I halvanden uge har de aktionerende skraldemænd fra HCS nu stået uden job. Og stadig har de forsat deres kamp for anstændige arbejdsforhold.

Det er en fuldstændig gendrivelse af løgnene om, at den danske arbejderklasse er ”borgerliggjort” eller ”ikke gider” at kæmpe faglige kampe. HCS skraldemændenes kamp viser, at det modsatte er tilfældet. Her er tale om arbejdere fra en virksomhed, der tidligere ikke har været organiseret. Tidligere kunne HCS have været brugt af arbejderbevægelsens kynikere som eksempel på, at arbejderne ikke vil kæmpe. I dag står skraldemændene fra HCS allerforrest i klassekampen.

Det viser om noget, at der ligger en enorm utilfredshed og ulmer på de danske arbejdspladser over de massive angreb, som arbejdsgiverne har sat ind, særligt efter krisens start.

Kampen har været en af de mest bitre i de senere år. Skraldemændene fra HCS har gjort mere end nogen kunne forvente og har stået som en fantastisk inspiration for resten af arbejderklassen og dens organisationer. HCS's aktionerende skraldemænd har lært resten af arbejderbevægelsen, at man ikke bare skal bukke og neje for arbejdsgiveren, selvom der er krise, men tværtimod kæmpe.

Udviste lederne af fagbevægelsen bare halvt så meget mod og handlekraft, som skraldemændene fra HCS har gjort, ville arbejdsgiverne have været slået af banen for år tilbage.

Tingene må siges, som de er

Men det er ikke nok at rose og kun holde de stærke sider frem. En god ven er ikke én, der maler et skønmaleri af virkeligheden men en, der siger tingene, som de er. Stærke sider såvel som svage.

Skraldemændene er et forbillede for resten af arbejderklassen. Men alene kan de ikke vinde kampen imod arbejdsgivernes angreb. Der er brug for, at kampen spredes

Skraldemændene fra HCS har i de seneste uger oplevet en stigende chikane og stadig voldsommere angreb fra politiet. Det er nu åbenlyst, at 50 mand ikke er i stand til at forhindre HCS' ledelses skruebrækkere i at aflæsse på forbrændingerne under politibeskyttelse. Og indtil nu har det heller ikke kunnet presse de Socialdemokratiske borgmestre i de berørte kommuner til at tage arbejdernes kamp og krav op.

Det står med andre ord stadigt mere klart, at de aktionerende skraldemænds isolation må brydes. Enhed er arbejderklassens eneste styrke. Enhed på den enkelte arbejdsplads er afgørende for at have gennemslagskraft overfor den enkelte arbejdsgiver. På samme måde er enhed i arbejderklassen som helhed afgørende, når man står overfor en samlet kapitalistklasse. Og det er den situation, de aktionerende skraldemænd fra HCS står i. Skraldemændenes modstander er ikke længere kun HCS's ledelse men landets største arbejdsgiverorganisation DI og dermed også den borgerlige regering. Dvs. alle landets arbejdsgivere, der håber på at knuse skraldemændene og sende en kraftig advarsel til alle arbejdere om at acceptere forringede arbejdsforhold, og de angreb som arbejdsgiverne gennemfører under påskud af krisen. Særligt vil et nederlag for skraldemændene have en mærkbar effekt op til overenskomstforhandlingerne i foråret og lokalforhandlingerne, der tegner til at blive hårde.

Kampen er politisk

Det står nu også lysende klart, at skraldemændenes kamp ikke længere kun er en faglig kamp, men at den er blevet politisk. Det ses af politiets handlinger og det ses på det faktum, at kommunerne sidder med det afgørende ord i denne sag. Det er altså op til politiske beslutninger, hvorvidt ”gangster-firmaet” HCS skal fortsætte (rov)driften af renovationen, eller om kommunerne skal lave deres eget renovationsfirma, der kan ansætte de fyrede og sikre ordentlige løn og arbejdsforhold.

I de berørte kommuner sidder der Socialdemokratiske borgmestre. Disse har ikke været gevaldig lydhøre overfor skraldemændene indtil nu. Men man skal ikke tage fejl. Deres bagland og rødder ligger i arbejderbevægelsen, og de er derfor også modtagelige overfor pres på en måde, som ikke gælder borgerlige borgmestre.

HCS er første slag i en politisk krig

Kampen på HCS giver allerede nu, inden den er overstået, en lang række vigtige erfaringer. Først og fremmest at arbejdsgiverne er i offensiven og har tænkt sig at udnytte krisen til at smadre arbejderklassens tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Det er en afgørende lektie til alle landets arbejdspladser, der må forberede sig. Denne kamp er blot første slag i en lang krig fra arbejdsgivernes side.

Det er en skandale, at skraldemændene så længe har været overladt til at kæmpe alene. Der er brug for, at 3F kommer på banen

Men samtidig har skraldemændenes kamp afsløret i hvor høj grad, der mangler en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen. At skraldemændene har stået med ryggen mod muren så længe og kæmpet en desperat kamp alene, uden at fagbevægelsen og særligt 3F har kunne organisere og sprede kampen, er intet mindre end en skandale.

