nexøFølgende artikel blev udgivet i bladet Revolution i november 2019

Det snart forgangne år markerede 150-året for fødslen af den berømte Martin Andersen Nexø kendt som Danmarks store ”arbejderdigter”. Jubilæet har givet anledning til konferencer, oplæg, udsendelser og udgivelser. Selskabet for Arbejderhistorie afholdt i juli en konference under titlen ”Erobreren” med henvisning til Nexøs roman Pelle Erobreren; førende Nexø-forsker Henrik Yde har i år udgivet en stor illustreret biografi om manden, og Pelle Erobreren bliver i skrivende stund filmatiseret som HBO-serie ved den danske Meta Foldager.

Ved fejringen og i øvrige behandlinger af Nexøs forfatterskab sker det imidlertid, at man udvisker de kommunistiske elementer eller sætter disse dele i parentes for at fremhæve det såkaldt ”alment menneskelige” i hans værker. Men klassekampen er hans stof, og forfatterskabet oser af harme ved det bestående. Ved at kappe forbindelsen mellem Nexøs forfatterskab og målet om socialisme kan man være sikker på, at den gode digter ligger og roterer på Assistens Kirkegård.

Derfor er det på sin plads, at Revolution her bringer en artikel om forfatterskabet, som kan introducere denne skønlitteratur, der engageret dokumenterer arbejderbevægelsens historie, for den nye generation af klassekæmpere, der findes i Revolutionære Socialister og herværende udgivelses læsere.

De fleste af vores unge kammerater kender formentligt Nexøs socialrealistiske forfatterskab gennem noveller og uddrag i gymnasiet; nogen ville formode, at hans forfatterskab er et kanoniseret kuriosum holdt kunstigt i live, og magelige socialdemokrater integrerer Nexøs skrifter som ”et stykke historie” om en forgangen tid; men Nexøs forfatterskab er en sprællevende gengivelse af klassekampen i Danmark, som endnu udspiller sig.

Martin Andersen Nexø (1869-1954)

Martin Andersen Nexø blev født ind i en fattig familie på Christianshavn i 1869. Faderen var stenhugger fra Bornholm, og da Nexø var otte år, flyttede familien til solskinsøen. Her var Nexø hyrdedreng og gårdknægt indtil han drog til Rønne og blev skomagerlærling. Efter en periode med løsarbejde tog Nexø på højskole. Sidenhen ernærede han sig som journalist og forfatter. På grund af sit helbred rejste Nexø sydpå til Spanien, hvor han i mødet med anarkistiske landarbejdere indledningsvist skulle danne sin politiske bevidsthed.

Fra omkring 1910 var Nexø medlem af Socialdemokratiet, om end han tidligere havde været i karambolage med Socialdemokratiets presse for sine sympatier og befandt sig på dets venstrefløj. Den russiske revolution i 1917 sendte chokbølger gennem Europa og med dem kom også gadekampe og demonstrationer til København; det førte til splittelse i det danske socialdemokrati og en kommunistisk tendens begyndte at tage form.

I 1918 stiftedes Socialistisk Arbejderparti, en kortlivet forløber til Danmarks Kommunistiske Parti, hvor Nexø sidenhen tilsluttede sig og blev organiseret kommunist. Her var han i selskab med skikkelser som Marie Nielsen. I takt med Sovjetunionens stalinistiske degenerering og DKP’s følgende udvikling blev Marie Nielsen, som havde sympati for Trotskijs analyse af stalinismen, ekskluderet ad flere omgange. Nexø fulgte en anden politisk udviklingslinje og meldte sig efter en periode udenfor partierne i 1937 ind i DKP igen, hvor han var medlem af centralkomiteen frem til sin død.

Nexø var ingen kompetent marxistisk teoretiker. Hans styrke lå et andet sted, og som en revolutionært indstillet forfatter, der vil stille sig solidarisk med arbejderklassen, var DKP det mest åbenlyse orienteringspunkt.

Indtil sin død forblev Nexø entusiastisk omkring arbejderklassens kamp for socialisme, men han forblev også udelt begejstret for Sovjetunionen, som det var. Han døde i 1954 i Østtyskland på den side af jerntæppet, hvor hans værker blev dyrket som kanon.

Det var primært romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, der gav Nexø internationalt omdømme. Pelle Erobreren blev i 1910’erne først læst af danske arbejdere som føljetonroman i Socialdemokratiets partipresse, og sidenhen blev Nexøs arbejder spredt over Europa med udgangspunkt i det tyske socialdemokratis enorme presseapparat.

Han er angiveligt den næstmest oversatte danske forfatter efter H.C. Andersen og er af litteraturhistorikere betragtet som dén grundlæggende skikkelse indenfor Nordens arbejderlitterære tradition. Efter en periode under den kolde krig, hvor dansk begejstring for Nexøs forfatterskab har været afdæmpet, er han i dag indirekte repræsenteret i landets kulturkanon gennem filmatiseringer af hans værker. Litteraturforskningen tyder på at genoptage en interesse for forfatterskabet, og når vores tids store sociale bevægelser laver krusninger i den lille danske andedam, er der grund til, at Nexø atter bliver aktuel.

