Foto: Troels Witter / Silkeborg Kommunes pressefoto-arkiv.

Dansk landbrug er i problemer. I det spekulative opsving indtil 2006, steg jord og ejendomspriser, mens prisen på landbrugsprodukter var lav. Resultatet var ikke overraskende at landmanden spurgte sig selv: hvorfor dog begrænse sig til landbrugsproduktion, når nu guldet falder fra himmelen, helt af sig selv? Tusinder af landmænd begav sig ud i valuta-, aktie og derivatspekulation. Alt sammen finansieret af lån i deres jord og ejendom.

Resultatet i dag, efter kollapset i ejendomspriserne, er en samlet gæld på for landbruget på 352 mia. Knap én ud af 10 landbrug havde, ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet, i 2012 en belåningsgrad på over 100 pct. og var dermed teknisk insolvent. Omkring tre ud af 10 landbrug havde en belåningsgrad på over 80 pct. Gældsbyrden er så tung, at mange landmænd ikke har råd til at vedligeholde deres produktionsapparat for slet ikke at tale om at investerer i nye maskiner, bygninger osv.

Siden 2009 har landbruget ifølge Danmarks Statistik haft negative nettoinvesteringer på 2 mia. om året. Det vil sige at der hvert år er blevet tæret på produktionsapparatet. Særligt indkøb af nyt maskineri er gået i stå, mens det gamle slides ned.

Storkapital tvinger småborgerskabet ud

Som konsekvens af udviklingen af produktionsmidlerne inden for landbruget, kræves der i dag en gevaldig avanceret maskinpark for at kunne konkurrere på verdensmarkedet. Det kræver på den anden side store arealer for at gøre de avancerede maskiner rentable. I følge Erhvervs- og Vækstministeriet har en gennemsnitlig heltidsbedrift i dag jordbrugsaktiver (jord, bygninger mm.) for ca. 40 mio. kr. Det er mere end 10 gange så meget som i 1990. I den proces med kapitalkoncentration, er mange landmænd blevet klemt. Derfor har forskellige regeringer, både herhjemme, i EU og resten af verden, forsøgt at holde hånden under de selvstændige bønder, ved hjælp af massive støtteordninger. Fra 1990 til 2012 er driftstilskud til landbruget herhjemme således tidoblet til over 7,5 mia. om året ifølge Danmarks Statistik.

Problemet er, at det er en kamp imod historien. Den proces vi har set de sidste hundrede år, som nu er ved at kulminere, er intet andet end den moderne kapitalisme (den epoke som Lenin kaldte imperialismen, hvor finanskapitalen er dominerende) som indhenter de antikverede ejerforhold i landbruget. Gennem gældssætning af landmændene er landbruget de facto ejet af banker og finanskapitalen. Af økonomisk vej er de selvstændige landmænd, denne gruppe af producenter der selv ejer deres produktionsmidler (hvad Marx kaldte småborgerskabet), stille og roligt ved at blive udryddet på landet. Landbrugslovgivningen og selve forestillingen om det idylliske familielandbrug hører hjemme i svunden tid. Landbrug under moderne forhold er industrielt, eller intet, set ud fra et markedsperspektiv. Og moderne industri kontrolleres af finanskapitalen.

Revision af landbrugslov

I mange år havde det været et lovkrav, at landmanden skulle være bosiddende på landbrugsejendommen, for at måtte drive landbrug. Det var en bestemmelse der netop skulle beskytte småborgerne på landet, imod storkapitalen. Men efterhånden blev denne bestemmelse en større og større forhindring for udvikingen af produktionsmidlerne på landet. Senest liberaliserede den tidligere borgerlige regering derfor lovgivningen, således at en enkelt landmand kan eje flere landbrug og der kunne oprettes aktieselskaber og lignende. Håbet var at pensionskasser og kapitalfonde ville se en mulighed for at komme ind på markedet og tilføre lidt af deres enorme kapital.

Imidlertid indeholdt loven stadig en bestemmelse om, at selvom en investeringsfond køber et landbrug, så skal der være tilknyttet en landmand med "bestemmende indflydelse". Desuden indholdt loven forskellige mekanismer til beskyttelse af små-bønder. Derfor har tilstrømningen af kapital været yderst begænset.

Statsstøttet afvikling af bondeklassen

Den socialdemokratisk ledede regeringen har derfor foreslået at fjerne barrierer i landbrugsloven i forhold til ejerskabsformer. Håbet er, at fallerede landmænd vil blive købt ud ("omstruktureret") af kapitalstærke pengetanke og i det hele taget, at ejerskabet over landbruget over tid, vil komme til at ligne resten af den produktive sektor.

Til at hjælpe til med dette, uden at det skal betyde konkurser i landbruget som rammer de banker der har massive udeståender, har regeringen oprettet Landbrugets FinansieringsBank (LFB). Den har et kapitalgrundlag på 300 mio. hvoraf de 145 mio. er skattekroner, gennem skraldespandsbanken Finansiel Stabilitet. Dette skal danne grundlag for udlån af omkring 2 mia. kr. til landbruget, som altså garanteres af staten.