Havde der været en organiseret venstrefløj inde i fagbevægelsen mellem tillidsfolk på de vigtigste arbejdspladser og med positioner i fagbevægelsen, havde kampen været spredt i løbet af den første uge. Og arbejdsgivernes offensiv kunne være blevet bremset hurtigt. Men netop på grund af denne manglende venstrefløj risikerer skraldemændene i HCS i det lange løb at blive løbet over ende. En gruppe på 50 kan ikke klare presset fra den samlede kapitalistklasse uendeligt, heller ikke modige klassekæmpere, som skraldemændene fra HCS. Hvis kampen ikke spredes, vil det dømme skraldemændene til nederlag.

Kommunalvalget - en mulighed

Den 17. november er der kommunalvalg. Det betyder, at alle landets borgmestre udskyder ubehagelige beslutninger, skruer op for servicen osv. for at stille sig godt overfor vælgerne. Derfor er de berørte borgmestre formentlig heller ikke så glade, når en flok skraldemænd beslutter sig for at kæmpe for ordentlige arbejdsforhold midt under ”deres” valgkamp. Det giver dårlige stemmetal, når borgerne ikke får hentet deres affald. Borgmestrene vil helst bare have problemerne overstået og dysset ned.

Men det åbner samtidig en mulighed for skraldemændene. Kommunerne har det sidste ord overfor HCS. Det er en dårlig sag for en socialdemokratisk borgmester og de to andre arbejderpartier at benytte et selskab, der udnytter sine arbejdere på det groveste og tramper på deres arbejdsmiljø.

Derfor var det heller ikke tilfældigt, at politiet ikke uden videre ville lukke de aktionerende skraldemænd ind på rådhuspladsen i Glostrup den 27. oktober. Borgmestrene frygter, med god grund, at sagen skal vende sig mod dem selv. Det er ikke godt for en socialdemokratisk borgmester med demonstrerende arbejdere foran sit rådhus.

Det lader lidt til, at de socialdemokratiske borgmestre har glemt at de er politiske repræsentanter for arbejderne i kommunerne. De er valgt til at varetage arbejderklassens interesser lokalt. Det vil også sige i lokale arbejdskampe og så sandelig også straks at smide firmaer, der bryder arbejdsmiljøloven og benytter sig af skruebrækkere, på porten. Den forbindelse mellem almindelige arbejdere og deres politiske repræsentanter i toppen af partierne må genskabes. Men for at det sker, kræver det, at der lægges pres på de politiske repræsentanter.

Skraldemændenes kamp er en kamp i arbejderbevægelsen

Bag de socialdemokratiske borgmestre i de berørte kommuner står imidlertid partiforeningerne. I det daglige bliver de ofte glemt af borgmestrene på deres store kontorer, men ikke desto mindre skal borgmestrene have opbakning for den politik, de fører, fra deres partiforening. Og det samme gælder kommunalbestyrelsesmedlemmerne fra de andre arbejderpartier.

Derfor må kampens fokus i højre grad vende sig mod S, SF og Enhedslistens partiforeninger. Arbejderbevægelsen kan ikke acceptere, at arbejderpartier indirekte er medvirkende til brud på arbejdsmiljøloven og overenskomsterne, for ikke at tale om brug af skruebrækkere. Det allerlaveste en arbejder kan tænke sig. Der sidder masser af gode klassebevidste arbejdere i socialdemokratiske partiforeninger, i Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens partiforeninger. De må aktiveres i kampen. Det er arbejderpartiernes opgave at føre arbejderklassens politiske kamp. Og det er denne kamp i allerhøjeste grad. Altså må partiforeningerne ind i kampen. 

Der er brug for at aktivere arbejderpartiernes medlemmer i kampen for ordentlige arbejdsforhold.

Her er der en åbenlys mulighed for at tage udgangspunkt i den aftale, der er lavet mellem lokale LO-sektioner i bl.a. København og arbejderpartierne om, at arbejderpartierne skal tage fagbevægelsens krav op. En vigtig brik i disse aftaler er en diskussion om, at privatiseringer skal tilbagerulles. Og netop skraldemændenes sag hører absolut hjemme inden for en sådan aftale.

3F bør derfor øjeblikkeligt tage kontakt til alle arbejderpartiernes partiforeninger i Storkøbenhavn og kræve, at der tages afstand fra HCS, at alle aftaler med dem annulleres, og at der i stedet dannes et kommunalt selskab, der kan ansætte de fyrede.

Ligeledes bør alle, der støtter skraldemændenes kamp, møde op til planlagte møder og arrangementer i arbejderpartiernes partiforeningerne og starte diskussioner med medlemmerne om nødvendigheden af at bakke skraldemændene op.

