Tegn abonnement på Revolution!Leder i Revolution #59: Mens verden er ved at fortære sig selv i et inferno af sygdom, handelskrige, Brexit, massebevægelser og økonomisk kollaps, går livet tilsyneladende sin rolige gang herhjemme. Smittespredningen fra coronavirus er næsten væk, statsministeren er stærkere end nogensinde, samfundet er så godt som fuldt åbnet igen, det er ferie, og solen skinner. Danmark er som en boble.
Denne situation står i skarp kontrast til Danmark for et halvt år siden. 2020 blev åbnet med en offensiv mobilisering af de mest bevidste lag i arbejderklassen til overenskomstforhandlingerne (OK20). Flere års forberedelse og opbygning af netværk mellem aktive fagforeningsmedlemmer stod til at kulminere i en kraftfuld kampagne, der gik i retning af storkonflikt. Følelsen af at det var tid til en magtdemonstration over for arbejdsgiverne, var udbredt blandt mange arbejdere; en følelse af at det var nødvendigt at sætte foden ned og sige: Stop! Hertil og ikke længere!
Men coronaepidemien skar på tværs af alt dette. Fra den ene dag til den anden skiftede billedet totalt. OK20 forsvandt som dug for solen. Hele samfundet rykkede nu sammen på tværs af klasser. Alle bakkede tilsyneladende op om den nye stærke statsminister. En statsminister som i modsætning til mange andre statsledere, skred til hurtig handling, lukkede samfundet ned og effektivt stoppede smittespredningen. Så langt så godt.
Nu hvor smittetrykket igen er lavt, og restriktionerne hurtigt fjernes, trænger alle modsætningerne frem igen. Men ikke nok med det. Knapt 100.000 har mistet deres job siden marts. Arbejdsgiverne bruger aktivt den verdensomspændende krise til at intensivere udbytningen, ligesom de gjorde efter krisen i 2008-09 under parolen om at forbedre konkurrenceevnen. Krav om lønnedgang på 10 til 20% er ikke enestående.
På den politiske scene tegner sig et parallelt mønster. Efter at have optaget statsgæld for 400 mia. og delt ud med rund hånd (især til erhvervstoppen) vil landets statsminister nu vende skuden: “[E]fter sommer skal vi alle tilbage i en mere normal gænge, hvor man både finansierer forslag og prioriterer benhårdt. Rammen om regeringens økonomiske politik er fortsat balance mellem indtægter og udgifter i 2025. Vi har et ansvar for, at vi har noget at stå imod med, når en ny krise rammer. Vi skal fortsætte den ansvarlig linje i den økonomiske politik,” sagde Mette Frederiksen i sin afslutningstale. Med andre ord: Arbejderklassen skal betale regningen.
Således har Socialdemokraterne også bebudet, at de vil stemme for endnu en generel stigning af pensionsalderen til efteråret. Trods deres snak om “Arnes tur” og en differentieret pensionsalder, som vil spille forskellige grupper ud mod hinanden, vil Danmark få verdens højeste pensionsalder. Det er en hyklerisk politik, som de færreste arbejdere har forståelse for, og som flere 3F-afdelinger har startet en kampagne imod.
Det bringer os tilbage til den rolige situation herhjemme i andedammen lige nu. Marx forklarede, at klassekampen bunder i de materielle forhold, at det er kapitalismens modsætninger, der gang på gang tvinger arbejderklassen til at bevæge sig som klasse. Og modsætningerne er ikke forsvundet efter coronanedlukningen. Tværtimod er de blevet kraftigt forstærkede – ikke mindst som konsekvens af en økonomisk verdenskrise af historiske dimensioner.
Altså tegner der sig et ganske andet billede under overfladen, som på ingen måde er roligt eller stabilt. Vi ser en indestængt energi i arbejderklassen og blandt unge, som er blevet opbygget ikke bare over måneders nedlukning, men under det sidste årtis konstante nedskæringer, angreb og forringelser.
Som i en gryde der er ved at komme i kog, ser vi også enkelte bobler stige til overfladen: 15.000 unge i var i demonstration mod racisme, trods truslen om smittefare; punktvise strejker blandt skraldemænd i forskellige firmaer og over forskellige spørgsmål; stigende utilfredshed med arbejdsgivere, som overvåger og straffer arbejderne på Coops lagre. Listen af indikationer fortsætter, og alle tegner de samme billede: To modsatrettede kræfter, arbejde og kapital, står i stigende grad overfor hinanden. Banen er kridtet op til, at de vil tørne sammen i den næste periode.
Den konfrontation kan vindes, hvis vi står sammen. Alle arbejdere står overfor de grundlæggende samme trusler og problemer. Hver for sig kan vores modstandere knække os. Vi skal være klar til at bakke hinanden op. Ikke med smarte og dyre mediekampagner fra forbundskontorerne, men med arbejderklassen egne midler: strejker, blokader og kollektiv handling. Det er det, der virker. United we stand, divided we fall.