Afstemningsresultaterne til OK18 beskrives af fagforeningernes PR-apparater, arbejdsmarkedsforskere og de politiske kommentatorer som en sejr og et kraftigt skulderklap til forhandlerne fra medlemmernes side. Men medlemmerne stod overfor et siciliansk tilbud, som de ikke kunne afslå.

“Det er en klokkeklar sejr for forhandlerne på lønmodtagersiden på det kommunale område, der blev ført an af Dennis Kristensen og Anders Bondo Christensen, at medlemmerne i de forskellige fagforbund har stemt et rungende ja til en ny overenskomst,” skrev dr.dk den 4. juni.

Afstemningsresultaterne, der blev offentliggjort den 4. juni, taler da også et næsten entydigt sprog: historisk høj stemmeprocent og overvældende JA i næsten alle fagforeninger. Kun jernbanearbejderne på en række lokalbaner stemte nej.

Rusen og selvfedmen i arbejderbevægelsens top vil ingen ende tage. Ifølge fagtoppen og de evigt vise politiske kommentatorer er der ingen tvivl: medlemmerne er henrykte over overenskomstresultatet. Den danske model og fagtoppen har sejret ad helvede til!

Historisk styrkeposition

Men netop denne konklusion er en alvorlig fejlvurdering. JA-resultatet skal ses i sin fulde kontekst:

Forhandlingerne om OK18 blev indledt med årtiers nedskæringer, “effektiviseringer” og New public Management af den offentlige sektor som bagtæppe. I umindelige tider havde de offentligt ansatte stået for skud og samtidig måttet agere prygelknabe for samtlige regeringer siden 2001. Nu ville Sophie Løhde også have sin andel og lancerede en række ekstreme krav fra arbejdsgiversiden: Lærerne skulle opgive kravet om en arbejdstidsaftale, de offentligt ansatte skulle betale penge tilbage som de “skyldte” og opgive retten til den betalte frokostpause, lønforhandlingerne skulle individualisers og sygeplejerskernes arbejdsvilkår angribes a la, hvad lærerne oplevede ved lockouten i 2013.

Inspireret af socialdemokraternes fremgangsmåde overfor lærerne styrede regeringen bevidst mod en konflikt og et regeringsindgreb mod hele den offentlige sektor.

Svag regering

Det var et “all out” angreb på de offentligt ansatte arbejdere. Et angreb der truede grundlaget for “den danske model”; det institutionaliserede klassesamarbejde mellem stat, arbejdsgivere og fagforeninger. Men den notorisk inkompetente Løkke-regering havde forregnet sig: Den havde modarbejdet sig selv gennem sin argumentation i efteråret 2017 om, at økonomien gik fremad i så højt tempo, at der var råd til store skattelettelser igennem en ny skattereform. Og det følgende ynkelige kollaps af netop regeringens skattereform, der samtidigt havde udstillet dens egen svaghed. Hos modparten på den anden side af barrikaden handlende fagtoppen derimod for én gangs skyld korrekt: de stod fast og de stod sammen.

I front for én gangs skyld

“Solidaritetspagten” blev dannet af fagforeningerne på tværs af hele sektoren. Ingen skulle efterlades, som lærerne blev det i 2013. Tillidsfolkene blev mobiliseret. 10.000 af dem mødtes i Fredericia til Danmarkshistoriens største tillidsmandsmøde. Fagbevægelsen viste en flig af den enorme magt, som den organiserede arbejderklasse besidder. Alle kort var på fagbevægelsens hænder: de kunne sætte en endegyldig stopper for årtiers nedskæringsregimente og afvikling af velfærden.

Den massive magtdemonstration kom fuldstændig bag på regeringen, som i al hast måtte blæse til retræte og skifte taktik: nu skulle der landes en aftale for enhver pris. For hvis det kom til konflikt, var det tydeligt, at det ikke var regeringen, der ville vinde. For at demobilisere arbejderne blev forhandlingerne trukket i langdrag, de offensive krav lagt på hylden og Løhdes arrogante retorik blev pludselig til respektfuld invitation til kompromis.

Bruddet

At fagtoppen blev inviteret tilbage til forhandlingsbordet var alt, hvad der skulle til for at bryde solidaritetspagten. Endnu engang blev lærerne solgt. LO-forbundene med FOA’s med Dennis Kristensen i spidsen indgik aftaler med regeringen gennem regionerne. Prisen for udsalget var lønstinger, der med det nuværende inflationsniveau gav en svag reallønsfremgang, men i bund og grund blot videreførte status quo.

Herefter var der et ræs mod udgangen fra de andre forbunds side, der indgik lignende aftaler. Dog måtte regeringen give sig og indskrive den betalte frokostpause i en række overenskomster (et krav der i øvrigt blot videreførte status quo fra de sidste 100 år), men den skulle betales i form af andre indrømmelser fra fagforeningerne. Forligene blev sendt til afstemning, og det rungende JA-resultat blev afsløret mandag den 4. juni. Men der var afgrundsdyb forskel på fagtoppens JA og medlemmernes ditto.

To forskellige slags JA

Den del af fagbevægelsen, som sidder mageligt i toppen, og som for enhver pris vil undgå kamp og gladeligt forhandler afmontering af medlemmernes vilkår så længe deres egne positioner og privilegier er sikret, stemte JA af samme grund.

