I foråret 2008 brød den største konflikt i den offentlige sektor nogensinde ud.
Op til forhandlingerne var kravene fra de offentligt ansatte store, men helt rimelige. Allerede undervejs tonede fagforeningstoppen kravene ned ud udvandede dem med krav som ”store lønstigninger”, uden at sætte et reelt tal på.

Trods kravene og kampviljen fra de offentligt ansatte endte resultaterne langt fra målet. Det kan først og fremmest tilskrives én ting: splittelse; splittelse mellem de offentligt ansatte selv og splittelse mellem de privatansatte og de offentligt ansatte. En splittelse der ene og alene kan tilskrives ledelserne i fagforeningerne.
Allerede i forhandlingerne var de forskellige faggrupper splittet.

I sidste ende sagde de fleste fagforeninger ja til resultatet på 12,8%, der som sagt var langt under de oprindelige krav fra medlemmerne. At lærere, politibetjente osv. stemte ja må først og fremmest tilskrives manglende tro på, at deres ledelser ville kæmpe og derfor manglende tro på, at det ville nytte samt den massive propaganda, der blev kørt i medierne om, at resultatet var historisk godt.

FOA (Fag og Arbejde, med bl.a. sosu’er) og Sundhedskartellet (bl.a. sygeplejerskerne i DSR) sagde som de eneste nej til forliget og dermed udbrød der konflikt på begge områder fra 16. april 2008. Både medlemmerne af FOA og i Sundhedskartellet bakkede massivt op om konflikten.

BUPLs hovedbestyrelse havde i første omgang afvist forliget, men sagde i sidste øjeblik ja til forliget alligevel, uden at have fået mere end det de oprindeligt sagde nej til. Det medførte enorme protester fra medlemmerne, der endda arrangerede en demonstration foran forbundskontoret i protest mod ledelsen, noget der ikke er set i årevis. Resultatet blev sendt til afstemning blandt BUPL’s medlemmer hvor 61% stemte nej til det resultat, som hovedbestyrelsen anbefalede. Det betød at BUPL gik i strejke fra 19. maj.

FOA forhandlede sig frem til resultat med Kommunernes Landsforening allerede 5. maj, og resultatet for afstemningen blandt FOA’s medlemmer forelå 29. maj, hvor et flertal havde stemt ja.

Strejken blandt sundhedskartellet og BUPL sluttede begge 13. juni, hvor sygeplejersker, jordmødre, radiografer o.l. havde været i strejke i næsten 9 uger.

Enhed den eneste vej frem
Konflikten i det offentlige var historisk.

Igennem de seneste år har de offentligt ansatte gentagne gange været på gaden i protest mod nedskæringer, arbejdspres, lave lønninger osv.

Antallet af tabte arbejdsdage i det offentlige pga. strejker blev fordoblet fra 2004 til 2005, og det steg yderligere i 2006, hvor 62.400 arbejdsdage blev tabt indenfor staten, regionerne og kommunerne. En stor del af disse må tilskrives den næsten 4 uger lange strejke i efteråret 2006 med pædagogerne i Århus i front. Bevægelsen blev svigtet af ledelsen for deres fagforeninger, der hverken bakkede protesterne op eller samlede dem. Det betød, at antallet af tabte arbejdsdage i det offentlige faldt i 2007, der var flere arbejdsstandsninger, men de var meget korte. Det var bl.a. sosu’erne, der strejkede for højere løn i sommeren 2007, hvilket viste, at nye grupper begyndte at gå i kamp. Strejken i foråret 2008 kan ses som et nyt skridt i de offentligt ansattes kamp for ordentlige forhold. De såkaldt ulovlige strejker er som regel spontane protester over forringelser. Strejker kaldes ulovlige når den ikke er i forbindelse med en overenskomstforhandling, men det er et absurd begreb; til hverdag må arbejdsgiverne angribe arbejdsforholdene konstant, mens arbejderne pænt må finde sig i angrebene og vente til overenskomstfornyelserne hver 3. år. Det er en ensidig fredspligt for arbejderklassen.

