1907 or 1908 maybe rosa luxemburg rls 1Kom til Marxistiske Studerendes seminar om Rosa Luxemburg og den tyske revolution den 3. november!

Rosa Luxemburg er en af de mest ikoniske skikkelser på venstrefløjen. Men mange af de, der dyrker Luxemburg som et ikon, aner enten ikke, hvad hun stod for eller fordrejer ligefrem hendes ideer. Ikke så få gange er hun blevet brugt som symbol på en mere “blød” venstrefløj, som modsætning til Lenin og Bolsjevikkerne. Men det er forkert. Her 100 år efter den tyske revolution og mordet på Luxemburg er det på tide at få den misforståelse ud af verden: Rosa Luxemburg var helt igennem revolutionær.

Luxemburg var en af de første i den internationale arbejderbevægelse, der spottede og kritiserede den fremvoksende reformisme. I 1898 var hun lige flyttet til Tyskland for at blive aktiv i det tyske socialdemokrati, SPD. Her kastede hun sig med det samme ind i kampen mod Eduard Bernstein, der argumenterede for en revision af marxismen. For Bernstein var målet om en socialistisk revolution ikke længere så vigtig, det afgørende var fokus på resultaterne her og nu: “bevægelsen er alt, målet er intet”. Bernsteins argumenter kan man genfinde hos enhver reformist i dag, måske med lidt andre ord, men med samme essens. Det gør Rosa Luxemburgs knivskarpe svar til Bernstein mindst lige så relevant i dag, som da det blev skrevet for mere end 100 år siden.

Regulering af kapitalismen?

Bernstein argumenterede, at eftersom Marx havde sagt, at cykliske kriser ville komme omkring hver 10. år, havde Marx taget fejl, for nu var der gået næsten dobbelt så lang tid. Bernstein mente, at man kunne regulere sig udenom kapitalismens kriser gennem forskellige tilpasningsmidler og nævner bl.a. kredit, karteller og truster og aktier. Også fagforeningernes kamp for bedre forhold er ifølge Bernstein med til at regulere kapitalismen og klassekampen vil desuden blive opblødet af en voksende middelklasse. Arbejderklassen gik ifølge ham ikke op i en socialistisk revolution, men var optaget af de daglige økonomiske krav, som kunne opnås gennem en regulering af kapitalismen, og dét var Socialdemokratiets opgave.

Luxemburg modgår Bernsteins tilpasningsmidler ét for ét og viser, hvorfor de ikke sikrer en mere stabil kapitalisme, men tværtimod øger kapitalismens indre modsætninger og dermed kriserne på længere sigt. Kapitalismens hovedmodsætninger er modsætningen mellem global produktion og nationalstaten samt modsætningen mellem en samfundsmæssig produktion, der involverer mange samfundsmedlemmer, men privat ejerskab til produktionsmidlerne. Arbejderne producerer mere værdi, end de får i løn, det der bliver til profit. Det betyder, at overproduktionskriser er indbygget i kapitalismen. Luxemburg viser f.eks., hvordan Bernsteins påståede “tilpasningsmiddel” kredit på kort sigt kan udskyde en overproduktionskrise, ved at øge arbejdernes købekraft. Men det er midlertidigt og øger blot krisen, når først den kommer, eftersom gæld skal betales tilbage, med renter. Kort efter viste det sig, at Luxemburg havde haft ret i, at kriserne langt fra var udryddet under kapitalismen, da en ny krise ramte i 1900.

Bernstein drager den konklusion, som tusindvis af reformister efter ham, at socialisme ikke er et spørgsmål om produktionen men om fordeling, hvilket betyder, at kampen ikke står mellem klasser, men mellem rige og fattige. Det går Rosa Luxemburg på det kraftigste imod. Hun forklarer, hvordan uligheden udspringer af den måde, produktionen er indrettet på: arbejderne, der intet ejer, og derfor er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne og dermed tjener profit på arbejderklassens arbejde. Hvis man vil ændre grundlæggende på fordelingen, nytter det ifølge Luxemburg ikke noget at fokusere på fordelingen f.eks. gennem skatter; det er nødvendigt at ændre selve produktionsmåden og at ophæve klasserne.

Vil kapitalismen kollapse?

