Forhandlingerne om overenskomster for op mod 875.000 offentligt ansatte er i gang. Men allerede før forhandlingerne reelt gik i gang, er OK08 blevet omgærdet med spænding, og rygterne fyger om, at der er lagt op til storkonflikt i foråret.
Med de sidste mange års nedskæringer på skoler, plejehjem, administrationen, politiet osv. er det på tide, at der sikres ordentlige forhold for de offentligt ansatte, både løn og arbejdsvilkår.

Lønnen skal op
Hovedkravet er højere løn. Hen over sommeren strejkede sosu-assistenterne landet over med det helt rimelige krav om højere løn. Sosu-assistenterne kræver 6800 kr. mere om måneden, sygeplejerskerne 8400 kr. ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark blandt 1090 offentligt ansatte.
De ”kloge” arbejdsmarkedsforskere har allerede skudt kravene i sænk, ”det er fantasikrav, der er fuldstændig uden for rækkevidde”, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker til Ugebrevet A4.
Men arbejdsgiverne; kommuner, regioner og staten ser ikke ud til at ville give efter sådan lige. I kommunernes budgetter for 2008, der er ramme sat af regeringen, er der kun indlagt en lønstigning på 3,1 procent, hvilket giver en sosu-assistent godt 600 kr. mere i løn om måneden - meget langt fra kravet. Derudover kræver de øget fleksibilitet og lokal lønfastsættelse – alt sammen store angreb, som blankt må afvises.

De faglige ledere må gå forrest med klare krav
Efter strejkerne i sommer meldte mange af de faglige ledere ud, at de kæmpede for en højere løn på mange tusinde kroner om måneden. Det fik de ”kloge hoveder” op ad stolene, og de startede straks med beskyldninger mod fagtoppen for at være ansvarlige for en kommende storkonflikt. Ifølge arbejdsmarkedsforskerne, der helt klart går arbejdsgiverne ærinde, er det de faglige lederes opgave, at holde medlemmerne forventninger så langt nede som muligt, med andre ord, at være arbejdsgivernes mand/kvinde i fagbevægelsen. ”Det er helt tydeligt, at der er kommet uorden i forventningsstrukturen. De ledende fagforeningsfolk har gjort det fuldstændig umuligt at nå et forlig. Men det er formentlig meningen, fordi de mener at få mere ud af en konflikt,” siger Flemming Ibsen.
Om det er grunden til, at fagtoppen trækker i land er ikke til at sige, men faktum er, at de tidligere så bastante udmeldinger, nu udvandes. Nu lyder kravene fra fagtoppen på ”markant højere løn”, og ”mindst lige så meget som de privatansatte fik”. Men det er slet ikke nok. Og slet ikke når man tager i betragtning, at inflationen er på omkring 2 procent om året, hvilket æder halvdelen af de privatansattes lønstigning At de offentligt ansatte ved OK05, kun fik 5,64 procent i lønstigning over de tre år, mens prisudviklingen forventedes, at blive 5,6 procent – altså en reallønsfremgang på 0,04 procentpoint. Og derudover at priserne er eksploderet på bolig og offentlig transport, der udgør en stor del af en arbejderfamilies udgifter. Kravet må være helt klart; minimum 5000 kr. mere om måneden, hvert af årene.
De offentligt ansatte må holde deres ledere fast på, at kræve et fast beløb og ikke udflydende krav om ”højere løn”.