Efter disse ”ulovlige” strejker tænkte mange af dem, der havde været ude i kampe, at strejkerne led nederlag pga. mangel på ledelse og organisering, fordi lederne for fagforeninger ikke ville stille sig i spidsen. Hvilket var fuldstændig korrekt. Lederne for fagforeningerne bruger den absurde skelnen mellem lovlige og ulovlige strejker, som undskyldning for ikke at støtte egne medlemmers protester. Næste skridt fra de offentligt ansatte blev at forsøge at få fagforeningerne i spidsen for strejkerne gennem lovlige strejker. Folk tænkte, at med overenskomstforhandlingerne var der endelige en mulighed for at tage et ordentligt skridt fremad med fagforeningerne i spidsen for kampen. Men endnu engang svigtede ledelsen dem.

De andre offentlige fagforeninger sagde direkte, at de var imod, at de strejkende fik noget ud af strejken. Formanden for Danmarks Lærerforening og forhandlingsfællesskabet KTO Anders Bondo udtalte, da konflikten brød ud, ”Jeg hejser advarselsflaget ét sted, og det handler om, at sygeplejerskerne og SOSU-assistenterne ikke må komme ud med et resultat, der underminerer vores.” (Berlingske.dk, 16.04.08)

Hvad han i virkeligheden mente var, at fik de strejkende noget ud af strejken, ville det udstille, at ham og de andre fagforeningsledere, der havde sagt ja til forliget, ikke havde forhandlet godt nok for deres medlemmer, og at det ville kunne betyde at utilfredsheden i deres organisationer kunne blusse op.

De fagforeninger, der var i strejke, gjorde omvendt intet for at gøre det klart, at lønstigninger til f.eks. sygeplejerskerne ikke måtte betyde lønnedgang til andre faggrupper. Og internt mellem de strejkende grupper gjorde lederne hvad de kunne for at skabe splid. DSR (Dansk Sygeplejeråd) gentog således gang på gang, at FOA folkene ikke måtte få en lønstigning, hvis ikke sygeplejerskerne fik det, og i løbet af de ni uger blev kun der arrangeret 1-2 fælles aktivitet.

Arbejderklassens eneste styrke er sammenhold og enhed. Fagtoppen i samtlige fagforeninger gjorde det præcis modsatte, de skabte yderligere splid og splittelse. Et godt eksempel var en dag hvor pædagogerne demonstrerede på Christiansborg Slotsplads, hvor bl.a. DSRs formand Connie Kruckow holdt tale. Imens stod sygeplejerskerne på Rådhuspladsen og lavede happening. Efter demonstrationen kom mange pædagoger forbi Rådhuspladsen, men de blev ikke budt velkommen, så de samlede sig i den modsatte ende. Vi havde altså i den ene ende sygeplejerskerne i deres hvide T-shirts, en mellemgang hvor folk gik til og fra Strøget og i den anden ende pædagogerne i deres lyserøde T-shirts. Det viser, at parolen om enhed er fuldstændig afgørende.

Det var den lige vej til nederlag. Yderligere var isoleringen i forhold til arbejderklassen i det private. I strejken viste det sig tydeligt, at de offentligt ansatte ikke har nogen reelle pressionsmidler. Når sygeplejersker og sosu’er strejker, skal de stille nødberedskab og det rammer ikke nogen på pengepungen. Regeringen var da også fuldstændig kold og lod som om strejken ikke havde noget med dem at gøre, selvom det jo reelt er dem, der sidder på pengepungen. Havde de offentligt ansatte appelleret til de privatansatte om sympatistrejker, fælles demonstrationer o.l. og ikke mindst indkaldt til fællesmøder hvor strejken kunne være blevet diskuteret, var de danske kapitalister begyndt at blive nervøse, og regeringen ville ikke kunne sidde kravene fra de strejkende overhørig.

Opbakningen til strejken var der. 80 procent af befolkningen bakkede op om strejken til at starte med, og selvom strejken fortsatte uge efter uge, og medierne gjorde hvad de kunne for at miskreditere den, faldt opbakningen aldrig under 60%. Det er en helt historisk opbakning til en strejke. Med den enorme opbakning havde en samlet arbejderbevægelse kunnet mobilisere det store flertal imod regeringen og presset dem til indrømmelser. Og i sidste ende viser det også muligheden for en arbejderregering på et socialistisk program; strejkens krav var en ordentlig løn til de offentligt ansatte, ligeløn mellem mænd og kvinder, flere ansatte og ordentlige arbejdsvilkår – alt sammen krav som de borgerlige aldrig vil opfylde.