Bernsteins ide om, at kapitalismen kan reguleres til generel fremgang, har som konsekvens, at han opstiller spørgsmålet om socialisme som et moralsk spørgsmål, og kampen for socialisme handler om at overbevise flertallet om socialismens overlegenhed. Luxemburg svarer, at socialismen ikke er et moralsk spørgsmål, men en objektiv nødvendighed, fordi kapitalismens indre modsætninger ikke kan overkommes gennem regulering, men kapitalismen må smides over bord, hvis kriserne skal overkommes. I sin polemik mod Bernstein går Luxemburg dog lige lovlig langt i den anden grøft, når hun siger, at kapitalismen til sidst vil kollapse.

Hvad Luxemburg præcis mener med kapitalismens “slutkrise” er ikke helt klart. Hos Marx finder man ikke nogen ide om en “endelig krise”, og Lenin forklarede, at kapitalismen altid finder en vej ud af kriserne, spørgsmålet er med hvilke omkostninger for arbejderklassen. Alligevel var både Marx og Lenin overbeviste om socialismens objektive nødvendighed. Selvom kapitalismen ikke kollapser, så forklarede de, at kriserne er en indbygget del af kapitalismen, og at de indre modsætninger i kapitalismen vokser, i takt med at produktionen udvikler sig. Kriserne ændrer karakter og fra at have været nedgange i et system, der var i generel opgang, er kriserne nu dybere end opsvingene. I dag ser vi konsekvensen: krisen i 2008 var et udtryk for, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde og den eneste vej frem for menneskeheden er at erstatte kapitalismen med socialisme.

Socialdemokratiets eksistensberettigelse

For Rosa Luxemburg var det klart, at det, der var på spil i revisionisme-debatten, var intet mindre end Socialdemokratiets eksistensberettigelse. Hun forudså, nærmest profetisk fristes man til at sige i dag, at opgav Socialdemokratiet målet om socialisme, ville partiet ende med at miste eksistensberettigelsen:

”Men da det socialistiske endemål er det eneste afgørende moment, der adskiller den socialdemokratiske bevægelse fra det borgerlige demokrati og den borgerlige radikalisme, det eneste princip, der forvandler hele arbejderbevægelsen fra at være et ørkesløst forsøg på at lappe på den kapitalistiske samfundsform til at blive en klassekamp mod denne samfundsform med dens afskaffelse for øje, så er spørgsmålet ’socialreform eller revolution?’ i den bernsteinske form det samme for socialdemokratiet som spørgsmålet ’at være eller ikke være?’ Enhver i dette parti må blive klar over, at i opgøret med Bernstein og hans tilhængere drejer det sig ikke om den ene eller anden kampform, ikke om den ene eller anden taktik, men om hele den socialdemokratiske bevægelses eksistens.” (forordet til Socialreform eller Revolution).

Socialdemokratierne blev oprettet for at forsvare arbejderklassens interesser, gennem kampen for en socialistisk revolution. Luxemburg fik helt ret: efter partierne opgav målet om revolutionen, så er de blevet intet andet end støttepiller for det borgerlige samfund.

For Luxemburg var polemikken ikke en akademisk øvelse. For hende lagde teorien rammerne for partiets taktik og strategi, og det var derfor, at reformisterne var modstandere af teori. Samme modstand mod teori kan vi finde i dag hos f.eks. Pernille Skipper fra Enhedslisten, der i Information beskrev det som “dumt”, når dele af venstrefløjen “bruger krudt på [....] vidtrækkende, teoretiske visioner”. Men Luxemburg svarede på dette argument for mere end 100 siden:

“Hvad er de ydre kendetegn [på den reformistiske praksis]? Fjendtligheden overfor ‘teorien’. Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor ‘teori’ dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra ‘teorien’ at gøre sig uafhængig af den.” (Socialreform eller Revolution, s. 76)

Den samme pointe kom Lenin med, da han angreb de russiske ækvivalenter til Bernstein, de såkaldte økonomister, i Hvad må der gøres:

“Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke betone denne tanke stærkt nok i en tid, da opportunismens modeevangelium optræder arm i arm med begejstring for de mest indsnævrede former for praktisk virksomhed.”

Vi ser, hvad konsekvenser af at opgive teorien er i dag hos Enhedslistens folketingsgruppe. De har opgivet ethvert perspektiv om en revolution og er fuldstændig opslugt af det parlamentariske spil og de daglige forhandlinger på Christiansborg, i stedet for at forberede arbejderklassen på at tage magten.

Snigende reformisme

Bernsteins ideer kom ikke ud af det blå, men udtrykte en underliggende proces. De sidste to årtier op mod århundredeskiftet havde Tyskland oplevet et økonomisk opsving. Det var grobunden for Bernsteins ideer om, at kapitalismen havde overkommet sine indre modsætninger. Det økonomiske opsving havde givet mulighed for at tilkæmpe sig reformer for især den bedrestillede del af arbejderklassen, og på overfladen kunne det se ud som om, at det ville gå fremad for evigt: at arbejderbevægelsen ville vokse i styrke og arbejderklassens forhold forbedres skridt for skridt.

