Vil man forandre verden, må man forstå den.
Lehman Brothers krak i 2008 markerede et kvalitativt skift. Det blev udløseren, der fik alle de ophobede modsætninger i kapitalismen op til overfladen og alle de faktorer, der havde drevet opsvinget fremad, blev til sin modsætning.
Kapitalismen befinder sig i den mest omfattende krise nogensinde. Globaliseringen, der tidligere drev verdensøkonomien frem, udtrykkes i dag som en global krise, som intet land kan stille sig udenfor. Krisen der var ved at tage fart i starten af 00'erne blev udskudt ved hjælp af gæld, der på verdensplan nåede historiske højder, og som var med til at gøre krisen endnu dybere, da den kom. Netop dette har stor indflydelse på krisens karakter og den videre udvikling.
Kapitalismen har nået sin grænse og er ikke længere i stand til at udvikle produktivkræfterne (industri, teknik og videnskab) som før. Marx forklarede, at er det et socialt systems evne til at udvikle produktivkræfterne, der er nøglen til udviklingen af samfundet og historien. Men når systemet ikke længere er i stand til dette, når produktivkræfterne kommer i modsætning til produktionsforholdene (hvis juridiske udtryk er ejendomsretten til produktionsmidlerne), så åbner der sig en periode med social revolution. Det betyder ikke, at systemet kollapser af sig selv og bare forsvinder. Tværtimod vil den herskende klasse, dem der i dag vinder på det nuværende system, modsætte sig en sådan omvæltning. Det nuværende system må bevidst omstyrtes af arbejderklassen.
Det vi ser nu er ikke bare en normal cyklisk krise, men en organisk krise i kapitalismen. Den generelle tendens er nedadgående, og perioder med svag vækst mere end udlignes af nedgangsperioderne. Trods vækst i nogle lande fortsætter arbejdsløsheden på historisk høje niveauer og er blevet en kronisk tilstand, der er tale om såkaldt jobløse opsving. Den økonomiske bedring efter krakket er det svageste opsving i nyere tid. Verdens produktion er i dag kun 3 procent over toppen i 2008, sammenlignet med 10 procent efter samme tidsperiode i krisen halvfemserne og 15 og 17 procent i kriserne i firserne (Telegraph 19.11.13).
Økonomen Keynes definerede en depression som ”en kronisk tilstand med aktivitet under normalen uden nogen påfaldende tendens mod hverken genrejsning eller fuldstændig kollaps.” Det er en rammende beskrivelse af store dele af verdensøkonomien nu. Efter fem år er USA's industriproduktions output stadig 3 procent under topniveauet før krisen, i Tyskland og England er det 6 procent lavere, i Japan og Frankrig 7 procent og hele 12 procent i Italien. Efter krisen i 1990 voksede industriproduktionens output med 60 procent i samme tidsrum.
Væksten i BRIK landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), der kom sig økonomisk rimelig hurtigt efter krakket i 2008, ser nu ud til at bremse op. Væksten i Kina var baseret på eksport, hvilket naturligvis ikke kan fastholdes, når eksportmarkederne i USA og EU skrumper pga. krisen. Den kinesiske stat forsøgte, og forsøger stadig, at omgå dette med samme midler som i resten af verden: at pumpe penge ud i økonomien, hvilket har ført til oppustningen af spekulative bobler og overkapacitet. Med kapitalismens indførsel i Kina, kommer også indførslen af kapitalismens dårligdomme.
Selv flere borgerlige økonomer begynder at indse, at dette ikke er en ”normal” krise. Den nobel-prisvindende økonom Poul Krugman skrev i New York Times: ”Men hvad hvis den verden vi har levet i de sidste fem år er den nye normal? Hvad hvis depressions-lignende forhold fortsætter, ikke bare et år eller to endnu, men i årtier?”. Den anerkendte økonom Larry Summers sagde på IMF's årlige konference: ”Vi har […] en økonomi, hvis normale tilstand er mangel på efterspørgsel – eller i det mindste mild depression – og som kun kommer tæt på fuld beskæftigelse når den holdes flydende af bobler.” (NYT, 17.11.13).
