Den nuværende regering er et godt billede på systemet. En svag mindretalsregering, der hopper fra tue til tue, uden langsigtede planer, om det så drejer sig om uddannelser, sundhed eller flygtninge. Hvad den mangler i fremsyn, opvejer den med brutalitet.
Er det bare et spørgsmål om en inkompetent, provinsiel og visionsløs regering? Efter vores opfattelse er det ikke tilfældet. Den nuværende regering afspejler på forvrænget vis en syg dansk kapitalisme i en syg europæisk økonomi. Siden krakket i 2008 er det blevet åbenlyst, at kapitalismen på verdensplan ikke længere kan trække økonomien frem som tidligere. Den er dødeligt syg. Det er den økonomiske baggrund for de politiske rystelser, vi oplever i dag. Skal vi forstå dybden af disse, er det værd at dykke lidt ned i den økonomiske baggrund.
Historisk stagnation
Dansk kapitalisme er, i modsætning til hvad politikerne forsøger at blide os ind, ikke isoleret fra den internationale krise. Rent faktisk har dansk kapitalisme været i relativ tilbagegang i lang tid. Allerede inden krisen, tilbage omkring år 2000 knækkede den danske vækstkurve i forhold til antallet af indbyggere, som ellers historisk set har været mere eller mindre jævnt stigende i efterkrigstiden. Hvis man ser bort fra den spekulative boble, der opbyggedes særligt omkring 2004 og nåede sit højdepunkt i 2007 for derefter at falde voldsomt tilbage, så har økonomien stort set ikke bevæget sig fremad i over et årti. BNP pr. indbygger er således i dag 6% under topniveauet før krisen og dermed sat tilbage til år 2004-2005.
Dansk kapitalisme er kræmmer-kapitalisme. En lille nation i et geopolitisk knudepunkt som flaskehalsen ved Østersøens udmunding i Nordsøen. Et forbindelsesled mellem kontinentale Europa og Skandinavien, og med en uforholdsmæssig lang kystlinje. Handel har i århundreder spillet en nøglerolle. Det gælder også i dag, hvor eksporten udgør over 50% af BNP.
Men i årtier har den danske eksportsektor mistet markedsandele. Dansk industris markedsandel i OECD ligger i dag 16-17% under niveauet af 1995 og har været faldende siden 80'erne. Til trods for at dansk industri har tabt mindre end de andre nordiske lande, så har udviklingen været væsentligt hårdere ved dansk industri end hos den vigtigste handelspartner Tyskland, som kun er 9% under 1995-niveau. Siden krisens start har spændet mellem Tyskland og Danmarks markedsandele i OECD været stigende.
Det frustrerer de danske kapitalister. De har set, hvordan de tyske Harz-reformer i nullerne smadrede de tyske arbejderes lønninger og arbejdsforhold (indførte bl.a. én-euro-job og skabte en stor gruppe ”working poor”) og de vil have det samme. Men de har endnu ikke turde slå lige så hårdt til, som deres sydlige konkurrenter. Til gengæld har de danske arbejdsgivere i over fire år, ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, været i stand til at holde lønudviklingen i dansk industri omkring et halvt til et helt procentpoint under samhandelspartnernes, hvilket har forbedret deres såkaldte ”lønkonkurrenceevne”. Men de vil have mere.
De danske kapitalister gør sig ingen illusioner om, at de danske forbrugere (de brede masser) vil kunne bære et opsving. Tværtimod er privatforbruget ikke vokset overhovedet siden krisen, hvilket er historisk.
Derfor har Dansk Industri en vision om, at eksporten om 10 år skal udgøre 75 pct. af det danske BNP. En ambitiøs satsning, som kun kan finde sted med massive angreb på arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Skal lønningerne nedbringes, må indkomstskatten nødvendigvis også sænkes, og det betyder kraftige besparelser i den offentlige sektor. En opgave som Venstre-regeringen gladelig har taget på sine skuldre, støttet af de andre borgerlige partier og Socialdemokraterne. Alt det ”unødvendige” [læs: velfærd] skal skæres fra.
