ingerstøjbergEn sand syndflod af racisme og reaktionær lovgivning strømmer over landet. Konsensus om hvad der betragtes som racisme, rykkes næsten hver dag. Men hvad er den marxistiske forklaring på disse fænomener?

Luk grænserne! Smid udlændingene ud! Burkaforbud! Paradigmeskifte! Politiske kommentatorer har alle omfavnet “sandheden” om, at vil man vinde et valg i Danmark, så skal man have en “stram” udlændingepolitik. Ud fra denne præmis må man forstå, at årsagen til alle de gamle partiers højredrejning er et konstant pres fra befolkningen for en “stram udlændingepolitik”.

Men ingen stiller spørgsmålet; hvad er årsagen til det stadigt hurtigere skred i racistisk og nationalistisk retning i det danske samfund, i en grad der inden for enkelte områder begynder at vække mindelser som 30’ernes Tyskland? Er der tale om en spontant opstået massepsykose, ikke bare i Danmark, men i alle de “gamle” industrilande? Er arbejderklassen pludselig blevet racistisk?

Som marxister søger vi svarene, hverken i himlen eller i forskellige mere eller mindre begavede kommentatorers hoveder, men i de materielle forhold. Der er selvfølgelig mange faktorer der gør sig gældende, men her vil vi se på de to hovedårsager som har med hver af de primære klasser at gøre; arbejderklassen og kapitalistklassen.

Jorden er gødet for splittelse

Det er ikke tilfældigt, at racismens gift trænger frem i dag og ikke i efterkrigsopsvinget, hvor der var høj vækst, udbygning af velfærd og tilsyneladende udsigt til evig fremgang.

Når der er fremgang og kagen hele tiden bliver større, er det let at dele. Men efterkrigsopsvinget er for længst forbi. I årtier har de nederste lag i samfundet kun oplevet tilbagegang i velfærdsrettigheder og muligheder. I årtier har “reformer” været ensbetydende med nedskæringer og forringelser. Næsten ligegyldigt hvem man spørger, er der en generel fornemmelse af at alle rettigheder, det være sig inden for sundhed, uddannelse, pension eller arbejdsløshedsunderstøttelse lever på lånt tid. Det eneste sikre holdepunkt er visheden om, at det hele kommer under angreb.

Usikkerhed og mangel er nøgleingredienser for splittelse. Når krybben er tom bides hestene, som man siger. Set fra et individuelt perspektiv giver det mening at forsøge at skubbe de andre væk fra “krybben”. Det er en del af baggrunden for hvorfor racisme kan få hold i de mere tilbagestående lag i samfundet. Men lige så vigtigt er arbejderbevægelsens fuldstændige politiske fallit. Ingen af venstrefløjspartierne giver en klassebaseret forklaring og et alternativ. Alt hvad der er kommer fra venstrefløjen er forsvar for status quo; resterne af velfærdssamfundet som det eksisterer i dag. DF har været det eneste parti til at anerkende at det går dårligere og de eneste til at give en forklaring: Det er indvandrernes skyld. Forklaringen er helt forkert og reaktionær. Men det er den eneste forklaring der er at finde på hele det politiske spektrum.

Del og hersk

På den anden side står den herskende klasse, den lille gruppe af folk der ejer og kontrollerer landets virksomheder og kapital og hvis politiske repræsentanter sidder på Christiansborg. Som landets virkelige herrer - herskerne over økonomien - må de have en eller anden form for legitimitet og social base. Skulle den herskende klasse bevare sin privilegerede position alene ved egen magt og antal, ville dens dage være talte. Den støtter sig derfor på dele af de sociale lag der er under den selv, først og fremmest småborgerskabet. Dens legitimitet som herskere og ledere af nationen, kan den kun bevise ved succes: at den leder befolkningen til en bedre fremtid, at den fører nationen frem. Og det er her den kommer i problemer.

Særligt efter krisen i 2008 har den herskende klasse begrænsede midler til at købe sig til de mellemliggende lags opbakning. Den offentlige sektor, som har været et fremragende sted at få en embedsmandskarriere som småborger, bliver beskåret og deres børns muligheder for at få en universitetsuddannelse bliver begrænset. Den herskende klasses angreb rammer ikke længere kun arbejderklassen, men også den såkaldte middelklasse.

Derfor har den herskende klasse i stigende omfang måttet ty til ‘del og hersk’ strategi for at svække sin modstander; de arbejdende masser. De har altså en objektiv interesse i at splitte arbejderklassen over etnicitet, religion, køn osv. Medierne og politikerne er deres værktøjer. Det er ikke tilfældigt at medierne altid betoner en voldsmands etnicitet, hvis der er tale om én med mørk hud. Den redaktionelle linje besluttes af redaktørerne, som alle er begår sig i samfundets øverste lag. Det er ikke tilfældigt at Nye Borgerlige får massiv taletid, på trods af de ikke er i Folketinget, og at de formentlig aldrig havde fået den opbakning de har, uden den massive medieeksponering. Og det er ikke tilfældigt at DF økonomisk støtte fra A.P.Møller, Finansrådet og Danmarks Rederiforening.

En omkostningsfuld strategi

At puste til splittelse og nationalisme er dog ikke uden problemer for den herskende klasse. DF’s i øvrigt latterlige vildsvinehegn er blot det seneste skridt på vej ned af en glidebane mod en fast grænse, der objektivt går imod kapitalens interesse i at kunne bevæge sig gnidningsfrit over grænser.

