Socialdemokratiets ledelse var sent sidste år ude med krav om fem milliarder ekstra i puljen til de offentlige overenskomster. Det var endda et af deres valgløfter. Det var uden tvivl et skridt i den rigtige retning. Under valgkampen sidste år blev selv Dansk Folkeparti presset til at love markante lønstigninger til nogle grupper af offentligt ansatte. Men det er blevet til det rene ingenting. Under forhandlinger med Finansministeriet er alle krav om ekstra lønkroner til de offentlige blevet til det rene ingenting, hvor der bliver flyttet lidt rundt på tallene, så lønstigninger det ene år tages fra det andet år. Hunden bliver fodret med dens egen hale.
Ubrugeligt forlig
Det har imidlertid ikke løst problemerne – tværtimod. Hvis ikke kravene fra arbejdspladserne bliver hørt og hvis ikke kravene bliver opfyldt ved overenskomstforhandlingerne, så er en storkonflikt nærmest uundgåelig. Ansvaret for, at en konflikt bryder ud, vil dermed ligge på den borgerlige regerings skuldre. Desværre ligger der også et tungt ansvar på lederne fra Socialdemokratiet, der har indgået aftalen om de offentlige lønkroner med finansminister Lars Løkke Rasmussen. Som arbejderklassens største parti er det ikke Socialdemokratiets opgave at indgå forlig om løntilbageholdenhed med de borgerlige – tværtimod burde de kæmpe for, at de krav, der er rejst blandt sygeplejersker, pædagoger, lærere, politifolk og andre offentligt ansatte, bliver fremført og gennemført. I de kommunale budgetters ramme, er der kun indlagt lønstigninger på omkring 600 kr. om måneden. Det er utilstrækkeligt. Rammen må brydes og staten må give kommunerne fuld økonomisk kompensation.
For en fuld dyrtidsregulering!
Der er brug for massive lønstigninger ved den nye overenskomst for de offentlige. Priserne på el, transport og fødevarer er steget massivt de senere år. Siden 2001 er prisen på offentlig transport i hovedstadsområdet ifølge AE-rådet, steget med 40 procent. I løbet af de sidste syv måneder af 2007 er priserne på smør steget 55 procent, prisen på mel er steget 74 procent, havregryn er steget 28 procent. At inflationen som helhed ikke er steget voldsomt skyldes, at det især er livsfornødenheder, der er steget – altså de udgifter, som arbejderfamilier har. Der er med andre ord behov for at genindføre dyrtidsreguleringen for at sikre, at lønningerne ikke udhules af prisstigningerne.
Kravene er blevet udvandet
De konkrete krav om lønstigninger på 8.400 om måneden, som sygeplejerskerne har krævet, eller 6.800, som sosu’erne har krævet, er blevet udskiftet med krav om ”generelle lønstigninger” i de papirer, som forbundenes ledelser har udgivet. Men det er ikke godt nok. Medlemmerne har valgt en ledelse for at lederne skal gå forrest og kæmpe for kravene, ikke for at de skal nedtone eller udvande kravene fra arbejdspladserne. Ledelsen må altså holdes fast på de konkrete krav.
Arbejderledere på arbejderløn
Hvis de faglige ledere selv skulle leve for den løn, deres medlemmer modtager, så kunne det uden tvivl medvirke til større kampvilje blandt lederne. Arbejderledere på arbejderløn er det bedste middel til at sikre, at ledelsen ikke nærmer sig de forhold og dermed den bevidsthed, som findes hos arbejdsgiverne og deres repræsentanter.
Brug for enhed
De mange års nedskæringer på den offentlige sektor er foregået uden, at det formelt har brudt overenskomsten. Det vil altså sige, at arbejdsgiverne har forringet forholdene uden at de ansatte har haft ”lovlig” mulighed for at svare igen. Det er uacceptabelt. Alle begrænsninger i strejkeretten, herunder bodssystemet, må afskaffes. Desuden må arbejdsforhold, såsom antallet af ansatte, skrives ind i overenskomsten, så arbejdsgiverne ikke kan forringe forholdene uden om overenskomsten. Et andet problem de senere år, har været lokale lønforhandlinger. Det eneste, disse tiltag gør, er, at splitte forskellige grupper af ansatte ud mod hinanden samt splitte de ansatte på samme arbejdsplads. Vejen frem er at afskaffe de lokale forhandlinger og i stedet sikre store lønstigninger i de centrale forhandlinger.
En konflikt må være effektiv
Den konflikt, der er under opsejling, må desuden gøres effektiv. HK-Kommunal har meldt ud, at de vil gå samlet i strejke, hvis der udbryder konflikt. FOA har foreløbig meldt ud, at de vil sende 23.000 i strejke og Dansk Sygeplejeråd vil sende 50.000 i strejke. Der er brug for, at konflikten bliver så omfattende, som muligt, hvis den bryder ud, så presset på den borgerlige regering bliver så stort, som muligt. Der er ingen tvivl om, at de borgerlige og deres medier vil føre hetz imod de strejkende i tilfælde af konflikt og sige, at syge og gamle ”bliver taget som gidsler”. Men hvis ikke arbejdsgiverne vil imødekomme de rimelige og beskedne krav fra arbejdspladserne, så er det alene dem, der har ansvaret for en konflikt. Desuden: jo mere effektiv og så omfattende en strejke er, des større sandsynlighed er der for at vinde en hurtig og afgørende sejr og dermed sikre bedre forhold for, at syge, gamle og børn i fremtiden kan blive passet under ordentlige forhold. De borgerliges argumenter er rent hykleri og skræmmekampagne.
Nej til regeringsindgreb
Et regeringsindgreb er absolut uacceptabelt! Da den økonomiske ramme skulle forhandles, sagde de borgerlige konstant, at overenskomsten ”er en sag mellem arbejdsmarkedets parter”, som argument imod at bevillige penge til lønstigninger. Hvis den borgerlige regering griber ind i en konflikt vil den afsløre sit eget hykleri. Men et regeringsindgreb kan slås tilbage ved en udvidelse af strejkerne. Aktive i de faglige organisationer må kæmpe for, at et regeringsindgreb bliver mødt af en landsomfattende arbejdsnedlæggelse for de privatansatte – altså en generalstrejke for alle medlemmer i LO og FTF. Kun gennem enhed kan kravene blive presset igennem.
- Opfyld kravene fra arbejdspladserne – mindst 6000 ekstra om måneden hvert år!
- Nej til lokal lønfastsættelse!
- Enhed blandt alle offentligt ansatte!
- Forbered en effektiv konflikt!
- Nej til regeringsindgreb!
