Over 400 tillidsfolk og fagforeningsaktivister, først og fremmest offentligt ansatte, var torsdag den 15. maj samlet til konference mod den borgerlige regering. Stemningen blandt de fremmødte var entusiastisk, og den store sal i Århus Kongreshus emmede af kampvilje.
Det mest iøjnefaldende var imidlertid ikke de menige tillidsfolks afsky over for de borgerliges nedskæringspolitik. Det var afstanden mellem ord og handling fra ledelsens side.
”Baggrunden for mødet er alvorlig”, tordnede Hans Halvorsen, formand for LO-Århus.
”Nu holder vi op med at bøje nakken og tager kampen op”, sagde Henning Truelsegaard, formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation i Århus.
Og Søren Andersen, formand for FTF-Århus satte trumf på ved at sige, at ”vi ikke skal vente til næste folketingsvalg” med at vælte regeringen.
Desværre var der ingen af de tre herrer, der leverede et bud på, hvad man nu skal gøre. Ingen konkrete forslag røg over deres læber. Altså ud over, at man skulle tale om nedskæringerne ude på arbejdspladserne.
Hvis d’herrer Halvorsen, Truelsegaard og Andersen gjorde sig den ulejlighed at besøge en arbejdsplads, så ville de opdage, at arbejderne dér har talt om nedskæringer, arbejdspres, fyringer, stress og slid i lang tid. De danske arbejdere har siden den borgerlige regering kom til været ude i den ene strejke efter den anden imod disse nedskæringer. Og hver gang er de blevet svigtet af fagtoppen.
De faglige ledere gør sig måske illusioner om, at det er en barneleg de er ude i. At den borgerlige regering trækker forringelserne tilbage, så snart man holder et møde. Det er desværre ikke tilfældet. De bedste kamptraditioner, som gjorde arbejderbevægelsen stærk, må findes frem for, at man virkelig kan udfordre de borgerlige.
Mødet bød også på et besøg af Ole Stavad, der formanede de danske arbejdere om ikke at forvente for meget. For hvis en socialdemokratisk regering kom til, så ”ville vi jo også være nødt til at prioritere”. Magen til udenomssnak skal man lede længe efter. Stavad beviste med al ønskelig tydelighed, at den nuværende ledelse for Socialdemokratiet (og resten af arbejderbevægelsen) ikke ønsker at sætte sig i spidsen for arbejdernes kamp. Og slet ikke at komme til magten på baggrund af en seriøs bevægelse, hvor de ville være nødt til at konfrontere kapitalisterne.
Det største bifald gik til Jan Helbak, kursuschef hos AOF i Odense, da han konkluderede, at kapitalismen har været i krise i lang tid, at den nu kaster sig over den offentlige sektor, men at det kunne stoppes ved klassekamp.
Det der mangler i fagbevægelsen i dag er, at man sætter magt bag ordene. Ledelsen må holde op med at ryste i bukserne over, at arbejdsgivernes arbejdsret truer med bøder. De danske arbejdere er mere end klar til at kæmpe, hvilket kan ses på, at vi har europæisk rekord i strejkedage pr. 1.000 arbejdsdag.
Den danske arbejderklasse fortjener en ledelse, der tager kravene fra arbejdspladserne om forbedringer alvorligt. Der er brug for at samle kampen til en massiv strejkebølge, der kan vælte den borgerlige regering og tvinge nedskæringerne tilbage.
---------------------------------
I øvrigt havde fællestillidsrepræsentanterne skrevet en sang til mødet i kongreshuset:
Nej til LØKKE-sprederen
Mel: Hvis tårer var guld
Fuglene synger, blomster springer ud
det er som før, da vi endnu ku'
vi har ej mer', men min's det endnu
vi går og tænker: hvordan bli'r det nu.
Vi skulle eje millioner, hvis tårer var guld,
vi kan aldrig glemme det.
Et skænderi blev vor afsked det var Venstres skyld,
fortrolig bli'r vi aldrig mer'
vi skulle eje millioner, hvis tårer var guld
nu er vi bare imod
Hvor man kan savne, penge her og nu
timer af "LØKKE" ønsker jeg og du
hvor kan et velfærd så flot som vi har
pludselig blive en afbrændt cigar.
Vi skulle eje millioner, hvis tårer var guld,
vi kan aldrig glemme det,
et skænderi blev vor afsked det var Venstres skyld,
fortrolig bli'r vi aldrig mer',
vi skulle eje millioner hvis tårer var guld
nu er vi bare imod