Latterlige love som burkaforbud, tvungen undervisning i demokratiske værdier for 1 årige og ikke mindst de hundredvis af “udlændingestramninger” betyder opbyggelse af et stort og dyrt statsbureaukrati. Udelukkelse af udenlandsk arbejdskraft, kan begrænse arbejdsudbuddet og betyde pres for højere lønninger.

For den herskende klasse er alt dette imidlertid en pris den er villig til at betale, hvis alternativet er at miste sin legitimitet som herskere.

En stakket frist

I og med spørgsmålet om racisme og splittelse i sidste ende er et socialt spørgsmål - et spørgsmål om brød, som det havde heddet sig i arbejderbevægelsens begyndelse - så betyder det også, at det kun kan passivisere arbejderklassen for en stakket frist.

I årene op til den russiske revolution i 1905 var der en voldsom bølge af pogromer og anti-semitisme i Rusland. Disse blev bevidst opildnet af zaren for at aflede de sociale frustrationer og fandt en vis klangbund, særligt blandt småborgere og de allerlaveste deklasserede elementer. Men ikke desto mindre satte de mere grundlæggende sociale spørgsmål sig igennem først med revolutionen i 1905 og siden 1917 og fejede de reaktionære strømninger til side.

Samme tendens vil også komme frem i dag. I snart to årtier har skiftende regeringer ført en stadig “strammere” udlændingepolitik, med stadig mere drakoniske og vulgære racistiske tiltag, med burkaforbuddet som det seneste og det kommende “paradigmeskifte” som det formentligt næste. Vi har set en syndflod af sådan lovgivning, hvor de reaktionære politikere inklusiv socialdemokratiets top, fejrer milepæle som udlændingestramning nummer 100 med kage. Alt sammen under påskuddet om, at vi ikke har råd til flere indvandrere, at de koster penge. At muslimer ikke vil arbejde, men bare nasse på samfundet osv. Mattias Tesfaye har sagt det mest klart, når han stiller det op som et valg mellem den danske velfærd eller indvandring.

Men efter snart to årtier, hvad har deres racistiske politik så hjulpet? Den herskende klasse og dens system kan stadig ikke levere fremgang. Der skæres stadig ned i velfærden. I takt med at afledningsmanøvren ringer mere og mere hult, skruer politikerne op for retorikken. De bliver stadig mere og mere desperate og må lave stadig større “kunststykker” stadig mere spektakulære racistisk love og mere afsindige offentlige angreb for at holde opmærksomheden væk fra de sociale spørgsmål.

Eksplosion forberedes

Men før, snarere end siden, når det en grænse. Siden krisen i 2008 har dansk økonomi kørt med massiv pengepolitisk stimuli i form af negative renter. Alligevel har økonomien kun haltet frem med miserabel vækst og nedskæringerne er fortsat.

I årtier er der blevet skåret ned. Sygeplejersker, pædagoger og SOSU-assistenter går ned med stress i et forgæves forsøg på at følge med kravene, trods stadig færre ressourcer. Lærerne blev smadret gennem den historisk usete lockout i 2013, som VLAK-regeringen heldigvis ikke lykkedes med at kopiere i forårets overenskomstforhandlinger. Børn og ældre betaler prisen. De generationer der bliver født i disse år kan se frem til at skulle arbejde til de er 76½ år.

Skiftende regeringer har, ved deres udsendelse af snart 20.000 danske soldater alene til besættelsen af Afghanistan, dræbt et ukendt antalt civile, samt 43 unge danske mænd, mens 214 danske soldater er blevet såret, de relativt største tabstal for noget NATO-land. Til ingen verdens nytte. Krigen er tabt og Taliban på vej tilbage til magten. De dødes og såredes blod var for den herskende klasse ikke andet end et offer for at gavne den danske herskende klasses internationale anseelse.

Samtidig, på den anden side af klasseskellet, er der givet massive skattelettelser til de rigeste i Danmark. Uligheden er enorm med Danmark på en tredjeplads på listen over ulige formuefordeling i 30 lande, med kun USA og Schweiz længere oppe.

Den stigende tendens til handelskrig og ustabilitet på verdensmarkedet er et forvarsel om at en ny nedtur, som vil betyde nye massive besparelser, nedskæringer og angreb på arbejderklassens velfærdsrettigheder, er på vej.

Hvis nogen tror, at racisme er en iboende kraft i den danske arbejderklasse, som politikerne blot lader sig presse af for at kunne vinde det næste valg, så vender de tingene på hovedet. Hvis nogen tror at den danske arbejderklasse for evigt vil lade sig spise af med den elendige undskyldning om at det hele også er indvandrernes skyld, imens borgerskabet skummer fløden, så tager de fejl. Enorme frustrationer er blevet bygget op. Nogle af disse lykkes den herskende klasse for nu at lede over i verbale og politiske angreb på “de fremmede”. Men de der i dag oppisker racistiske strømme vil i fremtiden blive mødt af to årtiers opsparede frustrationer, der som en tsunami vil fejede det reaktionære pak til side og vise de virkelige modsætninger i dette samfund: ikke kultur mod kultur, men klasse mod klasse.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.