Den diplomatiske konflikt om gasrørledningen Nord Stream 2 afslører brudlinjer blandt de traditionelle allierede i den ”vestlige verden”. Danmark er endt i centrum for dette drama.
Hvad der kunne have været et ”normalt” kommercielt energiprojekt, er endt i et større diplomatisk slagsmål. Sagen er blot, at ”normalen” i højere og højere grad bliver sat ud af kraft i disse tider med økonomisk, social, politisk og tilmed også diplomatisk ustabilitet.
Da gasrørledningen Nord Stream 1 blev anlagt, var der ikke de samme problemer, som vi ser i dag. Nord Stream 1 går fra Vyborg i Rusland til det nordlige Tyskland, og det er det russiske statsfirma Gazprom, som er leverandør af gassen. Nord Stream 2 skal fordoble den kapacitet af gas, som Nord Stream 1 i dag leverer fra Rusland til Europa.
Inden Nord Stream 1 blev anlagt, blev daværende energiminister, Lykke Friis fra Venstre, i 2009 spurgt, hvorvidt om regeringen kunne forhindre, at Nord Stream 1 gasrørledningen gik gennem dansk farvand. Hun forklarede, at Danmark ikke havde nogen mulighed for at forhindre anlægning af gasrørsledningen på grund af FN’s havretskonvention artikel 79.
Dengang var der altså ikke de store problemer med at få tilladelse fra de danske, svenske og finske regeringer for, at gasrørledningen kunne gå igennem disse landes respektive farvande. Situationen ser imidlertid anderledes ud i dag.
Det er umuligt at forstå konflikten over Nord Stream 2 uden at forstå Ruslands genrejsning som regional stormagt og de øgede spændinger mellem Rusland og de vestlige imperialistiske magter.
Genrejst Rusland
Der er løbet meget vand over rørledningen siden Nord Stream 1. I dag bliver Rusland anset som en større og større trussel af den amerikanske og flere europæiske regeringer.
Efter Sovjetunionens fald blev Rusland af sine vestlige modparter ellers anset som en svag andenrangs magt. I 1990’erne blev tidligere stater i Østblokken delt op med velsignelse fra USA og de europæiske magter. De østeuropæiske lande blev indlemmet i NATO og senere i EU. Rusland var handlingslammet over for indskrænkningen i dets traditionelle indflydelsessfære.
På hjemmefronten kunne den russiske regering ikke nedkæmpe oprøret i Tjetjenien. Det russiske militært blev betragtet som en gammel rustbunke, der ikke udgjorde nogen fare. Men det ændrede sig.
I løbet af de seneste år har Rusland haft en række succesfulde udenrigspolitiske operationer med stor geopolitisk betydning. I 2008 invaderede Rusland Georgien. I 2014, i kølvandet på Maidan-bevægelsen, annekterede Rusland halvøen Krim fra Ukraine, og i 2015 intervenerede Rusland i Syrien, som resulterede i et skift i magtbalancen til fordel for Ruslands allierede, præsident Assad.
Det er de seneste års russiske ”succeshistorier”, som har givet landet noget af sin stormagtsstatus tilbage. Det har samtidig også betydet, at USA og flere lande i Europa i højere grad end tidligere ser Rusland som en trussel.
Russisk indflydelse i Europa
I den kontekst bliver Nord Stream 2 anset som en måde, hvorpå Rusland kan sprede sine tentakler ud over Europa. 13 af EU's medlemslande har protesteret over projektet og krævet, at det skal være en fælles beslutning i EU, som skal afgøre, om gasrørledningen kan etableres eller ej.
Det er især mange østeuropæiske EU-lande, som er frustrerede. Når gasrørledningen bliver anlagt i vandet og uden om dem, mister de indtægter ved ikke i samme grad som før at være transitlandene for gassen til resten af Europa.