I stedet brugte regeringen splittelsen imod de strejkende. Venstre sagde f.eks. under strejken, at de var parate til at se nærmere på en ligelønskommission, men efter konflikten sagde Venstres finanspolitiske ordfører Peter Christensen, at de først ville se på en lønkommission når fagbevægelsen kunne blive enig.

”Det må jo være en samlet fagbevægelse, som beder Christiansborg om noget. Og den samlede fagbevægelse kan jeg ikke lytte mig til. Det er dele af fagbevægelsen, som har haft en debat kørende om en ligelønskommission, og jeg kan nu konstatere, at der langt fra er enighed om, hvorvidt man ønsker en sådan - og at dele af fagbevægelsen faktisk vil se det som en utidig politisk indblanding. Det tager jeg sådan set bare til efterretning.” (Vejle Amts Folkeblad 16.06.2008)

Stigende antal strejker indenfor industrien
Både i 2005 og 2006 faldt antallet af tabte arbejdsdage blandt de privatansatte, men indenfor industrien voksede antallet af tabte arbejdsdage fra 28.900 i 2006 til 39.900 i 2007, dvs. en stigning på omkring 33%.

Det skal ses i lyset af en række år med et meget lavt antal tabte arbejdsdage blandt de privatansatte, men i hele perioden mange korte ulovlige strejker.

Lige efter den borgerlige regering kom til, var der en række massive protester imod bl.a. deres forslag om deltidslov, men ligesom i det offentlige viste fagforeningstoppen ingen vej frem. Det, der skulle være venstrefløjen indenfor fagbevægelsen, har fulgt toppens linje og lukket enhver debat ned. I den seneste periode er økonomien gået fremad, og en stor del af den private arbejderklassen har søgt individuelle løsninger. Mange har tænkt at med overarbejde, lån, lidt højere arbejdstempo osv. skulle det nok gå. Hvis bare man ”lige bider tænderne sammen nu, så skal det nok snart blive bedre”, har tanken været. Men arbejderne vil opdage, at de har bidt tænderne sammen for kun at stå overfor endnu værre forhold. De individuelle løsninger kan ikke løse noget som helst. Kun fælles handling fra en samlet arbejderklasse kan bekæmpe problemerne.

Vi forudsagde i dansk perspektiv for 2007, at de privatansatte ville stemme nej til overenskomsten, men den kom igennem med et lille flertal på 55%, ikke fordi arbejderne var tilfredse med resultaterne, men fordi de ikke troede på at deres ledere ville kunne stå i spidsen for en kamp for noget bedre. Det var et utrolig svagt flertal, der viser den enorme utilfredshed, der er blandt arbejderklassen, og resultaterne ser nu ud til at blive helt udhulet af prisstigningerne. Men ”ja’et” viser også den miserable tilstand hos venstrefløjen i fagbevægelsen, der har givet op på arbejderklassen, præcis når den begynder at kæmpe, der er helt desillusionerede, og som efterlader et kæmpe tomrum i hele arbejderbevægelsen.

Så længe økonomien gik fremad kunne de fleste klare sig igennem; man arbejder lidt mere, tager et lidt større lån og så skal det nok gå. Men med krisen vil der ikke længere være rum for individuelle løsninger, tværtimod vil selve arbejderklassens kernetropper, industriarbejderne, bygningsarbejderne osv. blive ramt på job, indkomst, hjem osv. Som vi skrev i perspektivet sidste år, vil klassekampen gå ind i en periode med en meget mere bitter karakter.

Arbejderklassen kan kun stole på egen styrke
De offentligt ansatte har nu prøvet ulovlige strejker og de store lovlige strejker og ingen af dem har virket. Den næste periode vil nok byde på en vis stilstand i kampene i det offentlige, hvor erfaringerne fra de sidste års kampe overvejes. Imens fortsætter angrebene på de offentligt ansatte, og det kan betyde, at stilstanden bliver kort. Et afgørende karakteristika ved strejken var, at der var et fuldstændig politisk vakuum; INGEN politiske partier eller grupper fremsatte noget alternativ til ledelsens linje.

