Debat om Libyen-krig
 |
Hele argumentationen fra flertallet i hovedbestyrelsen viser, at der er et lag i toppen af Enhedslisten, der fuldstændig har mistet tiltroen til, at almindelige mennesker kan og vil forandre deres eget liv gennem kamp. De skriver i deres beretning, at der ikke var noget alternativ til at indføre ”flyveforbud”, da hverken ”øgede sanktioner eller stærkere diplomatisk pres” ville kunne stoppe Gaddafi. Siden hvornår er Enhedslisten begyndt at mene, at valget stod mellem bomber, sanktioner eller diplomatisk pres? Hvad blev der af ”arbejdernes befrielse er arbejderklassens eget værk”?
Enhedslistens top reducerede spørgsmålet om krigen i Libyen til et militærteknisk spørgsmål, og gjorde det ikke til et politisk spørgsmål. De krævede våbenhvile og forhandling mellem parterne. Men det, vi så i Libyen, var en revolution imod Gaddafis regime – en revolutionær opstand imod en diktator. Hvordan skulle der mægles mellem to uforenelige sider? En våbenhvile ville i bedste fald sikre status quo – at Gaddafi blev siddende på magten, og fortsat kunne undertrykke det libyske folk, mens imperialisterne fik gavn af Libyens rigdomme.
Det blev endnu mere mudret, da Enhedslisten efterfølgende trak støtten til krigen, med begrundelse om, at FN-mandatet var overtrådt, fordi der nu var erklæret mål om at vælte Gaddafi, og man ikke skulle blande sig. Men denne position er lige så absurd som støtten til krigen. Enhedslistens stilling til revolution og borgerkrig må ske på et klassegrundlag, ikke som halehæng til imperialismen eller – som andre på venstrefløjen har gjort – som halehæng til reaktionære religiøse ledere.
Borgerlige garantier
Toppen i Enhedslisten er blevet så indrulleret i det parlamentariske cirkus, at de åbenbart er begyndt at tro på den borgerlige regerings garantier. Det må siges at være utrolig naivt og dertil skadeligt for både partiet og den danske arbejderklasse.
Den borgerlige regering overholder ikke garantier, hvis de strider imod kapitalisterne og imperialismens interesser – det har de gang på gang vist. Hvad skulle være anderledes denne gang?
Ved at fremsætte regeringens garanti som begrundelse for at støtte krigen, var folketingsgruppen med til at give regeringen en legitimitet. Det er skadeligt i forhold til fremtidige mobiliseringer, ikke bare mod krig, men generelt set mod nedskæringerne og angrebene på arbejderklassen. I stedet burde Enhedslisten have afsløret regeringens løgne og interesserne bag krigen.
Opgaven for et arbejderparti, og ikke mindst for ledelsen i partiet, er at have en analyse af situationen. På baggrund af tidligere erfaringer at kunne sige noget om den mulige udvikling. Nu har krigen i Libyen varet i mere end to måneder og kostet den danske stat mere end 149 millioner. Danmark har smidt utallige bomber, og civile er også blevet ramt. Det burde have været logik for burhøns, at når de samme regeringer verden over bruger de samme undskyldninger og de samme metoder, som de gjorde omkring krigen mod Irak, så kan det i Libyen ikke skabe et udfald, der er meget anderledes. Når det er imperialistiske stater, der står bag, kan krigen ikke blive andet end en krig for imperialistiske interesser.
Kapitalismen har spillet fallit
Hovedproblemet er, at Enhedslistens arbejde er alt for fokuseret på, hvad der sker i Folketinget og fuldstændig adskilt fra kampen for socialisme. Kapitalismens krise betyder millioner og atter millioner arbejdsløse verden over. Arbejderklassen og ungdommen står overfor årevis med angreb på alle tilkæmpede leveforhold og rettigheder. Men vi ser også den anden side af denne krise. Vi ser arbejdere og unge kæmpe imod, ikke bare de konkrete angreb, men i stigende grad hele systemet.
I de arabiske lande er der stadig en revolutionær proces i gang, hvor millioner af arbejdere, unge og fattige er vækket til politisk liv og begyndt at lede efter alternativer til det nuværende system.