Men hvorfor stemte medlemmerne så JA - forligene afspejlede jo på ingen måde fagbevægelsens historisk stærke forhandlingsposition? Men allerede siden forligsmandens første udsættelse af konflikten var de faglige ledere, som indtil da havde stået i spidsen for bevægelsen, begyndt at demobilisere deres medlemmer. Mens provinsen demonstrerede den 4. april som aftalt på tillidsmandsmødet i Fredericia, aflyste de faglige københavnske ledere de planlagte demonstrationer i hovedstaden. Det endelige dødsstød til bevægelsen kom med bruddet på solidaritetspagten, selve grundlaget for bevægelsen. Dér blev det tydeligt for alle offentligt ansatte, at enkelte forbund, der herefter måtte stemme nej og gå i konflikt, ville stå alene og hjælpeløse og blive kørt over, netop som lærerne var blevet det i 2013. Reelt set var spillet på det tidspunkt ovre. Medlemmerne så intet alternativ til at stemme JA for at sikre, at de ikke blev kastet ud i isolerede konflikter, der ville være blevet set som selvmordsmissioner.

Dystre udsigter

Men hvad er problemet med denne afslutning på OK18? Problemet er, at den objektive situation sjældent vil bliver bedre for fagforeningerne, end den var under OK18. Men i stedet for at stå fast og tage konflikten - hvilket med sikkerhed havde resulteret i et yderst upopulært regeringsindgreb, støttet af Socialdemokratiet, som efterfølgende meget vel kunne have betydet regeringens fald - så accepterede fagtoppen status quo.

Hvis status quo, som fagtoppen fejlagtigt påstår, var det maksimalt opnåelige med de historisk gode betingelser under OK18, så tegner der sig et dystert billede for fremtiden, når konjunkturerne er vendt og “markedet” kræver nye hårde besparelser. Og det forræderiske brud på solidaritetspagten fra LO-forbundstoppens side vil gøre det så meget desto sværere for fagforeningerne at stole tilstrækkeligt på hinanden til at lave en ny pagt næste gang.

Fagforeningerne skal stækkes

Fagtoppen har fået det værste ud af en god situation. Regeringen - og Socialdemokratiet ligeledes - har til overmål fået demonstreret, at de skal udnytte den tid Dennis Kristensen & CO. har givet dem indtil næste overenskomstfornyelse til at “pakke kortene” for ikke at blive sat i samme penible situation igen:

“Jeg deler en opfattelse af, at der er grund til at reflektere over overenskomstforløbet både blandt lønmodtagere og arbejdsgivere. Jeg vil gerne være med til at drøfte, hvad det kan give anledning til af ændringer eller justeringer,” bekendtgjorde Lars Løkke Rasmussen i Folketingets spørgetime. Flertallet er allerede sikret, for DF og Socialdemokratet bakker op:

“Lærernes arbejdstid var en reel og stor knast, men jeg synes ikke, at det berettigede til, at man havde så konfliktfyldt et forløb hele vejen fra start og igennem Forligsinstitutionen med forlængelser i flere omgange. Kan vi finde en model, hvor vi får sænket konfliktniveauet en anelse, så tror jeg, at det vil være til gavn for alle parter,” sagde den socialdemokratiske formand for KL, Jacob Bundsgaard til Ugebrevet A4.

Hvad de kære politikere siger med andre ord er, at fagforeningernes magt og indflydelse skal stækkes, fordi de står i vejen for politikerne og centraladministrationens nedskæringer på velfærden. Som sektorformanden for HK/Privat Simon Tøgern korrekt bemærkede til ovenstående citater:

“Den afgørende ændring ved den sidste runde OK-forhandlinger var ikke aktørernes retorik i det ene eller andet medie. Den afgørende ændring bestod i, at fagbevægelsens samordning og koordinering virkede, at medlemmernes opbakning til forhandlerne var massiv og dybfølt,

at befolkningens opbakning til de offentlige ansatte var næsten lige så massiv – og vigtigst,

at forhandlerne udnyttede den styrke. Det var nyt! Det kan man selvsagt godt udlægge som ‘krise’ og beskrive med termer som at ‘konfliktniveauet var for højt’. Det der rettelig var højt – og højere end i mange år – var presset på de offentlige arbejdsgivere. Mener man det, så skal man sige det! Hvis man vil ændre forhandlingsmodellen for at svække lønmodtagersiden er det en ærlig sag – såfremt man også vil stå på mål for synspunktet. Men lad vær med at pakke det ind!”

OK18 og fagtoppens højtbesungne JA-resultat kan vise sig at blive en dyrt købt pyrrhussejr. Men det ændrer ikke på det grundlæggende: Politikerne kan lave lige så mange manøvrer og juridiske forhindringer, som de vil. Det vil ikke fjerne det stigende pres på de offentligt ansatte, der på ingen måde er tilfredse med status quo. Frustrationerne vil finde et udtryk og derfor vil regeringen og socialdemokraternes reaktionære juristerier heller ikke eliminere store faglige kampe i fremtiden, som kan udfolde sig af utallige og uforudsigelige veje.

Men de tabte muligheder i OK18 og den eventuelle revision af “den danske model” indenfor det offentlige viser, at arbejderklassen ikke kan stole på andre end sine egne kræfter. Skal kampen føres effektivt og til enden, må bevægelsen ikke overlades til den højtbetalte fagtop, men kontrolleres af arbejderne selv.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation