”Lærlinge er egoistiske og kun interesseret i bajere, biler og balfaldera!” Det har i mange år været mantraet for en del ledere i arbejderbevægelsen. De har sagt, at den eneste måde at aktivere lærlingene i fagforeningerne er ved at arrangere gokart ture og julefrokoster. Men den seneste tid har vist det, som marxisterne altid har sagt - det eneste der holder lærlingene tilbage, er netop de ledere, der ikke længere tror på arbejderklassen og ungdommens evne til at kæmpe og at træffe beslutninger. Så når lærlingene er begyndt at røre på sig, er det på trods af disse mennesker og ikke på grund af dem.
Forholdene og kampen
At der er utilfredshed blandt lærlingene, burde ikke overraske læseren. Lærlingelønnen (ca. 50 kroner i det første år) gør det i sig selv utroligt attraktivt at udbytte lærlingene. Det er trods alt billigere at hyre en lærling end en arbejdsmand. Og de tekniske skoler er ikke mere moderne end de forhistoriske lønninger: Gamle maskiner, slidt og ubrugeligt udstyr, lærerefri timer, angreb på skolepraktikken ordningen (SKP) og mangel på overblik, er alle forhold, der tærer på elever og lærer. Taxametersystemet har reelt set omdannet skolerne til private virksomheder, der kun tænker på at få elever igennem maskineriet, og dermed penge i kassen, i stedet for at uddanne fremtidens faglærte arbejdere.
Metal Ungdom
På Metal Ungdoms årsmøde i starten af november fortalte lærlinge fra hele landet de samme historier: Pres på arbejdspladsen og forfald på skolen. Men der var også en klar forståelse for nødvendigheden af at organisere sig og kæmpe - ikke kun igennem fagforeningerne, men også politisk i arbejderpartierne. Det viser en enorm høj bevidsthed.
Den 2. oktober gik tusinder af arbejdere på gaden til forsvar for velfærden. De københavnske lærlinge arrangerede en fantastisk karavane bestående af lærlinge og elever fra flere tekniske skoler. På Tuborgvej Tekniske Skole arrangerede eleverne en skoleblokade og på mange andre skoler var der arrangementer og stor tilslutning. I demonstrationen var der mange politiske diskussioner om kampen og vejen frem. Lærlingene gik på gaden for at vinde bedre forhold. Derfor ville de også fortsætte kampene. Desværre var lederne af bevægelsen ikke villige til at gøre det samme. Bevægelsen blev lukket ned ligeså snart Slotspladsen var tømt og siden har vi ikke hørt noget til den.
Demokratiet i vores organisationer halter
Så selvom lærlingene gerne vil kæmpe er det svært. For eksempel er hele Metal Ungdom organiseret som et udvalg i Dansk Metal og på Metal Ungdoms årsmøde må man kun vedtage et "inspirations program", der kan "inspirere" Dansk Metals ledelse. Det vil sige, at Metal Ungdom, i realiteten skal spørge Metal ledelsen om lov, hver gang den vil gøre noget. Det var også Metals ledelse, der, blandt andre, var med til at beslutte, at kampen den 2. oktober ikke skulle fortsættes, selvom lærlingene gerne ville.
Det kan altså være frustrerende for lærlinge, når man på den ene side kæmper mod regeringen og arbejdsgiverne for bedre forhold og på den anden side skal skubbe på toppen af sin fagforening, for at få lov til at kæmpe.
En marxistisk opposition
Hvis vi skal vinde nogen som helst forbedringer igennem, kræves det, at vi er organiserede i stærke organisationer. Vi har nemlig kun én styrke: enhed. Så vi aktive lærlinge og ungarbejderes opgave er at opbygge vores faglige organisationer. Men det kan kun ske ved, at de almindelige lærlinge og ungarbejdere i praksis kan se at fagforeningerne beslutsomt kæmper deres sag. Det vil sige, at der kræves en helt anden politik end ”gokart og bajere”.
Derfor må der dannes en opposition i ungdomsfagbevægelsen, der med samlet kraft kan tale de aktive lærlinge og ungarbejderes sag inde i vores organisationer. En opposition der vil kæmpe for demokratiet i fagbevægelsen og indflydelse til lærlinge og ungarbejdere. En opposition der vil kæmpe for, at ledelsen af vores fagforeninger gør deres opgave og udbreder de nationale kampe til alle lærepladser og skoler og samtidig forener dem igennem de nationale organisationer. En opposition der kan slås for at arbejderbevægelsen vender tilbage til sine rødder som kamporganisationer for arbejderklassen. En opposition der kan vise vejen til sejr - kort sagt: en marxistisk opposition.
