Kommunalvalget gav Enhedslisten en tredobling af stemmerne. En fremgang der viser den radikalisering, der har fundet sted under overfladen blandt arbejdere og unge de seneste år. En fremgang der kan bruges til at styrke Enhedslisten både lokalt og nationalt, hvis partiet formår at bruge den til at føre en socialistisk politik og opbygge partiet. Et resultat der sætter en streg under vigtigheden af den diskussion, der nu valget er overstået, for alvor åbner om partiets program. Men også en fremgang der sætter partiet alvorligt på prøve i forhold til ikke at ende som de andre partier fedtet ind i det ene kompromis efter det andet.
Valgresultatet
Enhedslisten fik 6,9 procent af stemmerne på nationalt plan, mere end en tredobling i forhold til kommunalvalget i 2009 hvor de fik 2,3 procent. Det betyder, at Enhedslisten nu har 115 medlemmer i 76 kommunalbestyrelser, mod bare 9 før valget, og at Enhedslisten i København får en borgmesterpost og i Odense og Aalborg en rådmandspost.
Især i storbyerne gik partiet frem. I København blev de det andet største parti med 19,5 procent af stemmerne, en fremgang på 8,5 procentpoint. I flere valgkredse, bl.a. på Nørrebro og Nordvest, i København blev Enhedslisten det største af alle partier.
I Århus gik de fra 3,7 til 9,4 procent (fra 5718 stemmer til 16.828), i Odense fra 5,2 procent til 10 procent (fra 6.053 stemmer til 10.743) og i Aalborg fra 2 til 8,8 procent.
Socialdemokraterne fastholdt mere eller mindre deres stemmetal og gik kun tilbage med 1,2 procentpoint fra 30,6 procent af stemmerne i 2009 til 29.5 procent. I de fire største byer er det stadig socialdemokraterne, der sidder på borgmesterposten.
Til gengæld kan SFs resultat ikke kaldes andet end et eklatant nederlag. SF gik fra 14.5 procent af stemmerne i 2009 til 5.6 procent i år, en tilbagegang på 8.7 procentpoint. På landsplan står SF til at miste omkring 225 pladser i byrådene. Det er især i de større byer, at SF oplevede en tilbagegang.
Alene i de fire største byer mistede de 59.200 stemmer. I København tabte SF 20.000 stemmer og måtte nøjes med 27.600, i Aarhus fik de 14.700 stemmer, et tab på 12.000 i forhold til 2009, i Odense mistede SF 13.000 stemmer og beholdt kun 6.600, mens SF i Aalborg mistede 11.500 stemmer og landede på omkring 4.000. (b.dk 20.11.13)
Det viser det, som denne avis gentagne gange advarede om: at SFs regeringsdeltagelse på et nedskæringsprogram ville være katastrofal for partiet. Vi har flere gange forklaret, at hvis to arbejderpartier fører den samme politik, vil det være det mindste af de to, der først straffes. Kommunalvalget viser samtidig, at Socialdemokratiet stadig har en base blandt dele af arbejderklassen og i flere kommuner omkring København har de fastholdt deres absolutte flertal. Det er altså især SF, der er blevet straffet for regeringens politik, med nedskæringer og fx lærerkonflikten i foråret.
Selvom Enhedslisten med sin fremgang på 4,6 procentpoint ikke formåede at samle alle de 8,7 procentpoint af stemmer som SF tabte, så er det stadig en imponerende fremgang, der viser, at der under overfladen er sket en radikalisering af et bredt lag af unge og arbejdere, der leder efter alternativ til venstre til regeringens politik.
Altinget.dk beskriver Enhedslistens sejr således: ”for den yderste venstrefløj i Enhedslisten blev valget en så stor triumf, at man skal tilbage til kommunisternes sejre lige efter 2. verdenskrig for at finde paralleller.”
En prøve forude
Allerede før valget, hvor det var tydeligt at Enhedslisten ville få en massiv fremgang, skrev vi at denne fremgang ”giver Enhedslisten store muligheder og et ansvar for nu at bruge denne styrkelse til at bygge partiet, forankre det lokalt og ikke mindst fremsætte et reelt politisk alternativ til den nuværende nedskæringsregering.”
Vi anbefalede at stemme på Enhedslisten, men forklarede samtidig, at Enhedslisten måtte føre en kampagne for at sprænge den økonomiske ramme, som regeringen har lagt på kommunerne. Dette er absolut stadig gældende. Der er stadig lagt op til massive besparelser på velfærden i kommuner og regioner, dvs. på skoler, hospitaler, børnehaver, ældreplejen osv.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forklarer, at der de næste år er lagt op til ”smalkost” i kommunerne. Det vil være lidt bedre end de sidste fire år, hvor der har været nulvækst, da der er lagt op til at det offentlige forbrug kun må vokse med 0,6 procent. Det er bedre end nulvækst, men vil betyde massive nedskæringer, hvilket kan man se hvis man sammenligner med årene 2006-09 under den borgerlige regering hvor det offentlige forbrug steg mere end 0,6 procent, og alligevel bød på massive nedskæringer og besparelser.
”Kommunalpolitikerne har oplevet fire år med nulvækst. Det har haft den konsekvens, at den offentlige beskæftigelse er faldet, og jeg tror også, at folk har oplevet, at kvaliteten af den offentlige service er blevet forringet. Helt så stramt bliver det ikke i de kommende fire år, selv om der virkelig er udsigt til stramme budgetter og smalkost. Der er ingen udsigt til fest” siger Martin Madsen, chef-analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. (Information 20.11.13)
Enhedslisten må derfor træffe et valg: enten accepterer de den ramme, regeringen har sat og er med til at skære ned efter devisen om ”det mindste onde” eller også kæmper de mod rammen.
