Postarbejderne er havnet i den situation at de ikke kan stemme til overenskomsten i 2005.
Det blev meddelt i januar bl.a. på 3Fs hjemmeside. Men ledelsen for 3F post har kendt til konsekvenserne allerede i november 2004 fremgår af referat fra bestyrelsesmøde på 3F posts hjemmeside. Der står også at man tager beslutningen til efterretning "på trods af tidligere udmeldinger".
Dette sker fordi Post Danmark A/S har meldt sig ind i Dansk Industri pr. 1. oktober 2004 og derved kommer postarbejdere under 2004 overenskomsten. Post Danmark A/S blev sat på aktier i 2002, som led i regeringens ønske om at privatisere virksomheden.

Det er demokratisk problem, at den nye overenskomstsituation blev meddelt, da kravene til overenskomsten skulle stilles. Det blev vedtaget på generalforsamlingen at man skulle kæmpe for at beholde de statslige aftaler, som har en bedre tillidsmandsaftale, ansættelsesforhold end i Industriens overenskomst.

Ledelsen gjorde det ikke klart, at man kunne risikere at miste stemmeretten og konfliktretten i forhold til overenskomsten, hvis Post Danmark meldte ind i Dansk Industri. Det er klart, at fagforeningen kunne have forhindret denne situation, hvis man havde gjort klart overfor Post Danmark at de ikke skulle melde sig ind i Dansk Industri. Hvis man havde fulgt sådan et krav op med trussel om landsdækkende arbejdsnedlæggelse, havde det været umuligt for Post Danmark at tage skridtet ind i Dansk Industri.

Der blev vedtaget på en generalforsamling i postområde VØ i København, at man skulle kæmpe for "generelle lønstigninger". Men Post Danmarks oplæg til Ny løns forhandlingerne har været at udhule tillæggene i Ny Løn systemet, således at der reelt er tale om en lønnedgang. Dette sker i en virksomhed, som har omkring 400 mio. i overskud.

NV-postkontoret viser vejen frem
Nord Vest postkontor i København har haft en arbejdsnedlæggelse fordi de har haft meget overarbejde de sidste 8-9 måneder. Denne arbejdsnedlæggelse gav resultater og de har fået ekstra bemanding.

Dette viser at det nytter at kæmpe og at ledelsen af fagforeningen kunne lære noget her af de almindelige medlemmer og kæmpe for medlemmernes interesser i stedet for at acceptere de forringelser der er sket indenfor de sidste 9- 10 år, hvor man har skåret antallet af distrikter ned og øget reklamemængden betragteligt. Man har indført Ny Løn som opsplitter arbejderne. Dels har Post Danmark i lighed med andre arbejdsgivere nægtet at udbetale al den løn inden for ny løn systemet som var aftalt.

Der er flere forringelser på vej. Post Danmark har tænkt sig at indføre deltidsansættelser i postomdelingen. Da denne "vision" blev gjort klart for offentligheden, meldte fagforeningsledelsen straks ud det ville man ikke være med til. Men nu har ledelsen åbenbart skiftet mening og er villige til at deltid bliver indført i Post Danmark.

Disse angreb på postarbejdernes forhold er uacceptable. Privatiseringen af Post Danmark er en katastrofe for de ansatte. Og det er en skandale, at postarbejderne ikke engang kan stemme om deres egen overenskomst. Fagforeningen må gå forrest imod ledelsens angreb, og hvis Post Danmark ikke vil trække forringelserne tilbage, må fagforeningen organisere en landsdækkende strejke.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.