carlsberg strejke 1De fremmødte demonstranter foran indgangen til byggepladsen i Carlsberg byen.De 12 betonarbejdere, der er blevet fyret fra en byggeplads i Carlsberg Byen, svarede igen ved at indkalde til demonstration imod løndumping. Mandag morgen mødte over 200 bygningsarbejdere op for at støtte deres polske kollegers ret til at organisere sig og forhandle løn og overenskomst.

Christian Skov og hans 11 kollegaer fik for tre uger siden besked på, at de og det firma de arbejder for, var for dyre, og at de derfor ville blive erstattet af det polske vikarfirma Budomex, der er kendt for at løndumpe, og fyre folk der melder sig ind i fagforening. Desuden er fænomener sådan barsel eller søndag- og helligdagsbetaling helt fremmede koncepter for Budomex. Når Christian og hans kollegaer er ”for dyre”, så skyldes det, at de skal konkurrere med Budomex, der underbetaler deres ansatte voldsomt. En dansk jord- og betonarbejder går til omkring 230 kroner i timen, jord- og betonarbejderne i Budomex får sølle 135 kroner i timen. »Os der ikke ejer noget, har kun en ting, der kan sikre os et ordentligt liv, og der er vores sammenhold. Vi skal stå sammen - også med vores kolleger fra Polen, og kæmpe for deres ret til at organiseres sig«, siger Christian Skov, der er talsmand for det fyrede betonsjak og arrangør af demonstrationen.

Det er ikke en overenskomststridig løn, som arbejderne i Budomex modtager. Den er nemlig lidt over det niveau, der er i minimallønsoverenskomsten på byggeriets område. Idéen med den lave løn i minimallønsoverenskomsten er, at lønnen forhandles op på et rimeligt niveau lokalt på arbejdspladserne. Op til OK20-forhandlingerne kørte Dansk Byggeri kampagne imod at hæve mindstelønnen, med argumentet at der skal være plads til at forhandle lokalt. Nu kan vi så se, hvad det egentlig betyder: Nemlig at et firma som Budomex gør alt for at undgå lokale forhandlinger. Det gør de ved at køre hetz mod fagforeningesfolk, og klamre sig til minimallønsoverenskomsten mellem Dansk Byggeri og FH. Der er mange arbejdere i Budomex der er sympatiske overfor fagforeningen, men de tør ikke at melde sig ind, da de frygter at blive fyret. Budomex har tidligere vist at den frygt er velbegrundet.

Budomex frygter organiserede arbejdere

carlsberg2 1Flyeruddelingen lykkedes selvom arbejdsgiveren havde forsinket bussen med de polske bygningsarbejdere. Christians Skov ses i fuld sving med løbesedlerne.Demonstrationen mandag morgen var tilrettelagt, så alle de fremmødte kunne vise de polske arbejdere deres støtte, når de mødte på arbejde klokken 06.30. Men Budomex havde fået nys om demonstrationen, og af frygt for at deres ansatte skulle få mod på at melde sig ind i 3F, når de så den massive opbakning fra deres danske kollegaer, ventede de med at sende bussen med de polske arbejdere afsted, fra hvor de er indkvarteret. Det slog dog ikke demonstranterne ud. Der blev taget billeder og optaget videoer med kampråb, det er blevet sendt til ansatte i Budomex, som er sympatiske overfor fagforeningen.

»Jeg ser det som et bevis på at de ikke har rent mel i posen, og at ledelsen i Budomex er fjendtlige over for fagforeningen, når de ikke tør at lade deres folk møde fagforeningen« siger Christian Skov. Han fortsætter og fortæller, at »selvom de polske arbejdere ikke så demonstrationen i virkeligheden, er det en sejr at så mange mødte op for at støtte deres polske kolleger.« Et vigtigt slag i kampen for at organisere arbejderklassen på tværs af nationalitet. Kampen for en ordentlig løn til arbejderne i Budomex er slet ikke slut.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]