I foråret var der en kæmpe strejkebølge, som fik sat spørgsmålet om fagforeningernes fremtid på dagsordenen. De seneste mange år er der blevet talt stolpe op og stolpe ned om fagbevægelsens krise. Toppen i fagbevægelsen har prøvet alle mulige tiltag; de unge ville nok komme, hvis der blev lavet go-cart turneringer, slankekurser og elastikspring. Men trods badutspringene strømmede medlemmerne stadig ud. Alene i 2007 mistede LO knapt 50.000 medlemmer (ugebrevet a4 nr. 25).

Højredrejnings-problemet
Problemet for fagbevægelsen var ikke manglen på smarte kurser, men højredrejningen fra ledelsens side. Toppen i fagbevægelsen har de sidste mange år haft en linje om, at man ikke ville kræve for høje lønstigninger af hensyn til samfundsøkonomien. Det er klart, at det kan være svært at se, hvorfor man skal betale mange tusinde kroner om året til en organisation, der siger man skal holde igen med lønkravene. Fagforeningerne blev dannet med det formål at kæmpe for højere løn og ordentlige arbejdsvilkår for arbejderklassen og det er kun som kamporganisationer, at de har den berettigelse.


Kamp giver fremgang
Strejken i foråret viste, at når fagforeningerne viser, at de er parate til at gå forrest og kæmpe for medlemmernes krav, så kommer der også flere medlemmer til. FOA gik frem med 6000 medlemmer på bare otte måneder op til strejken. Fagbevægelsens ”krise” er ikke, at folk er blevet individualister, som det påstås i den borgerlige presse – tværtimod. De danske arbejdere har gang på gang vist, at de er parate til at kæmpe og hvis fagforeningerne går forrest, så melder folk sig ind.

Alt kan forandres
Som marxister ved vi, at intet er fast og alt forandrer sig. Dette gælder også fagforeningerne. Allerede nu ser vi en begyndende kamp indeni fagforeningerne. Da BUPLs ledelse havde accepteret det første overenskomstforlig i foråret, som DSR og FOA havde sagt nej til, førte det til en spontan demonstration foran BUPLs hovedkontor. Hvornår medlemmerne seneste har demonstreret foran deres egne fagforeningskontorer vides ikke, men én ting er sikkert og det er, at ledelsen i BUPL ikke skal føle sig sikre på taburetterne.


Tib_kampvalg02
Det aktuelle kampvalg i forbundet TIB afspejler en øget polarisering mellem højre- og venstrefløjen i fagbevægelsen. Her et udsnit af TIB's medlemsblad.

Et andet eksempel på forandring er FOA, hvor formand Dennis Kristensen i Politiken den 11. august sagde, at den nye overenskomst ikke er god nok. Han sagde, at der nu må kortere overenskomstperioder og dyrtidsregulering til for at sikre arbejderne imod de stigende priser. Det er en udmelding, der må bakkes 100 procent op om af alle aktive i arbejderbevægelsen. Desuden viser udmeldingen, at ledelsen kan presses nedefra til at kæmpe.


Venstredrejning forude
Allerede nu ser vi en begyndende venstredrejning og differentiering i fagforeningerne. Valget af Harald Børsting som formand for LO mod Tine Aurvig-Huggenberger, var et valg af den mest venstreorienterede kandidat af de to der stillede op. Den seneste periode har vi set et opsving i klassekampen, men det vil være vand i forhold til, hvad vi vil komme til at se i fremtiden. Den danske økonomi er nu i krise og det vil betyde at kampen vil få en mere bitter karakter. Arbejderne vil blive tvunget i kamp af begivenhedernes pres, problemerne vil ikke længere kunne løses individuelt med overarbejde, lån og lignende.


Behov for opposition
Men samtidig er det tydeligt, at der er et komplet politisk vakuum i fagforeningerne. Der er ingen organiseret venstrefløj der fremfører noget alternativ til ledelsen. Der vil opbygges en opposition fra bunden, som vi allerede har set de første spæde skridt til i BUPL. Men det er klart, at uden en ledelse der viser en vej frem, må arbejderklassen lære alt fra bunden igen. Alle erfaringer fra tidligere skal genlæres, og det vil blive på den hårde måde.


Fagforeningerne er de mægtigste organisationer i Danmark; et knips med fingrene fra LO toppen og hele Danmark går i stå. Når arbejderklassen indser denne magt, kan intet stoppe den. Den næste periode vil betyde en venstredrejning i fagbevægelsen og begyndelsen på opkomsten af en opposition, i takt med at klassekampen tager til.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.