Foto| Henrik Hast
Mandag den 8. marts skete der noget, man ikke tit ser under overenskomstforhandlingerne. Portørerne demonstrerede mod et forsøg fra Danske Regioner og FOA på at afvikle deres overenskomst og indlemme dem i en generel overenskomst. Indtil videre er det lykkedes portørerne at fastholde deres overenskomst, men kampen er ikke slut. Revolution har snakket med Henrik Hast, der er arbejdsmiljørepræsentant for portørerne.
Portørernes kamp ligger i virkeligheden meget længere tilbage. Henrik fortæller, hvordan Danske Regioner siden deres oprettelse i 2007 har forsøgt at få portørerne på Rigshospitalet over på en anden portøroverenskomst hos FOA, da de mente, at det var besværligt at skulle forhandle med flere forskellige fagforeninger, som eksempelvis 3F, hvor portørerne oprindeligt var organiseret, men også fordi landets øvrige portører var organiseret i FOA.
Det førte til, at der bare kom en meddelelse til portørerne organiseret i 3F, om at nu skulle de altså over på en anden overenskomst, fuldstændig uden at de var blevet hørt i det. »En forbandet svinestreg,« som Henrik kalder det.
Men portørerne ville naturligvis ikke have, at FOA og arbejdsgiverne skulle bestemme, hvor de var organiseret, så det førte til konflikt allerede i 2007-08, som endte med, at de daværende portører fik lov til at blive i 3F, men at alle nye portører fremadrettet skulle organiseres i FOA. En pragmatisk løsning, som Henrik kalder det.
Men problemerne sluttede ikke her. Henrik fortæller videre, at der siden har været pres på at få alle portører over på en samlet overenskomst, og at disse forhandlinger i høj grad er gået over hovedet på de fagforeningsaktive. »Det er en meget mærkelig situation, hvor nogle oppe fra trykker på en knap, og så sker der noget nede i den ende, hvor vi befinder os. Og vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at de bestemmer, hvad vi skal. Vi mener, at det er os, der skal bestemme, hvad vi skal. Og at de faglige ledere skal arbejde for at imødekomme vores ønsker.«
Og dette var årsagen til at portørerne valgte at stille sig op foran FOA. Som Henrik formulerer det: »Vi mener i virkeligheden, at pyramiden er omvendt. At det er medlemmerne, der sidder i toppen af pyramiden, og at det er i bunden, at de faglige ledere befinder sig. At ledelsen er omvendt i en medlemsdemokratisk fagforening.«
Gamle aftaler kunne tages af bordet
Men det lader ikke til at være noget, som FOA’s hovedbestyrelse er enige i. Selve beslutningen om at rykke portørerne over i FOA kun vedtaget af et snævert flertal på omkring en tredjedel ved et møde i hovedbestyrelsen, som Henrik fortæller. »Omkring en tredjedel synes, det var en god idé; omkring en tredjedel stemte imod; og derudover stemte 8-9 personer blankt, og 8-9 personer var ikke en gang mødt op.«
FOA’s hovedbestyrelse forsøgte naturligvis at forklare portørerne, at de ikke forstod alle fordelene ved dette, at det naturligvis bliver gjort for deres skyld, og at de får stillet alle mulige gode ting i udsigt.
Henrik fortæller, at man for eksempel lokkede med at få oprettet en erhvervsuddannelse til portørerne. Problemet er bare, at aftalen om at oprette denne erhvervsuddannelse allerede blev indgået tilbage ved overenskomstforhandlingerne i 2015, og stadig ikke blevet oprettet. »Denne erhvervsuddannelse er meget vigtig for portørerne, og de sagde til os, at hvis vi kunne sluge denne her pille, så ville der komme gang i sagerne. Og det synes vi selvfølgelig var mærkeligt, for hvad har en seksårs gammel aftale med det, vi står i nu at gøre?«
Henrik fortsætter: »Vi var ikke tilfredse med den udmelding, og var meget forbavsede over, at man ville begynde at handle med noget, som vi allerede havde aftalt. Der lå lidt det i det, at hvis vi ikke synes at rykke over på FOA’s overenskomst, var en god idé, jamen, så ville uddannelsen ikke blive til noget.« Naturligvis har hovedbestyrelsen senere sagt, at det var overhovedet ikke det de mente, men det var altså det, som portørerne oplevede FOA’s formanden Mona Strib sige ved demonstrationen.
Et opgør med portørfaget
Portørerne blev også anklaget for at være usolidariske med deres kvindelige kollegaer i rengøringsfaget. Anklagen beløber sig angiveligt på, at eftersom portør- og rengøringsuddannelsen er blevet sammenlagt i den såkaldte serviceassistentsuddannelse, burde portørerne naturligvis gå med på samme overenskomst som rengøringen, altså den der dækker serviceassistenterne.
Men sagen er ikke så simpel, som Henrik forklarer: »Man tog portørernes uddannelse og lagde sammen med rengøringen, og så, vupti, så fik man én, der kunne vaske med den ene hånd lave portørarbejde med den anden.«
Henrik ser dette som et kæmpe problem og et led i opgøret med portørernes faglighed, nu hvor man ønsker at fjerne deres overenskomst, og slæber på fødderne med at oprette en erhvervsuddannelse til dem.
