Se billeder fra aktionen nederst i artiklen

I dag, fredag, demonstrerede flere hundrede lærlinge foran undervisningsministeriet, under overskriften ”Praktik eller kaos”. Lærlingene protesterede i protest mod manglen på lærepladser. Demonstrationen var indkaldt af Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO).

Under opsvinget sagde arbejdsgiverne, at de ikke havde tid til at tage lærlinge, og nu under krisen er manglen på lærepladser blevet akut, hvor flere tusinde står uden læreplads. Uden en læreplads er der ikke nogen mulighed for at gennemføre uddannelsen.

Formålet med demonstrationen var at blokere undervisningsministeriet for at presse undervisningsminister Bertel Haarder til at gøre noget ved problemet.

Der var kommet lærlinge fra hele landet, og der var bl.a. faner fra 3F ungdom, Metal Ungdom Hovedstaden, blikkenslagerne og arbejderpartiernes ungdomsorganisationer var også massivt til stede.

På demonstrationen blev der holdt flere taler fra bl.a. formand for EEO Jonathan Simmel, 3F’s næstformand Jane Korziack og formand for Metal Ungdom Morten Skov. Desværre var der ingen af de tre taler der kom med nogle klare bud på hvordan kampen skal fortsætte.

Denne demonstration, der er den første, hvor lærlingene for alvor går på gaden i mange år, viser den enorme kampgejst der eksisterer blandt arbejderungdommen. Men denne demonstration alene løser ikke problemet med de manglende lærepladser og generelt eksploderende arbejdsløshed. Der er brug for en langsigtet plan.

Lærlingene må stå sammen først og fremmest med fagforeningerne og arbejderpartierne. Det nyoprettede arbejdsløshedsudvalg i Malernes Fagforening Storkøbenhavn var til stede med løbesedler for at vise sin sympati, og det er lige netop sådanne initiativer der må tages.

Men frem for at snakke om enhed, formåede talerne desværre i stedet at splitte kampe mod den borgerlige regering og deres politik til gavn for arbejdsgiverne. Flere af talerne snakkede om at det altid var gymnasieeleverne, akademikerne, dem med arbejde eller de ældre osv. der blev taget hensyn til, og aldrig lærlingene. Det er rigtigt at der er blevet skåret kraftigt ned på lærlingenes forhold. Men det er ikke vejen frem at skabe splittelse - tværtimod. Der er ikke modstridende interesser mellem lærlingene og andre grupper af unge eller mellem lærlingene og arbejderne eller de ældre. Alle disse grupper har en fælles interesse i at byrden for krisen lægges på arbejdsgivernes skuldre, så dem der har skabt krisen også kommer til at betale for den.

Den borgerlige regering gør hvad den kan for at spille forskellige grupper ud imod hinanden. Arbejderpartierne må stå i spidsen for en alliance mellem arbejderpartierne, fagforeningerne, ungdomsfagforeningerne og elevbevægelsen. Kun arbejderklassen kan stoppe den borgerlige regerings arbejdsgiverpolitik.

Der er brug for at kampen ikke bare løber ud i sandet. Lærlingene har brug for en organisation til at organisere kampene. LO Ungdom må opbygges til en demokratisk kamporganisation. Der er brug for at optrappe organiseringen af lærlingene og alle andre unge arbejdere.

Denne demonstration vil ikke være det sidste, vi ser til lærlingene. Under overfladen lurer frustrationerne og vreden.

060309laerlinge_01
Demonstranterne råbte vrede kampråb imod Bertel Haarder

060309laerlinge_02

060309laerlinge_03
Lærlinge fra Metal Ungdom havde deres fane og et banner med

060309laerlinge_04
Rapperne Tempo Bang og Vakili optrådte med revolutionær rap

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.