Manglende investeringer
Et virkeligt opsving bliver båret af produktive investeringer. Men de danske kapitalister investerer ikke. Ikke fordi de ikke tjener penge – virksomhederne har historisk store opsparinger – men fordi de ikke ser et potentiale for profitable investeringer i produktion. Det skyldes det simple faktum, at markederne allerede er mættede. Hvis man som virksomhed allerede kan dække efterspørgslen og lidt til, så skal man være godt dum for at købe endnu flere maskiner, som så vil stå ubenyttet hen. I stedet har kapitalisterne på den ene side begivet sig ud i besparelser og effektiviseringer for at hente endnu mere merværdi ud af de samme eller færre arbejdere. På den anden side bruger de deres enorme formuer på aktietilbagekøbsprogrammer og spekulation, som ingen produktiv rolle spiller.
Det kommer til udtryk i, at det gennemsnitlige niveau for nettoinvesteringerne (”nye investeringer”, ud over erstatning af nedslidte maskiner osv.) fra 1. kvartal 2009 til i dag har ligget på kun 5,6 mia. kr. pr. kvartal. I samme tidsrum inden krisen var det gennemsnitlige kvartalsvise niveau 15,7 mia. Med andre ord er det gennemsnitlige niveau for nettoinvesteringerne faldet med 64%.
Det bringer os tilbage til regeringens kraftige nedskæringspolitik. Den er nemlig ikke bare båret af ideologi, men dikteret af dels den hårde internationale konkurrence om eksportmarkeder og dels et kapitalistisk system, der ikke længere ekspanderer med samme kraft som tidligere, og som kun bevæger sig svagt frem ved massiv støtte fra centralbankerne.
Bobler
I nullerne forsøgte verdens centralbanker og regeringer at sætte gang i økonomien i forbindelse med den korte krise omkring årtusindskiftet, ved at liberalisere den finansielle sektor og sænke låneomkostningerne. Det førte til et lånefinansieret forbrugsræs, primært bundet til en kraftig bolig- og aktieboble. Efter krakket i 2008 har centralbankerne genoppustet boblerne. Med andre ord forsøger de sig med mere af den samme medicin, som ledte til den historiske gældskrise og boligkrak.
I dag er danske husholdninger stadig de ubetinget mest forgældede i OECD med en gennemsnitlig bruttogæld på over 300% af den årlige disponible indkomst. Det er en gæld, der for langt størstedelens vedkommende er realkreditlån. Nationalbanken og de andre etablerede institutioner beroliger os dog med, at danskerne samtidig har en af de største nettoformuer. Og det er sandt. Der er bare ét problem: Den formue er primært danskerens bolig og pensionsopsparing. Begge dele aktiver, der ikke hurtigt kan omsættes til rede penge, uden massive tab.
Ydermere er størstedelen af realkreditlånene med fleksibel rente (70%), og hele 42 procent af boliglånene er afdragsfrie. Det er absurd i en situation, hvor renten praktisk talt er nul, og omkostningerne kun kan stige.
Siden krisen har centralbankerne hamret renterne i bund. Vi har end dog oplevet negative renter. Det er historisk, uden fortilfælde, og viser, hvor forvredet økonomien er blevet af centralbankernes forsøg på at holde hjulene i gang på en økonomi fanget i en dyb overproduktionskrise.
Mens de lave renter ikke har skabt et holdbart opsving, har de til gengæld gjort sit til at genoppuste bobler på aktie- og boligmarkedet. BNP er som sagt ovenfor stadig under førkrise-niveau. Men alligevel er C20 indekset over de 20 mest handlede aktier på den danske fondsbørs praktisk talt steget til det dobbelte af topniveauet inden krisen. Det kan kun forklares med de enorme mængder spekulativ kapital, som centralbankerne har skyllet ud på finansmarkederne. Siden forsommeren er kurserne dog begyndt at skride, men det er endnu for tidligt at sige, om boblen er sprunget.