Samtidig er de bange for, at Rusland vil bruge det som pressionsmiddel i fremtiden. Hvis Rusland i dag vil lukke for gassen, som går igennem Øst- og Centraleuropa, vil det også ramme mange lande i Vest- og Centraleuropa, som Rusland muligvis ikke har interesse i at gøre sig uvenner med. Med anlæggelsen af Nord Stream 2 vil det dog ikke ramme Vest- og Centraleuropa i samme grad, hvis russerne lukker for gashanen til Østeuropa.
Olie og gas står for over 50 % Ruslands eksport og er derfor af stor betydning for den russiske økonomi. Men den russiske energieksport er også vital for Europa. Lige nu står Rusland for 34 % af europæisk gas. Med Nord Stream 2 vil det sandsynligvis stige til over 40 %.
Samtidig forsøger den amerikanske stat at stoppe Nord Stream 2-projektet. Med undskyldning om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg og annekteringen af Krim har den amerikanske administration lavet nye sanktioner imod Rusland. Senest har kongressen godkendt sanktioner som rammer firmaer involveret i Nord Stream 2-projektet.
Splittet Europa
Det er langt fra et samlet Europa som er imod gasrørledningen, og de amerikanske sanktioner har bragt konflikten til nye højder. Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har truet med modsanktioner, hvis de amerikanske sanktioner går ud over europæiske virksomheder. Mange europæiske selskaber fra blandt andet Holland, Tyskland, og Østrig er investorer i Nord Stream 2, selvom nogle allerede har trukket sig fra projektet på grund af de amerikanske sanktioner.
Tyskland, som er Europas økonomiske gigant og derfor også den uformelle hersker over EU, har kæmpe økonomisk interesse i, at Nord Stream 2 bliver anlagt. Tyskland er i gang med at udfase sin energiforsyning fra atomkraft og brunkul samtidigt med, at man forventer mindre gasforsyninger fra Holland og Storbritannien i fremtiden. Tyskland er derfor meget interesseret i den nye gasrørledning og har afvist al snak om, at EU skulle ind over rørledningsprojektet og skabe problemer.
I modsætning til andre vestlige lande har den tyske herskende klasse et forholdsvist positivt forhold til Rusland. Specielt den del af den herskende klasse som er repræsenteret i det tyske socialdemokrati.
Eksempelvis er den tidligere tyske socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, dybt involveret i gasrørledningsprojektet. Kort før han gik af som kansler, underskrev han aftalen om Nord Stream 1. Bagefter accepterede han Gazproms nominering af ham som bestyrelsesformand i selskabet Nord Stream AG, der står for gasrørledningerne. I 2016 blev han bestyrelsesformand i Nord Stream 2. I september 2017 blev han udnævnt til formand for Rosneft, Ruslands største statskontrollerede olieselskab.
Det tyske socialdemokrati har altid haft et positivt forhold til Rusland, men med Schröder er dette forhold blevet endnu mere intimt. På trods af kritik af Schröder og hans dybe involvering står den nuværende kansler, Angela Merkel, stadig fast på, at Nord Stream 2 skal anlægges og, at det er et rent økonomisk og kommercielt projekt. Tyskland har ingen interesse i at skrotte Nord Stream 2. Udover presset fra USA og flere europæiske lande svækker de tyske regeringskoalitionsforhandlinger imidlertid Merkels udenrigspolitiske position.
Trump og Danmark
Som før beskrevet havde den tidligere danske regering intet problem med at lade den første gasrørledning, Nord Stream 1, løbe igennem dansk farvand. Ja, de kunne faktisk ikke forhindre det, af hensyn til FN-lovgivning! Men nu har piben fået en anden lyd.
I spørgsmålet om Nord Stream 2 er Danmark klemt mellem to stormagter. På den ene side er der Tyskland, Danmarks største handelspartner som den danske herskende klasse er dybt økonomisk afhængig af. Danmark har på den anden side traditionelt lænet sig sikkerhedspolitisk op ad USA for at have en modvægt til den tyske økonomiske dominans. Derfor har Danmark også fulgt USA i tykt og tyndt, når det har drejet sig om imperialistiske militæreventyr rundt om i verden.
Valget af Donald Trump som amerikansk præsident har dog rystet op i tingene. På grund af Trump har USA’s forhold til mange af sine traditionelle allierede ændret sig til det værre. Lige siden valget har det været et mere eller mindre åbent spørgsmål, om den danske regering fortsat vil følge USA så tæt, som den traditionelt set har gjort, med en præsident ved magten, som er så ustabil og så enormt upopulær hos den danske befolkning. Det har også åbnet op for spørgsmålet, om Danmark skulle søge tættere partnerskab med andre allierede f.eks. gennem en større integration med EU.
Det har derfor været interessant at følge den danske regerings stillingtagen til spørgsmålet om Nord Stream 2: Ville de ligesom sidst lade den blive anlagt i dansk farvand uden problemer og tækkes Tyskland, eller ville de vælge USA og gøre modstand?
Lille svag nation
For at komme uden om dilemmaet forsøgte Danmark i første omgang at presse på for, at EU-kommissionen skulle tage en fælles EU-holdning til projektet. Da det ikke virkede, var den danske regering tvunget til selv at tage stilling.
Normalt er tilladelser til lignende projekter blevet givet på et rent administrativt niveau af Energistyrelsen. Men nu har den danske regering fremsat et nyt lovforslag, som har flertal i Folketinget, om, at det skal være op til regeringen at afvise eller godkende gasrørledninger som Nord Stream 2. Det skal gøres ud fra danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og i forhold til "europæiske og alliancemæssige hensyn".
Med lovforslaget afviser eller godkender den danske regering ikke Nord Stream 2 direkte, men skaber de juridiske værktøjer til, at det bliver en åbenlyst politisk beslutning, om det bliver det ene eller andet.
Men signalet er utvetydig: Hvis Rusland og Tyskland tvinger den danske regering til at tage stilling, er den nu juridisk forbedret, så den kan afvise forslaget. Dansk afslag betyder dog ikke, at Nord Stream 2-projektet er skrottet, da den blot kan anlægges uden om dansk farvand.
Men siden valget af Trump er dette uden tvivl den mest markante bekendelse af kulør til fordel for at bevare den tætte alliance med USA. Det tyder på, at ”USA-Danmark”-relationen vil fortsætte som hidtil.
Med dette standpunkt har den danske regering skadet forholdet til Tyskland og skabt en øget distance til EU. Det kan blive problematisk i fremtiden med et EU, der er mere og mere i opløsning. På nuværende tidspunkt bliver der diskuteret en fremtidig model for EU i ”flere hastigheder”, hvor der kommer til at være ét EU for kernelandene (med Tyskland i midten) og ét EU for ”periferien”. Det tyder mere og mere på, at Danmark kommer i sidste kategori.
Det betyder muligvis, at Danmark går ind i en ny udenrigspolitisk fase. I årtier skubbede den danske herskende klasse på for mere EU-integration (euro, folkeafstemninger for at fjerne forbehold, osv.), og den offentlige ”sandhed” var, at Danmark og EU hang uløseligt sammen.
Men den herskende klasses integrationsglæde er gang på gang blevet mødt med modstand fra befolkningen og NEJ i folkeafstemninger, som har betydet, at der skulle implementeres forbehold i henhold til EU, og at kronen blev bevaret. Oven i det har Nord Stream 2-affæren tilføjet yderligere pres for at distancen bliver endnu større til EU.
Nord Stream 2 kunne derfor muligvis være starten på et skred i udenrigspolitikken på længere sigt, hvor den danske herskende klasse dropper forsøget på øget integration med EU, og i højere grad end tidligere læner sig ad af USA. Det ville ikke gøre situationen mere stabil i Danmark. Tværtimod er dansk kapitalisme en lille eksportøkonomi, og vores største eksportmarked er uden sammenligning EU.
De kriser og splittelser vi ser i toppen hos den danske herskende klasse, er blot en forløber til de sociale eksplosioner og bevægelser, som i fremtiden vil finde sted i bunden: blandt de danske arbejdere og unge.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.