Det er situationen i hele fagbevægelsen; der er fuldstændig politisk tomrum!
Arbejderklassen må gennem egne erfaringer lære arbejderklassens lektier en gang til. De vil lære, at de ikke kan stole på andet end deres egen styrke, og at den styrke er enhed og samlet kamp, ikke i splittelse.

Det er er klart, at udviklingen ikke vil gå i en lige linje. Valget af Harald Børsting til formand for LO, markerede et skridt til venstre, om end et lille skridt. At LO gik imod regeringens forslag om forringelser af dagpengene, viser at der er sket en ændring, og at der må eksistere et pres internt. Det er et tegn på de ting, der vil komme i fremtiden. Som det er nu, er der ingen organiseret venstrefløj, men i den kommende periode vil der opstå en venstrefløj, der vil være dybt forvirret, ligesom dele af den nuværende ledelse vil blive presset til venstre.

Det første skridt er en begyndende utilfredshed med ledelsen og en begyndende stillen spørgsmålstegn ved både ledelsens linje og aftalesystemet.

Derudover vil et af de kommende skridt være en begyndende politisk bevidsthed og en begyndende erkendelse af nødvendigheden for at organisere sig i arbejderklassens politiske partier. Det vil tage forskellig fart indenfor de forskellige grupper. Nu har de offentligt ansatte afprøvet den faglige kamp, og eftersom den vej endnu ikke har givet resultater, vil de forsøge den politiske vej.

Arbejderklassen har en enorm magt i sine hænder, men de må først opdage denne magt og hvordan den kan bruges.

Virksomhederne har scoret enorme profitter i den seneste periode. Arbejderklassen fik at vide, at de var grådige, hvis de krævede del i denne fremgang, og at de gennem høje lønninger kunne køre økonomien i sænk. Nu er det tydeligt, at de, der var grådige, var bankcheferne og direktørerne, der har scoret millionbonusser og pensioner. Nu kan er det tydeligt, at det ikke er lønstigninger, der fører til krise, eftersom arbejderklassens lønstigninger har været lave, men krisen alligevel er kommet i allerhøjeste grad. Nu kan er det tydeligt, at regeringen er parate til at hjælpe nødlidende banker og sagtens kan finde penge til dem, mens de påstår, der ikke er råd til velfærd. Nu er det tydeligt, at der er noget helt galt med systemet.

Arbejderklassen er begyndt at stille spørgsmål og tænke. Næste skridt er, at arbejderklassen begynder at organisere sig og blive aktive i både fagforeningerne og arbejderpartierne. I den næste periode vil klasseskellene blive tydeligere og tydeligere, og klassekampen vil antage en mere forbitret karakter, men udviklingen vil ske gennem spring og omveje. Uden et klart marxistisk alternativ kan det kun være således. Der vil komme sejre og nederlag, men arbejderklassen vil lære af begge og drage sine egne erfaringer. De vil erfare, at man må kæmpe og forsvare sig. At man må genvinde fagbevægelsen og arbejderpartierne. De vil indse, at der ikke er nogen vej udenom at blive aktiv i fagforeninger og arbejderpartier, og at det er absolut nødvendigt, at der opbygges en venstrefløj i arbejderbevægelsen.

Siden dette årtusindes start har ungdommen været forrest i kampene. Som Trotskij forklarede kan ungdommen ses som et barometer for de processer, der foregår under overfladen i samfundet. Når ungdommen begynder at bevæge sig, er det som regel tegn på den utilfredshed, der begynder at opbygges i arbejderklassen. Ungdommen er ikke tynget af de samme nederlag og har ikke samme forpligtigelser og går derfor nemmere i kamp.

Samtidig med, at ungdommen har været ude i kampe, er der også sket en venstredrejning, og 2007 blev første år, hvor der var flere medlemmer af arbejdspartiernes ungdomsorganisationer end af de borgerlige partiers ungdomsorganisationer.

Generelt er antallet af unge under 30, der er medlem af en af partiernes ungdomsorganisationer steget, men mest hos arbejderpartierne. Især SFU har haft en massiv fremgang fra 1955 betalende medlemmer under 30 år i 2007 til 3162 i 2008, en stigning på 62%!

SFU har slået sin position som største ungdomsorganisation fast med syvtommersøm.