SPD var det største parti i Anden Internationale og havde enorm autoritet blandt de andre partier. Lenin fremhævede f.eks. før Første Verdenskrig SPD som en model til efterfølgelse. Selvom partiets aktivitet udenfor parlamentet havde været forbudt under socialistlovene mellem 1878 og 1890, var partiet vokset enormt. I 1890, da Socialistlovene blev ophævet, havde partiet omkring 100.000-150.000 medlemmer og voksede derefter støt op gennem 1890’erne både i antal medlemmer og stemmer. I 1905 havde partiet 385.000 medlemmer og fik 27 procent af stemmerne.

På overfladen var partiet imponerende, men under overfladen foregik en proces med bureaukratisk degenerering. I partiet og fagbevægelsen var der vokset et stort apparat op, hvis levestandard fjernede sig mere og mere fra dem, de repræsenterede. De udgjorde det lag af arbejderne, der havde fået mest ud af kapitalismen og havde fået en livsstil, der mindede mere om borgerskabets end arbejdernes. Deres privilegerede liv hang uløseligt sammen med SPD og fagforeningernes position i samfundet, og de ønskede derfor ikke for megen uro eller store omvæltninger.

Ledelsen i SPD forsvarede stadig de marxistiske ideer, men det blev mere og mere i ord, mens praksis blev reformistisk. Bernstein havde fået lov at lancere sine ideer i SPD’s teoretiske magasin Die Neue Zeit. Og til at starte med stod de uimodsagt. Die Neue Zeits redaktør, Karl Kautsky, der gik under tilnavnet “marxismens pave” og som blev anset for at være SPD’s ledende teoretiker, betegnede Bernsteins artikler som “ekstremt attraktive”.

Først da flere udenlandske marxister, heriblandt Rosa Luxemburg, begyndte at kritisere Bernstein, trådte Kautsky og SPD’s ledelse ind i debatten. Men deres hovedbekymring var ikke Bernsteins reformisme, men at han med sine ideer truede partiets enhed. Ignaz Auer, SPD’s partisekretær, gav udtryk for tankegangen hos mange af partiets ledere og funktionærer, da han skrev til Bernstein: “Min kæde Ede, man tager ikke officielt en beslutning om at gøre de ting, som du foreslår, man gør dem bare.” (Nettl s. 101). En bemærkning der opsummerer SPD’s partifunktionærers indstilling og principløshed, og som ikke kan undgå at minde en om mangt en leder af arbejderbevægelsen i dag.

Reformismen i praksis

Som Auer skrev til Bernstein, så var reformismen i høj grad noget funktionærerne i parti og fagforening gjorde, uden at de af den grund deltog i de teoretiske debatter. I Sydtyskland argumenterede de lokale SPD-ledere for, at der eksisterede særlige omstændigheder, så de skulle have lov til at deltage i forhandlinger om delstatsbudgetterne, og om nødvendigt stemme for. Det var stik imod hidtidig praksis i SPD, hvor partiets repræsentanter i Rigsdag og delstatsparlamenter var i skarp opposition. Luxemburg kritiserede på det skarpeste de sydtyske socialdemokrater.

Reformismen var ikke kun et fænomen i Tyskland men i hele Internationalen. I 1899 trådte en fransk socialist, Alexandre Millerand ind i det radikale ministerium under Waldeck-Roussau. Det var første gang, at en socialist deltog i en borgerlig regering, og det skabte chokbølger og diskussioner i hele internationalen. Millerand blev handelsminister i samme regering som krigsministeren, General Gallifet, der var ansvarlig for nedslagtningen af 30.000 kommunarder under Pariserkommunen i 1871.

Luxemburg var en af de skarpeste kritikere af “ministersocialismen”. Socialistiske ministre gav regeringen et dække for deres imperialistiske politik og gjorde socialistpartiet til en tandløs opposition. Et af argumenterne for indtræden havde været at vriste praktiske resultater, reformer, fra regeringen, men ifølge Luxemburg er det kun reformer, der er vundet gennem klassekamp, der har en socialistisk karakter. I stedet for at opnå praktiske resultater var resultatet af regeringsdeltagelsen, at socialisterne blev indlemmet i den borgerlige stat.

