Dansk Folkeparti talte i februar varmt for at indføre mesterlære i langt højere grad, end det allerede eksisterer. Men først må vi slå følgende fast:

Omkring 10.000 unge mangler i øjeblikket en praktikplads. Og for at strø salt i såret har regeringen sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afskaffet skolepraktikordningen på otte uddannelser, så antallet af skolepraktikpladser er blevet beskåret fra 5.000 til 1.200. Det rammer bl.a. elektrikere, tømrer, snedkere, automekanikere og kontorelever.
Derudover er der gennem de borgerliges første regeringsperiode blevet sparet ca. fire milliarder på uddannelsesområdet.

Mesterlæren er god på den måde, at den giver et billede af, hvordan det er på de "rigtige" arbejdspladser. Men udover det er det tit lærlingen, der taber, når arbejdsgiverne skal vælge imellem billig arbejdskraft nu eller gode uddannede folk i fremtiden. Dette er uholdbart. Det er fuldstændig absurd, at lærlinge kan stå op til 4 år i lære bare for at finde ud af, at de ikke har lært nok til at kunne klare sig som færdigudlærte. Ikke nok med at arbejdsgiverne udlærer deres lærlinge for dårligt. De vil heller ikke sørge for at uddanne de 10.000 unge, der i dag mangler en læreplads. Mesterlæren har derfor overflødiggjort sig selv.

Både mesterlæren og SKP ordningen bør afskaffes og erstattes af en virkelig effektiv uddannelse, som sikrer, at lærlingene lærer alle sider af deres fag og selvfølgelig også at arbejde effektivt. Denne uddannelse må udelukkende være under fagbevægelsens og lærlingenes kontrol. Det må kræves, at staten sikrer de nødvendige midler til dette, og samtidig må lærlingene aflønnes med en løn, der er meget tættere på den løn, de får som udlærte. I øjeblikket får sidsteårslærlinge en løn, som nogle steder kun udgør en tredjedel af den løn, de får, når de er udlærte. Der er derfor al mulig grund til, at lærlinge og resten af arbejderbevægelsen kæmper for en ordentlig uddannelse og løn til lærlingene.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.