Den borgerlige regering har gennemført massive angreb på både arbejderbevægelsen og den generelle velfærd. Også uddannelse, kultur, miljø, ulandsbistanden osv. har fået sparekniven at mærke. Derfor var der al mulig grund til at arrangere et stort fælles protestarrangement, der kunne gå imod regeringens politik.


Lørdag den 5. oktober havde dele af den danske fagbevægelse derfor sammen med lejer-, uddannelses-, miljø- og indvandrerorganisationer indkaldt til en såkaldt "folkefest for et bedre Danmark". Der var lagt op til det helt store brag af et arrangement med store danske popnavne som Sweethearts, Small Talk og Outlandish. Det politiske budskab var lagt på lavt blus – i opreklameringen af arrangementet stod der bl.a., at de forskellige organisationers talere skulle undgå "lange politiske taler", og egentlige politiske krav eller slogans var ikke det, der prægede mobiliseringen og selve arrangementet. Til gengæld var der masser af pølser, øl og høj musik. Fra forskellig side var der blevet argumenteret med, at denne slags arrangement meget bedre kunne tiltrække folk, i stedet for kedelige demonstrationer og strejker. Derfor var forventningerne til fremmødet store. Og der kom da også fagligt aktive og unge fra nær og fjern med faner og det hele. Men den store succes udeblev. Ifølge politiet var der kun omkring 1.000 deltagere i arrangementet – dette er en grov underdrivelse, men en ting er sikkert, at der i hvert fald var langt, langt færre deltagere end ved den lignende protestdemonstration den 20. marts.


"Folkefestens" meget begrænsede tiltrækningskraft er et godt svar til alle dem, der tror, at udvanding af det politiske program og fokus på pop og sjov er vejen frem. Der er intet galt i "folkefester" – men hvis man ikke er villig til at mobilisere på nogle klare politiske krav og sætte magt bag ordene, nytter det ikke noget. Øl, pølser og popmusik er desværre ikke i sig selv nok til at løse den danske arbejderklasses og ungdoms problemer.


På den faglige konference i Århus den 7. september var der en lang række tillidsmænd og –kvinder, der tog ordet under debatten og forlangte en aktionsdag den 1. oktober, Folketingets åbningsdag, med landsdækkende strejker. Ledelsen af tillidsmandsnetværket var imidlertid ikke villig til dette – det blev, som de sagde, med "folkefest" på en lørdag, altså uden strejker. Bl.a. blev det brugt som undskyldning, at de unge under uddannelse jo også skulle være med. Men elever og studerende havde allerede været ude i strejker og demonstration den 3. oktober, og den 5. var der ingen organiseret deltagelse fra den side. At bruge de unge som undskyldning for ikke at gennemføre strejker og en rigtig demonstration dur altså ikke. De unge mobiliserede langt flere mennesker den 3., end der kom den 5. oktober. Havde man gjort, som der blev foreslået på den faglige konference, og holdt én samlet protest på en hverdag med indkaldelse til landsdækkende strejke med nogle klare krav om tilbagetrækning af nedskæringerne og stop for angrebene på fagbevægelsen, så ville resultatet ganske givet have været meget bedre.


Den borgerlige regering mener det alvorligt, når den angriber velfærden og arbejderbevægelsen. Der er brug for, at arbejderbevægelsens ledelse tager situationen lige så alvorligt – og kommer frem med et alvorligt modsvar. Konferencer og fester kan være godt nok, men der skal også sættes magt bag ordene! Den danske arbejderklasse har en enorm styrke –det drejer sig bare om at turde bruge den. En ledelse, der er dødsensræd for sine egne medlemmer, kan ikke bruges til noget. Pædagogernes udbredte strejker er blot det seneste eksempel på den omfattende utilfredshed, der er blandt danske arbejdere. Ungdommen har gang på gang vist, at den er villig til at slås mod nedskæringerne. Der er brug for, at vi presser ledelsen til at gøre det, den skal – gå foran og forene kampen mod regeringens angreb og samle arbejderklassen og ungdommen om et rigtigt alternativ til de borgerliges nedskæringer.