En anden måde at presse kravene igennem kan være ved at arrangere åbne fællesmøder mellem skraldemænd, partier og fagforeninger, hvor skraldemændene kan fremlægge deres sag. Herfra kan der arbejdes på at indkalde til fælles demonstrationer imod HCS, for ordentlige arbejdsforhold og genansættelse af de aktionerende skraldemænd, i de enkelte byer.

Ingen genveje

En strejke kan ikke vindes for eksempel gennem medierne, eller ved andre genveje. Chefredaktørerne på alle landets medier er selv arbejdsgivere. De har ingen interesser i at støtte kæmpende arbejdere på afgørende vis. Derfor kan arbejderklassen heller ikke stole på medierne som en allieret i kampen mod arbejdsgiverne. En strejkes eneste styrke er enhed og sammenhold.

En af de vigtigste opgaver i en strejke er at bevare sammenholdet. Det kan man kun, hvis man også fysisk mødes og opholder sig sammen og hele tiden demokratisk diskuterer og beslutter de næste skridt, så der skabes enighed om planen, og alle er klar over hvad den går ud på, og hver enkelts rolle i den. Der er brug for, at alle høres, og at alle kræfter udnyttes.

Der er en fare for, at man i kampens hede og med en masse muligheder for pressedækning, møder osv. glemmer hvorfra ens styrke kommer, og hvad der kan vinde kampen. Arbejderklassen kan ikke stole på andre end sig selv. Samlet handling er afgørende. Både blandt de strejkende, men også i arbejderbevægelsen og arbejderklassen som helhed.

Sammenholdet er det eneste våben, arbejderne har.

Arbejderfamilierne i kommunerne må inddrages

Lige nu sidder der mange almindelige arbejderfamilier i de berørte kommuner, som ikke ved hvad kampen handler om, men som er ærgerlige og sure over, at de ikke får hentet deres affald. På den måde virker de som en styrke for HCS' ledelse, der gør hvad de kan for at opblæse denne stemning, og som en yderligere hindring i skraldemændenes kamp for anstændige arbejdsforhold. Derfor må denne stemning også modarbejdes. Disse familier kan vendes til skraldemændenes fordel.

En oplagt mulighed er at uddele korte løbesedler på alle adresser, der er ramt af konflikten, som forklarer sagen i hovedtræk, som den virkelig er, og som giver eksempler på HCS' fuldstændigt uacceptable fremfærd, og som beder om forståelse og solidaritet i kampen. Og som forklarer hvorfor det er en kamp ikke bare for skraldemændene, men for de rettigheder og forhold arbejderne har kæmpet for de sidste 100 år. Et sådan tiltag vil uden tvivl vække en vis sympati, fra i hvert fald en del af de berørte familier, og sende bølger gennem lokalområdet.

Tillidsmandsmøde

Det springende punkt, der kan afgøre kampens videre skæbne, er flere arbejdspladser inddrages som svar på arbejdsgiverens optrapning. 3F burde for længe siden have taget initiativ til at indkalde til tillidsmandsmøde, der kunne diskutere kampens videre forløb. Denne mangel må der hurtigst muligt rettes op på.

Ud med HCS!

Ved at indkalde til et tillidsmandsmøde for alle arbejdspladser i Storkøbenhavn vil man dels kunne sikre, at alle ved, hvad der foregår og får den virkelige historie for forløbet (som medierne ikke skriver). Og dels vil man også kunne sende en samlet besked til de berørte borgmestre om, at man ikke vil acceptere, at socialdemokratisk ledede kommuner benytter underleverandører, der ikke overholder de mest basale arbejdsmiljø- og overenskomstmæssige krav, og at et kommunalt selskab skal oprettes, der kan ansætte de fyrede skraldemænd. Samtidigt kan man gøre det klart, at man er parat til at optrappe kampen med demonstrationer og faglige møder på arbejdspladserne. Et tillidsmandsmøde vil også kunne nedsætte en aktionskomite, der kan fungere som samlende instans, et afgørende skridt i ofte hektiske faglige kampe.

Historiske erfaringer 

Disse metoder; sammenhold, solidaritet mellem arbejdspladser, tillidsmandsmøder og fælles kamp side om side i arbejderbevægelsen, er ikke nogen, der er faldet ned fra himlen. Det er metoder, der igennem hele klassekampens historie har vist sig at være de eneste, der sikrer resultater. Mæglingsmøder, forhandling og smarte tricks virker kun, hvis de bakkes op af magt. Og den eneste magt arbejderklassen besidder kommer i form af antal og stilling i produktionen. Derfor: jo flere der inddrages i kampen, jo stærkere står man. Jo flere maskiner og jo mere produktion der sættes i stå, jo hårdere slår man.

Men en faglig kamp i almindelighed og denne i særdeleshed kan ikke foregå udenom arbejderbevægelsen. Igennem arbejderbevægelsen og dens politiske partier kan det nødvendige pres opbygges til at fjerne HCS fra kommunerne og sikre de aktionerende skraldemænd ansættelse under ordentlige forhold i et nyt kommunalt renovationsselskab.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.