I mange uger stod vi i en exceptionel situation. For første gang i generationer, stod fagtoppen i spidsen for en massemobilisering af den danske arbejderklasse. Danmarkshistoriens største tillidsmandsmøde blev afholdt, hvor mere end 10.000 tillidsfolk fra den offentlige sektor mødtes og fik en fornemmelse af den massive styrke den traditionelle arbejderbevægelse kan mobilisere, hvis ledelsen går forrest. Der var optimisme blandt alle fremmødte. En følelse af, at nu er det på tide at rette et slag tilbage imod den regering og det embedsapparat der i årtier har smadret arbejdsforholdene og nedgjort de offentligt ansatte.
For første gang nogensinde stod alle de offentlige fagforeninger sammen, i stedet for som normalt at forsøge at vinde indrømmelser på hinandens bekostning. Den såkaldte “musketered” var et kraftigt våben i hænderne på de offentlige fagforeninger.
Ovenstående er skrevet i datid men er endnu ikke fortid. Det kan stadig bibeholdes og udbygges. Men Sophie Løhdes skift i retorik og udsættelsen af konflikten har blotlagt en række faretegn for bevægelsen.
Regeringens overmod
Regeringen troede, at de, som en elefant beruset i gærede nedfaldsfrugter, kunne komme stormende, lægge landet ned igennem danmarkshistoriens største lockout af hele den offentlige sektor for så at gribe ind i kaos og med lov og domstole diktere gennemførsel af deres krav. Men deres uelegante og overmodige attitude gav alvorligt bagslag. Regeringens aggressive fremfærd skræmte ikke arbejderne, som de havde forventet, men hærdede derimod arbejderklassens beslutsomhed. Særligt det store tillidsmandsmøde gjorde det tydeligt for regeringen, at et frontalt sammenstød formentlig ville resultere i, ikke blot at regeringen ville miste al opbakning i befolkningen, men også at de offentligt ansatte måske ikke ville acceptere et regeringsindgreb, men fortsætte strejkerne “ulovligt” og dermed fjerne den sidste rest af regeringens i forvejen svindende autoritet. Et frontalt sammenstød ville kunne betyde at regeringen blev væltet af en massebevægelse - en yderst farlig situation, set fra den herskende klasses synspunkt - og en situation med pre-revolutionære implikationer.
Den nuværende regering har i sin levetid vist sig umanerlig tonedøv og amatøragtig på alle områder. Men trods alt forstod den i onsdags, at den var ved at løbe ud over en klippe med en højde den nok ikke kunne overleve faldet fra. Derfor foretog regeringens repræsentant Sophie Løhde i onsdags et skarpt sving. Kursskiftet i retorikken var markant. I stedet for at snakke om de offentligt ansattes krævementalitet osv. understregede ministeren pludselig hendes respekt for deres arbejde og indsats, hun understregede at hun var villig til at strække sig langt i forhandlingerne, at forskellene var alt for små til at retfærdiggøre en storkonflikt, at hun havde nye penge i sin fremstrakte hånd osv. osv. Alt sammen udsagn der harmonerer meget dårligt med et lockoutvarsel af over 400.000 offentligt ansatte.
Lønkravets funktion
I medierne har Sophie Løhde ladet forstå, at hun muligvis ikke er afvisende overfor at lade lønningerne til de offentligt ansatte følge med de privatansattes, og altså ophæve en del af det “privatlønsværn” som indtil nu har justeret de offentlige lønninger således at de kun får 80% opadgående regulering i forhold til lønstigninger i det private.
Hvorfor skulle regeringen pludselig være interesseret i at acceptere det i øvrigt meget beskedne lønkrav fra de offentlige fagforeninger? Fordi det er det eneste tværgående krav i den såkaldte musketered og det er det krav som de faglige ledere - ganske ufornuftigt - har slået mest på i deres mobilisering af medlemmerne. De andre to: sikring af den betalte frokostpause og en aftale om lærernes arbejdstid gælder (i første omgang) kun specifikke faggrupper, nemlig de statsligt ansatte akademikere og lærerne. Accept af lønkravet kan være den pris regeringen må betale for at bryde musketereden.
Perspektiver
Ingen kan vide hvordan OK18 vil udfolde sig i den næste tid. Formentlig ved end ikke regeringen hvad dens strategi er, men lader til at prøve sig frem af opportunistisk vej. Der kan dog tegnes flere forskellige scenarier, som der selvfølgelig kan være et utal af variationer over:
1. Regeringen kører udmattelseskrig: De nye bløde toner samt udsættelsen af konflikten den 28. marts afspejler ikke en grundlæggende ændring, men at regeringen vil forsøge at trække processen i langdrag og skabe usikkerhed om der overhovedet kommer en konflikt i et forsøg på at vende folkestemningen og trække momentum ud af bevægelsen. Konflikten udskydes et sted mellem 5 og 33 dage og mens regeringen forsøger at fremstille sig som den kompromissøgende og fredselskende part. Men til sidst må regeringen “desværre” erkende at alle forhandlingsmuligheder er udtømt og at der ikke er nogen vej udenom en konflikt. Den totale lockout træder i kraft og udfaldet er, at før eller siden griber regeringen ind og gennemfører deres diktater ved lov som det hele tiden har været planen. Dette er det mest risikable scenarium for regeringen og kan udløse “ulovlig” konflikt på bagsiden af et regeringsindgreb der kan true regeringens overlevelse og den sociale stabilitet.
