Majid Atik, formand for Metal Ungdom Hovedstaden, forklarer i dette interview, at det især i krisetid er svært at vinde sine krav igennem, hvis man står isoleret på de enkelte arbejdspladser. Han forklarer, hvilke tiltag Metal Ungdom Hovedstaden har taget for at opbygge Metal Ungdom som en kamporganisation.


Hvad er de vigtigste udfordringer for lærlingene i øjeblikket?

Der er mange problemer, men der er nogle, der står lidt mere frem end de andre. Især vil jeg gerne fremhæve arbejdsløsheden. Lige nu ser vi, at arbejdsløsheden stiger kraftigt, og mange lærlinge får en fyreseddel sammen med svendebrevet. Det er et stort problem, at mange bliver uddannet til arbejdsløshed. 25 procent af alle lærlinge har ikke noget job, når de er færdiguddannede.

Et andet problem, der hænger sammen med arbejdsløsheden, er manglen på lærepladser. Antallet af lærlinge, der ikke kan få en læreplads er steget fra ca. 800 sidste år til omkring 8000 i år.

Hvis jeg skal sige noget mere, så vil jeg gerne fremhæve den udbredte udnyttelse af lærlinge som billig arbejdskraft i stedet for at give dem den nødvendige uddannelse. Vi ser, at mange steder, hvor der bliver fyret svende, bliver lærlingene sat til at overtage svendenes arbejde. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Et problem, som alle lærlinge kender til, er manglen på boliger. Den trange boligsituation gør det svært at få en bolig, når lærlingelønnen er så lav, som det er tilfældet. Blandt andet derfor kræver vi i Metal Ungdom Hovedstaden 10 kroner ekstra i timen til lærlingene. Desuden kræver vi, at alle spekulationsejendomme overtages af staten og bruges til billige boliger.

Hvad er Metal Ungdoms vigtigste opgave i lyset af den økonomiske krise?
Krisen giver alle lærlingenes problemer en akut karakter. Arbejdsgiverne vil bruge krisen til at slå endnu hårdere ned på os.

Det er altid sådan, at svaghed inviterer modparten til øget aggression. Hvis vi bare baserer os på forhandlinger uden mobiliseringer og organisering bag klare krav, så vil det bare få arbejdsgiverne til at angribe endnu hårdere.
Her ses lærlinge fra Metal Ungdom i Hovedstaden under en aktion foran undervisningsministeriet

Den eneste løsning er at kæmpe. Men når man kæmper i krisetid er det endnu sværere at vinde end i tider med opsving, hvis man står isoleret, og hvis man bare kæmper på de enkelte arbejdspladser. Ja, man kan endda sige, at det er sværere også for enkelte faggrupper. Vores opgave lige nu er derfor at samle så bred en opbakning som muligt.

I har udarbejdet et nyt program for jeres arbejde i hovedstaden. Hvad går det ud på?

Det er korrekt. I programmet tager vi de problemer op, der er af mest akut karakter. Ikke bare for alle lærlinge, men også for alle unge og arbejdere. Blandt andet kravet om nationaliseringer til at bekæmpe arbejdsløshed og sikre, at arbejderne bliver holdt skadesløse for en krise, som arbejdsgiverne har skabt.

Men et program er ikke nok i sig selv. Hvis man ikke har folkene til at sætte handling bag, kan det hele være lige meget. Derfor er det også en vigtig opgave at opbygge Metal Ungdom som kamporganisation med aktive på alle landets største virksomheder.
Til at opnå det mål har vi planlagt et agitationskursus, der skal uddanne flere ledere og agitatorer således at vores nuværende kerne i metalungdom hovedstaden bliver større og mere kampberedt.

Du siger, at fagligt arbejde er forbundet til politik. Hvordan det?
Der er alle mulige regler – blandt andet om forholdene på de tekniske skoler – som bliver politisk bestemt. Derfor gør vi også meget for at forbinde vores arbejde med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer – DSU, SFU og SUF. Hver gang vi holder arrangementer, inviterer vi disse organisationer til at deltage.

Er det ikke svært at mobilisere, hvis man stiller for vidtgående krav?
Nogle siger, at man ikke skal have for store mål. Men det er nødvendigt at have seriøse og overordnede mål. Man kan ikke mobilisere på små mål. På teknisk skole ville ingen have gået med vores kamp, hvis det bare var for bedre planlægning på den enkelte skole. Det havde virket urealistisk, fordi der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer på den enkelte skole. Det er et større politisk problem Lærlingene kunne se, at de mindre mål om enkelte forbedringer kun bliver realistiske i en større kamp, hvor alle står sammen.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.