	2008	2007	2006	2005	2004	2003	2002	2001	2000
SUF	989	746	795	341	443	481	492	463	-
DSU	1942	1792	1991	1823	1938	2620	2144	2049	3245
SFU	3162	1955	1487	1640	1469	1387	1335	1263	1343
RU	811	727	716	572	605	567	546	492	482
VU	1669	1755	2301	1944	2105	2256	2390	2500	2703
KU	1018	901	922	796	889	1096	1191	1197	1421
DFU	439	477	496	433	607	688	648	623	498
KDU	304	303	408	433	831	839	808	827	1036
I alt	10.334	8.656	9.116	7.982	8.887	9.934	9.554	9.414	10.728

(Kilde: DUF)

Ungdommen har primært været ude i kampe som elever og studerende de seneste år, men nu ser vi hvordan denne aktivitet rettes ind mod de politiske ungdomsorganisationer, og at det især er SFU, der har formået at tiltrække de aktive unge.

Studenter- og gymnasieungdommen
Efter nogle år med massive demonstrationer har de seneste år ikke budt på de store mobiliseringer. Den sidste større demonstration hvor ungdommen deltog var (i skrivende stund) ved Folketingets åbning 2007.

Op til denne demonstration vedtog et møde arrangeret af elev- og studenterbevægelsen en udtalelse, der slog fast, at en-dags demonstrationer ikke var nok. Et møde og en udtalelse der efterfølgende er blevet fuldstændig fortiet af ungdommens ledelse, (det eneste sted udtalelsen er blevet offentliggjort er www.marxist.dk).

Marxisterne har gentagne gange advaret mod disse endags demonstrationer og forklaret, at hvis ikke der lægges en konkret plan for, hvordan kampene udvides og optrappes, vil endags demonstrationer fører til desillusionering af ungdommen, fordi det ikke er nok, at vise, at man er utilfreds, men at kæmpe for at få stoppet nedskæringerne. I marts 2008 så vi dette perspektiv blive bekræftet. Den samlede elev- og studenterbevægelse afholdt 4. marts en demonstration imod nedskæringer. Til demonstrationen dukkede 1500 mennesker op, et antal der minder om demonstrationerne i midt 1990’erne, og absolut ikke de store velfærdsdemonstrationer med hundredetusinder vi har set de seneste år.
Ledelsen af bl.a. DGS brugte bl.a. denne demonstration som argumentation for, at ungdommen ikke gider demonstrere, at aktioner og ”sjove” happenings er bedre osv.

Men intet kunne være længere fra sandheden. Grunden til det lille fremmøde skal findes hos ledelsen selv, der udover dårlig mobilisering i en årrække har kørt en taktik med demonstrationer for demonstrationernes skyld ikke for at vinde. På den måde har et bredt lag af unge fået det indtryk, at demonstrationer ikke nytter noget.

I stedet for at udnytte den enorme kampgejst, der har været blandt ungdommen, har ledelsen for elevbevægelsen taget det ene skridt tilbage efter det andet.
Vi advarede om dette, da DGS blev lagt sammen med den borgerlige elevorganisation GLO i 2005, og siden har vi set, hvordan DGS først gik tilbage på modstanden mod karakterer og udtalelser om, at man ”ikke behøver demonstrere hvert år”.

Den seneste udvikling bekræfter yderligere denne tendens. På DGS’ aktivitetsmøde i efteråret 2008 foreslog ledelsen endnu flere tilbageskridt. Ledelsens beretning slog flere gange fast, at det havde været ”ansvarligt” af dem ikke at mobilisere imod nedskæringer i efteråret, andet end en happening på slotspladsen, ligesom de gav køb på modstanden mod brugerbetaling. I beretningen slog de fast, at DGS er imod brugerbetaling, men at eftersom at gymnasierne ikke kan overholde det nuværende brugerbetalingsloft, så foreslår DGS loftet hævet til 5000 kr.! Kampen for gratis uddannelse har altid været en kamp for arbejderbevægelsen for, at arbejderklassens børn også har adgang til uddannelse. I stedet for at legitimere brugerbetaling, som DGS’ ledelse gør i sin seneste beretning, burde DGS blæse til fælles kamp med arbejderbevægelsen imod enhver form for brugerbetaling.