Siden krisen i 1970’erne har kapitalisterne presset mere værdi ud af arbejderne, og dermed forøget profitraten, ved at få dem til at arbejde hurtigere og hårdere. Arbejdernes andel af BNP faldt i perioden. I OECD landene faldt arbejdernes andel af BNP fra 66 procent i starten af halvfemserne til 62 procent efter årtusindeskiftet. Kredit blev brugt i massivt omfang for at gøre op for den lavere købekraft for arbejderklassen og krisen blev udskudt. Men gæld skal betales tilbage på et tidspunkt, og det er nu. Konklusionen er, at angrebene på levestandarden først lige er begyndt. Nedskæringer og angreb er på dagsordenen i årtier fremover.
Den herskende klasse står magtesløs og uanset hvad de gør, er det forkert. Flere centralbanker, herunder den amerikanske (FED), gennemfører såkaldte kvantitative lettelser, hvilket i realiteten er det samme som at lade seddelpressen køre. Det resulterer normalt i inflation i den virkelige økonomi. Men de penge, der pumpes ud, oppuster bare en spekulativ boble på værdipapirer. Her er der inflation. Det amerikanske aktieindeks S&P 500 (dvs. De 500 største amerikanske børsnoterede selskaber) er ifølge investeringsfonden GMO 75 procent overvurderet.
Det faktum at de kvantitative lettelser ikke har ført til massiv inflation i den virkelige økonomi, viser hvor dyb en krise, kapitalismen befinder sig i, hvor smadret de brede massers købekraft er.
Den konstante udpumpning af penge kan naturligvis ikke fortsætte. Men hver gang FED taler om at stoppe de kvantitative lettelser, sender det rystelser gennem hele verdensøkonomien, hvilket viser, hvor ekstremt skrøbelig den nuværende balance er.
Den anden variant som kapitalisterne forsøger sig med er sparevejen, som vi bl.a. har set det i Sydeuropa. Men heller ikke denne vej er farbar. Kapitalisterne producerer ikke varer for deres blå øjnes skyld, men for at kunne sælge varerne og på den måde realisere merværdien og tjene profit. Problemet er, at efterspørgslen er yderst begrænset, at der ikke er nogen til at købe varerne. Hver gang lønnen sænkes og det offentlige sparer, så skæres efterspørgslen yderligere.
I alle lande foregår den samme proces: Markant stigende ulighed mellem klasserne sammenholdt med at den økonomiske situation har direkte effekt på klassekampen. Forskellen ligger i graderne. De massive bevægelser i Tyrkiet og Brasilien i sommeren 2013 viser dette til fulde. Begge lande blev holdt frem som ”mønsterlande” med høje vækstrater. Bevægelserne kom som lyn fra en klar himmel over tilsyneladende trivielle spørgsmål; rydning af en park i Tyrkiet og stigende priser på busbilletter i Brasilien. Det var da heller ikke de spørgsmål der var afgørende. De var blot gnisten der fik de underliggende modsætninger til at bryde i brænd. I årene med vækst steg uligheden, som den er gjort det i alle lande. Både før krisen og ikke mindst efterfølgende er det de rigeste, der skummer fløden. I USA gik 95 procent af den indkomstfremgang, der blev skabt de første to år efter krakket i 2008, til den rigeste 1 procent. Den rigeste procent fik 19,6 procent af landets indkomst i 2012. Fra krigen og indtil midten af 80'erne var den aldrig over ti procent. De rigeste 10 procent sidder på mere end halvdelen af landets indkomst, dvs. de tjener mere end de resterende 90 procent. I verdens rigeste land er 47,7 mio. afhængige af ”food stamps”.
Europa er verdens syge mand og er aldrig for alvor kommet sig ovenpå krakket i 2008. I starten af 2013 var der en minimal vækst i eurozonen på under en halv procent efter 18 måneder i træk med negativ vækst, den længste sammentrækning på det europæiske fastland i mere end 40 år. Men væksten er minimal og kan ikke for alvor kaldes et opsving. Arbejdsløsheden er i de 17 eurolande i september 2013 på 12,2 procent, i hele EU er ledigheden vokset med næsten en million det sidste år. Vanskelighederne ved at forene økonomier, der trækker i hver sin retning, bliver mere og mere tydelige. Grækenland, Spanien, Portugal m.fl. er tydeligvis i alvorlige problemer. Det græske BNP er faldet med 25 procent siden 2008, dvs. en fjerdedel af landets produktion er forsvundet, med alvorlige sociale konsekvenser for de græske arbejdere. Men også lande som Frankrig og Italien, der er euro-zonens anden og tredje største økonomi er i alvorlige problemer. Italien har i midten af 2013 haft negativ vækst i mere end 2 år. Euroens kollaps blev afværget (muligvis blot midlertidigt) da Draghi panisk bebudede, at ECB ville intervenere med ubegrænsede midler i obligationsmarkedet, hvis ikke de svage eurolandes renter begyndte at falde. Men problemerne er langt fra løst, blot skubbet ud i fremtiden.
