Man ser det gang på gang, at fagforeninger ikke vil støtte om en strejke fordi den er ”ulovlig” eller ”overenskomststridig”. De henviser hver gang til den danske model, i det konkrete tilfælde med skraldemændene er det hovedaftalen, der menes.

Hovedaftalen bygger på en aftale, som arbejdsgiverne og LO indgik helt tilbage i 1899, det der kaldes septemberforliget. Aftalen er blevet ændret nogle gange siden, men det grundlæggende er fastholdt, nemlig at der kun må være konflikt i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Desværre gavner den danske model mest af alt arbejdsgiverne. Der er intet i aftalen, der siger, at arbejdsgiverne ikke må fyre folk og forringe arbejdsforhold mellem overenskomsterne, mens hvis arbejderne så strejker i protest er det overenskomststridigt. Støtter fagforeningen strejken, risikerer de en kæmpe bod. Hovedaftalen kræver faktisk at fagforeningerne får deres medlemmer tilbage på arbejde, med andre ord skal de modarbejde strejken.

I virkeligheden betyder den danske model, at strejkeretten i Danmark er yderst begrænset. Når der er overenskomstforhandlinger, omfatter de mange arbejdere, for eksempel alle de privatansatte til foråret. De få gange, der er store strejker, plejer regeringen at gribe ind og stoppe strejken, som for eksempel den socialdemokratiske regering gjorde ved storkonflikten i 1998.

For det første må det slås fast; en aftale indgås af to parter og kan derfor også opsiges igen. Arbejderne har kæmpet for at opbygge fagforeninger, og den eneste styrke er enhed. Fagforeningerne må kunne gå forrest i kampen for arbejdernes løn- og arbejdsvilkår – også mellem overenskomsterne. Derfor er det afgørende at hovedaftalen opsiges!

For det andet er der altid flere måder at gøre noget på. For eksempel indkaldte FOA i Århus i 2006 de offentligt ansatte til at stormøde midt under nogle ”ulovlige” strejker. På et tidspunkt forlod fagtoppen mødet, så mødedeltagerne kunne diskutere hvad de ville.

I de fleste fagforeninger er toppen kommet langt væk fra medlemmerne, de tjener meget mere i løn, bruger dagen på et kontor og på forhandlinger med arbejdsgiverne. Det er et komfortabelt liv, som de færreste i fagtoppen ønsker afbrudt af besværlige strejker. Vi må kræve arbejderledere på arbejderlønninger.

Der er brug for en kæmpende fagbevægelse, der tager alt dette op – den eneste måde er ved at opbygge en venstrefløj indeni arbejderbevægelsen.