De danske banker der har lånt ud til de trængte landmænd har selvfølgelig problemer med ratingbureauer osv. Derfor er er tanken også, at LFB gennem en snedig konstruktion, skal overtage 85 procent af risikoen på de dårlige lån, ved omstruktureringerne. Med andre ord er LFB først og fremmest endnu en håndsrækning til de danske banker som skal sikre at småborgerskabet på landet likvideres så billigt som muligt for finanskapitalen.

Danish Crown modellen

Men regeringens hjælp stopper ikke her. I oktober blev ledelsen af Danish Crown og fællestillidsfolkene, sammen med toppen af deres fagforening, nedstemt af slagteriarbejderne. Afstemningen gik på, om arbejderne skulle give en del af deres løn (1000 kr. efter skat hver måned!) til et selskab der skulle udlåne til landbruget. Argumentet var, at det skulle ske for at få flere danske svin til slagtning i Danmark, og dermed bevare arbejdspladser. Det er en grafisk illustration af hvor svagt landbruget er, når det må ty til lån fra industriarbejderne, for at holde næsen oven vande. Forslaget var skandaløst, og slagteriarbejderne nedstemte det med over to tredjedeles flertal.

Men det stopper ikke regeringen. Den foreslår nu etablering af en 3-årig forsøgsordning med netop Danish-Crown modellen. Regeringen lægger endda op til, at de indskudte lønninger, som tages fra arbejderne, ikke beskattes før udbetaling. Altså endnu et incitament for arbejdsgiverne til at forsøge at presse ordningen igennem igen.

For et nationaliseret landbrug

I landbruget er misforholdet stort mellem på den ene side produktionen, der opfylder et overordentligt vigtigt socialt og samfundsmæssigt behov, og på den anden side det private ejerskab over produktionsmidlerne. Danmark og resten af verden har brug for effektivt og miljømæssigt bæredygtigt landbrug. Det kræver massive investeringer og et stort kapitalapparat. Det er bagstræberisk og naivt at tro, at den enkelte landmand kan levere dette.

Men det er lige så naivt at tro, at finanskapitalen skulle have nogen som helst interesser i at sikre netop dette. En liberalisering af landbruget vil betyde den værste form for spekulation. Deres motiv for produktion er udelukkende profit. Mens den enkelte landmand er nødt til at fortsætte sin produktion når prisen er lav (han har ikke andre muligheder ud over konkurs), eller selvom han bliver ramt af nye miljølove osv. så gælder det samme ikke for finanskapitalen. Med et massivt kapitalapparat i ryggen og landbrugsjorden samlet på få hænder, vil finanskapitalen være i stand til at gennemtvinge sin vilje med knusende styrke. Gennemfører I ny miljølovgivning? -så standser produktionen. Bliver fødevarepriserne for lave? -så standser produktionen. Er der en boble på landbrugsjord? -hvorfor så fortsætte omkostningsfyldt og risikabel produktion, når spekulation giver højere afkast?

Det eneste svar på landbrugets problemer og dermed et stort samfundsproblem er, at bringe ejerskabet i balance med den sociale produktion: nationaliser landbruget. Den proces med koncentration i store enheder, der indtil nu har fundet sted, gør netop nationalisering så meget lettere. I den henseende har koncentrationen været progressiv.

Hvis staten ejer jorden og produktionsapparatet, er det muligt at lave de nødvendige investeringer: At skabe endnu større, mere miljørigtige og mere effektive bedrifter. At sammensmelte forskningen i mere effektive og miljørigtige metoder endnu mere med den egentlige produktion og lokalsamfundet.

Det er omsonst, at det i dag er den enkelte landmænd der skal tilrettelægge en produktion, som kræver en videnskabelig viden han på ingen måde har forudsætninger for, og en demokratisk kontrol han ikke har interesse i. Demokratisk kontrol fra de ansatte, lokalområdet og fagforeninger, på store statslige landbrug, kunne sikre et opgør med spekulation og spild i produktionen, forurening og rod i finanserne.

Vi forsvarer naturligvis de små fritidslandbrug som for nyligt er blevet ramt af skattestigninger på flere hundrede procent. Det er netop fritidsbrug. Noget ganske andet er at forsøge at standse udviklingen og bevare landbruget som summen af en masse småproducenter. Det er umuligt og i realiteten reaktionært. Men lige så reaktionært er den service for finanskapitalen som den nuværende regering udfører. Finansmonopol på landbrugsproduktionen, som er den langsigtede konsekvens af regeringens politik, kan kun betyde flere problemer for landarbejderne og aftagerne af produkterne, nemlig arbejderklassen. Dansk landbrugsproduktion skriger i dag på en socialistisk løsning.