Til gengæld er et nyt spøgelse begyndt at hjemsøge Europa: Frygten for deflation. Det massive pres på arbejderklassens lønninger har, sammen med en stor gældsbyrde betydet faldende efterspørgsel på almindelige forbrugsprodukter. Trods ECB's historisk lave rente (man overvejer reelt en negativ rente i skrivende stund) så har inflationen i euroområdet bevæget sig faretruende nær nul. Faldende priser er et mareridtsscenarium. Det vil, alt andet lige, betyde at den i forvejen enorme gældsbyrde i Europa vil blive så meget desto større.
Selvom arbejdsløsheden i Tyskland har været svagt faldende, har det ikke betydet højere lønpres og dermed større efterspørgsel. Det skyldes primært, at flere er gået fra understøttelse til working poor, i deltids- og midlertidige ansættelser. Problemet er, at hvis først deflation får tag i økonomien, så vil det i praksis være ligegyldigt, hvor mange penge de pumper ud ved opkøb af obligationer for trykte penge. Pengene vil forblive i den finansielle sektor. Forbrugerne har stadig ikke råd, fordi lønninger stadig falder. Lønningerne falder fordi virksomhederne presser dem for at klare sig i konkurrencen på et stadig mindre verdensmarked. Samtidig er politikken med pres på arbejdsløse, Hertz-reformerne i Tyskland og hjemlige reformer, der presser lønningerne, alt sammen med til øge den deflatoriske spiral.
Det er tydeligt, at den sparepolitik, som trojkaen, (IMF, den europæiske centralbank og EU-kommissionen), har pålagt de sydeuropæiske lande ikke har virket, men tværtimod har uddybet krisen. Derfor begynder et stigende kor af økonomer fra resten af Europa, alt afhængige af nationale interesser, at hoppe over i den anden grøft og beskylde Tyskland for at være ansvarlige for problemerne. Men også tysk økonomi er i vanskeligheder. Tyskland kom sig relativt hurtigt efter krakket i 2008 primært ved at eksportere sig ud af krisen. Hjælpepakkerne til de sydeuropæiske lande var frem for alt hjælp til tyske kapitalister og banker. Men krisen er så dyb, at det bliver sværere og sværere for Tyskland, hvor eksporten udgør mere end halvdelen af BNP, at eksportere. Væksten i Tyskland er faldende og Bundesbank forventer, at det tyske BNP vokser med bare 0,3 procent i 2013. En nedgang i Tyskland vil have effekt i hele verden og ikke mindst Danmark, der i høj grad er afhængig af eksport til Tyskland.
Den engelske avis Financial Times udtrykker den stigende kritik af Tyskland: ”Hvis Tysklands økonomiske model er fremtiden for Europa bør vi alle være temmelig bekymrede. Men det ser ud til at være tilfældet. […] det politiske svar på eurozonens krise er sandsynligvis et program der tilskynder medlemslande til at følge Tysklands vej til bedre konkurrenceevne: at skære arbejdsomkostningerne. Tag ikke fejl; det har været grundlaget for landets eksportsucces i den sidste snes år; og eksporten har været den eneste kilde til vækst i den periode. Men lave lønninger er ikke det grundlag, som en rig nation skal konkurrere på.”
De beskriver, hvordan Tyskland har investeret langt mindre end de andre G7 lande og også hvordan uddannelsesniveauet er faldet. Det økonomiske ”mirakel” i Tyskland er opstået ved at presse løn- og arbejdsvilkår, så der nu eksisterer en stor gruppe af, hvad man kalder, ”working poor”: Antallet fuldtidsansatte, der tjener mindre end 100.000 kr. om året, udgør nu 4,3 mio. arbejdere. Næsten en million arbejder som vikarer, og der findes job med lønninger på én eller en halv euro i timen.
Gennem eksport har Tyskland samtidig eksporteret arbejdsløsheden til andre lande. Financial Times, IMF og de sydeuropæiske lande kræver, at Tyskland begynder at opbygge deres hjemmemarked. Det er også i dette lys, at man skal se Angela Merkels accept af SPDs krav om indførslen af en minimumstimeløn på 8,5 euro (svarende til ca. 64kr).