Toppen i Enhedslisten på Christiansborg har indtil nu ført ”det mindste ondes” strategi og er derfor gået med i nedskæringsfinanslove og har bl.a. accepteret det lavere offentlige forbrug, som konsekvens af dagpengeforliget i foråret. Det ser ud til, at det samme vil ske ved dette års finanslovsforhandlinger, der stadig er i gang.
Indtil nu har Enhedslisten kunne gøre dette og alligevel gå frem, fordi SF skuffede så fælt og Enhedslistens er det eneste alternativ til venstre. Men den store fremgang i kommunerne tester Enhedslisten på en helt anden måde end tidligere og de risikerer at ende i samme situation som SF, hvis de går ind i de politiske kompromisers sump og ikke bliver til at skelne fra de andre partier for de radikaliserede lag.
I stedet må Enhedslisten fremlægge en national politisk strategi for en kampagne imod den økonomiske spændetrøje på kommunerne, hvor de konkrete lokale krav kædes sammen med behovet for en anden økonomisk politik nationalt. Skal regeringen presses kan det kun ske gennem massemobiliseringer ude lokalt, der også ville kunne mobilisere S og SFs egne vælgere imod nedskæringer og udliciteringer. Mobiliseringer som Enhedslisten bør starte nu som en del af finanslovsforhandlingerne.
Desværre ser det ikke ud til at være strategien for toppen i Enhedslisten. Den utilfredshed der er med partiets politik blandt dele af partiets medlemmer, som bl.a. kom til udtryk ved et møde i september indkaldt af fem afdelinger, vil vokse ude lokalt. Skal Enhedslistens afdelinger ikke ende med kun at tage stilling til hvor cykelstien skal gå og hvilken slags affaldssortering, der skal indføres, er det afgørende, at afdelingerne holder fast i at kæde den lokale politik sammen med den nationale og kampen for socialisme.
Hvorhen Enhedslisten?
I sin sejrstale til Enhedslistens valgfest på Søpavillionen i København rejste Johanne Schmidt-Nielsen en helt korrekt kritik af regeringens politik:
”På Christiansborg har vi desværre de seneste år oplevet en regering, som har svigtet alt det, som venstrefløjen historisk har stået for. Som har overtaget alt for mange af højrefløjens idéer og synspunkter om, at velfærden er en byrde, som vi ikke har råd til. Om at de rigeste skal belønnes med skattelettelser, mens de arbejdsløse skal have mindre at leve for.”
Hun fortsatte ”Kære venner. Lad os bruge vores nye kræfter i kommuner og regioner til vise, at et stærkt og solidarisk fællesskab skaber både større social retfærdighed og mere frihed, tryghed og velstand for os alle sammen.”
De ord kan vi kun være helt enige i. Problemet er, at regeringens ideer om, at der skal skæres ned, ikke bare er et spørgsmål om, at de har overtaget højrefløjens ideer, men at krisen i kapitalismen betyder, at den eneste måde at undgå at administrere kapitalismen og skære ned er at bryde med kapitalismen. Enhedslisten må rejse krav om bedre velfærd lokalt og nationalt, og de må mobilisere bag disse krav. Men de må samtidig forklare, at disse krav kun kan gennemføres ved en socialistisk omvæltning af samfundet.
Netop det spørgsmål er på dagsordenen i Enhedslisten, hvor programdiskussionen for alvor kan starte nu, kommunalvalget er overstået.
Johanne Schmidt-Nielsen sagde videre i sin tale: ”Med det her valg begynder et nyt kapitel i vores partis historie. Som vores dygtige – desværre snart forhenværende – socialborgmester i København, Mikkel Warming, har sagt: Efter i dag bliver Enhedslisten aldrig det samme parti igen.” (Enhedslisten.dk)
Det har hun ret i, men hvilket parti skal Enhedslisten blive? Der er ingen tvivl hos de borgerlige kommentatorer hos Altinget: ”det er en anden udgave af Enhedslisten end det parti, der sønderslået efter Asmaa-sagen måtte nøjes med 2,3 procent i 2009. Det er en mere pragmatisk udgave, der på visse områder minder om SF for fire år siden. Derfor kan man diskutere i hvilket omfang, der er tale om et holdningsmæssigt venstresving, når EL vokser på bekostning af S og SF. Alligevel er kommunalvalget strategisk afgørende, fordi Enhedslisten har en reel chance for langvarigt at erobre posten som det store venstrefløjsparti. Det kræver, at partiet spiller sine kort rigtigt: At man på den ene side formår at holde fast i sin politiske kerne og på den anden side får inddæmmet eller udrenset ’The loony left’, før det skræmmer nye vælgere væk.”
De borgerlige ønsker venstrefløjen ud af Enhedslisten. Vi er absolut ikke enige: SFs historie viser, at der er et stigende lag, der leder efter et alternativ til venstre. Og det lag vil vokse i takt med at krisen også i Danmark fortsætter og uddybes. Enhedslisten må give dette lag et konkret alternativ til kapitalismens angreb, et socialistisk alternativ.
I den kommende periode vil kampen om partiets politik blive tilspidset.