Huspriser er det seneste år steget 7,7% (8,6% i Hovedstaden), men er de seneste måneder fladet ud og faldt 0,2% fra august til september. I de store byer er priserne på ejerlejligheder steget med 30% de sidste 3 år, og i løbende priser er priserne på ejerlejligheder højere end nogensinde tidligere. Hvis man tager højde for løn- og prisudviklingen siden 2006, er de dog stadig et stykke under. Men det vidner om effekten af de kunstigt billige lån, som udgør en alvorlig trussel mod den økonomiske stabilitet.
Vildrede
Derfor kan man også jævnligt høre både den nuværende og tidligere regering referere til, at det er nødvendigt med en ”ansvarlig politik”, så de lave renter kan fortsætte. For alt i verden må finanskapitalen ikke blive rystet i sin tillid til ”ansvarligheden”. For begynder de at sælge danske obligationer, så renterne stiger bare lidt, kan det sende dansk økonomi ud i en ny dyb krise.
Men ud over dette har den herskende klasse og deres repræsentanter i regeringen ikke den fjerneste anelse om, hvordan dansk økonomi skal komme ud af hængedyndet. Ligegyldigt hvad de gør, er det forkert:
Når de skærer ned på den offentlige sektor og lægger pres på lønningerne ved at ”øge arbejdsudbuddet” [læs øge arbejdsløsheden], skærer de i markedet og den interne efterspørgsel. Og hvis de på den anden side forsøger sig med mere ekspansiv finanspolitik for at sætte gang i væksten, med større offentligt forbrug og investeringer, vil det betyde stigende underskud på statsbudgettet, som risikerer at fratage Danmark sin livsvigtige dengse-status i finansverdenen. En dengse-status der er forudsætning for lave renter.
Regeringen har valgt at forsøge at eksportere sig ud af krisen. Det kan nødvendigvis kun ske på bekostning af andre lande. Det betyder en international ond spiral af lønpres, nedskæringer og devalueringer, for at følge med i konkurrencen. I en sådan periode er der ikke plads til langsigtede planer. For regeringen er det både politisk og økonomisk et spørgsmål om overlevelse fra dag til dag, uge til uge.
De internationale markeder ser ikke ud til at komme dem til hjælp. Væksten i verdenshandlen (en af de primære drivkræfter i efterkrigsopsvinget) er jævnt aftaget de sidste 20 år. Sommerens styrtdyk i de kinesiske aktier og kraftige nedgang i landets økonomi er et dårligt varsel om, at en ny nedtur kan være på vej. Efter et historisk eksperiment, der har løbet over 15 år, hvor man med kredit og liberaliseringer har kastet penge ud i økonomien, er alle værktøjer, som en regering normalt ville bruge til at forsøge at slippe ud af en krise, opbrugt. Renterne kan ikke sænkes ret meget længere under nul, og staten opererer allerede nu på grænsen af, hvor stort underskud den, ifølge EU-reglerne, må have på budgettet. Det er med dette som bagtæppe, at vi muligvis er på vej mod et nyt krak.
Det bør være åbenlyst for alle, at det kapitalistiske system ikke længere kan udvikle produktivkræfterne, men er blevet en direkte hindring. Det er årsagerne til politikernes vildrede, manglende visioner og stigende behov for at ty til racisme i forsøg på at splitte arbejderklassen; deres fjende. Men de er oppe imod grundlæggende kræfter. Som Marx forklarede:
”På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.” (Forord til Bidrag til kritikken af den politiske økonomi, Karl Marx 1859)
Bragt i Revolution Nr. 14 (november).
Tegn abonnement fra 100kr. Eller køb seneste nummer som prøve for 10kr.