Indtil nu har den tyske arbejderklasse mere eller mindre accepteret situationen og Merkel blev genvalgt ved valget i september 2013. En af hovedårsagerne var, at arbejdsløsheden trods alt var lav i Tyskland og sammenlignet med arbejdernes i Grækenland og Spanien havde de tyske arbejdere det trods alt bedre. Derudover blev angreb på arbejderne udskudt til efter valget. Men med krisens komme også i Tyskland, og den stigende konkurrence fra resten af verden, der nu også presser lønningerne, er der ingen tvivl om, at alt det vil ende: Regeringen vil også i Tyskland angribe arbejderklassen og de tyske arbejdere vil se, at alt det de har ofret de sidste 10-20 år til gengæld for relativ stabilitet og økonomisk fremgang har været forgæves. Også i Tyskland vil klassekampen komme på dagsordenen i den næste periode og både den økonomiske, politiske og sociale udvikling vil have enorme konsekvenser for situationen i Danmark.
I sidste ende er økonomien bestemmende. Men den sætter kun rammen. Klassekampen kan også selv virke tilbage på økonomien osv. Men vores startpunkt er derfor det kapitalistiske systems totale dødvande. Kapitalismens krise udtrykker sig som en krise på alle planer. Der er øgede spændinger mellem nationer og internt i de herskende klasser. Det giver sprækker, som de undertrykte masser pludseligt kan trænge igennem. Den mægtigste nation i verden; USA, står svækket. De vandt hverken i Afghanistan eller Irak og i Syrien måtte de helt opgive at intervenere militært. At verdens mægtigste imperialistiske stormagt er svækket og ikke længere ser uovervindelig ud har en effekt på bevidstheden hos hele verdens arbejdere og fattige, særligt i de koloniale og semi-koloniale lande, hvis selvtillid øges.
Krisen har betydet en krise i massernes tillid til hele det etablerede system i større eller mindre grad i alle lande. Især den yngre generation har mistet tiltroen til en fremtid indenfor det nuværende systems rammer. Borgerskabets strateger er begyndt at blive bekymrede. Stifteren af den geopolitiske strategiske analyseenhed Strafor skrev i en artikel, at den største trussel mod USA's magt ikke længere er ekstern, men intern:
“...Truslen mod USA er det vedholdende fald i middelklassens [dvs. arbejderklassen] levestandard, et problem der omskaber hele den sociale orden, der har været på plads siden 2 verdenskrig og som hvis det fortsætter, udgør en trussel mod amerikansk magt.
USA blev bygget på den opfattelse, at et stigende tidevand løfter alle skibe. Det har ikke været tilfældet de seneste generationer, og der er ingen indikationer på, at denne socioøkonomiske realitet vil ændre sig snart. Det betyder, at en kerneantagelse er i farezonen. Problemet er, at den sociale stabilitet er bygget omkring denne antagelse… USA's sociale sammensætning er i fare og med den, den massive globale magt som USA har ophobet.”
Den ”amerikanske drøm” er en saga blot. Mens det amerikanske BNP er fordoblet de sidste 30 år er medianlønnen, hvis man medtager inflationen, for en amerikansk mandlig arbejder lavere i dag end den var i 1968! Det afspejler sig i tiltroen til det politiske system som sådan. Efter den delvise betalingsstandsning, den såkaldte ”shut down” i oktober viste en meningsmåling at 74 procent af amerikanerne mener, at Kongressen medvirker til at skabe problemerne i Washington frem for at løse dem og kun 22 procent mener, at landet er på vej i den rigtige retning. Og måske endnu mere interessant viste en meningsmåling, at 49 procent af amerikanerne mellem 18 og 29 år foretrækker socialisme, mod 43 procent der foretrækker kapitalisme. Det er ikke uden grund, at borgerskabet er bekymrede. Den samme proces ser vi i alle lande; at tilliden til det etablerede politiske system undermineres.
