Hvad mere kan en socialdemokratisk ledet opposition ønske sig: En upopulær højreorienteret regering, som har vist sig fuldstændig elendig til at gennemføre sin højt profilerede reaktionære økonomiske politik. En regering ledet af skandaleramte og middelmådige levebrødspolitikere, og som endda det seneste halve år er begyndt at bløde ministre. Når politikere som Søren Pind, Esben Lunde Larsen og Brian Mikkelsen føler at regeringen ikke er værd at spilde tid på, så står det slemt til.
Man skulle tro, at den så lå til højrebenet for den socialdemokratisk ledede opposition. Men i stedet kan Socialdemokraterne efterhånden knapt skelnes fra regeringen. Man kan næsten tale om politisk fusion.
Socialdemokratiet, ledet af Mette Frederiksen, der i øvrigt skulle repræsentere en mere “venstreorienteret” politik end Helle Thorning, stemmer mere sammen med regeringen og dennes parlamentariske grundlag end sammen med Ø, SF og Å. På “udlændingepolitikken” har det gamle arbejderparti helt overladt styringen til den upopulære regering, og det har ifølge en opgørelse fulgt Venstre i 41 ud af 46 afstemninger.
Hvis vi ser bort fra det politiske problem, at det gamle arbejderparti åbent tog arbejdsgivernes side i OK18, og helt konsekvent splitter arbejderklassen ved at angribe én del af den, baseret på dennes etnicitet og religion, så fører Socialdemokraterne også, set ud fra deres egne opportunistiske stemmemaksimerende synspunkt, en selvudslettende strategi. Hvis regeringen er upopulær blandt befolkningen, så hjælper det ikke at kopiere dennes politik og alliere sig med dens parlamentariske grundlag. Det burde være logik for burhøns. Men Socialdemokratiet gør tilsyneladende alt, hvad det kan for at “dække flanker af”, for tænk, hvis man skulle mene noget andet end højrefløjen!
Denne politiske fusion har også sat sit spor i en undersøgelse, foretaget af Børsen i august, der viser, at andelen af de adspurgte, som mener at Mette Frederiksen er mere troværdig end Lars Løkke Rasmussen, er faldet med 23 procentpoint fra 58 procent i 2015 til kun 35 procent i dag.
Samtidig gør Lars Løkke fra sin side alt, hvad han kan for at imitere DF og socialdemokraternes velfærdsretorik i et åbenlyst forsøg på at vinde DF ud af socialdemokraternes omklamrende arme. De store partier er tilsyneladende blevet én stor familie! Og hvem ved? DF har åbent sagt, at deres mål er at komme i regering med Venstre. Det kan meget vel være, at det kommer til at ske. Men alligevel kravler socialdemokraterne i støvet for det racistiske DF, tiggende om dets gunst. Det er ynkeligt at være vidne til, og man fristes efterhånden til at spørge, om der overhovedet findes en socialdemokratisk politiker med blot et gran af selvrespekt.
Den politiske og økonomiske situation i Danmark er dybt alvorlig for arbejdere, unge og gamle. Årtier med nedskæringer har sat sine spor. Og med en verdensøkonomi, der bevæger sig i retning af en ny nedtur, er der kun udsigt til yderligere forringelser. Der er behov for et opgør med hele konsensus på Christiansborg, som alle partier, og særligt socialdemokraterne, er fedtet ind i fra top til tå. Et opgør med dens tragikomiske, reaktionære lovgivning om folks påklædning, håndtryk og andre “værdipolitiske” afledningsmanøvrer.
Regeringen skal sparkes på porten, ingen tvivl om det. Men skal det ikke bare lykkes, men også blive til andet end samme vin på nye flasker, så er der behov for et opgør med den såkaldte opposition, ledet af Mette Frederiksen. En opposition der de facto ikke længere eksisterer.
Så i stedet for at græde snot over socialdemokratiets sørgelige forfatning, tager vi det som en opfordring til handling. Velkommen i kampen for et revolutionært alternativ!