"Karakteren af en borgerlig regering bestemmes ikke af medlemmernes personlige karakter, men af dets organiske funktion i det borgerlige samfund. Regeringen i en moderne stat er i det væsentlige en organisation for en klasses dominans, hvis regelmæssige funktion er en af betingelserne for klassestatens eksistens. En socialists indtræden i regeringen, mens klassedominansen fortsat eksisterer, forvandler ikke den borgerlige regering til en socialistisk regering, men forvandler socialisten til en borgerlig minister. De sociale reformer, som en minister, der er en ven af arbejderne, kan få gennemført, indeholder i sig selv intet socialistisk; de er kun socialistiske i det omfang, at de er opnået gennem klassekamp.

Men når de kommer fra en minister, kan sociale reformer ikke have en proletarisk klassekarakter, men udelukkende borgerlig klassekarakter, fordi ministeren ved den position han besidder, gør sig til et vedhæng til den klasse gennem alle den borgerlige, militaristiske regerings funktioner. Mens vi i parlamentet eller i delstatsregeringen opnår nyttige reformer ved at bekæmpe den borgerlige regering, når vi ved at være ministre til de samme reformer gennem en støtte til den borgerlige stat. Socialisters indtræden i en borgerlig regering er ikke, som mange tror, en socialistisk delvis erobring af den borgerlige stat, men er den borgerlige stats delvise erobring af det socialistiske parti." (Luxemburg, The Dreyfus Affair og Millerand Case, marxists.org)

Luxemburg beskriver i ovenstående citat socialisternes indtræden i en borgerlig regering, hvilket på engelsk har en lidt anden betydning end på dansk. På dansk betyder en borgerlig regering, en regering bestående af partier til højre for midten, mens den engelske formulering “a bourgeois government” sigter til borgerskabets regering, altså en regering i det borgerlige samfund. Den borgerlige stat, og dermed den borgerlige regering i Luxemburgs betydning, har som essens at forsvare kapitalistklassens interesser og opretholde det borgerlige samfund. Det har siden Millerand blev den første socialistiske minister været en yndet metode at inkorporere socialister i ledelsen af samfundet for på den måde at bruge dem til at opretholde kapitalismen, og forsøge at bruge arbejdernes ledere til at holde arbejderklassen i ro og afholde dem fra at gøre oprør.

Fagbevægelsens rolle

Den reformistiske praksis var især udbredt i toppen af fagbevægelsen. Bernstein beskrev fagbevægelsens rolle som endnu et af kapitalismens tilpasningsmidler, mens Luxemburg beskrev deres aktivitet som “sisyfos”-arbejde, med henvisning til Sisyfos, der ifølge den græske mytologi var dømt til at rulle en stor sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den gang på gang rullede ned igen. Hun understregede nødvendigheden af dette “sisyfos-arbejde”, for at sikre at arbejdernes lønninger og leveforhold ikke blev udhulet, men sagde samtidig, at det ikke ændrede grundlæggende på det faktum, at arbejderklassen var tvunget til at sælge sin arbejdskraft og skabe profit til kapitalisterne. Formuleringen og hendes mere generelle kritik af de faglige lederes reformistiske praksis vandt hende fagtoppens evige fjendskab.

De faglige ledere forsøgte at frigøre sig fra partiets kontrol, men Rosa Luxemburg var skarp modstander af adskillelsen mellem parti og fagforeningerne. Hun pointerede, at fagforeningernes praksis ikke kan stå alene. Reformer og reguleringer af kapitalismen må kædes sammen med kampen for socialisme. For hende var der intet socialistisk i en udvidet regulering af kapitalismen, tværtimod så var love og reguleringer med til at befæste og opretholde kapitalismen:

“Det, der i dag fungerer som ‘samfundsmæssig kontrol’ – arbejderbeskyttelse, tilsyn med aktieselskaber osv. – har i virkeligheden ikke det ringeste at gøre med en del af ejendomsretten, med ‘overejendom’. Den fungerer ikke som en indskrænkning i den kapitalistiske ejendom, men omvendt som dens beskyttelse. Eller for at tale økonomisk, så udgør den ikke et indgreb i den kapitalistiske udbytning, men en standardisering, en ordning af denne udbytning. Og når Bernstein stiller det spørgsmål, om en fabrikslov er meget eller lidt socialistisk, så kan vi forsikre ham om, at der i den allerbedste fabrikslov er nøjagtig lige så megen ‘socialisme’ som i magistratsbestemmelserne om gaderengøring og tænding af gaslygterne, der jo også er en slags ‘samfundsmæssig kontrol’.” (Socialreform eller revolution s. 38)