Dette forsøg på at fremstille portørernes kamp som én imod rengøringspersonalet har portørerne kæmpet med at modbevise i 30 år. Henrik forklarer, at det ikke bare handler om, at ”portørerne ikke gider gøre rent”, men at det faktisk kan have menneskelige konsekvenser, hvis portørerne ikke er ordentligt uddannet:
»Vi laver fuldstændig simple ting, men vi laver også virkelig komplicerede ting, der kræver mange gentagelser, meget erfaring, meget rutine og også meget viden. Det er for eksempel portørerne, der står i kapellet og skiller de afdøde ad, når patologerne vil undersøge et organ, og det kræver jo rigtig meget uddannelse at gøre rigtigt. I min grupper klarer vi alt, der hedder hjertestop, det er også, der står for betjeningen af det apparatur, men uger til at støde med. Og når man står med en person med hjertestop, har man altså ikke lige tid til at tage gummihandskerne af og vaske hænderne og sådan noget. På operationsgangene er det også portørerne, der bygger lejerne, altså det patienterne ligger på, når de skal opereres. Og det skal laves på en sådan måde, at folk ikke bliver skadet af at ligge forkert, og kirurgerne faktisk kan lave deres operation.«
Det er på ingen måde en kamp mod deres kollegaer på hospitalerne, tværtimod. »Det er sgu noget, der gør os meget vrede at få skudt den i skoene. Vi har kæmpet med rengøringen lige siden privatiseringer og med sygeplejerskerne og flere forskellige grupper gennem de kampe, som de har haft,« fortæller Henrik.
For arbejdernes medbestemmelse
Hele sagen er altså problematisk, fordi den er gået over hovedet på arbejderne på gulvet. Henrik husker tydeligt, hvordan det var på den gamle overenskomst: »Der sad vi med ved forhandlingsbordet. Selvfølgelig var der nogle rammer, der var lagt i forvejen, men vi kunne i hvert fald være med til at bestemme, hvordan vi så skulle arbejde inden for de rammer. Det betød også, at vi var klar til at slås for det, og det vidste ledelsen godt. Og netop derfor lykkedes det os også at komme igennem med mange ting, som andre ikke kom igennem med. Alt det har vi nu mistet.«
Og der var også et andet vigtigt element i det, som Henrik forklarer: »Vi skulle jo ud til kollegaerne efter forhandlingerne. Og hvis de var utilfredse, så fik vi det sgu at vide. Vi kunne jo ikke gemme os nogle steder; vi skulle ud, og gå med dem bagefter. Det betød, at arbejderne kunne holde os til ilden. Og vi skulle og også selv arbejde på de samme vilkår. Det kan godt være, at det er lidt gammeldags, men det var sgu noget, folk kunne se sig selv i.«
Det betyder også, at selvom portørerne har fået lov til at blive på deres overenskomst, ved de ikke, hvordan det reelle indhold i den overenskomst kommer til at se ud. »Vi har haft et ønske om at løfte fra bunden, at give nogle seniordage, at give skiftehold bedre tillæg. Og jeg ville virkeligt gerne sige noget om, hvordan de planer ser ud, men faktum, er at jeg ingenting ved om det,« fremhæver Henrik.
»Det er klart, at man ikke kan sige alt, hvad der foregår ved forhandlingsbordet. Men generelt synes jeg, at vi får alt for lidt at vide. Vi får ingen ting at vide. I det mindste burde da kunne sige noget om, hvad vi kunne forvente af overenskomsten,« og Henrik fortsætter: »Jeg kunne godt tænke mig, at man forhørte sig hos medarbejderne, hvad de synes, der ville være det bedste at prioritere. Og jeg tror sgu, at det er et problem, for det bliver svært for medlemmerne at se sig selv i det.«
Og det er også et problem for organiseringen generelt, mener Henrik: »Jeg tror, hvis vi ikke havde vundet denne her kamp indtil videre, var mange af vores kollegaer løbet skrigende over i armene på det billigste alternativ til fagforeningen. Det sker jo ofte, når fagforeningen får en dårlig aftale i hus, at nogle løber direkte i armene på Vor Herres fagforening [Krifa], for de får jo de samme betingelser, og det synes jeg ikke er en dårlig ting, men det giver os nogle udfordringer.«
Det er netop det, der er problemet. For tiden bliver der snakket en del om medlemsflugt fra fagforeningerne, og Henrik har ramt sømmet på hovedet: Når medlemmerne ikke inddrages i det arbejde, som deres fagforeninger udfører, så får de svært ved at se, hvad de overhovedet skal med en fagforening. Men som Henrik også påpeger, er løsningen ikke at melde sig ud, men at følge portørernes eksempel og kæmpe ikke bare for bedre overenskomster men også for retten til at få medhold i de forhandlinger, som der bliver udført af de høje herrer hos arbejdsgiverne og fagforeningerne.