Daginstitutionerne spiller en central rolle i de fleste danskeres hverdag. De tillader travle forældre at gå på arbejde vel vidende at deres børn er i trygge hænder, og igennem vores pædagogers dygtige arbejde, opbringes den nyeste generation af fremtidige samfundsborgere. Men for tiden bliver det kun mere og mere tydeligt, at en sådan institution, som tjener arbejderklassens interesser, ikke kan bestå i det kapitalistiske system, hvor paradigmet om økonomisk vækst overskygger alle sociale forhold. Konsekvensen er forfærdelige forhold for både børn og ansatte, men den sociale mobilisering som vi ser på sociale medier og i demonstrationer for bedre forhold, er et udtryk for, at der er vilje til forandring.
I Danmark har vi en stolt tradition for velfungerende daginstitutioner, som varetager den vigtige opgave at passe på, og opdrage på, vores børn, når forældrene er på arbejde. I efterkrigsopsvinget tillod de økonomiske omstændigheder, at vi i Danmark kunne opbygge en velfærdsstat med relativt stor social sikkerhed og velfungerende sociale institutioner. Tallene taler for sig selv: 90% af børn i vuggestuealderen (op til 3 år) og 97% af børn i børnehavealderen (3-6 år) har plads i en af landets flere tusinde dagtilbud. At pædagoger og medhjælpere har ordentlige vilkår, er af stor betydning, for disse forhold dikterer, om der bliver passet ordentligt på børnene, som i vuggestue- og børnehavealderen er allermest sårbare, både fysisk og psykisk. Men de råb om hjælp, som for tiden kommer til udtryk i den offentlige debat og i demonstrationer overalt i landet, viser tydeligt, at ikke alt er, som det bør være.
Specielt slemt står det til med normeringerne i daginstitutionerne, som det kom frem, da hundredvis af pædagoger i efteråret fortalte om deres normeringer under hashtagget #MinNormering på de sociale medier. BUPL (Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund) anbefaler, at normeringen i vuggestuealderen ikke bør være ringere end 1:3 og at normeringen i børnehavealderen bør være 1:6, og desuden taler de for, at mindst 80% af de ansatte bør være uddannede pædagoger. Det er anbefalinger, som bakkes op af forskningen i børnepsykologi, men som vores institutioner ikke kan leve op til.
Dårlige forhold for både børn og voksne
”Overordnet set går det godt i hovedparten af vores dagtilbud”, udtalte børne- og socialminister Mai Mercado i et svar til folketinget i december 2018, og kigger man ukritisk på tallene fra Danmarks Statistik, ser det heller ikke så slemt ud, som pædagogerne giver udtryk for. Men som det for nyligt fremgik af DR-2 dokumentaren ”Hvem passer vores børn?”, bliver administrativt personale o.a. talt med, når man udregner normeringer hos Danmarks Statistik, således at billedet bliver forvredet. I en opgørelse fra BUPL er det reelt kun lige over en håndfuld af landets 98 kommuner, hvor institutionerne i gennemsnittet lever op til bare ét af de tre kriterier i BUPL’s anbefaling, og ingen lever op til dem alle tre. I de kommuner, hvor det står værst til, er den gennemsnitlige andel af pædagoger i institutionerne så lav som 41% - blot halvdelen af anbefalingen.
Og i forhold til normeringerne, talte #MinNormering for sig selv. Hér udtrykte pædagoger, at de i løbet af en dag kunne stå i situationer, hvor de var alene med over 20 børn. Hvis én skal skiftes, er resten alene uden opsyn, og de praktiske opgaver fylder så meget, at der kun sporadisk er tid til kontakt og problemløsning – netop de faglige opgaver, pædagoger er uddannet til at varetage. Konsekvensen for de ansatte i institutionerne er, at vi fra 2012 til 2018 har set en stigning på 50% af stressramte, således at hver fjerde pædagog nu siger, de føler sig stressede i deres arbejde.
Og konsekvenserne for børnene er potentielt endnu større. I konsultation med to specialister i børnepsykologi, påpegede omtalte DR-2 dokumentar bl.a., at de grelle forhold går ud over børnenes koncentrationsevne, da det er en kompetence, som udvikles i samspillet mellem barn og voksen. Når der altså ikke er tid til denne kontakt, stiger risikoen for, at barnet udvikler psykiske lidelser som ADHD e.l. og får svært ved at sætte sig i andres sted og forstå sociale situationer. Og derudover er der den åbenlyse fare i, at børn helt ned til vuggestuealderen bliver ladt alene uden opsyn.
Et velfærdssystem i krise
At Mai Mercado kan stå og tale om, at det overordnet set går godt, samtidigt med at både forældre og pædagoger demonstrerer i hele landet, kan ikke betragtes som andet end et forargeligt hykleri. Og de forringede vilkår må ses som en del af det kapitalistiske systems sociale falliterklæring generelt. For det er ikke kun de borgerlige partier der deltager i det demokratiske skuespil: også under S-SF-R-regeringen så vi massive nedskæringer i vores centrale velfærdsinstitutioner, dikteret af den økonomiske situation, og så sent som i april stemte Socialdemokratiet, hvis formand jo kalder sig for “børnenes statsminister”, imod SFs forslag om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver – sammen med blå blok, og imod arbejderklassens interesse.
Hver en forringelse af vores velfærd, om det så er årevis af 2-procentsbesparelser i den offentlige sektor, massive nedskæringer i de sociale ydelser eller de efterhånden hjerteskærende vilkår i daginstitutionerne, går gang på gang ud over arbejderklassen. De rigeste i samfundet skal nok klare sig – også på daginstitutionsområdet, hvor antallet af private institutioner er mere end fordoblet i perioden 2007-2018. I disse institutioner kan man sikre sig, at der er personale nok til, at ens barn ikke bliver forsømt. Men når vi skal til at betale ekstra for bedre kvalitet i vores kernevelfærd, så falder mange af de dårligst stillede fra, og vi ender med et A- og et B-hold helt fra barnsben.
Velfærdsstatens langsomme forfald viser, at reformismen ikke kan løse vores samfunds problemer, for den er til hver en tid dikteret af tilstanden i kapitalismen. Nedskæringer hører uadskilleligt sammen med de kriser, som er en organisk del af det kapitalistiske system. Set i det lys, er den store sociale bevægelse og de frustrationer, som kommer til udtryk, positive, men det er absolut nødvendigt, at bevægelsen rettes imod problemets rod. For kun i en omvæltning af kapitalismen, kan vi indstifte en socialistisk samfundsorden, hvor vores institutioner kan blive drevet efter de sociale behov, i stedet for at ligge under for de økonomiske forhold.