Nye udviklinger
Krisen har for alvor sat klassekampen på dagsordenen internationalt. Vi er gået ind i en periode med revolution og kontrarevolution. I Latinamerika startede denne bølge allerede for mere end ti år siden, men i resten af verden blev den for alvor blæst i gang med det arabiske forår. Vi har set hvordan bevægelsen i et land inspirerer bevægelsen i andre og tilbage igen. Klasekampen er for alvor blevet international. Når vi siger, at verdensrevolutionen er på dagsordenen, mener vi, at masserne i det ene land efter det andet træder ind på den politiske scene. De begynder at tage deres skæbne i egne hænder. Vi siger ikke dermed, at revolutionens sejr er sikret eller at vi står overfor en hurtig afgørelse. Tværtimod står vi overfor en langstrakt periode med op- og nedture, sejre og nederlag. Den herskende klasse er for svag til at besejre arbejderklassen, hvis størrelse og potentielle magt aldrig har været større. Men arbejderklassen mangler på sin side en bevidst organisering til at kunne omstyrte kapitalismen og indføre socialisme.
I mange af de tidligere koloniale lande eksisterer der ingen eller meget svage arbejderpartier, men i de Europæiske lande eksisterer der stærke masseorganisationer skabt af arbejderklassen; fagforeninger og arbejderpartier. Europa er nøglen til verdensrevolutionen på nuværende stadie på grund af arbejderklassens styrke og fordi krisen er så akut. I Europa overlever kapitalismen kun fordi, lederne for arbejdernes egne organisationer har påtaget sig opgaven at administrere kapitalismens krise. På et tidspunkt hvor kapitalismen og det frie marked viser sig ude af stand til at sikre arbejderklassen nogen fremgang, opgiver lederne al snak om socialisme. I land efter land har Socialdemokratiske partier deltaget i regeringer, der har gennemført massive sparepakker (f.eks. PASOK i Grækenland, PSOE i Spanien, Socialistpartiet i Frankrig, Socialdemokratiet i Danmark og nu SPD i Tyskland). Denne politik fører til enorm miskreditering af disse partier. PASOK i Grækenland fik en historisk tilbagegang ved sidste valg, den franske præsident Hollande, der blev valgt i maj, 2012 fik bare 15 procents vælgeropbakning et halvt år senere i november 2013, det laveste for en fransk leder i ”moderne tid” (telegraph 14.11.13) og også herhjemme blev den Socialdemokratisk ledede regering historisk hurtigt upopulær.
Det har fået partier længere til venstre til at vokse i mange europæiske lande såsom IU i Spanien, Syriza i Grækenland, Font de Gauche i Frankrig og Enhedslisten herhjemme. Fremvæksten til disse partier viser den radikalisering, der foregår i en del af befolkningen over hele Europa. De vokser, fordi de ses som et alternativ til venstre. Problemet for disse partier er, at de alle fremfører en eller anden form for keynesianistisk politik. Deres ledere tror, at man kan reformere kapitalismen. Men kapitalismen med et menneskeligt ansigt er ikke muligt med den nuværende krise, der er ikke plads til reformer. Alle partier, politiske strømninger og personer tvinges til at vælge mellem kapitalismen og dens nedskæringer eller socialisme og direkte angreb på kapitalistklassen. Der er ingen mellemvej.
I Grækenland har vi set, hvordan Syriza står i en modsætningsfyldt proces. På den ene side har partiet stor vælgermæssig opbakning, men i takt med at partitoppen er kommet tættere på magten, er de kommet under pres fra den herskende klasse og drejet mod højre. Det vækker på den anden side ikke entusiasme blandt de mere avancerede medlemmer, og har ført til en vis passivitet. Men for de brede masser er der store forhåbninger til Tsipras. Når eller hvis han kommer til magten, vil han blive testet. Hvis den nuværende kurs fortsættes, så kan massernes kærlighed meget hurtigt vende sig til forbitrelse.
Ledelsen for massepartierne er rykket til højre i en grad som aldrig før. Men arbejderklassen har brug for organisering i sin kamp. Derfor vil arbejderklassen på et tidspunkt bevæge sig ind i sine traditionelle organisationer, startende med fagforeningerne, der er tættest på klassen, og forandre dem fra top til bund. Det afgørende for marxisterne er at følge udviklingen i arbejderklassen og samtidig forstå, at den ikke er en homogen størrelse, men at forskellige lag bevæger sig på forskellige tidspunkter og i forskelligt tempo. Lige nu er der et radikaliseret lag i alle lande af især unge, der rammes ekstra hårdt af krisen. Dette lag kan og skal vindes til de revolutionære marxistiske ideer, som et første skridt på vejen til at vinde flertallet af arbejderklassen.