Hovedværket: Pelle Erobreren

Centralt i Nexøs forfatterskab står treenigheden af store romaner: Pelle Erobreren fra årene 1906-10, Ditte Menneskebarn fra 1917-21 og trilogien om ”arbejderdigteren” Morten bestående af Morten hin Røde fra 1945, Den fortabte generation fra 1948 og den posthumt udgivne Jeanette fra 1957.

Pelle Erobreren regnes som forfatterens hovedværk. Han dedikerer selv bogen til Henrik Pontoppidan, hvis Lykke-Per (1898-1904) var en pessimistisk dannelsesroman karakteristisk for en periode, hvor kapitalismen i stigende grad ophørte med at have en progressiv funktion. I et forord før romanens udfærdigelse skriver Nexø, at den skal have proletaren som helt og handle om ”arbejderens brede gang over Jorden på hans endeløse, halv ubevidste vandring mod lyset”. Det fordrer i udgangspunktet, at romanen læses som en slags positiv, optimistisk dannelsesroman, der reflekterer Nexøs tillid til denne nye revolutionære klasse, som ejer fremtiden.

Derfor siges Ditte Menneskebarn også at stå i modsætning hertil som mere tragisk og pessimistisk. Morten hin Røde er som regel i oversigter helt udeladt; endskønt det er i dette værk, at Pelles metamorfose til cigarrygende pamper bliver fuldbyrdet, når han bliver socialdemokratisk minister med en slående lighed til Thorvald Stauning. Denne udvikling foregribes dog allerede i Pelle Erobreren, som ikke er så ligetil og optimistisk som så, men tegner et billede af det danske socialdemokratis reformistiske degenerering i tiden omkring 1900.

Pelle Erobreren følger Pelle fra barndomsårene som vogterdreng på en bornholmsk proprietærgård. Som ung mand bliver han taget i lære hos en skomager i en købstad, der passer Rønnes beskrivelse, for sidenhen at drage til København, hvor han involveres i den unge socialistiske arbejderbevægelse gennem fagforeningsarbejde. Romanens tredje bog, ”Den store kamp”, beskriver en omfattende faglig konflikt baseret på Storlockouten i 1899, hvor den tidligere vogterdreng Pelle i stedet for at drive kvæg kommer til at lede Københavns arbejdere i en kæmpe strejke. Ligesom Septemberforliget fra ’99 (”arbejdsmarkedets grundlov”) er sejren tvivlsom:

”Foreningsretten var håndhævet, og kapitalen hade fået respekt for arbejderne som en faktor, man ikke længer kunne komme udenom! For resten var status quo bevaret.

,,Tænk, og de har tilmed fået respekt for os – og status kvo har de inte kunnet gøre noget!” Så lo de over hele ansigtet af glæde over at han også var bevaret, skønt ingen af dem kendte ham.”

I lighed med grundlæggeren af det danske socialdemokrati, Louis Pio, bliver Pelle smidt i isolationsfængsel, og henimod tredje bogs slutning bliver sejren mere og mere tvetydig. Det såkaldte ”Lykkeland” som Pelle og de københavnske arbejdere havde stræbt efter, realiseres som en reformistisk modifikation af det bestående. Der er ingen tvivl om, at dette er en blindgyde, og tvetydigheden i Nexøs fremstilling udstiller en socialdemokratisk-reformistisk diskurs, som kun er en tynd fernis over den endnu rådende kapitalistiske virkelighed.

Når Pelle vender tilbage fra fængsel, er strejken og strejkelederen Pelle kun fjerne minder for et København i valgkamp. Bevægelsen og Pelles parti, som er Socialdemokratiet, degenerer til et reformistisk parti, hvor selv arbejdsgivere, som stod overfor Pelle som fjender under strejken, bliver medlemmer af partiet, som de betragter som et værn mod venstrefløjen. Baggrunden for hele romanens fjerde bog er kendetegnet ved bevægelsens tilpasning til den borgerlige parlamentarisme, mens elendigheden består:

”For fanden, de stemte jo af alle kræfter! men derfor blev alting sku alligevel dyrere. Gu var man lovlydig, man formelig svedte af parlamentarisme, og bestilte snart ikke andet end at erobre mandater – og hvad så? […] Nej, de der sad inde med magten, skulle nok vide at indrette det sådan, at de blev ved at beholde den – så kunne man erobre mandater lie så tosset man ville!”

Intet grundlæggende bliver forandret. I afsmag for den udvikling, der har fundet sted i arbejderbevægelsen, beslutter Pelle sig i stedet for at stifte en andelsvirksomhed med startkapital fra en venligtsindet bibliotekar af gammel købmandsslægt. Det er lagt stort an, når erobreren tager fat om denne opgave; Pelle ser sit initiativ som ansatsen til en ”verdensomspændende fredelig revolution” og ”udgangspunktet for en verdenskamp mellem arbejdet og kapitalen.” Intet mindre.