2. Regeringen angriber kun en del af de offentligt ansatte, a la 2013: De nye blødere toner fra regeringen afspejler at de rent faktisk har tænkt sig at give sig på lønspørgsmålet. Motivet er at bryde solidaritetspagten, lave aftaler med enkelte forbund og så tage en begrænset konflikt med en eller flere isolerede faggrupper f.eks. sygeplejerskerne som er blevet mødt af hårde konkrete krav fra regionerne i forhold til arbejdstid, meget i stil med lærerne i 2013. Her er det springende punkt om de faglige ledere kan se ud over deres egen næsetip og stå sammen på tværs af faglige skel, trods eventuelle fristelser fra regeringens side. Dette er det næstmest risikable scenarium for regeringen og kan også udløse “ulovlig” konflikt på bagsiden af et regeringsindgreb, der omend mindre i omfang kan indebære muligheden for eskalation til en stor bevægelse der kan true regeringens overlevelse og den sociale stabilitet.
3. Både regeringen og de faglige ledere bøjer af og indgår et råddent kompromis: De blødere toner fra regeringen og invitationen til kompromis afspejler på den ene side at regeringen reelt har indset hvor farlig åben klassekamp med den etablerede fagbevægelse er for dens overlevelse. I stedet vil de have de faglige ledere med på vognen, som de plejede. På den anden side er det i høj grad, hvad de faglige ledere virkelig har været drevet af til at begynde med: Kravene er én ting, men de vil først og fremmest tilbage og sidde med til bords blandt de store drenge - være ligeværdige partnere. Efter regeringens invitation indgår de faglige ledere en kompromisaftale der intet løser, måske inklusiv nogle hensigtserklæringer i forhold til spisepause og arbejdstid, delvis imødekommelse på lønsiden og ellers status quo. Hvis de faglige ledere anbefaler et sådan kompromis, er der en vis risiko for at medlemmerne, i mangel på alternativ, kan føle sig tvunget til at stemme det igennem ved urafstemning. Dette vil være det absolut værste perspektiv fra arbejderklassens synspunkt: Helt eller delvist nederlag uden kamp. Desillusionen vil være massiv og vil blot invitere til nye angreb i fremtiden, hvor Moderniseringsstyrelsen så vil stå endnu stærkere. Set fra regeringens hensyn til sin egen overlevelse er dette imidlertid det bedste perspektiv, men det er også en ikke-løsning for regeringen, da det betyder, at Moderniseringsstyrelsen og den såkaldte “Corydon-doktrin” om at reducere de offentlige udgifter gennem overenskomsterne midlertidigt sættes på pause.
Et farligt øjeblik
Ligegyldig hvilken vej OK18 bevæger sig, er de grundlæggende opgaver for fagbevægelsen, set fra vores synspunkt, dog de samme. Indtil i onsdags blev momentum i bevægelsen mod regeringen opbygget dag for dag og fagtoppen førte for én gangs skyld bevægelsen fremad i positiv retning. Men regeringens manøvre har skabt usikkerhed, fordi reaktionerne fra fagtoppen har været bløde:
“Det var også mit gæt, at Forligsmanden ville udsætter konflikten på baggrund af den bevægelse, der har været i forhandlingerne over de seneste dage. Og i mine øjne er det en klog beslutning,” skrev formand for FOA Dennis Kristensen på dagen for ministerens kursskifte, omend det rimeligvis skal bemærkes at han til sidst i sit opslag fastholdt at de stod ved deres solidaritetspagt.
I stedet for at være så fokuserede på at vise sig kompromissøgende, burde fagtoppen omgående have svaret igen, udstillet regeringens desperate manøvre og understreget tydeligt at fagbevægelsen står 100% fast på de beskedne og yderst rimelige krav og endnu vigtigere, at de vil fortsætte med at mobilisere og forberede sig på konflikt, indtil arbejdsgiverne ikke bare i ord, men også i handling har bevist at de accepterer deres nederlag på alle de afgørende krav.
Denne bløde attitude fra toppen bør være en kraftig advarsel til den danske arbejderklasse om ikke at stole blindt på de øverste lag i dansk fagbevægelse. De har utallige gange i historien solgt ud. Så støt hvert progressivt skridt de tager, men hold et vågent øje og hold dem fast på kravene. De faglige ledere har indtil nu kunnet mærke presset fra gulvet. Det pres skal fortsætte.
Stå fast på kravene!
Regerings blødere toner er et klokkeklart svaghedstegn, men det bør ikke få os til at demobilisere. Tværtimod. Klassekamp kan på flere måder sammenlignes med krig. Den gamle kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu skrev:
“Kunsten at føre krig lærer os, at vi ikke skal forlade os på chancen for at fjenden ikke kommer, men på vores eget beredskab til at møde ham; ikke på chancen for at han ikke angriber, men derimod på det faktum at vi har gjort vores position uangribelig.”
Netop dette er opgaven nu. Mobiliseringerne bør ikke sættes på pause. Presset skal opretholdes, på regeringen, men også for at holde fagtoppen fast på kravene. Derfor er det også en fejl når København for Velfærd har aflyst de planlagte demonstrationer den 4. april. Det er at spille arbejdsgiverne bolden i hænde. Fagbevægelsen bør lade arbejdsgiverne forstå at 1) hovedkravene (som er defensive og principielle) er ultimative. 2) Alliancen mellem faggrupperne er ubrydelig. 3) Forberedelserne på konflikt og mobilisering af arbejderklassen fortsætter med at eskalere indtil kampen er vundet!