Ledelsen talte også kraftigt imod en udtalelse om, at fælles handling er nødvendigt som middel mod nedskæringer. Det mest tydelige eksempel på denne tendens er ledelsens forslag til nyt principprogram for DGS. I det gamle program var der en lang række krav til bedre uddannelse, SU osv., i forslaget til det nye principprogram er samtlige krav fjernet. I stedet for fælles kamp taler det nye principprogram om ”ansvarlighed”. Dette er den lige vej til at opgive kampen for elevernes krav! Den borgerlige regering står til ansvar overfor bankerne og kapitalisterne. Man kan ikke være ansvarlig overfor både bankerne og eleverne på samme tid, man må vælge side. DGS må stå til ansvar overfor eleverne.

Ledelsen i elevbevægelsen, og især DGS, har de seneste mange år været præget af især SFU. Dette fokus på ansvarlighed er en afspejling af den generelle politiske linje fra SF og SFUs ledelser, der håber på at deltage i en fremtidig ny regering.

Tendensen til ansvarlighed fra ledelsen i elevbevægelsen vil tage til, når en ny regering kommer til magten. Ledelserne i elev- og studenterbevægelsen, der de seneste år har stået i spidsen for protester mod regeringen, vil få store problemer når det er deres ”egne” partier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, der sidder i regering, (eller er parlamentarisk grundlag) og presses til nedskæringer. Det vil føre til store kampe også indeni elevorganisationerne, som måske kan eksplodere hurtigere end i fagbevægelsen, hvor ledelserne og bureaukratiet er langt mere konsolideret. Kampe som marxisterne må deltage i på de enkelte skoler, i elevorganisationerne og i de politiske ungdomsorganisationer.

Lærlingene
Den seneste periode har også vist, at det ikke kun er blandt gymnasieungdommen, at der er en kæmpe utilfredshed. I september 2008 nedlagde lærlingene på Tuborgvej tekniske skole undervisningen i protest mod mangel på lærere og dårlige forhold generelt. Lærlingene var parate til at udbrede strejken til andre tekniske skoler. Strejken på Tuborgvej er ikke den eneste gang lærlingene har været involveret i kampe. Det viser den enorme kampvilje, der findes blandt arbejderungdommen. Grunden til, at vi ikke har set lærlingene mere ude i kampe, skal findes i to ting; den ene er, at strejker er mere alvorlige for lærlingene, fordi de er ansat på kontrakter, også når de er i skole, men først og fremmest i manglen på ledelse. Men der er en ændring på vej, og den seneste periode har vist, at med et klart program i spidsen, støtter lærlingene op.

Ingen af de organisationer, der organiserer lærlingene, tager lærlingene seriøst eller gør et alvorligt forsøg på at organisere og mobilisere dem. Fagbevægelsen har gang på gang sjoflet lærlingenes krav senest i forbindelse med overenskomsterne i 2007, hvor lærlingenes krav om højere løn endnu engang blev overset.

De fleste fagforeninger tillader ikke lærlingene internt demokrati, dvs. de stoler ikke på lærlingene. Og ungdomsfagbevægelsen har i mere end et årti forsøgt at organisere lærlingene gennem kurser som mindscope, go cart kørsel, øldrikning osv. Men det er en undervurdering af arbejderungdommen. Lærlingene er interesseret i deres forhold, i politik osv. Men spørgsmålet er selvfølgelig hvordan. De politiske ungdomsorganisationer har i deres materialer henvendt til lærlingene talt ned til dem, som om de havde sværere ved at forstå budskabet om velfærd og ordentlige forhold end gymnasieelever.

Men lærlingene kan sagtens forstå politik, de fleste lærlinge har en helt konkret opfattelse af, at der er forskellige klasser i samfundet, at arbejdet skaber profit til arbejdsgiverne, og at det er nødvendigt med organisering og sammenhold. De har altså en langt bedre forståelse af de marxistiske ideer fra deres hverdag end mange universitetsstuderende, der gennem 20 år har fået indprentet i hovedet, at klasserne er forsvundet, og at vi nu lever i et ”videnssamfund”. Sagen er, at lærlinge gerne vil diskutere politik, det viser de seneste års udvikling i Metal Ungdom Hovedstaden. Lærlingene vil bare ikke diskutere politik som den diskuteres på Christiansborg, hvor det hele lyder som et spil, hvor al forbindelse til hverdagen for almindelige mennesker er forsvundet.