Nej til nedskæringer
De sidste 10-20 år mindst er der blevet skåret ned på den offentlige sektor, pædagogerne skal passe flere børn, sygeplejersker og læger skal tilse flere patienter, og have dem liggende på gangene, ansatte i ældreplejen skal løbe hurtigere, og sådan kunne man blive ved. Faktum er, at der år efter år er blevet skåret ned, så flere og flere offentligt ansatte bliver syge og mange går ned med stress, og de fleste går hjem fra arbejde hver dag og føler de har gjort et utilstrækkeligt stykke arbejde. Der mangler i den grad flere penge til den offentlige sektor, til investeringer, løn og flere ansatte. Samtidig har især den borgerlige regering indført ydmygende minut-tælleri. Som det er nu forhandles løn og arbejdstid hver 3 år, mens politikerne så kan skære ned de andre år, uden at de offentligt ansatte lovligt kan gøre noget ved det. Arbejdsforhold, såsom antal ansatte, bør blive en del af overenskomsten. Fagforeningerne må kræve, at nedskæringerne trækkes tilbage, og at der i stedet gives flere penge.

Et politisk spørgsmål
Den borgerlige regering, der jo desværre blev genvalgt, fralægger sig ethvert ansvar. De påstår hårdnakket, at de ikke vil blande sig i overenskomsterne, da ”det er op til arbejdsmarkedets parter”. De fortier belejligt, at de selv er den ene part i ”arbejdsmarkedets parter”, nemlig arbejdsgiverne. De er direkte arbejdsgivere for alle de statsansatte, og de bestemmer økonomien i både kommuner og regioner. Derfor er der ingen vej uden om at kræve flere penge fra Folketinget, hvis lønnen skal hæves og arbejdsforholdene forbedres. Arbejderpartierne har lovet højere løn, og også Dansk Folkeparti har sagt, at de vil give flere penge til især plejepersonalet. Det betyder, at der i teorien er et flertal for højere løn i Folketinget. Men en ting er teori, noget helt andet er praksis. DF har fulgt den borgerlige regering i tykt og tyndt og reddet deres skind hver gang det var nødvendigt. Det er meget tvivlsomt, at de vil få regeringen til at falde ved at kræve højere løn. Deres strategi er at splitte de forskellige faggrupper ud mod hinanden, ved at love penge til f.eks. plejepersonalet. Vi må gå imod ethvert forsøg på at splitte os op, og spille de forskellige grupper ud mod hinanden. Den eneste løsning er enhed.

Den eneste vej frem er kamp
Som vi har set utallige eksempler på, er de offentligt ansatte parate til at kæmpe for ordentlige forhold og en velfærd, der kommer alle arbejdere til gavn. Sidste efterår førte de århusianske pædagoger an i 4 ugers ulovlig strejke, og denne sommer var det især sosu-assistenterne, der gik på gaden. Der er enorm opbakning i den danske arbejderklasse til kravene, hvilket bl.a. blev bevist ved de 3 store velfærdsdemonstrationer inden for det sidste halvandet år.
Det er altså ikke kampgejsten, der mangler. Vi har også set, hvordan strejkerne har presset regeringen, bl.a. med udskrivelsen af valget lang tid før nødvendigt af frygt for en storkonflikt.
Den borgerlige regering kunne have været væltet flere gange det sidste år, hvis fagbevægelsen og arbejderpartierne var gået i spidsen for kampene, og havde samlet og koordineret dem.
Det bedste forhandlingsmiddel er truslen om konflikt, derfor må al aktivitet fra fagbevægelsen top rettes ind på at forberede en storkonflikt.
En storkonflikt blandt de offentligt ansatte vil have kæmpe magt, og vil med lethed kunne få opbakning blandt de privatansatte. Og det er absolut nødvendigt! Arbejderne i den private sektor har en mindst lige så stor interesse i en ordentlig velfærd, og de har den virkelige magt at sætte bag deres ord. Derfor må der også allerede nu appelleres til arbejderne i den private sektor, om at gå med i en evt. storkonflikt. Det vil kunne få stat, regioner og amter til at give efter for kravene.

- 5000 kr. mere om måneden hvert år
- Nej til lokal lønfastsættelse
- Flere penge til velfærd – træk nedskæringerne tilbage
- Enhed blandt alle offentligt ansatte
- Forbered storkonflikt, pres arbejdsgiverne
- Enhed mellem arbejdere i den offentlige og den private sektor