Spørgsmålet, siger Rosa Luxemburg, er ikke så meget, hvad fagforeningerne skal gøre: kæmpe for sociale reformer, men i måden det gøres på. Revisionisterne mener, at kampen for umiddelbare materielle resultater trinvis indskrænker kapitalens magt og dermed overflødiggør, at arbejderne tager magten. Det er et argument, der også i dag kan høres fra ledende folk i Enhedslisten, f.eks. Pelle Dragsted der i Politiken skrev, at socialisters opgave er “skridt for skridt [at] rulle den demokratiske sektor frem på bekostning af markedskræfternes ikke-demokratiske magt." For Rosa Luxemburg er formålet lige omvendt: kampen for reformer skal forberede proletariatet på at tage magten. Gennem klassekampen lærer arbejderklassen deres egen styrke at kende - at de er i stand til at sætte samfundet i stå, og at de kun kan ændre noget gennem kollektiv kamp. Samtidig indser de gennem kampen kapitalismens begrænser og det umulige i at ændre samfundet grundlæggende gennem reformer. Det står i skærende modsætning til lederne af arbejderbevægelsen, dengang og nu, der sætter sig selv og deres forhandlinger i parlamentet op i stedet for arbejderklassens egen bevægelse.

Reform og revolution

Ud fra titlen på Rosa Luxemburgs bog er der opstået en misforståelse om, at hun så en modsætning mellem kampen for reformer og kampen for revolution. Men for Luxemburg er der ingen modsætning mellem de to. Hun kritiserer Bernstein for at opstille denne modsætning, der blev afspejlet i opsplitningen af SPD’s program i et maksimumsprogram, for en socialistisk revolution, og et minimumsprogram for de daglige krav, uden nogen virkelig sammenhæng mellem de to.

Ifølge Rosa Luxemburg er Socialdemokratiets daglige praktiske kamp for reformer, dvs. forbedringer for arbejderne indenfor rammerne af det eksisterende samfund, den eneste måde den proletariske klassekamp kan ledes og føre hen mod endemålet: den socialistiske revolution. Rosa argumenterer for, at de to ting må være forbundet: kampen for reformer er midlet, mens den sociale omdannelse af samfundet er målet.

Hun viser samtidig, at det at opgive målet om en socialistisk revolution ikke bare er et abstrakt ligegyldigt spørgsmål om et mål, der ligger langt ude i fremtiden, mens vi nu og her vel alle kan være enige om at kæmpe for de samme reformer. Nej, siger Rosa Luxemburg - opgiver man målet, så ender man på en helt anden vej. Bernstein fremstiller forholdet mellem revolution og reform som et spørgsmål om udviklingens tempo. Ifølge ham er det ikke nødvendigt med erobringen af den politiske magt - samfundet kan ændres lov for lov. Men, siger Rosa Luxemburg, det er to helt forskellige momenter i historien. Lovændringer befæster det bestående, mens magterobringer ændrer det.

“De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet. [...]

Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.

Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform. Således når man med hensyn til revisionismens politiske anskuelser til samme slutning som ved dens økonomiske teorier: nemlig at de i grunden slet ikke stiler imod virkeliggørelsen af en socialistisk samfundsorden, men blot mod en reformering af den kapitalistiske, ikke mod en ophævelse af lønsystemet, men mod mere eller mindre udbytning, med andre ord mod fjernelse af kapitalistiske gevækster og ikke af selve kapitalismen.” (Socialreform eller revolution s. 66)

Rosa Luxemburg var ikke en “blød” antikapitalist, hun var en benhård revolutionær. Hendes kritik af reformismen blev skrevet, da reformismen først begyndte at vise sig som et fænomen i den internationale arbejderbevægelse. Men hendes kritik er ikke blevet mindre relevant i dag.

Her mere end 100 år efter Luxemburg skrev sin kritik af Bernstein, har kapitalismen spillet fuldstændig fallit. Historien har vist, at reformismen kan give en vis mening, når samfundet går fremad, som vi så det i efterkrigsopsvinget. Men nu befinder kapitalismen sig i en blindgyde og der er ikke råd til reformer. Efterkrigsopsvinget er endegyldigt slut og reformisternes drøm om at vende tilbage til de “gode gamle dage” er en utopi. I dag betyder reformer angreb og nedskæringer på arbejderklassen, ikke forbedringer. Rosa Luxemburgs ord om, at menneskeheden står overfor valget mellem “socialisme eller barbari”, sætter situationen på spidsen - den eneste vej frem for menneskeheden er en socialistisk revolution.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.