Pelles utopiske forsøg på at bygge en socialistisk enklave, som skal gro og fortrænge kapitalismen, slår selvfølgeligt fuldstændigt fejl. Hans kooperation er et led i en kapitalistisk økonomi, som er underlagt et anarkisk marked, hvor han må konkurrere med virksomheder, som producerer efter profit. Forskellen er kun, at arbejderne på kooperativet – eller Pelle alene – skal udfylde kapitalisternes funktion med at presse lønningerne og fyre arbejdere for at klare sig i konkurrencen.

Det er præcist, hvad der sker, når Pelle kommer til at stå overfor sine arbejdere, hvis krav han ikke vil imødekomme, når de truer ham med strejke. I Morten hin Røde går Pelles kooperativ konkurs og han skyder skylden på arbejderne. Pelle falder fra strejkeleder til klassefjende. Pelle, som Nexø oprindeligt havde tænkt skulle repræsentere det unge sejrende proletariat, forfalder igennem forfatterskabet i takt med Socialdemokratiets realhistoriske degenerering – eller måske i takt med modningen af Nexøs holdning til det gamle arbejderparti.

På den måde er Pelle Erobreren endnu højaktuel som den stikker ind i debatter, der eksisterer på venstrefløjen i dag, og som den behandler politiske forhold, der minder om vores især under en socialdemokratisk regering i en kriseramt kapitalisme. Pelle Erobreren er en gammel klassiker, der med hundrede år på bagen afviser reformistiske illusioner fra Enhedslistens Pelle Dragsteds fantasier om kooperativer og ”den demokratiske sektor” til Socialdemokratiets fortærskede paroler om samdrægtighed på tværs af det politiske spektrum og på tværs af klasselinjer.

Skønlitteraturen og revolutionen

Nexø havde langt fra et sikkert greb om teori og var ikke egentlig marxist. Rent partipolitisk var han logrende stalinist den sidste del af sit liv. Men hans forfatterskab var drevet af et stort socialt hjerte og en smittende begejstring for arbejderklassens kamp for socialisme. Uagtet Nexøs politiske misforståelser, som uden tvivl må ses i sammenhæng med hans teoretiske uformåen, er hans forfatterskab et monument over den danske og internationale revolutionære arbejderbevægelses historie, som det er en skam ikke at kende.

Hans værker tilbyder dets læsere en følelsesmæssig oplevelse af klassekampens tidligere episoder, som rent teoretiske tekster ikke kan. Marxisterne er arbejderklassens hukommelse og den skønlitteratur, som deltagende har skildret og bevaret fortidens kampe, er et berigende supplement til det teoretiske arsenal.

Iblandt borgerlige litterater er det populært at afskrive dele af Nexøs forfatterskab for ”lukket”, fordi det er politisk, lige så vel som det i senere tid i hvert fald i akademiske kredse har været ufint for litteraturen at melde (parti-)politisk kulør. Andre så som Nexøs samtidige ”skriftkloge” til forfatterens frustration eller 70’ernes akademiske ideologikritikere har afvist hans forfatterskab for ikke at være ”revolutionært” eller teoretisk korrekt nok.

Jeg vil imidlertid hævde, at det ikke er dét, vi skal søge i Nexøs forfatterskab: Han lægger ikke teoretiske og programmatiske erkendelser for dagen, men formidler mesterligt klassekampens begejstring og tragedie. Nexø skriver i et brev til sin russiske oversætter, at den tilsigtede virkning af hans forfatterskab er at vække sine læsere til handling, og at han højst giver sine arbejderlæsere et løfte om sejr, hvis de da vil kæmpe. Som Engels skrev i et brev fra 1885 om litteratur:

” … tendensen må udspringe af selve situationen og handlingen, uden at der udtrykkeligt bliver peget på, og uden at digteren er tvunget til at give læseren den fremtidige historiske løsning på de samfundsmæssige konflikter, han skildrer, i hånden.”’

Med andre ord gør det på ingen måde Nexø til en ringere digter, at han ikke er flydende i den dialektiske materialismes ABC. Hans bestræbelser var ærlige, og hans forfatterskab er guld værd.

Det er ikke et skønlitterært forfatterskab med en knivskarp analyse, som skal knække kapitalismen og indvarsle en socialistisk tidsalder. Den opgave tilfalder arbejderklassen, dens organisationer og ledere; det er derfor, vi bygger en revolutionær organisation.

På dette jubilæumsår skal der imidlertid lyde en glødende anbefaling til revolutionære socialister, som vil elske Nexøs forfatterskab; det viser nok bedre end nogen anden kunstners værk, at klassekampens torden også har buldret over danske himmelstrøg, og at sultens slavehær har trådt sine heroiske kæmpeskridt på københavnske brosten. Nexøs arv og gave til nutidens læsere er et sydende og trodsigt brændemærke i den officielle danmarkshistorie om hygge og klassesamarbejde. Nexø skriver indlevende om den danske og internationale arbejderklasses tidligere generationers revolutionære kamp – den kamp, som er vores.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

 

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her