte på universiteterne har haft stor indflydelse på Maria og hendes kollegaers arbejde. Billede: Flickr.
Udover de konsekvenser, udviklingen har haft for den faglige stolthed og arbejdsglæden, har besparelserne også haft konsekvenser for samarbejdet og sammenhængen på universiteterne: “For eksempel blev vi tidligere inddraget i studienævnsarbejdet og vi sad med ved bordet, hvis der skulle laves nye regler eller nyt fagligt indhold. Der var en større åbenhed omkring vores vilkår og om, hvordan vi kunne udføre vores arbejde. Det sikrede en sammenhæng, at vi var med når der blev udarbejdet nye regler eller indhold, i fællesskab med de studerende og det videnskabelige personale”.
Sådan ser det ikke ud længere. Grundet besparelser er TAP’ernes mulighed for deltagelse i studienævnets arbejde begrænset. Samtidig har udviklingen mod samlebåndsarbejdet også påvirket det administrative personale, som ofte føler sig fremmedgjort i arbejdet: “Der er sket en afkobling. Der er ikke længere nogen, der har oplevelsen af, at det her er min uddannelse - den skal jeg kæmpe for”.
Samtidig er TAP’erne blevet tvunget ud i at arbejde for en simplificering og en ensretning fx af studieordningerne - simpelthen fordi de er så pressede i forvejen, at de frygter alt, hvad der kan ende som ekstra arbejde i administrationen: “Vi er desværre blevet presset til at kæmpe for ensretning af uddannelserne, så vi bare kan komme igennem det. Vi er ikke optagede af fagligheden. Vi er optaget af at overleve. At det ikke er os, der bliver sparet væk næste gang”.
Fælles kamp
Besparelseslogikken, som de sidste 20 år har hersket på universiteterne, har skabt dårlige forudsætninger for solidaritet og fælles kamp. Internt i TAP gruppen er der opstået en følelse af, at alle kæmper mod alle på grund af presset og frygten for at blive de næste der ryger. Samtidig forsøger ledelsen aktivt at splitte TAP’erne: “Vi har lige været igennem en runde af besparelser hvor vi allesammen er blevet kaldt ind for at pege på, hvor vi synes der bedst kan spares”, siger Maria.
Men også mellem de studerende og de ansatte på universiteterne er der brug for mere solidaritet:
“Det fremstår som om der er et modsætningsforhold mellem vores og de studerendes interesser. Fordi vi er så pressede i forhold til at nå vores arbejdsopgaver bliver vi nødt til at kæmpe for at forenkle tingene. Der må ikke blive lavet ændringer, der gør det mere besværligt for administrationen, for vi kan simpelthen ikke nå det. På den måde har de her strukturelle forudsætninger skabt et modsætningsforhold som er fuldstændig håbløst. Når alle kæmper for særinteresser, er konsekvensen, at medarbejdere sættes op mod hinanden og op mod de studerende”.
For Maria er det allervigtigst at påpege, at de studerende og de ansatte har de samme interesser. Det er den samme kamp de kæmper: Kampen for at redde universiteterne. For at få fokus tilbage på det faglige indhold af uddannelserne og for at stoppe effektiviserings-vanviddet.
Derfor er Maria glad for, at de studerende har taget kampen op: “Mine kollegaer er vrede, meget vrede, men når de studerende spørger om ikke vi vil være med i kampen må vi svare, at det tør vi simpelthen ikke. Vi er bange for at vi ender med at være de næste der ryger. Men vi har lige præcis de samme interesser og det er kun godt for os at de studerende begynder at stille krav. Jeg håber at det kan ruske op i solidariteten og få de ansatte og studerende i fælles kamp for at redde universiteterne”.
Maria er bange for hvilke konsekvenser det kan have for hende og hendes kolleger næste gang der skal spares hvis hun står frem med navn. Maria er derfor ikke hendes rigtige navn, men hendes identitet er kendt af Revolution.