I den kommende periode vil vi se en stigende aktivitet blandt lærlingene, men lærlingene er samtidig en af de grupper, der er dårligst organiseret. Lærlingenes Landsorganisation (LLO) blev nedlagt, og LO ungdom eksisterer ikke som et nationalt netværk. Det kommer til at kræve hårdt arbejde at opbygge LO ungdom til en kamporganisation, der kan kæmpe for lærlingenes krav. Men der er ingen vej udenom, og det arbejde kan kun udføres af lærlingene selv.

Ungdommen vil lede efter svar
Den generation, der nu er begyndt at være aktive i elevbevægelsen, på de tekniske skoler og i de politiske ungdomsorganisationer, er den første generation, der kan se frem til dårligere forhold end deres forældre. De er den første generation, der ikke har levet under den kolde krig og med Sovjetunionen. Ikke mindst er det en generation, der kun kan huske den borgerlig regering.

De er blevet aktive mod krig, nedskæringer, rydningen af Ungdomshuset og Christiania osv. I alle kampe er de konstant stødt ind i den borgerlige regering, og det at vælte den borgerlige regering opfattes af ungdommen som den første (og største) forudsætning for at skabe ordentlige forhold.

Kampene blandt ungdommen har primært været som elever og studerende, men i stigende grad har ungdommen vendt sig til de politiske ungdomsorganisationer. Det er især SFU der har stået i spidsen for elevbevægelsen, og med venstredrejningen i ungdommen er SFU vokset enormt. De har tiltrukket de mest aktive unge, der helt klart ønsker en ny regering med en ny politik.

Valget af en ny regering vil kaste ungdommen ud i dyb forvirring. Der er en nye regering men finanskrisen fortsætter, arbejdsløsheden vil fortsætte med at stige, og den nye regering vil fortsætte med en nedskæringspolitik. De unge vil se, at det der er brug for, ikke bare er en ny regering, det er en ny regering med en ny politik. Så længe kapitalismen stadig består, vil alle kapitalismens dårligdomme også bestå, hvad enten ministrene hedder Fogh, Løkke og Espersen, eller Thorning-Schmidt, Søvndal og Vestager.

Umiddelbart efter en ny regering er valgt vil det uden tvivl føre til kæmpe forhåbninger, derefter kan der komme en periode med desillusionering og forvirring. Men det vil åbne op for en periode med søgen efter svar.

Marxisterne har opfordret alle aktive unge til at blive aktive i SFU, for at være med til at opbygge et stærkt SFU, der kan foreslå enhed med de andre af arbejderpartiernes ungdomsorganisationer imod den borgerlige regering. Det har vi gjort, fordi SFU har tiltrukket de mest aktive og bevidste unge. Højrefløjen har vundet flertallet i SFU, men dette er midlertidigt. Venstrefløjen i SFU er svag og uorganiseret. Mest af alt består venstrefløjen af folk, der lige nu er inaktive eller forlader SFU, fordi de er trætte af ledelsen. Men hvor skal de gå hen?

Hvis SFU fremsatte et klart program og handlingsplan for sine mere end 3500 medlemmer, og fik dem aktiveret i afdelinger, på deres skoler og arbejdspladser ville det nemt kunne mobilisere ungdommen og gøre SFU endnu større. Gennem dette kunne SFU fremsætte forslag til fælles kampprogram til de andre arbejderpartiers ungdomsorganisationer. Der har i den seneste periode været tiltag til sådan fælles platform for DSU, SFU og SUF i Genstart Danmark. Men det var et samarbejde i toppen af organisationerne. Det der er brug for er fælles handling fra de tusinder af medlemmer på et program der forbinder ungdommens krav med nødvendigheden af en socialistisk politik.

Ledelsen i SFU har ikke været glade for at vi har opfordret alle til at melde sig ind. De har startet en heksejagt mod alle der har den mindste tilknytning til avisen Socialistisk Standpunkt. Det gør de ikke for sjov, ligesom heksejagten i SUF ikke var for sjov. Ledelsen kører heksejagt på de marxistiske ideer, fordi de lige som os er klar over at et klart program ville kunne forene venstrefløjen i SF, og derigennem true ledelsens position. I den kommende tid vil de diskussioner der allerede nu er startet vokse. Ligesom med SF er kritikken af ledelsen begrænset så længe det går fremad. men når der kommer en ny regering vil diskussionerne for alvor begynde. Kritikken vil ikke bare komme fra enkeltpersoner, men vil blive massiv når tusinder af unge der har meldt sig ind i SFU i kampen mod de borgerliges politik, ser at en ny regering ikke var nok, men der også er brug for en ny politik.

