Vi mødte formand for Metal Ungdom Hovedstaden, Majid Atik, til en kort snak om lærlingenes situation.
Hvilke problemer står lærlingene over for i dag?
Der er flere problemer, men det mest presserende er nok mangelen på lærepladser. Som lærling bliver der længere og længere mellem lærepladserne. For mange har det betydet farvel til håbet om en uddannelse, mens det for andre har betydet et liv som SKP’er. Desværre er en SKP uddannelse i dag ikke det, som man lige forventer. Nogle bliver sat til at reparere eller bygge på skolerne, så skolen ikke skal bruge penge på faglært arbejdskraft. Andre bliver efterladt alene på værkstederne af de overbebyrdede lærere. Desuden er lønnen heller ikke noget at råbe hurra for. At betale en husleje er helt udelukket. Men selv hvis man skal betale en husleje bliver lønnen ædt op af normale udgifter som langt de fleste unge har.
Hvilken betydning har krisen for lærlingene?
Arbejdsgiverne bruger krisen som undskyldning til at ødelægge alle arbejdsforhold. Det betyder flere maskiner pr. mand, lavere løn og mere arbejdsløshed. Mange lærlinge bliver kun udlært til arbejdsløshed. For os er spørgsmålet, om vi skal acceptere fyringer og nedskæringer, eller om vi skal kæmpe imod. I Metal Ungdom Hovedstaden er vi helt klare på spørgsmålet: Vi vil ikke betale for arbejdsgivernes krise.
Men er det ikke forståeligt, at der bliver skåret lidt ned i en midlertidig periode?
Kun på overfladen. For virksomhederne har tjent rekord-overskud i tiden med opsving. Dengang sagde de, at de havde for travlt til at tage lærlinge ind. Desuden må vi spørge, hvad der er blevet af alle de enorme profitter, som er blevet skabt de seneste 10 år. For at få overblik over, hvilke værdier, der er hevet ud af virksomhederne, må regnskaberne åbnes. Vi må også spørge, hvorfor chefernes lønninger stadig stiger, mens de kræver lønnedgang for arbejderne. Endelig må vi også spørge om, hvordan den borgerlige regering mener, der er råd til milliard-pakker til bankernes spekulanter, men der ikke er råd til velfærd.
Helt grundlæggende er det jo det glade vanvid, at ekstremt højteknologiske fabrikker bliver lukket, når maskinerne virker, arbejderne gerne vil arbejder, og der er god brug for de ting, der kan produceres.
Hvad kan der gøres?
Det er vigtigt at organisere sig for at sætte handling bag ordene. Vi har vedtaget et arbejdsprogram, hvor vi kræver, at der bliver sat gang i byggeriet. Vi kræver, at lukningstruede virksomheder overtages af staten. Vi kræver, at alle lærlinge får en læreplads, og at der bliver indført kvoteordninger for virksomhederne. Vi kræver, at de tomme spekulationslejligheder bliver lavet om til billige, almennyttige boliger.
Vi har deltaget i demonstrationer med disse krav, og vi holder møder sammen med de politiske arbejderpartier. Det har indtil videre været succesfuldt, men målet er ikke nået. Det kan kun nås hvis vi spreder kampen og inddrager flere lærlinge og arbejdere. Jo stærkere, vores sammenhold er imod arbejdsgiverne og de borgerlige, desto større bliver vores resultater.