Også i Europa er klassekampen i stigende grad på dagsordenen. I skrivende stund fyldes de spanske storbyer med tusindvis af mennesker, der protesterer. Ikke bare mod nedskæringspolitikken, men imod det politiske system som sådan. De har mistet tiltroen til politikerne efter at Socialistpartiet har regeret landet de sidste mange år.
Alle disse protester er blot starten på en eksplosion i klassekampen i den næste periode. De samme processer er på spil under overfladen i Danmark, og højredrejningen i Socialdemokratiet og SF er årsagen til, at Enhedslisten er gået frem. Men fortsætter toppen i Enhedslisten som nu, er de godt i gang med at sætte denne fremgang over styr og ikke mindst forbigå muligheden for at forbinde sig med alle disse lag, der går i kamp. Fortsætter de som nu, vil de blive set som en del af det samme politiske system, som de spanske unge nu protesterer imod.
Et revolutionært program nødvendigt
Toppen i Enhedslisten er befolket af folk, der forsøger at gøre partiet til deres eget karriereprojekt og en del af det ”etablerede politiske system”. Årsmødets diskussion af økonomisk tilskud til den gæld, som Fighters and Lovers pådrog sig, da de i 2009 blev dømt for terrorstøtte, viste, at partitoppen føler sig tættere knyttet til det borgerlige systems ”offentlige mening” end til revolutionær politik. På trods af partitoppens manøvrer og forsøg på at få forslaget fjernet, blev forslaget vedtaget af et markant flertal af årsmødets deltagere. Det viser, at partitoppens greb om Enhedslisten ikke er så fast, som de gerne kunne ønske.
Et endnu mere klart eksempel på toppens højredrejning er fraværet af alternativer til det kapitalistiske system. Hvad kom årsmødet frem til som arbejderklassen og ungdommen kunne sætte som alternativ til kapitalismens krise? Der blev vedtaget forslag om, at de økonomiske vismænd skal sammensættes bredt, og at der skal oprettes et konfliktforskningscenter. Men krige stoppes ikke af forskere, og kapitalismens fallit løses ikke af økonomer. Problemerne løses ikke i Folketinget, men gennem klassekamp!
Hovedpapiret fra årsmødet om den offentlige sektor som vækstmotor tager fat i nogle gode steder, hvor der kan hentes penge indenfor kapitalismens rammer, såsom nationaliseringer af lukningstruede virksomheder og genforhanding af Nordsø-aftalen. Men på intet sted i noget af det årsmødet kom frem til, kædes de daglige krav sammen med kampen for socialisme. Da Hans Jørgen Vad, der er medlem af partiets hovedbestyrelse, forslog, at partiet aktivt skulle “propagandere for ‘socialisme’ som et samfundsmæssigt system-alternativ til kapitalismen”, blev det ifølge Modkraft.dk mødt med sarkastiske kommentarer fra Signe Færch, der er medlem af Københavns borgerrepræsentation om, at det at “sige socialisme i hver anden sætning” var at “bringe debatten tilbage til 1989”.
Men Enhedslistens folketingspolitikere siger aldrig noget om socialisme. Når de fremsætter krav om reformer uden at forklare, at disse ikke kan gennemføres indenfor kapitalismens snævre rammer, så er de slået ind på præcis samme vej som toppen i Socialdemokratiet og SF. De giver folk illusioner til kapitalismen, og dermed skader de kampen for socialisme.
I den næste periode vil vi også i Danmark se en eksplosion i klassekampen. Enhedslisten må være en del af disse kampe og fremsætte et socialistisk alternativ. Karl Marx forklarede, at ideer bliver en materiel magt, når de slår an i masserne, men det kræver, at ideerne fremføres blandt masserne.
Årsmødet burde have diskuteret perspektiverne for klassekampen i Danmark og i verden. Hvad kan vi som socialister lære af de arabiske revolutioner, af kampene i Grækenland, England og Spanien? Hvordan kan vi forbinde idéerne om socialisme med de daglige kampe på skoler og arbejderpladser. Og hvordan bruges folketingsmandaterne og valgkampen til at fremføre de socialistiske idéer?
