Se sidst i artiklen for flere billederArbejdernes internationale kampdag blev i år markeret markant anderledes i København end den plejer. 400 fortrinsvis unge mennesker marcherede fra Blågårds Plads gennem Nørrebrogade til Fælledparken under entusiastiske kampråb, brandtaler og et hav af røde bannere og faner. 1. maj var i særdeleshed en anderledes oplevelse i år.

Den 1. maj plejer at være en stor begivenhed for den danske arbejderbevægelse og venstrefløj. Sidste år blev kampdagen mere eller mindre aflyst og rykket online, da coronapandemien lige var brudt ud.

I år var heller ingen demonstrationer arrangeret fra fagbevægelsen eller den etablerede venstrefløj med samme undskyldning. Men den undskyldning klinger lidt hult, når man tænker på, at barer, skoler, uddannelsesinstitutioner og det offentlige liv generelt allerede var blevet åbnet. Sidste år nåede Mette Frederiksen at aflyse sin tale i Fælledparken, inden nedlukningen. I år behøvede havde hun og resten af arbejderbevægelsens top en belejlig undskyldning så de ikke behøvede at komme ud af deres fine kontorer og møde de mennesker, som de formelt repræsenterer, i virkeligheden.

Der var al mulig grund til at demonstrere denne 1. maj. Faktisk har det ikke været vigtigere i mange årtier. Regeringen og arbejdsgiverne har brugt coronapandemien til at angribe arbejdernes forhold og organisering på tværs af alle fag og sektorer. Samtidig ser vi en racisme fra den socialdemokratiske regering, der gør Dansk Folkeparti til skamme. Regeringen forsøger aktivt at splitte arbejderklassen over etniske og religiøse skel for at aflede opmærksomheden fra de problemer, som rammer arbejderklassen i dens helhed. Og endeligt har vi også endnu en krise, vi står overfor, når denne såkaldte coronakrise er overstået: klimakrisen. Politikerne har intet gjort ud over at vedtage en såkaldt ”klimalov”, der ikke er det papir værd, som den er skrevet på.

Alle disse frustrationer ophober sig blandt ungdommen og arbejderklassen lige under overfladen efter et år, hvor vi alle har dukket nakken for “samfundets bedste”. Og denne utilfredshed blev omsat til en mægtig energi og kampkraft til demonstrationen, der blev organiseret under parolen: “Bekæmp regeringens racisme, politikernes klimahykleri og arbejdsgivernes offensiv!”

Vi fik for alvor slået fast, at første maj er en kampdag. Omkring 400 mennesker dukkede op til demonstrationen, der startede på Blågårds Plads, hvor en række talere heriblandt Jan Hoby fra LFS og Sinem Demir fra Enhedslisten netop satte fokus på regeringens og arbejdsgivernes offensiv mod arbejderklassen. Jonas Foldager, redaktør på revolution, satte parolerne ind i en kontekst og slog fast at ingen tager kampen for os. Regeringens racistiske behandling af alle med brun hud eller den “forkerte” religion blev der også sat ord på i al sin brutalitet især af den antiracistiske aktivist Abdel Mustafa. Som det sidste på Blågårds plads blev der sunget Internationale, før vi begyndte at marchere i flok mod Fælledparken under kampråb, musik og taler.

Marchen var præget af en kampgejst og indignation, som man ikke har set til demonstrationer i mange år. Undervejs blev der lavet bannerdrops, og mange af Nørrebros beboere stak hovederne ud ad vinduerne og gav knyttede næver som hilsen til menneskeskaren, der marcherede under dusinvis af røde faner og bannere og kampråb som ”Når jeg siger klasse, siger I kamp!” og ”One solution: Revolution!”. Fra højttalervognen holdt medlemmer fra RS taler undervejs, her var især politikernes tomme løfter om bekæmpelse af klimaforandringerne i fokus, og de vanvittige angreb vi har set på flygtninge og generelle demokratiske rettigheder.

Marchen sluttede traditionen tro i Fælledparken. Men modsat den ”fest”, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet plejer at arrangere, og som bliver druknet i øl og røde pølser, fortsatte vores program med politiske og faglige taler. Kalle Kühlmann fra podcasten De Røde Fjer holdt tale om den tidlige arbejderbevægelses kamp for at få lov til at demonstrere den 1. maj og kampdagens internationalistiske rødder. Og internationalisme var også emnet fra de øvrige taler fra Emil Vatani, der talte om den iranske arbejderklasses kamp og Naqeeb Khan om arbejdernes kamp på Nemlig.com.

Dagen blev afrundet af Marie Frederiksen fra RS, som samlede op på de ting, der blev diskuteret hele dagen, og om hvorfor det er så vigtigt at være organiseret mod de 117 problemer, som arbejderklassen og ungdommen står over for i hele verden.

Hele dagen var præget af en optimisme og kampvilje, som også afspejlede sig i at der blev solgt revolutionært materiale for over 30.000 kr. Det sidste år har der været lukket mere eller mindre ned for alle demonstrationer, strejker osv. arbejdere og unge har dukket nakken for regeringen, politikere og arbejdsgivere. Men det betyder ikke, at frustrationerne er væk - tværtimod er de vokset under nedlukningen. 1. maj viser en flig af den stemning der opbygges under overfladen. Arbejdere og unge vil bevæge sig igen på masseskala. Men 1. maj viser også det enorme vakuum, der eksisterer i toppen af arbejderbevægelsen og venstrefløjen. Det vakuum er RS for små til at udfylde nu, men vi må starte et sted. Selvom vi fik sagt nok er nok 1. maj, må kampen ikke slutte her. Gå med i kampen mod regeringens racisme, politikernes klimahykleri og arbejdsgivernes offensiv, gå med i RS!

[BLIV ORGANISERET KOMMUNIST I RS]

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]