Ledelsen kan føre al den heksejagt de vil. De kan muligvis holde enkeltpersoner ude af SFU, men de kan ikke formå at holde marxistiske ideer ude af SFU, og de kan ikke for evigt holde venstrefløjen svag og splittet.

Det er en proces, der også vil finde sted i DSU, men muligvis senere og på anden vis. Igennem en tilstedeværelse i SFU med programmet om en enhedsfront, kan marxisterne komme i kontakt med både DSUere og andre unge, der ønsker at bekæmpe de borgerlige. Der er brug for en venstrefløj blandt hele arbejderbevægelsens ungdom.

Ungdommens organisationer vil blive ændret fra top til bund i den kommende periode.

Finanskrisen viser, at kapitalismen globalt set har udspillet sin rolle som progressivt system. Det er et system, der kun kan fungere ved at smadre arbejderklassen. Det er et system, hvor kriser er indbygget der jævnligt indtræffer, indtil kapitalismen er erstattet af et socialistisk samfund. Dette har marxisterne altid forklaret, men nu begynder arbejdere og unge verden over at kunne se det samme.

De kan se, at løfterne om evig fremgang efter murens fald var tomme. Opsvinget de seneste år skete på bekostning af arbejderklassen, og kapitalisterne gør alt hvad de kan for at lægge byrden for den nuværende krise på arbejderklassens skuldre.
Men det vil de ikke kunne uden videre. Arbejderklassen vil svare imod angrebene. Klassekampen vil stige, som vi allerede har set begyndelsen på i de seneste år over hele verden, men den vil over alt få en mere bitter karakter. Som krisen bliver dybere, og i stigende grad rammer den virkelige økonomi, vil det blive stadig mere tydeligt, at der eksisterer to fuldstændig uforsonlige klasser; kapitalisterne og arbejderklassen. Krisen vil få en klassekarakter.

Krisen viser, at forudsigelsen i det Kommunistiske Manifest om kapitalismens internationale karakter nu for alvor er virkeliggjort. Krisen er global, og ikke et eneste land kan undslippe. Men den revolutionære proces udvikler sig også verden over, nogle steder er den mere udviklet end andre. Under overfladen opbygges en utilfredshed med kapitalismen blandt arbejderklassen, hvad Trotskij kaldte ”revolutionens molekylære proces”. Denne utilfredshed kommer med jævne mellemrum op til overfladen i demonstrationer, strejker og direkte revolutionære processer som i f.eks. Venezuela. Men arbejderklassen mangler et organiseret udtryk. De tidligere ledere for arbejderklassen, reformisterne og stalinisterne, har vist sig ude af stand til at give svar på noget som helst. Deres løsninger på krisen ligger bemærkelsesværdigt tæt på borgerskabets.

I den næste periode vil vi se, at disse ledere testes, og at nye ledelser vil opstå.
I Danmark nu er det største spørgsmål for arbejdere og unge, hvordan vi kommer af med den borgerlige regering. Men så snart det er lykkedes, rejser spørgsmålet; ”hvad så?” sig tårnhøjt. For det er ikke kun en anden regering, der er brug for, der er brug for en anden politik. De marxistiske ideer er de eneste, der har kunnet forklare baggrunden for krisen, og de er også de eneste, der kan vise en vej ud af krisen, og vise en vej til et samfund hvor der er boliger, arbejde og velfærd. Opgaven nu er at opbygge den marxistiske tendens i fagbevægelsen og arbejderpartierne. Vi opfordrer alle til at gå med i kampen for at opbygge den marxistiske tendens.

Krisen skyldes indbyggede modsætninger i kapitalismen. Produktionsmidlerne begrænses af nationalstaten og den private ejendomsret. Marxisterne er de eneste, der kan komme med løsningen; en demokratisk planøkonomi på internationalt plan. Med andre ord et socialistisk samfund!